– paa findø (Finnøy/red.) samt i hitterdal og hedrum – Afskrift af «Maanedstidende for den indre Mission«. Christiania. Det Steenske Bogtrykkeri 1874.
– gå tilbake til oversikten og beretningens innledning her :
II. Min Faders Virksomhed paa Findø samt i Hitterdal og Hedrum.
1838 skulde min Fader med den Tids ufuldkomne Fremkomstmidler foretage den besværlige Vinterreise fra Rakkestad til Findø i Buknfjorden. Istedetfor den tabte Ægtefelle havde Gud skjænket ham en dyrebar og begavet Ledsager paa Livets Vei i min Moder, den ældre Hustrus Halvsøster Inger Laurine, der forenedes med ham 8de Februar 1838 i Langesunds Kirke, hvor de ægteviedes av Pastor Lammers.
Paa Vestlandet var adskilligt kristelig Liv begynt at røre sig, og Brændpunktet for denne Bevægelse var just Nabokaldet til Findø, Stavanger.
Men der stod daarligt Ord af denne Bevægelse, og min Fader nærmede sig Vestlandet med Ængstelse.
I Kristiansand gjorde han sin Opvartning hos den nye Biskop Siegvart og fik af ham alt andet end opmuntrende Efterretninger om Stillingen paa Findø. Øens Beboere var kommen ganske i Oprør over, at en Klokker af Øens bedste Ætter, der ikke vilde overtage Lærerposten ved en nyoprettet Statsskole, der skulde forenes med Klokkeriet, var bleven erstattet med en ny af de geistlige Øvrigheder beskikket Kirkesanger, som Præsten naturligvis maatte forsvare paa Embeds vegne.
Det kom endog til Haandgribeligheder, der gjorde, at der maatte anvendes Straf for Opsætsighed mod Klokkeren og Præsten.
I denne Tid ankom just min Fader til Øen (I min Beretning i Arbeideren no. 1 er den Feil indløbet, at Præsten Theodor Kielland siges at være Faders Formand, medens det derimod i Virkeligheden var Gabriel Kielland, der var Præst før Fader).
Det lykkedes dog min Fader med Tiden at vinde Folket for sig fornemmelig ved sin Venlighed, saa at Modstanderne maatte beskjæmmes, naar de intet Ondt havde at sige, Tit. 2, 8. Hurtig vendte god Forstaaelse tilbage, og min Fader erkjendte, at han i sin Embedsgjærning havde velsignet Støtte af den Mands og hans Hustrues Arbeide, der var hans Forgjænger i Tjenesten her.
Hans kjæreste Venner her vare Præsten Ebbesen paa Nordland og Theodor Kielland paa Haa.
Med det vaagnende kristelige Liv kom tillige Sandsen for Guds Rikes Udbredelse ogsaa blandt Ikke-Kristne tillive.
Omkring 1840 samtaledes der i større og mindre Kredse om Dannelsen af et norsk Missionsselskab, hvortil Missionær H.C. Knudsen var en virksom Spore.
Min Fader havde tidligere følt sig tiltalt af og faaet Syn paa denne Virksomheds Velsignelse, der i daværende Stud.Theol. (senere Boghandler i Kristiania) Jørgen W. Cappelen havde funnet en fyrig Talsmand, som indsamlede Pengebidrag i Langesundsfjorden i Missionens Interesse.
Far’s kjærlige Hjerte bevægedes dybt ved Blikket paa Hedningernes Nød, og hans Kjærlighed til Guds Ord drev ham til med Ungdommens hele Iver at omfatte Missionssagen. 1840 begyndte han at udgive sit Maanedsskrift for Missionsvenner i Førstningen sammen med Præsterne Theodor og Gabriel Kielland, der skrev hver sit No., senere i 30 Aar alene.
I Førstningen var det Oversættelse af Dr. Barths ”Monatsblätter für Missionsfreunden”, senere leverede det Skildringer fra Hermansburgermissonen, men i den sidste Tid indeholder det almindelige og nyeste Efterretninger fra alle Missionsmarker (Udkommer fremdeles paa Grams Forlag, redigeret af Johs. Flood).
Bladet har bidraget ikke lidet til at vække og nære Missionssandsen og var i næsten 8 Aar det norske Missionsselskabs Organ. Foruden gjennem dette Blad har min Fader ligefra Begyndelsen af, jævnligen offentlig talt Missionens Sag ved General- og Kredsforsamlinger.
