der med Samvittighedsfuldhed tog sig af ham i enhver Henseende. Lærekontrakten blev undertegnet 15. December 1849 og i denne bestemtes, at han skulde være hos nysnævnte Mester til Høsten 1852, faa forsvarlig Kost og Logi, nyde fornøden Veiledning i Haandværket og have Tilladelse til at besøge Byens Søndagsskole (dette var en praktisk skoleundervisning gitt på ukens eneste fridag – søndagen/red.).
Vask og Klæder maatte han derimod holde sig selv. Den Ave, som hans, Husbond ifølge Datidens Sædvane holdt ham i, virkede opdragende, særlig da Læregutten forstod, at den var fremgaaet af Kjærlighed og Omsorg for hans vel. Guds Ord hørte denne ogsaa ofte, men var samtidig «ivrig til at spille Kort og Violin».
Læretiden svandt hurtig, og da hans Svendeprøve blev fremlagt under Laugforsamlingen paa Christiania Raadhus 29. September 1852 og bedømt af de dertil beskikkede Mænd, fik han megen Ros for sin Dygtighed. Derefter blev han indskreven som Svend i Byens Skædderlaug og fik sit «Lærebrev», der er dateret 1. October 1852. Ved denne Tid søgte han ogsaa at uddanne sig for Theatret, hvor han lærte at læse smukt og deklamere kunstfærdigt, hvilket senere blev af Betydning for ham som Lægprædikant.
«De mange forargerlige og stødende Forestillinger, som han her saa, samt den Letsindighed og dyriske Levemaade, han stadig var Vidne til, og det Indblik, han fik i Theaterlivet, saaledes som det utilhyllet viste sig bag Kullisserne, vakte tidligere Aars Alvorstanker tillive igjen».
Disse blev stærkere, da han fandt en Traktat indlagt i sit Logi. Den handlede om Dødens Vished og Livets Uvished. Vendepunktet i hans Liv indtraadte dog først Bededag 1853, da han hørte Pastor Sven Brun prædike i «Vor Frelsers Kirke», hvor han dengang var Tredieprest. «Ordene fór som Pile gjennem den unge Mands Sjæl. Da denne vilde synge Slutningssalmen, fandt han i sin Lomme ingen Salmebog, men to Kortleiker. Det kom nu til bevidst Vækkelse med ham. At han straks sagde Theatret og Kortleiken Farvel, siger sig selv«.
Syndebyrden trykkede blytung, og Sjælenøden blev saa stor, at den grændsede til Fortvilelse. En Dag han gik fordybet i Alvorstanker udenfor Akershus Fæstningsvold og netop var falden paa Knæ for at bede Gud om Syndernes Forladelse, hviskede Fristeren til ham, at Gud ikke vilde give en saa stor Synder Naade; han gjorde derfor rettest i at kaste sig i Søen. Den trofaste Helligaand hjalp ham dog til at holde fast ved Guds Ords herlige Naadeløfter, og lig patriarken Jacob fordum kjæmpede han med Gud og vandt Seier, og Fristeren maatte vige.
Omkring 1854 begyndte han at holde Opbyggelser baade i Christiania og især paa Landet; han eiede allerede dengang en besynderlig Evne til at paavirke Tilhørerne, overbevise dem og røre deres Følelser. Han havde en vakker Sangstemme, hvilket ikke mindst bidrog til at gjøre hans kristelige Sammenkomster tiltrekkende.
«Følgerne af hans Virksomhed traadte snart i Dagen; han blev ved Guds Naade Middel til mange Sjæles Vækkelse baade i Byen og dens Omegn».
Saaledes fortsatte han et Par Aars Tid indtil omkring 1856, da han kom i Berørelse med en Fisker i Asker; her opholdt han sig til ca. 1858. I Fisketiden var det hans stadige Beskjæftigelse sammen med nysnævnte at ligge ude paa Fjorden og fiske, for derefter at seile ind til Byen og sælge deres Fangst. Samtidig var han en Menneskefisker blandt sine Omgivelser; «ved hans stadige Paavirkning blev ikke alene hans Husbond, men ogsaa dennes Datter og flere i Huset vakte til nyt Liv». Tildels i Vintertiden, medens han var her, men især efter at han var flyttet fra Stedet sidstnævnte Aar (18587/red.), virkede han meget med Guds Ords Forkyndelse i Asker, Hurum, Røken og Lier; «næsten overalt, hvor han kom, blev der kristelig Bevægelse».
