Ikke indsendt til Aftenposten.
Aftenpostens Red. har været saa venlig for en Tid tilbage at give Plads for nogle korte Meddelelser fra den gamle Gaard ved Byens Østgrændse, hvoraf den saakaldte Ekebergpark i sin Tid har været en væsentlig Del : nemlig Gaarden Jomfrubraaten, ved den nye Kongsvei, ret op fra Fjorden, mellem Kongshavn og Bækkelaget.
Stedet har været bekjendt for sin vakre Beliggenhed og tidligere været et Sommeropholdssted for bedre Familier fra Christiania, som der har søgt Hvile fra det travle Byliv og Sundhed i den friske og rene Luft, i de landlige Omgivelser, fjærnt fra Byens Larm og Uro.
Saaledes har Familierne Bull (Høiesteretsjustitiarius) og Schreiner (P. Schreiner sen.) i en Anrnekke boet tllleie der i Sommertiden, og Stedet har været besøgt af saa bekjendte og berømte Mænd, som den danske Konferentsraad og Minister Anders Sandøe Ørsted, Bulls Svoger, der tilbragte en længere Tid af Sommeren paa Besøg hos sin Svoger, ligesaa vor berømte Sprogforsker Sophus Bugge, der stadig i Studietiden besøgte sin intime Ven og Svoger, den senere Rector E. Schreiner, o. m. fl.
For mig, der har tilbragt min Barndoms- og Ungdomstid paa dette herlige Sted, med sin vakre Udsigt, sin friske Luft og sine herlige Omgivelser i Skog og Mark, knytter sig selvfølgelig til Stedet eiendommelige og dyrebare Minder.
Det er derfor ogsaa med dyb Vemod jeg af og til tar mig en Tour henover de gamle Tomter og maa være Vidne til, hvorledes Raaskab og Vandalisme har ødelagt det gamle, saa naturskjønne og kjære Barndomshjem. Det er rimeligt, at min gode Helbred og min høie Alder for en væsentlig Del, næst Gud, skyldes dette mit kjære Hjem. De daglige Toure op og ned til Byen, til Skole og Universitet, og det daglige Liv i Skog og Mark gav Sundhed ok Livskraft til de unge Lemmer.
Men hvad der særlig fylder mit Sind med Vemod, er dog Mindet om de kjære Gamle, som eiede og beboede dette Sted i mere end en Menneskealder, og som har været mig som Far og Mor fra min tidligste Barndom og indtil jeg i mit 26de Aar forlod Hjemmet for at staa paa egne Ben og gjøre min Gjerning i Livet.
Særlig er det den gamle Pleiemor, der omfattede sin Gut med større Ømhed og Kjærlighed, end en Moder har kunnet gjøre, som atter og atter dukker op i min store og rige Mindekrans, og hvem jeg skylder saa uendelig meget.
Da disse tvende Gamle tillige i flere Henseender var typiske for sin Tid, turde jeg forhaabentlig ogsaa kunne paaregne ialfald enkelte af Bladets Læseres Interesse, naar jeg med Red.s Tilladelse ofrer dem en nærmere Omtale.
Jens Andersen, den sidste Eier af Jomfrubraaten som samlet Jordegods, er født i Nes, Romerike, efter en Optegnelse i en gammel Postille (Retzius’s Postille), som benyttedes til Husandagt i Hjemmet, i Aaret 1792.
Han var med saavel i 1808 som i 1814, men jeg hørte ham aldrig fortælle noget fra Krigens Tid, ligesom han i det Hele meget lidet talte om sig selv.
Han kom tidlig ind til Hovedstadens Omegn og var, vistnok i flere Aar, i Tjeneste paa Bretvedt hos Hans Nielsen Hauge, hvorfra han synes at have bevaret uudslettelige Minder.
Hans Ædruelighed, hans Afskye for alt raat og anstødeligt Væsen baade i Tale og Vandel, hans Arbeidsomhed og Nøisomhed, hans Interesse for Læsning og literære Sysler, for det Skjønne og Gode i Menneskelivet synes han at have medbragt fra Opholdet hos Hauge, hvem han altid omtalte med den dybeste Høiagtelse og Ærbødighed.
Det er at haabe, at den bitre Kalk, han havde at tømme i sit Livs Aften, har beredt Jordbunden for den gode Sæd og ladet ham dybere og bedre fatte og tilegne sig Livets evige Værdier.
Ialfald har dette været Guds gode og naadige Hensigt med ham.
— Efter Tjenesten flyttede han vistnok i Tyveaarene op til Sagene, hvor han nedsatte sig som Møllerkjører for egen Regning og drev som saadan, indtil han omkring 1830 kjøbte Jomfrubraaten, som dengang eiedes af en Baron Uggla, Brochmanns Svigersøn.
