– “Et Søndagsblad til opbyggelig Underholdning”. Udgivet af H. Halling, personel Capellan. 22de Søndag efter Trinitatis.
Og Dominica Trinitatis var første søndagen etter pinse; “dominica” betyr søndag og denne påfølgende perioden i kirkeåret frem til første søndag i advent – med unntak av Allehelgensdag – skulle markere troen på den treenige Gud. I 1848, da historien om Torge Morbæk ble presentert, falt “22de Søndag efter Trinitatis” på søndag 19. november.
Torge Morbæks Erfaringer.
Torge Morbæk var en fattig Huusmand i Vandsøe Sogn ved Fahrsund, der var meget bekjendt og og agtet for sin christelige Tro og Gudsfrygt ei alene i sin egen Bygd, men ogsaa i flere Bygder paa Vestlandet, hvilke han jevnligen gjennemvandrede som Kræmmer med nogen Smaahandel, som han drev for at ernære sig og «æde sit eget Brød».
Han var Krøbling og maatte bruge to Krykker for at gaae; men, at den Herre Jesus var hans «Kjæp og hans Stav», hvorpaa han trøstede sig, derom vidne nedenstaaende «Erfaringer», der efter flere af Torges Venners Begjær optages ordret saaledes, som han selv har optegnet dem.
Skulde der være Nogen, som spørger efter mig, hvo jeg er, siig dem, at jeg er det fortabte Faar, som for nogle Aar siden blev funden af en Hyrde, om hvilken der staaer skrevet, at han vogtede 100 Faar, og der han tabte et af dem, forlod han de 99, og gik bort efter det tabte; fortæl dem, at det var just mig, han den Tid opsøgte; og han fandt mig i en meget ringe Tilstand, thi jeg havde i mange Aar tjent en meget stræng Mand, hvis Navn var Moses; han paalagde mig tungere Byrder, end mine Skuldre kunde bære.
Jeg laa paa Marken og kunde neppe drage min Aande; dette foraarsagede mig et uroligt Gemyt, saa der var idel Fordærvelse i alle mine Veie, og jeg kjendte ikke Fredens Vei.
Hyrden blev nu meget glad, fordi han fandt sit Faar igjen, han tog mig paa sine Arme og jeg talede meget med ham paa Veien. I Førstningen blev jeg noget forvirret over dette store Mirakel, men da jeg kom til mig selv, blev jeg var, at jeg havde de gamle Klæder paa, som vare meget skidne; thi jeg havde gaaet i dem fra Ungdommen af, og endog arvet dem af min Moder.
De vare vel engang toet rene, da jeg var et Barn, men jeg havde gjort dem skidne igjen.
Med Skam og Blusel spurgte jeg Hyrden, om jeg kunde gaae med i hans Huus med disse skidne Klæder. Han svarede :
«Nei, men jeg skal skifte Klæder med dig. Jeg skal give dig en Kjole, som er syet før Verdens Grundvold blev lagt, og siden farvet med mit eget Blod, hvilket skal gjøre Dig velbehagelig for min Fader. Der er og Ingen i mit Huus, uden de gaae i denne Dragt; Johannes paa Øen Pathmus, da han saae en utællelig Skare i Himmelen, vare de Alle klædte i denne Dragt. Da var Du ogsaa med i denne Kjole, thi jeg vifte ham i et Syn Kirkens Skjæbne lige til Domme-Dag».
Da jeg hørte disse Ord blev jeg forundret og spurgte om hans Navn. Han sagde : «Det staaer skrevet paa mine Klæder, Du kan selv læse det».
Og jeg saae igjennem et Perspectivglas, og jeg saae, at der var Blod paa hans Klæder, og han var som En, der træder en Viinpresse, og han bar et Navn af en Nødhjælper, Trofast og Sanddru, Evigheds Fader, Fredsfyrste, underlig i Raad og mægtig i Daad. Han kaldes ogsaa en Lidende fra Evighed, og at han havde havt Plager for sit Folks Overtrædelsers Skyld.
Nu spurgte jeg atter, hvad Slags Arbeide jeg skulde forrette hos ham; thi det tunge Arbeide hos Moses kunde ikke gaae mig af Tanker, og han blev lidt vred over min Daarlighed og sagde :
«Min Sjæl har gjort alt Arbeide. Kunde Du troe, at jeg kom til Verden for at gjøre et halvt Arbeide ? Nei ! Jeg traadte Persekarret alene, og der var ingen af Folkene med mig. Du skal faae Nok at gjøre med Moses’s Tjenere; De ville snart komme og vende Dig tilbage, men Du skal kun synge den Psalme : «Lad Andre hen i Trældom gaae !» Tilmed ligger der en Fiende i din egen Barm, som vil hindre Dig meget paa Christendommens Vei; den gamle Slange vil ei heller lade Dig med Fred, endog jeg har knust hans Høved, reiser han det igjen i Veiret og søger, hvad han kan. Ved dem skal Du trænges, men i Mig skal Du finde Hvile, dog skal Ingen være istand til at rive Dig af min Haand, saalænge Du er hos mig».
