– utarbeidet av Ingeborg Flood og utgitt i Larvik 1961;
– her er gjengitt fra sidene 105 – 109 :
BOYE JOACHIM FLOOD, født 10. aug. 1806 i Skien, død 24. desb. 1873 i Hedrum.
Han gjennomgikk Skiens Borgerskole, reiste høsten 1821 til Chr.a., kom inn på Kathedralskolen 1822, ble klassekamerat av Henrik Wergeland, og tok examen artium med meget godt i 1825.
Efter å ha tatt 2. eksamen var han huslærer i 2 år hos kammerjunker Fritz Løvenskiold på Rafnes ved Langesund.
Høsten 1828 fortsatte han studiene, ble cand. theol. 1832, samme år personell kapellan og huslærer hos sogneprest Johan Aschehoug i Rakkestad. I 1836 fulgte han sin bror Elias på en lengre reise til Tyskland, og stiftet bekjentskap med fremtredende geistlige som Claus Harms i Kiel og Grundtvig i København. Ved hjemkomsten søkte Flood Finnøy sognekall og ble utnevnt 1837, prost i Stavanger prosti 1842.
På denne siste post «har jeg stræbt, og skal fremdeles stræbc, efter Evne at opfylde de mig paahvilende Pligtcr, skjønt disse paalægge mig et vel hæderligt, men derhos besværligt og brødløst Arbeide», skriver han 13. juli 1844 i sin ansøkning om å få Hitterdal sognekall.
Flood ble utnevnt til sogneprest i Hitterdal 29. aug. 1844. Efter 17 1/2 års forløp søkte han 3. april 1862 om å bli forflyttet til Tjølling med den begrunnelse at «Herren har skjænket mig en usædvanlig stor Familie — 8 sønner og 3 Døtre, hvoraf kun den Ældste kan nogenlundc forsørge sig selv — og da det al vor Tarvelighcd i Huset uagtet, er os umueligt at slippe ud med Embcdsindtægternc af dette middelmaadige Kald, og da den Privatformue, jeg ved Arv har været i Besiddelse af, efterhaanden er aldeles smeltet hen, troer jeg i disse Omstændigheder at sec et Tegn til at det er Guds Villic at jeg skal søge bort herfra til et større, eller mere indbringende Kald».
Statsråd Hans Riddervold frarådet ham å komme til Tjølling fordi prestegården hadde en steil trapp, som kunne være farlig for småbarna, men den virkelige grunn var nok at dr. philos. Johan Fritzner skulle ha Tjølling, for han trengte et stille kall hvor han kunne sysle uforstyrret med sin
– 106 –
«Ordbog over det gamle norske Sprog». Den kom ut 1867 med forord datert «Tjødling Præstegaard den 25de Juli 1867».
Forholdet mellom Flood og menigheten hadde ikke vært helt knirkefritt, iallfall ikke til å begynne med, for hans strenge pietisme harmonerte lite med hitterdølenes lynne. «Han arbeidet ihærdig for at udrydde Drik, Slagsmaal og Natteløberi og var en stor Modstander af Felespil og Dans», står det i kallsboken.
Men i årenes løp kom folk til å forstå ham bedre, og da det ble kjent at han søkte seg bort, ville noen av gårdbrukerne gi ham 1000 spd. kontant til barnas oppfostring hvis han ville bli der. Men et slikt tilbud kunne han ikke ta imot.
Han deltok meget i kommunestyret, var ordfører i mange år, og var medlem av byggekomitéen da Hitterdals stavkirke ble restaurert med så bedrøvelig resultat av arkitekt J. H. Nebelong i 1850.
12. aug. 1862 ble Flood utnevnt til sogneprest i Hedrum.
Lorens Berg skriver i «Hedrum, en Bygdebok», 1913, s. 131 : «Om sogneprest Flood kan vel sies at han, trods sin forholdsvis korte virketid i Hedrum, er den av alle bygdens prester i 1800-aarene som har efterlatt de dypeste spor i menigheten. Han var en utpreget religiøs personlighet, veltalende, tændende, virksom, og han blev i rikt maal baade agtet og avholdt».
Folk syntes at prestebarna hadde noen merkelige navn, og en telemarking forklarte det slik : «Flood kalte opp barna efter apostlene, men apostlene rakk ikke til, og derfor begynte han på helgenene».
I Hedrum hadde han også mange kommunale verv, var ordfører i formannskapet, forlikelseskommissær og interesserte seg spesielt for skolevesenet.
I 1840 startet han «Maanedsskrift for Missionsvenner», redigerte det den første tiden sammen med prestene Theodor og Gabriel Kielland, senere alene til 1870. Han oversatte «Joh. Gossners Skatkiste, indeholdende bibelske Betragtninger med opbyggelige Psalmcr til hver Dag i Aaret», Stavanger 1845, dessuten flere traktater.