Uagtet han indtil da havde staaet paa sund luthersk Grund, blev han i 1859 berørt af den frikirkelige Bevægelse i Skien, der var fremkaldt ved den bekjendte pastor G. A. Lammers,
– 640 –
som nogle Aar før havde nedlagt sit Presteembede, var traadt ud af Statskirken og havde stiftet en Frimenighed.
Erlandsen begyndte at nære Tvil om Barnedaabens Berettigelse og var nær ved at træde ud af Statskirken, men blev ved en besynderlig Styrelse hindret derfra. Han kom nemlig i Samtale med den anseede Christianialægmand Ole Gulbrandsen, som ogsaa selv havde været paavirket i samme Retning, men da var kommen til Klarhed og et fast luthersk Standpunkt og derfor kunde tale om disse Ting med Overbevisningens Inderlighed og Erfaringens Vished.
Tilsyneladende frugtede dog Paavirkningen lidet, og da Erlandsen en Dag senere kom sammen med Gulbrandsen og en Del andre Venner, og Talen atter dreiede sig om Barnedaab og Udtrædelse, tog Erlandsen sin Hat, svingede sig rundt paa Gulvet, tog Afsted og reiste til Drammen for at drøfte denne Sag med de Frikirkelige. Da han var gaaet, ytrede Gulbrandsen : «Med Ord lader han sig nok vanskelig holde tilbage; men vi skal tale til Gud om ham».
Saavidt vides, foregik dette Sommeren 1860; Erlandsen kom til Drammen under det store lutherske Lægmandsmøde, som holdtes der fra 11.— 13. Juli. De mange kraftige Vidnesbyrd, baade Læge og Lærde aflagde her, klarnede Begreberne for den unge Mand; særlig skal Professor Gisle Johnsens Foredrag «have løst Taget», saa det ikke længere blev Tanke eller Tale om nogen Udtrædelse; fra den Tid indtog han det sunde lutherske Standpunkt, der var saa mærkbart hele hans Liv.
Sogneprest P.J. Dybdahl i Røken øvede heller ikke liden Indflydelse paa Erlandsen og blev ham til stor Veiledning især med Hensyn til Spørgsmaalet om Barnedaaben.
Fra Sommeren 1860 til Høsten 1861 virkede han i de før nævnte Prestegjæld, mest i Røken, hvor han ivrig modarbeidede Mormonerne, som netop søgte at vinde Indgang i Menigheden. Han arbeidede ogsaa i Christiania sammen med senere Bibelbud Ole Bjørnstad og stiftede ved denne Tid Bekjendtskab med daværende Redaktør af «Norsk Kirketidende», Pastor Th. Chr. Bernhoft; der udviklede sig fra nu af et inderligt Hengivenheds- og Kjærlighedsforhold mellem disse to, hvilket varede hele Livet.
Høsten 1861 kom den bekjendte Haugianer Peder Schjeveland fra Arendal til Christiania. Denne traf sammen med Erlandsen og havde Anledning til at høre ham holde Opbyggelser. Disse tiltalte ham saaledes, at han indtrængende opfordrede den unge, ildfulde Læmand til at gjøre en Tur vestover for at forkynde Guds Ord. Erlandsen efterkom Opfordringen, og fra Nytaarstid 1862 virkede han i Arendal, men vendte samme Sommer tilbage til Christiania, hvor han arbeidede i den indre Missions Tjeneste et halvt Aars Tid «til megen velsignelse».
I Begyndelsen af 1863 træffer vi ham atter i Nedenæs. Omtrent ved denne Tid var der opført et Bedehus i Arendal; her talte ogsaa Erlandsen oftere. Han optraadte derefter som Indremissionær baade paa sidstnævnte Sted, i Landdistrikterne vestover til Christianssand samt i denne By og Omegn. «Overalt var Tilstrømningen til Opbyggelserne meget stor; mange vaagnede til nyt Liv ved hans levende, kraftige og klare Vidnesbyrd om Synd og Naade, og flere der vesterpaa taler endnu om den velsignelsesrige Virksomhed, han dengang ved Guds Naade udfoldede i disse Egne». Han var dog ogsaa udsat for Forfølgelse, Bagtalelse og ondskabsfuld Løgn; men den blev uimodsigelig gjendrevet, og Sandheden seirede.