Og jeg spurgte, hvor længe jeg skulde være hos ham, og han svarede :
“Det maa Du selv raade for. Jeg vil ingen tvungen Tjeneste have. Saaledes spurgte jeg altid mine Disciple : Ville I komme, eller ville I gaae bort, og vel den, der med Peder kan svare : Herre, hvem skulle vi gaae hen til ? Du haver jo det evige Livs Ord ! Selv Englene ere i Vælgestand, men deres Kjærlighed er saa stor, at de ikke kan vælge noget Bedre. Jeg begjærer Intet af Dig uden dit Hjerte».
Og jeg spurgte ham, hvad Nytte han kunde have af mit fordærvede Hjerte; han sagde :
«Jeg vil borttage det gamle Steenhjerte, og give dig et nyt Kjødhjerte, som Du maa bære, men det skal tilhøre mig, først, fordi jeg har den største Ret til din Sjæl og dit Hjerte, thi Esaias siger : Naar min Sjæl har arbeidet skal han have Fylde og blive mæt (Esaias 53, 11./red.). Paulus forklarer Ordene mere forstaaelige og siger : Derfor døde han for Alle paadet de, som leve, ikke skulle leve sig selv, men han, som er død og opstanden for dem. For det Andet vil jeg her aldrig fordre Sagens Udfald af Dig, som det er gjort; men som dit Hjerte har meent det, thi To kan gjøre en Gjerning, men med stor Forskjel, saasom Pharisæeren og Tolderen, Cain og Abel: Derfor, saa længe et Menneske har det gamle Hjerte, frembærer det onde Ting af Hjertets onde Liggendefæ (skatt/red.), og det er naturligt, at et ondt Træ ikke kan bære gode Frugter, man fordre ikke af en Blind, at han skal see».
Og jeg spurgte ham, om han ikke snart vilde opsøge flere Faar og give dem et nyt Hjerte. Han sagde :
“Dig bør ikke vide Tid eller Stund, hvilke Faderen har sat i sin egen Magt. Der kommer Ingen til mig, uden saa er, at Faderen, som mig udsendte, faaer draget ham. Der staaer og skrevet i Propheterne : De skal blive lærte af Gud”.
Nu begyndte jeg at hungre, og spurgte, hvad Slags Mad jeg skulde faae hos ham, og han sagde : “Lykkelig er Du, som hungrer, thi Du skal mættes; jeg er det Livsens Brød, som kom ned fra Himmelen, om Nogen æder af dette Brød, skal han ikke hungre til evig Tid, i hvilke Ord ligger den ganske nye Pagt”.
Og jeg spurgte, om der vare stærke Folk i hans Huus, og han sagde :
«Der ere baade stærke og svage. Dig har jeg givet en Styrke, hvis Lige neppe findes, men Du skal derfor ikke have det bedre end Andre; thi det svage Barn nyder den bedste Pleie. Du skal staae Fare for at troe dig selv for vel, ligesom Peder, der troede at ville gaae med mig i Døden og kunde ikke holde ud indtil tredie Hanegal. Endog jeg saa mundtlig sagde ham det tilforn troede han bedre sin Styrke end mine Ord».
Og jeg græd og sagde : Vil Du da saaledes forlade mig ? Men han svarede :
“Nei jeg skal i Evighed ikke forlade Dig; thi om Solen stundom er bedækket med Skyer, er den derfor ikke borte, om jeg en Stund skjuler mig for Dig, og Du maa hyle og græde, medens Verden glæder sig, skal det dog kun vare en Stund og jeg skal see Dig igjen og dit Hjerte skal glædes og Ingen skal tage din Glæde fra Dig”.
Og han tog op en Guldring, og gav mig, hvorpaa stod skrevet : «Aandens Fæstepenge».