Min Pleiefar besad en ualmindelig Styrke, som han fik rig Anledning til at lægge for Dagen som Møllerkjører til »Kongens Mølle« fra Langbryggen, livor de store Kornladninger i den Tid lagde til. Der fortælles saaledes, at han engang havde det Uheld, at noget ved Bagdelen af hans Vogn gik itu, men han holdt det tunge Møllerlas oppe, medens Smeden stelte paa Vognen.
Der berettes ogsaa, at han engang, antagelig ved et Væddemaal, bar 3 Tøndesækker Rug opad en Trappe i et Mellagerhus dernede ved Bryggerne. Han var ogsaa en ualmindelig kraftig bygget Mand, med kort Hals, forholdsvis korte Ben og Fødder, men med en overordentlig kraftig bygget Overkrop, tætte, brede Skuldre, tykke, kraftige Arme med forholdsvis smaa, lubne Hænder.
Ve den, som han rammede med sit Slag, men han var langsom til Vrede og slog sjælden eller aldrig til.
Fra hans første Tid paa Jornfrubraaten fortælles ogsaa om en Kraftprøve, som jeg kan nævne med det samme. Han havde i den første Tid en gammel tro Tjener, Svend, som ogsaa døde paa Gaarden. Fra hans Dødsleie fortælles, at naar hans Madmoder saa til ham med Læskedrikke og Pleie, sagde han : «Jeg kan nok komme op igjen og faa hugge Ved til Dig igjen jeg, Mor».
Det var Udtryk for den gamle Troværdighed og Tyendets Hengivenhed for sit Husbondsfolk.
Den anden Tavles 1ste Bud havde et høiere Værd i de Dage. Denne Svend blev en Dag sendt ned til den saakaldte Svenskeslette efter Svenskerne, som i den nordiske Syvaarskrig skal have havt sin Leir der) for at se efter, om Fuglefængerne med sine Lokkebur, Stænger og Limpinder, fra Grønland og Enerhougen, holdt til der.
Svend kom tilbage og meldte, at 4 voxne Karle holdt til paa Sletten, brugte Mund og truede med at prygle ham ind. Han gik da selv strax nedover og traf Karlene, som, da de vægrede sig for at drage bort, han fik afgaarde paa den Maade, at han tog den nærmeste, som man tar en Kjep, og slog efter de øvrige som strax tog Flugten. De kom sikkerlig ikke saa snart igjen paa Svenskesletten for at fange Fugl. Han var modig, rask og uforfærdet i al sin Færd, men ængstelig for at slaa til. En Gang, som Hesten stod forspændt for Karjolen, brugte vedkommende Gut Uforskammetheder i Anledning af en Tiltale. Andersen blev vred og vippede ham over Hesten, saa han faldt ned paa den anden Side, vistnok noksaa skamfuld efter Leksionen.
Under sit Ophold paa Bretvedt har han vistnok stiftet Bekjendtskab med sin vordende Hustru, der dengang tjente som Kammerpige hos den i Hans Nielsen Hauges Historie bekjendte Præsident Bull paa Tøien. Hun var fra sin Ungdom af en gudfrygtig og alvorlig Kvinde, der vankede i Opbyggelserne paa Bretvedt, og saaledes stiftedes det gjensidige Bekjendtskab, der ledede til Ægteskab mellem de to. Denne hans Hustru, min kjære Pieiemor, var en sjælden Kvinde, ret en Type paa en tro Tjener og en god, trofast Ægtefælle fra den gamle Tid, som nu snart sporløst er forsvunden.
Hun var som ung Pige draget ned fra sin Hjembygd, Hemsedal, Hallingdals øverste Dalføre, for at søge Tjeneste.
Efter et kortere Ophold paa Modum fik hun Tjeneste hos Familien Bull paa Storøen, Ringerike, og forblev i denne Families Tjeneste indtil hun som gift med Andersen tilflyttede sit eget Hjem ved Sagene.
Fra Storøen flyttede hun med Familien til Tøien og derfra til Høiesteretsjustitiarius Bull, den Ældre, hvis Hus hun i flere Aar bestyrede, i Christiania. Hun og hendes Mand vedblev altid at staa i et intimt Forhold til denne Familie, og den senere Høiesteretsjustitiarius Bull kaldte hende altid med hendes Pigenavn : Kari, og viste hende og hendes Mand altid megen Venlighed og Fortroelighed, ligesom ogsaa de øvrige Lemmer af Familien.
Det var, som ovenfor anført, omkring Aaret 1830, at Andersen kjøbte Jornfrubraaten, væsentlig ved hans Hustrus lille sammensparede Formue — ca. 1 000 Spdl., og ved flittigt Arbeide, Nøisomhed og Redelighed slog de sig gjennem til en meget god økonomisk Stilling.
