– fortjener især å minnes, selv så mange år etter det tildragne; historien ble fortalt – på en svært ærlig og gripende måte – i «Skilling-Magazin til Udbredelse af almennyttige Kundskaber» for «Løverdagen den 23de Marts 1867» – nesten 10 måneder etter hendelsen – av «Doctor Collett paa Lindaas», en av dem som resten av sitt liv her stod i nær sagt takknemlighetsgjeld til Ingeborg og til Gud selv; dette var Thomas Collett, født i Christiania i 1835 og utdannet cand. med. i decbr. 1862. Etter et kort engasjement som konstituert distriktslege i «Loppen og Maasø», ble han i 1863 utnevnt til «Distriktslæge i Ytre Nordhordland med Bopæl i Lindaas». Etter kortvarig sykdom gikk han bort i Hokksund, Øvre Eiker, lørdag 29. januar 1898, der han i flere år hadde tjent som distriktslege i Modum distrikt.
Men det er kvinnen i dennes historien, Ingeborg Thomasdatter Dragøen, som er hovedpersonen, da hun etter samtidens og også ettertidens vurdering utførte en redningsdåd av de sjeldne, og som også ble trukket frem over 30 år senere, nettopp i minneordet ved doktor Colletts bortgang – les dette her;
Ingeborgs innsats ble avgjørende for at Collett og de 2 skyssfolkene som var med ham i båten ble reddet fra en sikker drukning. Men hun var ikke alene om redningsdåden, siden hun bragte med seg sin egen «Tjenestepige», i tillegg til at hun fikk rodd etter naboens voksne sønn og naboens tjenestepige. Dermed var de 4 personer da de rodde ut til de forulykkede.
Ingeborg Thomasdatter selv var født 26. april 1819 og var 47 år gammel da dette skjedde og ganske sikkert en sterk gårdmannskone, for hun gikk bort 90 år gammel 25. september 1909. Mannen hennes Askild var vel ett år eldre enn henne, levde på dette tidspunktet, men ved nærmere undersøkelse viser det seg at Askild Ejlefsen Dragøen var indisponert av en tragisk årsak – han led av spedalskhet og han gikk bort bare 48 1/2 år gammel knapt 8 måneder senere av denne fryktelige lidelsen – den 28. januar 1867. Det er trolig at han befant seg borte fra hjemmet slik hans situasjon var. De to ukonfirmerte barna Ingeborg bragte hjem før hun kunne ta ut på redningsdåden, var datteren Britha, født i august 1850, og sønnen Thomas, oppkalt etter Ingeborgs far, og født i august 1851; de var altså henholdsvis 16 og 15 år gamle på tidspunktet, men Ingeborg vurderte det ut fra omstendighetene for risikabelt å ta dem med seg ut; som det også framgår av doktor Colletts beretning nedenfor, ville hun gjort et forsøk på å ro ut til de forulykkede, selv om hun hadde måttet gjøre dette alene, hvilket viser hvilken spesiell kvinne dette var;
– les noe vi har kommet over omkring personene i denne utrolige historien :
– og her er historien, fortalt i 1867 :
En Kuldsejling. (Meddelt af Distriktslæge Collett).
Fredagen den 18de Maj 1866 foretog jeg sammen med to af mine faste Skydsfolk – nemlig Mikkel Jahnsen Lindaas og Lars Bendixen Spjelnæs – en Rejse til en Gaard paa Badøen i Mangers Præstegjæld, hvor Nervefeber havde hersket i længere Tid.
Gaarden laa 1 3/4 Mil fra mit Hjem, og maatte den første Mil tilbagelægges tilsøs, medens den mindste Del af Vejen var tillands, og paa Grund af det bakkede og uvejsomme Terræn meget besværlig.
Da Vejret den hele Dag var surt og koldt, og jeg i omtrent 14 Dage havde været upasselig, uden at jeg dog paa Grund af den stærke Sygelighed i Distriktet kunde bekvemme mig til at ligge hjemme, var jeg paa denne Rejse mere end almindelig godt klædt, idet jeg foruden den daglige Dragt var iført Rejsebenklæder og Yderfrakke, Oljebenklæder og Oljetrøje samt Søstøvler og et tykt Plaid (pledd/red.).
