– er en tildragelse fra slutten av det 18. århundre – nærmere bestemt i 1775 – som bar i seg spørsmål av en mer vidtrekkende karakter enn det selve brevskriveren gjerne hadde forestilt seg. “Døre-brevet” er beskrevet i biskop Anton Chr. Bangs bok : “Kirkehistoriske Smaastykker”. Kristiania 1890.
– i boken er dette brev gjengitt på sidene 264-277 :
Et bidrag til biskop J. N. Bruns biografie.
Under 17de august 1773 indgik stiftamtmand Lewetzau og biskop Fredrik Arentz med en forestilling til det danske kancelli, i hvilken de søgte om kongelig tilladelse til at indsætte børn fra alle Bergens sogne paa fattigskolen “Kristi krybbe” , uagtet de smaa undtagelser, den i en vis henseende i dens fundats kan have derfra, det vil med andre ord sige, trods nævnte fattigskole var opstaaet efter korskirkens presters plan ved sammenskud af dette sogns menighedslemmer til bedste for fattige børn inden samme sogn, og trods at den paa denne maade og i dette øiemed opstaaede skoles fundats var sanktioneret ved kongelig resolution.
Stiftsdirektionens ansøgning blev bifaldt ved kongeligt reskript af 27de oktober samme aar, og skolen blev taget i brug paa den maade, man havde erhvervet sig tilladelse til.
Dette ugrundede, vilkaarlige brud paa en sanktioneret fundats vakte selvfølgelig megen forbitrelse inden korskirkens menighed, en misfornøielse, menighedens nylig tiltraadte sogneprest J. N. Brun gav luft i en tale, han den 4de september 1775 holdt paa Kristi krybbe ved en ny lærers indsættelse, og i hvilken han behandlede spørgsmaalet : “Hvorvidt private folks stiftelser maa forandres”.
Med en forbausende dristighed kritiserede han, hvad der var skeet ved kongelig indvilgelse, og sagtens er vel mangen en i hine dage bleven straffet som majestætsforbryder for mildere udtryk og mindre frimodige paastande; thi Brun frakjender lige til kongemagten ret til at forandre testamentariske bestemmelser og private stiftelser, eftersom selve kongen ikke kan gaa ud over “grundloven”, den nemlig, “at beskjærme enhvers eiendomsret». Thi ellers vilde det let kunne ske, at «om de 7 vise havde gjort en stiftelse, skulde en daare være nok til at ødeægge den” .
Og da kunde man sige som saa : “Du indbilder mig at min vilje skal fremmes efter døden; nei, erfarenhed lærer andet: min gave skal engang blive stipendium for projektmagere, min indretning skal lemlæstes, og naar alting er omstøbt, skriver man mit navn over porten, som om man vilde sige : saa hed den tosse, som gav sine midler til bytte for eftertiden” . Kun i det tilfælde, at en stiftelse virkede absolut skadelig, har man ret ti! at forandre den, ellers ikke (Tale, holden paa Kristi Krybbe af J.N. Brun, Bergen 1775).
Man tager sikkerlig ikke feil, naar man paastaar, at det ikke blot var lokal misfornøielse, der gav sig luft i Bruns tale og inspirerede hans djærve, frimodige ytringer: thi i talen merkes tydeligt nok understrømningen af troens kamp mod rationalismen.
Fordi lemlæstelsen af private folks testamentariske stiftelser er en aabenbaring af den aandsretning, der vil lemlæste vor Herrers og Frelsers testamente, derfor kommer kjæmpen i harnisk, derfor tager han bladet fra munden, og han kunde gjøre dette med saameget større frimodighed, som han i dette tilfælde havde baade den nye stiftamtmand — Schouboe – og den nye biskop — Hagerup — paa sin side.