Bestyrelsen for den indre Mission i Christianssand gav ham under 16. April 1863 et anerkjendende og anbefalende vidnesbyrd for Lære, Liv og nidkjært og dygtigt Arbeide for Guds Rige. Det følgende Aar forkyndte han Guds Ord baade i Stiftsstaden og forskjellige Steder østenfor og vestenfor denne. «Overalt mærkedes stort Begjær efter at høre Guds Ord, Lokalerne var overfyldte og
– 641 –
mange sikre og sovende Sjæle blev vakte til nyt Liv samt styrkede og befæstede i Troen».
Midtsommer 1864 forlod Erlandsen Christianssand for at gjøre en længere Reise vestover. Han standsede og holdt Opbyggelser i Farsund, Lodshavn, Spind, Listerland, Kobbervig og Haugesund, hvorfra han fortsatte videre til Bergen. Her deltog han i Hedningemissionens Generalforsamling, som begyndte 12. Juli, lod sig overtale til at virke der en Tid for Stedets Indremission og holdt i Byen og dens Omegn talrige Opbyggelser. «Han havde her som overalt et stort Drag paa Folk. Lokalerne var næsten altid overfyldte, og en stærk Bevægelse sporedes blandt Tilhørerne».
Erlandsen «udstrøede Ordets gode Sæd her indtil Nytaar». Vinteren og vaaren 1865 besøgte han som Kolportør for «Det britiske og udenlandske Bibelselskab», vaarsildfisket ved Skudesnæs; han «solgte Smaaskrifter og Strøblade fra Traktatselskaberne i Bergen og Stavanger, begav sig ud paa Fiskeværene og gik ombord i Fiskernes Logifartøier for at sælge Bøger og tale Guds Ord til deres Hjerter».
Blandt andre solgte han især Luthers lille Katekismus og Pontoppidans store Forklaring : «Sandhed til Gudfrygtighed», hvilke Bøger han satte høiest næst efter Bibelen. Et Eksemplar af disse, indbundne sammen, bar han bestandig i sin Lomme; naar han var færdig med Opbyggelser og Kolportørvirksomhed og om Aftenen søgte Stilhed og Ro, tog han altid frem disse Bøger og læste i dem for selv at hente Lys, Trøst og Veiledning.
Da der blandt mange af Fiskerne dengang førtes et raat og vildt Liv, var Erlandsens Bogsalg og øvrige Virksomhed noget ganske nyt for dem, og hans dristige og djærve Fremtreden vakte stor Opmærksomhed. Han var «overordentlig snarraadig og havde altid kvikke og træffende Svar paa rede Haand, hvorved han bragte Modstandere og Spottere til Taushed». Naar han kom ombord i de mange smaa Skøiter og falbød sine Traktater eller uddelte dem gratis, blev han ofte spurgt, om han havde «Kjærlighedsviser», «Krigssange» og «Sjømandssange».
«Jo», svarede han, «jeg har Kjærlighedsviser», om at «Gud har elsket Verden saa, at han hengav sin Søn i Døden for den, saa hver, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv»; jeg har «Krigssange» om «Troens gode Strid» og «Sjømandssange» om «Seiladsen til Himmelens Land !» Naar han ikke virkede paa anden Maade, læste han høit for Fiskerne af Bibelen, Katekismen, Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» eller en Traktat.
Den Modtagelse, han fik, var forskjellig. Af en Del blev han spottet og udleet, ja Fiendskabet mod hans Virksomhed var gjentagne Gange saa stort, at der syntes at være Fare for hans Liv, naar han trængte sig frem mellem den oprørte Mængde. Mange andre derimod hørte med Begjær paa hans Læsning og Tale, og det hændte, at man heftede Tidalersedler (40 Kroner) med Knappenaaler fast til hans Frakkeskjød, mens han holdt Opbyggelser, uden at han mærkede det eller senere fik vide Giverens Navn.