Henrejsen gik godt; Vinden var en frisk Sydostkuling, dog ikke stærkere, end at den tillod Brugen af det fulde Sejl, hvorfor den første halve Mil, hvor Kursen var vestlig, snart var tilbagelagt; den anden halve, hvor vi holdt i sydlig Retning, maatte Skydsfolkene ro.
Flere Gange mærkedes at Baaden, der var en ellers god og paalidelig sexaaret Nordfjording med Raasejl, denne Dag ikke taalte sit Sejl saa godt som ellers, med andre Ord at den var løsere, hvilket skrev sig fra, at den i længere Tid havde ligget paa Braadbænken, og samme Dag nytjæret var sat paa Søen; som Følge deraf var den lettere og krængede snarere om.
Da vi om Eftermiddagen Kl. 3 1/2 (halv fire/red.), igjen kom tilbage til Baaden, havde Vinden øget paa, ligesom det var begyndt at regne. Det første Stykke, hvor Kursen stod mod Nord, sejledes saaledes for rum Vind, indtil vi kom til det for sine Kastevinde berygtede Nes «Kalvehovedet».
Efter at have passeret dette, maatte styres i østlig Retning, hvorved Vinden blev saa knap, at vi til Nød kunde klare den saakaldte Kalvefjord tvers med stærkt braset Sejl. Allerede var et Stykke af Fjorden tilbagelagt, ligesom flere Kastevinde lykkelig undgaaede, da der pludselig kom en med stor Magt kastende sig ned tæt foran os, og inden jeg fik udraabt : «pas Sejlet» laa Baaden hvælvet.
Skjønt der i samme Øjeblik luffedes op i Vinden og Sejlet blev strøget, hvorved Baaden igjen kom paa ret Kjøl, var den allerede i den Grad fyldt af det fra Siden indstrømmende Vand, at den ikke længere kunde bære os; den blev derfor traadt om, og alle vore Bestræbelser rettede paa at komme op paa Hvælvet, hvilket ikke var saa let en Sag, som man i Almindelighed indbilder sig. Ingen, uden den, som har befundet sig i en lignende Situation, kan fatte, hvor rædselsfuldt det Øjeblik er, da man ser Baaden fuld af Vand, og føler den synke under sig og derpaa dreje sig rundt for at komme med Kjølen i Vejret, det Øjeblik, da Fødderne taber sit ellers saa sikre Fæste, og man instinktmæssig griber fat i Ripen for derpaa at svinge sig op paa Kjølen, og man opdager de dermed forbundne Vanskeligheder, der fordobler Faren; før sad man i den tryggeste Ro, nu svæver man mellem Liv og Død; ved denne pludselige Forandring overvældes man næsten af alle de Tanker, der næres, naar man ser den uundgaaelige Død for sig; man tænker paa det Nærværende, paa sin egen Stilling, paa alle dem, der sidder hjemme, Intet anende – man tænker paa det Forbigangne, man tænker paa det Tilkommende – medens alle Tanker koncentrerer sig i de to : «Gud, send Redning», og «Herre vær mig arme Synder naadig».
Under alt det lyser dog Haabet, Haabet slipper aldrig, og man anspænder sig til det Yderste for at frelse Livet – Dødsfrygten fordobler Kræfterne.
Da vor Baad gik om og vi alle tre fik Tag i Kjølen og saaledes søgte at entre op paa samme, blev Resultatet blot, at vi paa Grund af Tyngden paa den ene Side rullede Baaden om ligesom en Tønde; Rælingerne kom igjen op; i den ene af disse fik vi alle igjen samtidig Tag og trykkede den under os, idet vi saaledes hvælvede Baaden over os, gribende efter den anden Ræling.
Denne lykkedes det os ogsaa at faa fat i og dernæst i Kjølen, men, da vi alle var paa samme Side, blev Resultatet det samme. Baaden gik atter en Gang om, og under dette mistede jeg mit Greb og sank.