To av hans prækener finnes i «Prædikener af norske Geistlige», 1856.
Begravelsen foregikk 30. desb. 1873. Salmedikteren M. B. Landstad talte før kisten ble ført ut av hjemmet, prost M. G. Klem forrettet i Hedrum kirke.
Gift 1) 17. jan. 1834 i Langesund med Margrethe Cudrio Wright, født der 25. okt. 1812, død 3. novb. 1834 på Flatstad i Rakkestad,
– 107 –
datter av grosserer, dannebrogsridder Simon Larsen Wright og 1. hustru Karen Elise Cudrio. 1 dødfødt sønn 3. novb. 1834.
Gift 2) 8. febr. 1838 i Langesund med Inger Laurine Wright, født der 8. jan. 1819, død 9. okt. 1910 i Kr.a., datter av Simon Larsen Wright og 2. hustru Petronelle Blom. (Se B. Blom, «Slægten Blom fra Tønsbcrg», 1906).
Da de nygifte reiste til sitt nye hjem på Finnøy, foregikk turen med hesteskyss langs kysten. Det tok 3 uker. Inger Laurine har skildret alle reisens besværligheter i en dagbok, som begynner 27. febr. 1838 og slutter med ankomsten til Finnøy sent på kveld 19. mars :
«Saa er jeg da her, hvor der for Fremtiden skal blive mit Hjem. Hvorledes kan jeg beskrive mine blandede Følelser ved Hidreisen, og Synet af Øen. Det blev mørkt inden vi kom, saa jeg intet tydeligt kunde se. Da vi lagde til Fjeldet, stod der en gruelig mange Mennesker. De tog imod os med en Hest til mig, og Indsadel. Det var da første Gang jeg besteg en Hesteryg. Engel Hestebye holdt mig i Haanden. Engel og en til kom at hole (hente/red.) os i Stavanger. Han er en meget peen Mand. Vi toge først ind til Engel og blev tracteret med Vafler og Viin samt Chokolade og jeg maatte drikke en heel Kop — syg af Søen og Chokoladen. Huf ! Huf ! Der havde samlet sig udenfor Vinduerne saa mange der begloede os. Gud, hvor det var underligt at komme hid !» (Se Ingeborg Floods artikkel «Prestefolk paa Bryllupsreise. Av Inger Floods dagbokoptegnelser i 1838» i «Kirke og Kultur», 1934).
Hjemmet stod alltid gjestfritt åpent for alle, ikke minst i Hitterdal, som allerede i Floods tid hadde betydelig gjennomgangstrafikk av turister.
En franskmann som kom på besøk en gang, visste frem sin reisebok, hvor en engelsk venn hadde notert : «Prest Flood, Hiterdal, godt herberge». Inger Laurine hadde lett for å vinne bygdefolks fortrolighet, og enda så ung hun var, ble hun nærmest betraktet som en mor for sognebarna. Men i disse årene kom hun også til å få en viss betydning langt utenfor bygdens grenser. Da Jørgen Moe kom til Hitterdal i 1847, fortalte hun ham sagnet om Helgenotra, og hans innledningsstrofcr til dette diktet henspiller nettopp på henne :
#
Hvor den gamle Kirke fra den grønne Dal løfter sine sorte Tage,
mens den peger mot en bedre Tempelhal med de mange Spir, der rage :
kaster Helgenotra fra den anden Led Trudsels Skygger dybt i Hittervandet ned.
Der en Sommerstund kvad en deilig Mund mig et Sagn fra gamle Dage.
#
Hennes folkloristiske interesse er utvilsomt blitt stimulert av Floods gode venn, M. B. Landstad, som var sogneprest i Seljord 1839—48.
– 108 –
Musikalsk var hun også.
O. M. Sandvik skriver om henne i sin bok «Ludv. M. I.indeman og folkemelodiene», 1950, s. 65 : «For I.indeman har hun sunget atskillig, men særlig er det de skjønnc salmemelodier vi er takknemlige for («Guds Søn har gjort mig fri», «Hvad blev der liden Tab paa Tiden», «Naar mit øic træt af Møie», «Nu Verden Rige», «Hvad er det godt at lande», «Den store hvide Flok», «I Himmelen, i Himmelen»). De er nå elsket over hele landet. Ved siden av disse sang hun flg. visetoner for Lindeman : «I Vinje sokten», «Der var engang ein Stein», «Ræven lakker paa Stræde», «Tausene dei gjæ no Drengjene melka» og en variant av «Pål på Haugen» med en tekst som viser en komisk målblanding».
Simon Olaus Wolff, dikterpresten i Sauherad, skrev rimbrev til henne, hvorav 2 fra 1849 er gjengitt i Ingeborg Floods artikkel i «Aftenposten» 2. aug. 1958. Inger Laurine må også ha gjort et ganske sterkt inntrykk på dikteren Méir Goldschmidt (1819—87) da han besøkte Hitterdal i juli 1849. I sin skisse «Paa Fjeldreisen» («Nord og Syd» II 1849) legger han ikke skjul på at både møtet med henne og med selve atmosfæren i hjemmet var en verdifull opplevelse for ham.