Efter talens slutning reiste nemlig bispen sig og gjentog og bekreftede, hvad Brun havde sagt og “forsikrede med den styrke, som lang erfarenhed giver en saa værdig embedsmand, at den lyst til al fremtvinge noget nyt var den tænkemaades urene sygdom, som nu allerede længe har raset, og at man derfor paa saa mange steder kunde se kjendelige spor af forvirrelse” (Fortalen til Bruns tale).
Og ikke nok hermed, under 10de oktober samme aar indgik stiftsdirektionen med ansøgning til kancelliet om, at det maatte blive ved det gamle, hvad Kristi krybbe angik, eftersom “korskirkens menigheds gavmildhed betydelig har aftaget, efterat man har trukket børn fra andre sogne ind”, en ansøgning, der ved kancelliskrivelse af 6te januar 1776 ogsaa virkelig blev indvilget.
Imidlertid havde denne sag skaffet Brun megen ubehagelighed, ligesom den ogsaa i fremtiden skulde gjøre det. Det simpleste og mest skamløse angreb paa ham rettedes mod enden af september 1775 i det berygtede «døre-brev”, der om morgenen den 23de denne maaned fandtes indlagt i dørene hos generalmajor Koss, stiftamtmand Schouboe, stiftamtmand Bagger, oberst Schacht, biskop Hagerup, major Holst, sogneprest Brun og Henrik Normann, af lige haand og indhold.
Dette anonyme dørebrev er udgaaet fra den kreds i Bergen, der af forskjellige grunde følte sig frastødt af eller stillet i skyggen ved Bruns anseelse eller indflydelse; biskop Hagerup ( Brev fra Hagerup til Luxdorph, Luxdorphiana pag. 489 fg.)
gjætter endog paa, at der blandt den klik, fra hvilken døre-brevet udgik, “muligens kunde befinde sig nogen af hr. Bruns egen orden, som just ikke er saa vel fornøiet med det bifald, han i almindelighed har og ganske vel fortjener”.
Nærmere at komme forfatteren paa spor er ikke lykkedes mig. Da jeg imidlertid har været saa heldig at faa fat paa selve døre-brevet (paa anmodning sendte Hagerup Luxdorph en afskrift af brevet; denne er sammen med de sagen vedrørende kongelige reskripter indbundet i Luxdorphs eksemplar af Bruns tale paa Kristi krybbe og findes nu paa det store kongelige bibliothek i Kjøbenhavn), og da dette unegtelig er af ikke ringe interesse som et udtryk for stemninger og antipatier, der i Bergen kun sjeldent kom til aabenbarelse, men som alligevel havde sin tilværelse (kfr. de paagjældende steder af Steffens’s “Was ich erlebte”), saa vil jeg her meddele nævnte smædeskrift i uddrag :
“Høistærede !
Deres skrivelse af 10de denne maaned har jeg modtaget tilligemed hosfulgte tale om : hvorvidt private folks stiftelser maa forandres; og jeg er aldeles enig i Deres dom derom, at den er anstødelig og fornærmelig ved kaadmundet kritik over regjeringens foranstaltninger, — og nogle taabelige læresætninger, sammensmidede i bitterheds hede, der har bragt blodet i opkog.
Jeg finder materierne ilde valgt, slet udført, og savner allevegne grundighed i beviserne. Den har samme feil, som en stor del af vore nye skrifter, at den, istedetfor det fuldstændige, grundige og nyttige i materien, ikkun berører overfladen med svulstige udtrykke, lignelser og udpyntede vendinger, der forekomme mig som skalle uden kjerner, eller og at denne her er ormestukken,
Efterat den bekjendte Bynch (en dansk student, der i trykkefrihedsperioden blandt andet udgav “Antistatsmanden” og som for sine skriverier blev dømt til fængsel paa vand og brød) har nedlagt pennen mod anti-statsmanden, vil taleren erstatte dette tab ved at reformere statsmanden i henseende fattig-skolens indretning.