Nu ansaa jeg Dødsøjeblikket for kommet, men Dødsfrygten fordoblede Kræfterne, og Instinktet satte Legemet i Bevægelse, saa jeg, trods min tunge Paaklædning, atter naaede Vandfladen tæt ved Baaden og klamrede mig fast – ikke til denne, men til en af mine Ulykkeskammerater, efter hvis Fødder jeg halede mig op.
For disse var det imidlertid lykkedes at komme op paa Hvælvet, medens det var befriet for min Tyngde. Et Øjeblik laa jeg krampagtig omsluttende hans Legeme, indtil jeg vækket ved Tanken om det farlige i min Stilling atter ansporede mine Kræfter for at naa Kjølen.
Dette lykkedes ogsaa, medens Kammeraterne balancerede Hvælvet. Saaledes var vi alle lykkelig igjen samlede paa dette, og hvor glade og taknemmelige var vi ikke herfor, skjønt det tilbød saa liden Sikkerhed; thi Baaden var saa liden, at den belastet med vore tre tunge Legemer knapt var synlig over Vandfladen, og at den paa Grund af Søgangen, og den uheldige Omstændighed, at vi ikke kunde finde Nøglen og trykke den ud, ikke vilde ligge roligt, men altid viste en Bestræbelse til at gaa rundt, og var det skeet endnu en Gang, vilde vi sikkert alle blevet Dødens visse Bytte.
Men Herren holdt sin Haand over os, og hvor svage vore Kræfter end var, svigtede de os ikke et Øjeblik, saalænge vi tumlede om; først da Hjælpen kom faldt vi sammen.
Den hele Tid fra Klokken 3-40″ (ti over halv fire/red.), paa hvilket Klokkeslet mit Uhr var stanset, til omtrent Kl. 6 1/2 (halv syv/red.), da Hjælpen kom, udraabtes afvexlende af os Alle stadige Nødraab, men kun liden var Udsigten til at blive hørte paa den store aabne Fjord, næsten 1/4 Mil fra nærmeste Gaard.
Ingen Baad saaes at nærme sig, og intet Gjensvar kunde fornemmes. Kun Bølgernes tunge Slag mod Hvælvet, blandet med Vindens Hylen og Kammeraternes ængstelige Raab (rop/red.) og Suk : «o Gud, hjælp ! o Gud vær os naadig !» var det eneste jeg hørte. Engang saaes dog tre Baade sejlende i omtr. 1/16 Mils Afstand uden at de dog – saa faar man haabe og tro – blev os var eller hørte vore vedholdende Jammerskrig.
– Stadig øgede Vinden paa, og med den Bølgerne, som nu slog aldeles over Baaden og truede med at rive os løs, og mangen Gang løftedes vi af Søerne op fra Hvælvet, og Under var det, at ikke ogsaa Hænderne slap sit svage Tag i Kjølen, men, som sagt, Faren giver Kræfter : hver Muskel, hver Fiber er spændt. Kjølen omklamres med Fingrene af en overnaturlig Magt, og for bedre at modstaa en større Bølge, naar den brækkede over Hvælvet, maatte vi lægge os flade ned og lade dem slaa over vore Hoveder.
– Det var en lang Tid, hvert Minut syntes som Timer, men alt som Tiden gik, svandt saavel de legemlige som aandelige Kræfter.
Tænkeevnen slappedes, Følelsen, Synet og Hørelsen sløvedes, alt var som i en Drøm; der var indtraadt en Ligegyldighedstilstand, en aandelig Søvn, hvoraf jeg kun kunde vækkes ved Tanken om vor farlige Stilling, og ved, naar Blikket tilfældigvis førtes hen paa Kammeraterne, at se deres af Kulde og Overanstrengelse forandrede Ansigtsudtryk, det Udtryk, der findes alene hos dem, der kjæmper med Døden, – et Fortvivlelsens Udtryk i Dødsøjeblikket, – et saadant Syn maatte vel gjøre et dybt og rystende Indtryk, som, skjønt det opfattedes af sløve og omtaagede Øjne, aldrig vil forglemmes.