“Den”, sagde han, “skal være Dig et Trolovelsestegn og et Pant paa min Kjærlighed og et Mindesmærke, hvor høit jeg har elsket Dig”;
og jeg spurgte, hvor høit han havde elsket mig, og han sagde :
«Dersom Du skulde smage min Kjærlighed i sin fulde Storhed, saa maatte Du døe derunder, men Du skal faae den at smage saa høit, som et dødeligt Menneske kan taale, og jeg skal ogsaa fortælle Dig noget af det, jeg har gjort for Dig : Jeg vidste af Evighed, at strax efter, at Mennesket var skabt, vilde det falde af fra Gud, og dette Fald var saa stort, at det derved paaførte sig en tredobbelt Død, og denne Død stod fast i Evigheds dybeste Afgrund, og ikke kunde løses derfra hverken med Guld eller Sølv, uden ved et evigt guddommeligt Testamentes Blod. Jeg vidste og af Evighed, at jeg var den, som skulde opreise dette Fald hvorfor og Skriften kalder mig det Lam, som blev slagtet, og blev ogsaa strax bekjendtgjort ved disse Ord : Ovindens Sæd skal sønderknuse Slangens Hoved. Under dette Løfte stod Verden i tusinde Aar, saa der vare mange høie og mægtige Mænd, som ønskede at see dette Løfte opfyldt, men naaede ikke dertil. I Tidens Fylde blev jeg født af en Jomfru, og opfostret hos mit eget Folk som andre Vuggebørn, gik omkring og ledte efter Dig i nogle og tredive Aar, saa jeg med Jacob ikke agtede nogen Kulde om Natten, eller Hede om Dagen, fordi jeg elskede din Sjæl, men som Fremmed og Ubekjendt, saa det var sjelden, at Nogen hørte mit Navn nævne, og saa fattig, at endog en Ræv overgik mig i denne Henseende. Da nu den af Evighed og i Guds Raad bestemte Time var kommen, at Løftet endelig skulde opfyldes, maatte Satan selv udføre min Faders Raad og Bestemmelse, thi han havde indskudt i Judas Ischariots Hjerte, at han skulde forraade mig, han indgav Pilatus, at han skulde fordømme mig; han tilskyndede de ypperste Præster, at de fik mig paa Træet, og da meente de at have vundet Spillet. Det er det Hælebid, Skriften taler om, men dermed knuste jeg hans Hoved, og han tabte al sin Magt, og han maatte overlevere Helvedes og Dødens Nøgler i min Haand samt alle sine Fanger og mig blev given al Magt, baade i Himmelen og paa Jorden, saa Du nu kan tjene mig herefter uden Frygt i Hellighed og Retfærdighed alle dit Livs Dage».
Hyrden, kom nu hjem med sit Faar og satte mig ind i sin Faarehjord igjen, og han havde større Glæde af mig end af alle de Andre, af hvilke Nogle aldrig havde været borte, men de fleste vare dog tilforn fundne af Hyrden.
Og siden haver jeg hver Dag spiist og drukket ved hans eget Bord, og vi har talet usigelig meget sammen, hvilket Tiden ikke vil tillade at skrive; og han har endnu ikke forladt mig, hvorfor jeg med Glæde synger :
«Saa stort, ak meer end stort Et Naadelys oprinder;
Jeg arme Støv og Jord, En Himmel i mig finder,
Jeg var ei Draaben værd, Men fik et ganske Hav,
Thi priser dig min Sjæl, Ja Støvet i min Grav».
Dette er min Omvendelseserfaring, thi som alle Mennesker i deres Omvendelse blive førte paa forunderlig og forskjellig Vei og Maade, saa kan jeg ikkun sige for min Deel, saaledes har jeg erfaret det, og saaledes troer jeg, at Jesus ene og alene er Den, som kan opvække det i Synden døde Menneske og give ham et aandeligt Liv.
Og det er en stor Afvei, og man skiller sig saa langt fra Gud ved at begynde sin Omvendelse med et skikkeligt Liv.
Om Saadanne siger Jesus : Vare I blinde, da kunde I blive seende, men efterdi I sige, at I see, da blive I i Eders Blindhed, hvilket jeg og maa sige at have været af samme Slags, men nu har jeg fundet en anden, bedre og sikkrere Vei, hvilken Jesus kalder den trange Vei.
Den er ikke trang at gaae paa, men den kaldes trang, fordi saa Faa finder den, at man neppe skal finde En iblandt Tusinde, som gaae paa den i Sandhed, men hvorfor det skal være saaledes kan vore dunkle Begreber ikke fatte. Skriften vil heller give os Ord nok.
Den trange Vei er efter min Forstaaelse og Erfaring beskaffen som med en Mand, der søgte efter gode Perler, og der han fandt en kostelig Perle, gik han bort og solgte alt det, han havde, og kjøbte samme.
Perlen er Christus, og vi vide, at det evige Liv kun bestaaer i at kjende ham og findes i ham, og det er trangt og besværligt at afsige alt sit eget Værd, thi sætter man ham een Skillings Værd ved Siden, saa vil han ikke mere være os nogen Christus.