Og endskjønt man ikke kan negte taleren smukkere stil end i dennes farces, saa viser det ikkun, at et godt pund er anbragt paa et slet sted. Og han rober tillige med temmelig god smag i de skjønne videnskaber en yderlig grad af kaadhed og ondskab. Intet kan være betænkeligere end at misbruge sit pund til at indplante publikum modbydelighed for de gode nye indretninger af øvrighed, hvorudi han har været saa meget mere uheldig, som denne sidste har havt ligesaa meget bifald af regjeringen, som hengivenhed af publikum, der stedse vil erindre sig den med en om taknemmelighed.
Imidlertid maa man skjænke ham hans bidende udtrykke og uforskammentheder, da han allerede har hævd paa at gjø og bjæffe imod alt, hvad der har den vanheld at mishage ham. Dersom forfatteren er den prest, som efter beretning har saa meget tilløb af tilhørere udenfor sognet, beklager jeg deres smag. Det er endeligt ikke usedvanligt, at de, som hører og læser uden grundig ettertanke og skjønsomhed, løber efter det svulstige, for at høre det, de ikke forstaar, noget der klør deres øren og er ny klang” o. s. v.
Efterat forf. har omtalt det historiske ved forandringen af fundatsen for Kristi krybbe, fortsætter han : “Og da saadant allerede er taget i allerunderdanigst overveielse, forinden dette af hans majestæt blev foranstaltet, er det ligesaa forgjæves at retfærdiggjøre. som formasteligt at angribe foranstaltningen, fornemmelig af en prest, hvis pligt at danne dydige borgere tillige udfordrer at indprente lydighed mod regjeringen og høiagtning for dens foranstaltninger” o. s. v.
Atter omtale af skoleforholdene; derpaa:
“At kalde det en utidig myndighed at faa nye love for nye forefaldende tilfælde, strider imod al sund fornuft; thi just det modsatte er den dristige myndighed, der er forfatteren egen af en Tambeskjelvers aand. Denne lignelse at ville forandre stiftelsen af en fæstning til en fattig-skole kunde lade sig høre ifald en “fattigskole» blev forandret til et komediehus, dersom forfatteren ikke havde havt saa megen affection for teatret, indtil han med føie blev revset for de politiske feil i Einer Tambeskjelver.
Og det var at ønske, at han var blevet derved, istedetfor at opgive sig som læremester for statsmænd, hvor han ikkun røber ligemegen stolthed som uvidenhed . . . Men allermest kaad, væmmelig og ondskabsfuld er den (sc. lignelse) om drengenes triumf at trampe paa heltenes grave. En øvelse, som maaske taleren nylig har forladt, og derfor her vil med magt bringe erindringen deraf paa bane.
Den passer sig tvertimod bedre paa taleren selv, som vil gjøre sig lystig paa de forrige direktøres bekostning, og drukken af stolthed og forbitrelse glemmer, at det er en anordning af regjeringen selv, som han skylder ærefrygt og lydighed. . . . Jeg forestiller mig det meget lystige, at se monarkerne og statsministrene i Europa at gaa i skole hos hr. Br. for at lære, naar de tør forandre gamle love og give nye. O skarpsindige forfatter ! De kan ikke betales med guld og ædelstene ! Negt dog ikke verden den skat at aagre med deres pund ! Lad ingen vanskelighed afskrække dem ! Udødelighed er en stor skat. Denne er det mindste, De kan indfordre hos efterslegten som en tribut.
Men at tilsidesætte spøg, tror jeg, at lovgiveren eller regjeringen indser saadant bedre. Den har til den ende et oplyst ministerium, bestaaende af de mest indsigtsfulde og dygtigste mænd i landet, kaldede dertil ved ed, pligt og ære, efterat have aflagt prøve paa indsigt og erfarenhed i foregaaende vigtige forretninger.
Talerens prøve-forelæsning er her spildt; han har ligesaalidt kald dertil, som moden forstand, erfarenhed eller kundskab. Og man maatte meget beklage, om en slig dverg derudi kunde have indflydelse; thi da lik heltenes grave en ulykke”.