Størst betydning for Missionens Fremgang vil vel Evigheden vise, at han har havt ved daglig og alvorlig Bøn for den. Saa ofte som han knælede i Bøn for sig selv, glemte han aldrig at bede for Missionen. Han bar den daglig paa sit bedende Hjerte. Foruden den Velsignelse, som han haabede Arbeidet med Missionen vilde bringe utad til de arme Hedninger, havde han altid erfaret en tilbagevirkende Velsignelse paa sig selv, dels ved kjære Bekjentskaber, som Missionen bragte ham, i og udenfor vort Land, dels ved Møder med ligesindede Venner i større og mindre Kredse.
Sjelden savnedes han derfor ved disse, naar der var Mulighed for at naa frem til dem. Han blev ogsaa i sin Tid opfordret til at optage og uddanne i sit Hus Missionselever til Missionærer, uden at han dog troede sig dygtig nok dertil.
I det sidste Aar, han opholdt sig paa Findø, var han sysselsat med Oversættelsen af Gossners Skatkiste. Han havde selv flere Aar brugt den ved sin Husandagt, og hjertelig tiltalt af den, besluttede han at oversætte den. Han fandt en Forlægger, som var villig til at udgive et Oplag af den, hvis Oversættelsen blev ham overladt uden Honorar for Arbeidet. Dette gikk Fader med Glæde ind paa med inderlig Ønske om, at Bogen blot kunde vinde talrig Udbredelse. Den fortræffelige Bog slog saa godt an, at der er udkommet 4 senere Oplag.
I Aaret 1840 blev min Fader beskikket til Provst i Stavanger Provsti. Dette Valg overraskede ham høilig, da han var den yngste Sognepræst; hvor taknemmelig han end var for sin nidkjære Overordnede Biskop von der Lippes store Venlighed, der lettede ham meget Provsteembedets Byrde, blev dette ham dog saa besværlig, at det væsentlig bidrog til, at han søgte sig bort fra den deilige Ø, hvor mange kjære Venner og den Omstændighed, at han her befandt sig ved den for hans Hjerte saa dyrebare Missionssags Arnested, holdt ham tilbage.
Han udnævntes 1844 til Sognepræst til Hitterdal og ankom Vaaren samme Aar til det Sted, som han først skulde forlade den 19de Aarsdag efter sin Ankomst.
Thelebønderne stod i daarligt Ry for sin Drikfældighed og Ufredelighed. Hvad den første Last angaar, fik Far strax Syn for Sagen, idet han kort efter sin Ankomst skulde jordfæste et Lig. Han opdagede nemlig snart, at en af Følget havde et mistænkeligt Udseende, hvorfor han gav sig i Passiar med ham. Under denne fandt han sig foranlediget til at spørge : ”Hva har du der i Lommen ?” og trak med det samme frem Halsen af en Brændevinsflaske. ”Ak, er jeg kommen blandt slige, som ikke kan undvære Brændevinet ved Herrens Hus engang !” udbrød han. Det gjaldt for en Ære at øve endog blodige Styrkeprøver i Hitterdal.
Bryllupperne vare vilde 3 Dages Drikkelag, der ikke sjelden var Skuepladsen for Slagsmaal. Forældre ansporede sine Børn til ikke at give tabt i Slagsmaal. Ikke faa Døler havde Mærke i Ansigtet eller Hænderne af at være Skambidt.
Saadan var Tilstanden blant Thelebønderne i Almindelighed, og Hitterdølerne stod ikke tilbage for noen anden Bygd. Ved Høitiderne kapkjørtes man med forfærdelig Hujen og Skrigen til Kirkerne, og ikke sjælden hændte Ulykker paa Redskaber, Dyr og Mennesker.
Jeg kan godt mindes, hvor bange vi vare for at gaa blot den lille Strækning fra Præstegaarden til Kirken af Frygt for at møde halvøre og vilde Kjørere.
De bedste Bønder vare grundrige Mænd, der satte Mammon i Høisæde. Saaledes vare det Folk, blandt hvilket min Fader skulde virke i det kjære Hitterdal. Det varede dog ikke længe, før Hitterdølerne og Fader forstod hverandre, og der vaagnede en gjensidig Kjærlighed, der med hvert Aar øgedes. Folket fik snart Øine op for, hvad de i min Fader havde faaet til Præst.
Stræng konservativ, næsten mistænksom ere Fjeldbonden, men ligefrem og trofast er han som de Fjelde, han bor blant, mod den, der vinder hans Tillid, og disse vare de frugtbareste Egenskaber for min Faders Virkemaade. Snart havde han vundet de mægtige Bønder, Brødrene Ole Olsen Haave og Halvor Olsen Enggrav ikke alene som sine personlige Venner, men som Jesu sande Venner !