Nu var ogsaa Stemmen bleven hæs og svag, saa den Ene knapt kunde høre den Andens Raab eller Tiltale, og den ene af Kammeraterne kunde ikke længer svare; Fraaden stod ham af Munden; Øjnene var lukkede, han var bevidstløs, men ikke destomindre arbejdede Legemet med at holde sig fast : Arme, Fingre og Ben omklamrede endnu Kjølen, og vilde trolig have ydet sin Bistand ligetil Dødsøjeblikket – men saavidt skulde det ikke komme, vi fik sande det gamle Ord : Naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.
Efter at vi nu en Tidlang havde ligget i Ro uden at tale eller raabe, – enhver beskjeftiget med sine egne Tanker eller Drømme, hører jeg den anden Kammerat, den af os, der forholdsvis hele Tiden havde de bedste Kræfter, pludselig udraabe : «Jeg ser en Baad, nu maa vi raabe».
Dette var for mig vistnok en glædelig Underretning, men Sløvheden var for stor, til at den kunde gjøre noget dybere Indtryk, eller til at jeg kunde opfatte Forandringen i vore Udsigter, ligesom ogsaa den kort efterfølgende Redning staar for min Erindring med kun dunkle Omrids.
Jeg saa Baaden i det Øjeblik, den lagde til Hvælvet, og da jeg af Stemmerne i samme hørte, at man antog mig for død, slipper jeg Kjølen og griber om Rælingen paa den anden Baad, efter hvilken jeg blev hængende.
Efter flere forgjæves Forsøg paa at hale mig ind, lykkedes det endelig at vippe mig efter det ene Ben, hvorpaa jeg aldeles magtesløs faldt ned i Bunden af Baaden, som flere Gange havde været paa Vej til at kantre under dette Arbejde.
Den allerede bevidstløse Kammerat blev derpaa efter megen Anstrengelse bragt ned i Baaden, som ogsaa denne Gang var udsat for samme Fare (for å gå rundt/red.). Skjønt uden Erindring om hele denne Tildragelse, var dog hans Instinkt saa stærkt, at han med en betydelig Kraft klamrede sig fast til det, der laa ham nærmest; saaledes laa han paa Knæ i Baaden omfattende med sine Hænder den Kones Skuldre, der væsentligst bidrog til vor Redning, og trykkede hende ned i Bunden.
Denne Kone var Ingeborg Thomasdatter Dragøen.
Allerede tidlig var hun bleven opmærksom paa vor Ulykke, men da hun var alene med en Tjenestepige og to ukonfirmerede Børn, vovede hun sig ikke uden bedre Hjælp ud paa den oprørte Fjord. Hun tog imidlertid disse med sig, satte Baad paa Søen og roede hen til Naboen, for at gjøre ham opmærksom paa vor Fare og om muligt derfra faa Hjælp; skulde ikke dette lykkes, var det hendes Hensigt at vove det Yderste for at frelse os.
Heldigvis lod dennes voxne Søn og Tjenestepige sig formaa til at følge hende, hvorfor hun derpaa roede hjem med sine to Børn for ikke ogsaa at udsætte dem for den med en Redning paa en oprørt Fjord altid forbundne Fare.
Med de øvrige tre roede hun derpaa ud til Hvælvet, som hun bordede med megen Kløgt og Forsigtighed, og bidrog saaledes ved sin Forstand, Aandsnærværelse og Anstrengelse– samt – som omtalt – med personlig Fare – til vor lykkelige Redning.
Efter at være bragte iland og dels baarne, dels trukne op ad den til Gaarden Dragøen førende stejle Bakke, kom vi i et godt Hus og gode Senge, og nød her hos vor Redderinde al den Pleje og Omsorg, der kunde tiltrænges under vore fortvivlede Omstændigheder.
Allerede Dagen efter naaede vi lykkelig og vel vore Hjem, idet vi var saavidt restituerede, at vi alene kunde fortsætte vor uheldige Rejse, der aldrig vil udslettes af vor Erindring, men altid staa for enhver af os som en Mindelse fra Herren om, at hvor i Verden vi færdes, bør vi ikke nære for stærk Tillid til os selv, men stole paa ham, fra hvem al Hjælp kommer, og fremfor alt stedse at søge at være beredte; thi Ingen ved (vet/red.) naar hans Time slaar.