Fremdeles tale om fattig skolen; fortsetter : “Skulde avindsygen her oprette monopolium, menneskeheden til vanære ? Nei, denne skal alene tilfalde talsmanden, der udspyr saa megen gift og galde, laster den bedste indretning og opdigter skammelige løgne om de ærværdigste mænd” o. s, v.
“Ja nu brøler med rette fra taleren den vatikanske torden. . . . Der behøvedes ingen tale til at bevæge folket, naar ikke lastefulde lidenskaber, kaadhed og ondskab dertil havde drevet. Anledningen dertil af skolemesterens indsættelse var aldeles uskikket; end mere dagens høitidelighed; den kunde aldrig mere vanhelliges, end ved frækhed mod regjeringen”.
Efter at forfatteren saa har anført Bruns paastand, at kongen, naar han engang har sanktioneret statuter uden forbehold, derved har bundet sig selv, ligesom undersaatterne ikke har taget noget forbehold, naar de gav ham huldskab og troskab, og altsaa ogsaa har bundet sig selv, ytrer han :
“O, jeg gyser, og haarene reiser sig paa mit hoved. Hvor let kunde ikke svage sjæle forføres ! Hvor farligt og fælt er ikke dette i 2 henseende. Det er ikke Einer Tambeskjelver, der taler i en tragedie, betragtet langt tilbage i tiden; men det er den nylig af regjeringen gjort nye indretning og forandring med denne stiftelse, som her paaankes, saa forvovent, saa formasteligt og det i en tale, holdt offentlig paa en høitidsdag o. s v. O skjæiv frække taler ! skynd dig at vende om, at kaste dig i støvet for naadethronen, ifald du ikke skal knuses af den torden-sky, som bryder ud over dig. Bævende trækker min haand disse linjer, rørt af rædsel og hellige pligters følelse”.
I sin tale havde Brun omtalt som noget, der var naturligt, at lysten til at understøtte skolen ved gaver var kjølnet inden korskirkens menighed, efterat den nye indretning var sat igang. Herimod udtaler anonymen sig :
“Her havde han et ganske andet værdigt formaal for hans veltalenhed : at drage tilhørerne til goddædighed imod stiftelsen. Orden og sundt overlæg havde ingenlunde veiledet denne handling. Anledning har man, at det skede for at kassere visse overmænd eller adhærenter; men jeg vil ikke tro ham til en saa nedrig sjæl, for at være sig selv ulig i hans forsvar for Einer Tambeskjælver. Derimod er man aldeles forvisset om, at fremfusenhed og ubetænksomhed har ført pennen”.
Forfatteren roser tilslut Bruns tiltale til den nye lærer og udbryder :
«Og naar han saaledes herefter vil blive i sit fag og bedre sit hjerte, tør der endnu blive noget godt af ham, at hans ypperlige gaver herefter kunde blive det almindelige til nytte, der inderlig skulde glæde mig, som er en ven af hans person, men ikke af hans laster”.
Souesund d. 20. september 1775.
Anonymus.
Dette lumske døre-brev, lumskt fordi det for at komme Brun tillivs og tilfredsstille privat hevnlyst giver sig mine af at paatale kongemagtens sag, der skulde være bleven krænket, hvad korskirkens prest selvfølgelig ikke havde havt til hensigt, blev inden aarets udgang gjort til gjenstand for kritik af daværende prest til Daviken i Nordfjord, Th. G. Krogh, i hans lille skrift : “Et oprigtigt vennebrev om det for nogen tid i Bergen fundne døre-brev” (Bergen 1775), et skrift, i hvilket forfatteren roser anonymens “gode geni og opvakte hoved”, men “laster ham for hans slette omgang, onde hjerte og uanstendige opførsel”.