De hvile forlængst sine trætte Legemer i Graven, Fred med deres Støv ! Veldignet være de for alt, hva de var mod min dyrebare Fader !
Stor Indflydelse udøvede disse Mænd ikke alene ved storartet Gavmildhed mod alle Trængende, men som en almindelig søgt fredsstiftende Patriark udøvede især Ole Haave, der ogsaa almindelig gikk under Navnet ”Manden” en særdeles velgjørende Indflydelse i vide Kredse. Han var en mærkverdig, ærverdig, imponerende Skikkelse. Jeg kjender endnu hans vægtige Haand lagt paa mit Hoved med Ønsket : ”Herren eige (faa til Eie) deg Johans”.
Deres og alle Hitterdølers Gavmildhed mod mine Forældre var i Sandhed storartet. Jeg vil blot nævne den betydelige Gave til mine Forældres Sølvbryllupsdag til en Værdi af 150 Spd.
Kaldets Pængeindtægter var ikke synderlig store; det manglende til Underholdet maatte søges i den ikke ubetydelige Præstegaard; men baade i Hitterdal og her i Hedrum har min Fader verken havt Lyst eller Tid til at sysle med Jordbruget, som derfor har været skjøttet af ukyndige Tjenere, og saaledes bragt Tab i stedet for Gevinst.
Nu var Børneflokken i stadigt Tiltagende, og deres Uddannelse krævede ogsaa betydelige Udgifter. Først havde vi en Huslærer, den senere som Hermannsburger-Missionær i Zulu afdøde Thomas Prydz, hvis Sands for Missionen just vagtes i min Faders Hus; senere kom vi i Latinskolen i Skien.
Bønderne vidste, hvad der skulde til, og forøgede sine Gaver i vid Udstrækning. Engang tænkte Fader meget paa at søge et andet kald, og jeg sad just paa hans Kontor, da han fortalte Ole Haave det. Oles Svar var 2 store Taarer, der rullede ned over hans markerede Ansigtstræk, og han bad Fader blive.
Fader svarede, at nu var hans private Formue ganske smæltet ind, og at saa nødig han vilde, maatte han bort. «Der bliver nok en Udvei Fa’r», sagde Ole. Og strax efter fik Fader Tilbud om, at nogle Bønder vilde yde 1000 Spd. i rede Penge til Børnernes Opdragelse undenom andre Indtækter, hvis han ikke vilde forlade dem.
Sligt Løfte kunde naturligvis Fader ikke give for ikke at komme i Avhængighedsforhold til Enkelte og derved være bunden for uberegnelige Tilfælde. Han afslog det, men jeg tror vist, han fik de fleste af Pengene alligevel.
Ikke alene disse 2, men hele deres hæderlige, vidt forgrenede Familie og mange mange Andre fortjente at nævnes, kanske særlig Far’s tro Vænner Bendix Herbjørnsrud og John Ramberg. En ikke liden Skare af gudfryktige hitterdøler samlede sig om Fader; de bedste Huse i Bygden aabnedes for private Opbyggelser.
De vilde Bryllupper svandt; i dets Sted hentedes Præsten, der ogsaa i Hjemmet indviede de Unges Ægteskab med Bøn og Guds Ord. Drik og Slagsmaal hørte snart til rene Undtagelser; Danselag (Sturi) holdtes kun i Udkanterne af Præstegjeldet !
Hvorledes naaede Fader saa heldige Resultater ? Først og fremst stred han med Gud i Bønnen for sin Menighed; dernæst predikede han med Alvor og Inderlighed Livets og Dødens Vei, og endelig revsede han uden Frygt Rige og Fattige, der fortjente Irettesættelse !
Han gik stadig omkring i Menigheden og havde i Regelen Aar om andet været inde fast i hver eneste Gaard og Plads i Bygden. Hvor han kom, hilsedes han som en Fader. Ofte tog han sig Spadserture, fra hvilke han ikke kom Hjem før efter et Par Dages Forløb; da havde han befaret hele Strækninger af Bygden, tilseet Syge, Anfægtede og Fattige, besøgt Skoler osv.
Naar hans Bistand forlangtes, var han stedse rede, og den krævedes ofte, selv til høist ubekvemme Tider. Hans kontor var jevnlig besøgt af Folk, der begjærede Raad i de forskjelligste Anliggender, i aandelige og timelige, geistlige, juridiske og medicinske Sager.