Han kom til prestegården, gikk inn «noget ængstelig og usikker, og da han traf Præsten, sagde han : Jeg er Dansk og beder om Gjæstfrihed. Præsten svarede : Jeg er Normand; De er hjemme her. Nu skal jeg vise Dem Deres Værelse. (…) I stuen sad en Kvinde, syslende med Haandarbeide, bly og taus, og simpelt klædt, og den Fremmede gav kun lidet Agt paa hende, rnedens han talte med Husets Herre. Men det var Præstens Hustru, og da der kom en Leilighed, blandede hun sig i Samtalen. Ved Lyden af denne Stemme saae den Fremmede op, han troede, at Huldren stod udenfor Vinduet, og det gjorde hun ogsaa. Hele Huset gjenlød blidt af Klangen, og da den Fremmede atter saae sig om, var der foregaaet ligesom en Forvandling; han huskede grant, at han nylig var kommen og snart skulde bort, og dog syntes det ham, at denne Stue altid hadde været hans Hjem; men de Andre havde jo strax sagt : «De er hjemme her», skjøndt han dengang ikke havde forstaaet det. Samtalen voxedc af et lidet Ord og tiltog uden Tvang og uden Hast. De taltes ved som Mennesker, der møde hinanden paa den alfare Vei til Evigheden og skulle skilles for at drage hver sin Vei til det samme Mødested, og senere er det forekommet ham, at han talte, som han aldrig havde talt til Mennesker, og Alt, hvad han sagde, lettede hans Hjerte, som om det hidtil havde været tynget af de indesluttede Ord, og dog sagde han Lidet eller maaskee Intet, men det forekom ham kun selv saa, fordi Hulderen vedblev at spille».
Goldschmidt forlot prestegården neste morgen :
«Han skiltes fra Huset og dets Beboere uden Smerte, Afskeden forekom ham ikke som Skilsmisse, men det var, som om Stuen blot utvidede sig og Klangen vilde lyde, hvor han end kom. Han er senere kommen til sit Hjem, og endnu synes det ham ofte, at han hører Huldren spille, og iblandt er det for ham, som en Deel af hans Sjæl er bleven tilbage».
I et brev datert 10. april 1850 skriver Conradine Dunker til en slektning,
– 109 –
(gjengitt i Norsk Slektshistorisk Tidsskrift XII, 2, s. 175,) om fru Flood : «— hun skal være saa yndig og fortælle Æventyr saa henrivende, at Digterne (Welhaven, Asbjørnsen, Goldsmit) ligge paa Knæ for hende, og opsamle Ordene af hendes Mund».
Sommeren 1852 var advokat Bernhard Dunker innom prestegården «egentlig i Haab om at faa see Præstekonen, den for sin Ynde og Elskværdighed bekjendte Fru Flood, født Wright», forteller han i «Reise til Tellemarken —» (1922, s. 13 ff). «Fru Flood er vel noget over 30 Aar gammel, tænker jeg. Hun er smuk, men man seer det ikke, førend man har begyndt at tale med hende. Der er over hendes Person og hele Væsen udbredt en Blidhed, en Mildhed og Roe, der altid gjør et høist velgjørende Indtryk paa mig. Hun seer saa uskyldig, næsten enfoldig ud, og hendes Tale klinger saa barnlig, at man næsten ikke vil troe, at hun er Moder til alle de Drengc, der fylde Stuen og Gaardcn».
Dunker var rystet over hvordan stavkirken var blitt vandalisert under ombygningen — «forsynet med en Hoben nederdrægtige Vinduer, der see ud, som om de var tagne fra et Driivhuus og satte i en Balsal. Fru Flood sagde, at de havde skjæmt hendes gamle Kirke ud for hende, at de havde pyntet den til som en Byfrøken, der skal paa Bal, saa at hun ikke mere kunde kjende sin gamle Kirke igjen, og skjønt jeg ikke har seet Kirken i dens forrige Skikkelse, kunde jeg dog godt see, at hun havde Ret».
Efter mannens død flytte fru Flood til Chr.a, hvor hun leiet et lite hus på Haugaards løkke ved Hegdehaugen. Senere ble hjemmet i Wesselsgate nr. 9 et samlingssted for slekt og venner.
Sogneprest Daniel Tharp forteller om besøkene hos henne i sine dagbøker (i Riksarkivet) og skildrer tilslutt inntrykket fra begravelsen på Vår Frelsers gravlund 14. okt. 1910 : «D. Vogts Tale ved Fru Floods Baare hører til de bedste jeg har hørt af Gravtaler. Her var da ogsaa nok at tale om ved samme merkelige Kvindes Bortgang».