— «Hvorfor udvælge mørket og natten, alle lasters sjul og alle lastefuldes tilflugt ? Hvorfor indkastes i døre og ligesom indstjaalne toldbod-vare indpraktiseres i huse og kjældere ?”
Tillige søger han at undskylde Brun for “den heftighed og det formeget, som ved denne anledning kan være passeret”.
Mod enden af aaret kunde Brun læse en ny kritik af sin tale i den “Kritiske tilskuer* (pag. 268 fg.) Recensenten finder det latterligt, at «forfatteren af Zarine” sætter himmel og jord i bevægelse “for at vise, at det ikke var ret, at hr. stiftsamtmand Lewetzau har tilladt nogle fattige børn at blive indlemmede i den temmelig vel aflagte stiftelse, skjønt de ikke var af menigheden”.
Altsaa atter sidespark og spydigheder ! Følgende aar bragte nye angreb, idet en forfatter i “Nye kritisk journal” (48) under omtalen af de nys udkomne samlinger af stiftelser og gavebreve for Norge I-II griber anledningen til at anfalde Brun; “Tragoedias agit, vi mener støier og larmer og smelder imod den gjorte forandring, ikke anderledes end om statens grundvolde var blevet undergravede, — eller en recensent havde vist sig misfornøiet med et af hr Bruns produkter” (pag 320).
Herimod tog Brun et halvandet aars tid senere til gjenmæle i “Literaturens paketbaad” for 1778 (pag. 126 fg.) i et noget grovt, men paa samme tid yderst slaaende svar.
Hermed skulde dog ikke denne strid være endt. I et anhang til sin tale : “Velanvendte borgerlige velgjerninger” o.s.v. (T.hjem 1783) havde den bekjendte rektor Smith tilføiet nogle anmerkninger mod Bruns tale, hvilke Smith troede var skrevne “med megen varsomhed og med en agtelse og skaansel for dette rebelske hoved, som han vist ikke fortjente” (Smiths selvbiografie, trykt i Sorø akademis indbydelsesskrift for 1875; se pag. 23).
Aarsagen til Smiths optræden var den, at man i Throndhjem omgikkes med planer til at omkalfatre de angelske stiftelser og derfor havde interesse af at gjøre andre anskuelser end de brunske gjældende i henseende til private folks stiftelser.
Brun var uforsigtig nok til at optage den tilkastede handske og skrev sit skrift : “Johan Nordal Bruns svar paa s. t. professor og rektor Smiths anmerkninger” o. s. v. (Kjøbenhavn 1783), et skrift, i hvilket Brun i det hele taget dygtigt, om end stundom noget overlegent og docerende, tildels noget trivielt imødegaar sin modstander.
Om Bruns svar skriver Smith (sammesteds) : «Brun, som er inderlig kaad, læste dette og troede, han ved spøg og satire skulde vinde den seier over mig, han ei ved grunde kunde tilfegte sig, svarede herpaa i en naragtig tone, og søgte i den egentlige forstand at faa folk til at le ad mig. Nu greb jeg til mester Achiloks jamber og uden mindste skaansel toede og børstede ham i et skrift, som hedder :
“Professor og rector Smiths oplysninger om hr. Johan Nordal Bruns forsvar for hans tale om stiftelsernes ret” (T.hjem 1784).
Med temmelig hoven overlegenhed og med ubarmhjertige spark til Bruns “vidt berømte forfatterkjærlighed og tapperhed” søger Smith at gjøre sine anskuelser gjældende; uden egentlig at sige noget nyt er han sin modstander ganske overlegen baade i lærdom, dialektik og sarkasmer. Paa samme tid havde Brun en ganske anderledes farlig position end Smith; thi nu var man kommen ind paa selve principerne og diskuterede jura majestatum. Medens nemlig Brun gaar ud fra, “at kongen ingen raadighed har over donationer uden under de betingelser, han selv har tilstaaet donator; thi privat mand har under monarken eiendoms ret”; saa hævder Smith, at kongen har de jure raadighed over alt, hvad i staten er, saa ingen enkelt medlem af staten, ingen privat borger har absolut eiendoms ret; derfor bemerker Brun meget rigtig, at hans modstander “disputerede sub præsidio”, eller søgte at gjøre sig skudfri bag regjeringens skjold.