Han var en meget dygtig Gaardbruger, som med Tiden drev sin Gaard op til et Mønsterbrug. Ved Siden af sin egen Gaard drev han ogsaa betydelige Dele af den tilliggende store Gaard Ekeberg, som han havde stadig til Forpagtning. Jornfrubraaten er ingen let dreven Fiendom, da dens Jordvei er noksaa opstykket ved mellemliggende skovbevoxede Aasstrækninger, og dertil Adkomsten til Gaarden i den Tid var meget besværlig.
Man var nemlig i den Tid i mange Aar henvist til de bratte Ekebergbakker, dengang endnu meget brattere end nu. Især var den bratte Ekebergsving med sine Issvulbakker ilde berygtet.
Senere, da Liabrochausséen i Slutningen af Firtiaarene byggedes, lod Andersen anlægge ny Kjørevei fra Kongshavn, som lettede Adkomsten til Gaarden fra Byen betydelig. Foruden den daglige Leverance af nysilet Mælk Morgen og Aften havde man i Vintertiden daglig at forsyne Fjøsets Besætning, 20 Kjør, med Drank fra Byens Brænderie, og tillige en betydelig Gjødselkjøring til Gaardsdriften. Andersen lagde nemlig meget Vægt paa at gjødsle godt og drænere godt. Til det sidste Arbeide ligesom til Bygningen af Stengjærder — den udstrakte Jordvei krævede nemlig meget Gjærdehold — benyttedes i Almindelighed svensk Arbeidshjælp, som dengang var noksaa almindelig omkring Christiania.
Deres ægteskabelige Samliv forblev børnløst. Hustruen, som var født i 1782, var altsaa 10 Aar ældre og ved deres Giftermaal i Firtiaarsalderen. Nedskriveren af disse Linier var fra sit andet Aar deres Adoptivsøn og blev altid betragtet og behandlet som saadan.
Deres Hjem var stille og fredligt, forstyrredes aldrig af nogen Disharmoni mellem de to Gamle. I Vintertiden var Andersen stadig optaget med at læse og nedskrive, hvad der særlig var ham af Interesse. Hans Bogsamling var efter Datidens Forhold og i hans Stilling noksaa betydelig. I hans Boghylde fandt man Snorre Sturlasons Kongesaga efter Grundtvigs Oversættelse, Holbergs Komedier, Baggesens, Wessels, Ewalds og Tullins Skrifter, Sneedorff, som han studerede med megen Interesse, og hvoraf han afskrev store Partier, Ove Mallings Store og gode Handlinger o. m. m. Paa Væggen hang en vakker Udgave af Grundloven i Ramme.
Husmoderen var, naar Husets Sysler tillod det, optaget af sin Spinderok, med Andagtsbogen ved sin Side. Jeg hørte aldrig et uanstændigt Ord eller nogensomhelst usømmelig Tale i dette stille, fredlyste Hjem, der var saa kjært.
I den første Tid havde Hustruen betydelig Indflydelse paa Husets Økonomi, og, som jeg forstod, søgte han i denne Tid hendes Raad i sine Foretagender og Handlinger. Hun havde imidlertid det Uheld ved en utro Tjeners Indbrud under et Fravær fra Hjemmet at miste en større Pengesum, og fra den Tid synes det som han efterhaanden mere og mere gik sine egne Veie, indtil det endte med økonomisk Ruin.
Hun stod gandske udenfor det altsammen og kjendte i de senere Aar intet til deres økonomiske Stilling, som hun vistnok troede, var meget god. Gud var saa god ogsaa at spare hende for den Sorg at see alt deres Stræv og Arbeide slugt af Ulykken, idet hun døde i sit 83de Aar Høsten 1865.
Allerede samme Aar strax efter blev Jomfrubraaten solgt ved første Tvangsauktion til den mægtige Nabo Lorentz Meyer, som dengang boede paa Alunværket og længe havde havt et godt Øie til Jomfrubraatens Skov.
Man var ubarmhjertig nok til efter at have ryddet hans vakre Hjem og Gaard at kaste den Gamle hjælpeløs paa Dør. Han var dengang i sit 73de Aar og havde i ca. 35 Aar sat paa sin Gaard, som var ham saa kjær. Den svære Mand blev mager som et Skelet, men han klagede aldrig. Han var dertil for stolt og selvfølende.
Sine sidste Aar tilbragte han i Fattigdom og trange Kaar i Huset hos en Enke paa Hægdehougen, en hæderlig og brav Kvinde, som pleiede ham og stelte om ham i hans sidste Dage. Hans Beskjæftigelse var at læse i sine kjære Bøger, naar ikke de slemme Stensmerter lagde ham paa Leiet. Han døde af disse Vaaren 1873, 81 Aar gammel.