Om Sommeren 1865 foretog han Reiser i den sydlige Del af Stavanger Amt samt virkede i Stavanger By og de tilgrændsende Fjordbygder, men led ofte meget ondt. Han vedblev at arbeide i denne Egn, giftede sig med en troende Pige ved Navn Kaja fra en Gaard i Nærheden af Kobbervig og flyttede med hende sidstnævnte Sommer til Stavanger. Derefter virkede han frit, uden at staa i nogen Forenings Tjeneste, baade østenfor og vestenfor denne By indtil 23. Marts 1867. Da traadte han ind i Stavanger Kredsbestyrelses Tjeneste som dennes Emissær for Hedningemissionen og bereiste Kredsen flere Gange. Overalt sees han at have traadt i Forbindelse med Presterne og søgt deres Raad og Veiledning angaaende Virksomheden inden Menighederne.
I sine Indberetninger klager han over, at der mange Steder var megen Sløvhed
– 642 –
og aandelig Død samt liden Sands for Hedningemissionen. I andre Egne gjorde han derimod glædelige Erfaringer; Folket var baade begjærligt efter at høre Guds Ord og havde tillige aabent Øre og villigt Hjerte for Hedningernes store Nød.
Under disse Reiser som Kredsemissær traf han atter sin gamle ven Pastor Th. Chr. Bernhoft, der dengang virkede som Kateket i Egersund. Denne omtalte selv med Glæde og Tak disse Samværsstunder med Erlandsen og kunde neppe finde Ord stærke nok til at rose hans Begavelse, kristelige Nidkjærhed og Ydmyghed. Som Eksempel paa hans glimrende Evner nævnte Bernhoft, at Erlandsen, uden selv at vide det, to Aftener efter hinanden talte over samme Tekst, men gjentog ikke i mindste Maade den sidste Aften, hvad han sagde den første. Han behandlede Bibelafsnittet fra en ny Side og vakte derved baade Prestens og Tilhørernes store Forundring.
Sin Virksomhed som Emissær for Hedningemissionen fortsatte Erlandsen til Sommeren 1868; dog drev han ogsaa af og til sit Haandværk. Saa fik han Anmodning om at virke i Christianssand, Arendal og Grimstad m. fl. Steder samt Tilbud fra den bekjendte Sven Foyn i Tønsberg om at overtage en Forstanderpost ved dennes Arbeiderboliger. Erlandsen valgte Tønsberg for atter at komme sine ældste kristelige Venner nærmere. Han og Hustru reiste fra Stavanger 27. Oktober sidstnævnte Aar, havde underveis haardt veir og kom frem til sit Bestemmelsessted trætte og mødige. Her blev de modtagne med aabne Arme.
De følgende seks Aar virkede Erlandsen baade blandt Arbeiderne og som Indremissionær i Byen og Omegnen og blev «i Guds Haand et Middel til at fremkalde adskillig aandelig Bevægelse»; «til de Nyvakte var han knyttet paa en særegen hjertelig Maade, paa samme Tid som Forholdet til de ældre Venner var tillidsfuldt og fortroligt».
I Arbeidet for Hedningemissionen tog han ogsaa Del samt virkede tillige ivrig og dygtig for Ungdommen baade gjennem en Forening af ukonfirmerede Piger og i en Søndagsskole, som var oprettet der i Byen for Gutter. I disse Aar modtog han gjentagne og stærke Opfordringer til at blive Prest i Amerika, men undslog sig altid. Til venner, som alvorlig spurgte, om han vilde reise, pleiede han at sige : «Jeg haaber at reise til Himlen, naar jeg dør; jeg tænker ikke at forlade Norge før».
— Det var særlig dengang en Mødernes Tid, og han deltog flittig saavel i Sammenkomsterne om den indre og ydre Mission som i de Forhandlinger, der blev førte angaaende kirkelige Reformspørgsmaal.
Sommeren 1875 modtog Erlandsen gjennem Grosserer H. Th. Kiær Opfordring til at træde i Drammens Indremissions Tjeneste. Efter nøie Prøvelse flyttede han med Familie did samme Høst. Virksomheden her bestod væsentlig i Husbesøg og Sygebesøg samt Opbyggelser om Aftenerne og Søndagene; «han bidrog meget til den kristelige Vækkelses sunde Fremvekst paa Stedet; Forholdene der dengang var meget vanskelige, og Sektvæsen og usunde religiøse Retninger havde ikke liden Magt». Han eiede «en mærkelig Gave til at lede en kristelig Bevægelse i de rette Spor og forstod som faa at trøste de bedrøvede og af Loven opskræmte Sjæle og lede dem til Frelseren».