Paa Smiths nye angreb svarede Brun med taushed, medens en af hans venner (Th. G. Krogh ?) anonymt imødegik samme i “Kritik over s. t. hr. professor og rector Smiths oplysninger om s. t. hr. Brun” (Kjøbenhavn 1784).
Smith (Selvbiographi) ansaa dette arbeide for “en flau piece, som ser hel klostermæssig ud”; os synes den lille bog at være skreven med ikke ringe dygtighed, navnlig synes det os interessant, hvorledes den norske frihedsfølelse, for hvilken Brun ubevidst havde været tolk, bliver sig bevidst om, hvad diskussionen i denne sag egentlig vil sige : “Har professoren vundet, saa har mine landsmænd tabt, saa er deres begreb om frihed og eiendom kun et phantom, en spøgelse-historie, et gammelt sagn».
— I sin levnetsbeskrivelse udtaler Smith sin forundring over, at man paa høieste sted ikke lagde merke til denne i Norge førte strid; dette var dog ikke tilfældet. Baade Bruns optræden og døre-brevet kjendte man meget godt inden kancelliet; paa opfordring havde endog biskop Hagerup sendt kancelliraad Luxdorph afskrift af smedeskriftet. Kritiken over Bruns tale i 1775 og 1776 gjorde ogsaa striden bekjendt. Brun var kommen i en virkelig farlig stilling og vilde vistnok være bleven afsat fra sit embede, hvis han ikke i denne tid havde fundet støtte i sin biskop, den ædle og i sandhed høiærværdige Eiler Hagerup, hvem det faldt saa meget lettere at støtte Brun, som han stod i venskabsforhold til Luxdorph og andre formaaende mænd og overhovedet stod høit anskreven paa allerhøieste sted.
Under 16de juli 1776 henvendte han sig til Luxdorph for ut tale Bruns sag : “At den kjære hr. Brun ikke har været forsigtig nok med visse udtrykke i hans tale, tør jeg ikke negte, allermindst for deres excellence, for hvis indsigt det desuden ikke kunde skjules Dette alene tør jeg underdanigst forsikre, at det er skeet uden al ond hensigt og forsæt, ja uden selv at vide, at han derved begik nogen forseelse.
Skolens daværende forfatning og uden grund befrygtede undergang vil meget undskylde talerens heftighed, som havde den reneste hensigt. Deres excellences bevaagenhed vil tilgive ham forseelsen, og Deres visdom jevne og forekomme de ufordelagtige følger, som hans uvenner af denne hans uforsigtighed kan ville inddrage (afskrift af Hagerups brev til Luxdorph, indbundet i dennes eksemplar af Bruns tale paa det store kongel. bibliothek i Kjøbenhavn).
Takket være bispens broderlige indskriden lagde stormen sig;n da striden senere blussede op, var dels Bruns anseelse mere rodfæstet, dels var der hengaaet for lang tid, til at man atter skulde ville erindre, hvad man velvilligen allerede havde glemt.
Men hvad Brun angaar, da beundrer vi ogsaa i denne sag hans mandige uforsagthed og djerve frimodighed, om vi end ikke kan negte, at det vilde have glædet os at se ham udstyret med noget mere besindighed og visdom.
Vi betænker os ikke paa at give ham ret i realiteten i denne strid, og naar vi har meddelt smædeskriftet mod den store mand, saa er det ikke for at gjøre os delagtig i fremmede synder, men fordi vi tror, at alt, hvad der vedkommer en mand som biskop Brun er af almen interesse, selv om det kun er misunnelsens og ondskabens forstre.