Han havde et ikke ubetydeligt Apothek, der flittig søgtes, og det saa stærkt, at Fattigkassen bevilgede Penge til Indkjøb af Mediciner for ham. Det var vel Folkets ubetingede Tro paa de saakaldte «Fa’r-Draaper», som ofte lod dem udføre Mærkelige Ting. Samtidig udførte han med Troskab de forskjelligste Tillidsverv i Kommunen. Han var stedse Ordfører i Formandskabet, Forligelseskommisær og Valgmand, det første afvexlende med vor Postaabner Bendix Herbjørnsrud.
Hans betydelige Bogsamling gik stadig i Laan Bygden rundt. Ved alt dette havde han vundet de Ældres Hjerter, og Ungdommen, der gjennem flere Generationer var konfirmeret af ham (ja der begyndte allerede at ægtevies Unge, som han havde døbt og konfirmeret) saa med Frygt eller Kjærlighed op til ham.
Efterhaanden havde han faaet til Medhjælpere kristeligt interesserede Folk, der stod ham trolig bi med Oplysninger om og fra Bygden.
De samledes oftere om Præsten. Ved Siden deraf stod Præstens Hus gjæstfrit aabent for alle uden Forskjel, idet min Moder ligesaa gjerne som Fader saa Folk af Menigheden hos sig. Flittigt besøktes Kirkerne og Opbyggelsessammenkomster. Af slige havde min Fader mindst en hver Uge Aaret rundt, og kom læge eller lærde Prædikanter, saa blev strax Opbyggelse i Skolestuen berammet ved Skolebørnene fra den faste Skole.
Efter megen Kamp bestemte Fa’r sig til at forlade Hitterdal. Han søgte efter Statsraad Riddervolds Anvisning og erholdt 1862 Hedrums Sognekald, hvis Størrelse og Vanskeligheder han dog ikke kjendte.
Hans Rygte var gaaet foran ham did, og han modtoges med aabne Arme af de godslige Hedrums-sogninger. De første Aar følte han sig især vel tilfreds her. Tillid og Kjærlighed mødte ham overalt. Han blev en velkommen Forsvarer for de Troende her i Menigheden, som ved en fremragende Mands dybe Fald foragtedes og haanedes ved enhver Leilighed som Hyklere.
Disse flokkede sig nu tillidsfulde om sin Præst, og deres Tal øgedes Aarlig. Mangt et Hus aabnedes for Guds Ords Forkyndelse, Kirkerne fyldtes snart, aabenbare Laster syntes hurtig at svinde, og min Fader syntes ved Guds Naade at opleve hurtigere Virkning af sit Arbeide her end i Hitterdal.
Han mærkede dog snart, at hans Manddoms Kraft var forbi , og at Legemet ikke kunde følge den rastløse Mands Krav til det. I 1866 efter 3 Aars Ophold her, blev jeg kaldet til min Faders Medtjener i Embeds Gjerninger; men han vedblev ligefuldt at bestride alt Kontorarbeide og to Tredjedele af de kirkelige Forretninger, saa jeg maatte bede Almuen sende deres Heste, der kunde hente Præsten i Sognebud og deslige til min Bopæl, ellers reiste Fa’r, om det var aldrig saa besværligt.
1870 hjemsøgtes han uventet af Blindhed paa det ene Øie. Der kom strax bud efter mig, og da jeg kom op paa Kontoret, faldt han mig om Halsen med stærk Graad og udbrød :»Tænk jeg er bleven blind paa det ene Øie».
Han fattede sig dog snart og anførte det Sted : » Det er bedre, at et Lem tabes, end at det ganske Menneske fortabes ! Herren vil dermed varsle mig om, at det gaar ned ad Bakke». Efter vor Huslæges Raad søgte han en Øienlæge i Kristiania, men denne erklærede, at Blindheden hidrørte fra en Nethindes Afløsning i selve Øiet og saaledes var ulægelig. Det var en Følge af Overanstrengelse ved Læsning, og han maatte være yderlig forsigtig med det andet Øie, der rimelivis var ligesaa anstrengt.
Dette nedslog stærkt Fa’rs Mod og gjorde ham ganske haandfalden for længere Tid. Vi fik ham til at foretage en længere Reise til Vestlandet, hvor han oplivedes meget ved at træffe gamle Venner paa Findø og Stavanger, og særlig hos Ungdomsvennen og Svogeren Hofgaard paa Hjælmeland.
Om Høsten kom han hjem og tog nu ivrig fat paa sit Embeds Forretninger; det meste Kontorarbeide fik dog jeg nu udføre, ligeledes overtog jeg Redaktionen af Maanedsskriftet, hvorimod han helst selv vilde reise omkring i Bygden og læse med Konfirmanderne, hvilket altid har været hans kjæreste embedsgjerning.