Engang kom der en Mand til ham, klagede stærkt sin Syndenød og ytrede, at han troede, der ikke var Naade at faa for ham, som havde syndet saa grovt. «Jo», sagde Erlandsen, «der er Raade at faa for dig; om du havde begaaet al den Synd, som findes i verden, saa vil du dog faa Naade, naar du kommer til Jesus; thi der staar i Guds Ord, at han har betalt for al verdens Synd».
— «Paa samme Tid, som han selv var kommen til den sande evangeliske Frihed, levede i denne og forkyndte Naaden i Kristus med en sjelden Klarhed og Varme, fremholdt han tillige, uden Ensidighed og uden at stille noget i Skyggen
– 643 –
Kristensdommens øvrige s´Sandheder til rette Tid og paa rette Sted. Ligesom hans Arbeide altid var i inderlig Tilslutning til Kirke og Embede, stod han ogsaa stedse i et godt Forhold til Presterne og arbeidede utrættelig, ja kanske mere end nogen samtidig Lægmand, for at udjævne den Kløft, som mange Steder havde dannet sig mellem Geistligheden og Lægfolket».
– Hans egen Kristendomsforkvndelse var, som det vil forstaaes af det foregaaende, «i nøie Overensstemmelse med den lutherske Kirkes Bekjendelse,
og han fremholdt for sine Medmennesker Saliggjørelsens Orden saaledes, som Guds Ord samt Luthers Katekismus og Pontoppidans Forklaring fremstillede den». Han nød ogsaa altid almindelig Tillid og havde næsten stadig mange Tilhørere, hyppig fuldt Hus.
Han aflagde ofte glimrende Prøver paa ægte, folkelig Veltalenhed. Under dette sidste Ophold i Drammen talte han saaledes engang i Bragernæs Bedehus om Fyrtaarnet. Enhver Sjømand, sagde han bl. a., har et Fyrtaarn at rette sig efter, naar han seiler i farlige Farvande mellem Skjær og Klipper, i Taage og Mørke. Saaledes ogsaa med Menneskene under Seiladsen
– 644 –
over denne Verdens brusende Hav. Mange agter paa og styrer efter de Fyrtaarn, som vi ser næsten paa ethvert Hjørne her i Drammen (Skjænke- og Udsalgssteder for Øl, Brændevin og Vin). Derpaa udviklede han videre, hvorledes den Lyst, Lidenskab og Last, som enhver lod sig beherske af, var det Fyrtaarn, hvorefter han styrede, og skildrede gribende den Ende, saadannes Seilads tog. Derefter tilføiede han : «Enhver Kristen har ogsaa et Fyrtaarn, som han altid ser hen til og giver nøie Agt paa, og det er det Fyrtaarn, som blev reist paa Golgata, og som straaler ud derfra med rødligt og klart Lys; den, som styrer derefter, seiler «ikke sin Skude paa Grund», «men lander ved Himmelens Strande i Salighedens sikre og trygge Havn».
Bagefter var Erlandsen rent ulykkelig over Talen; Satan plagede ham hele Natten, saa han ikke fik sove, og søgte at indbilde ham, at han kun havde talt Tøv til Folket istedetfor Guds Ord.
— En Vaar meddelte han i en Opbyggelse, at han havde mødt flere Sjømænd paa Gaden og spurgt dem, om de ikke snart skulde seile. «Jo», svarede de, «naar Isen løsner». Dette anvendte Erlandsen træffende i sin Tale og sagde : «Saaledes er det ogsaa i det aandelige; der bliver ingen Seilads mod Himmelens Land, før der bliver vaar i Sjælen, og Hjerteisen løsner», hvilket han forklarede nærmere.
— Ved Siden af sin Indremissionsvirksomhed drev han henimod Slutningen af sit Ophold i Drammen tillige med Fabrikation af Oljeklæder og virkede fra 28. November 1877 baade for «Foreningen mod Brændevinsdrik» og i den indre Missions Tjeneste.
Som Talsmand for Afholdssagen arbeidede han til Udgangen af 1880 i Bygderne og Byerne paa begge Sider af Christianiafjorden samt i Drammen, Eker, Kongsberg, Modum, Hadeland, Land, ja gjorde endog en længere Reise langs Kysten lige til Christianssand. Han var en Mester baade til at skildre gribende Drukkenskabens Elendighed og til at lede de ulykkelige Drankere til den rette
Sjælelæge, Jesus.
Ogsaa i denne Tid deltog han flittig i mange kristelige Møder og fremkom derunder med Udtalelser, som er karakteristiske og oplysende med Hensyn til hans eget kirkelige Standpunkt. Han sees væsentlig at være enig med de gamle Reformvenner og hævder altid klart og bestemt Lægmændenes Ret og Pligt til at forkynde Guds Ord, hvorfor han aldrig var at formaa til at virke for «Lutherstiftelsen», der dengang hævdede «Nødsprincipet», trods hans Høiagtelse for og Kjærlighed til dens Formand, professor Gisle Johnson.
— Hans Hustru blev under Opholdet i Drammen angrebet af en ulægelig Sygdom, og da hun ikke taalte Stedets skarpe Klima, raadede Lægen dem til om mulig at vælge et Opholdssted, der havde et for dem tjenligere Veirlag.
Da Erlandsen omtrent samtidig modtog Opfordring fra Christiania ældre Indremissionsforening om at træde i dens Tjeneste, ansaa han dette for et Vink fra Herren og modtog efter nøie Prøvelse Tilbudet, uagtet han følte sig legemlig svækket ved mangeaarig, anstrængende Virksomded og af den Grund gruede for at tage fat paa et nyt, stort og vanskeligt Virkefelt. Saa forlod han med Familie Drammen og kom til Christiania i januar 1881. Han tog straks fat paa Arbeidet med sædvanlig Iver; men Kræfterne svigtede. Hvad der ikke mindst tog den sidste Rest af disse var Hustruens Sygdom og Død Høsten 1881.
Efter den Tid følte han sig saa nedbrudt paa Legeme og Sjæl, at han ikke aarkede at tale Guds Ord mere i Forsamlingerne. En saare tung Tid begyndte nu for den tro og trætte Herrens Tjener, indtil Forløsningens Time slog. Medens hans legemlige Kræfter mere og mere svandt hen, tilsløredes ogsaa Aandsevnerne paa Grund af en Byld i det Indre af Hovedet; i nøie Forbindelse med denne Sygdom stod det aandelige Mørke, han hyppig var omgivet af, og de tunge og haarde Sjælekampe, han havde at gjennemgaa.
– 645 –
Efter at have boet en Tid hos et par kristelige Familier i Christiania og ligget en Stund paa Rigshospitalet flyttede han til en Slægtning i vestre Aker, hvor han blev pleiet med stor Omhu og Kjærlighed baade legemlig og aandelig lige til det sidste.
Mange Venner besøgte ham af og til; men det var vanskelig at tale med ham paa Grund af stærkt tiltagende Døvhed. De tre sidste Dage af sit Liv var han ganske maalløs og omtrent aldeles døv. Straks før han mistede Mælet, spurgte den Slægtning, som pleiede ham : «Hvorpaa grunder du dit Haab om at gaa hjem til Jesus ?» Herpaa svarede han tydelig : «Ene og alene paa Jesu Død og Forsoning !» Dette var hans sidste Ord. Søndag Morgen 22 April 1883, da han mærkede, at Afskedstimen var nær, aabnede han de lukkede Øine, gjorde Korsets Tegn over Brystet, hævede Blikket og pegede opad som for at betegne, at i Troen paa Kristi Kors gik han hjem. Nogle faa Minutter efter havde hans frelste og frie Sjæl flyttet op til Faderhuset med de mange Værelser.
Han blev under særdeles stor Deltagelse begravet ved Siden af sin Hustru paa «Vor Frelsers Gravlund». Begravelsen foregik fra Bedehuset i Hausmannsgaden, hvor han saa ofte havde forkyndt Livets Ord for store, lyttende Skarer.
Presterne Chr. Nygaard, Storjohann og Bernhoft talte vakkert og sandt i Bedehuset om hans virksomme, gudfrygtige Liv og salige Død.