– for «Søndag den 28de Marts» – «ved Christiania Stiftsmødes Fest 25de Marts 1897»; få dager etter dette stiftsmøte, den 29. mars 1897, ville markere 100 år siden den kjente norske prest Wilhelm Andreas Wexels ble født i Kjøbenhavn. Han var gått bort i Kristiania mange år tidligere, 14. mai 1866, 69 år gammel, men hadde satt seg et varig minne i det norske kristenfolk, ja, i store deler av folket, da hans skrifter og bøker – ikke minst andaktsbøker – var blitt nær sagt allemannseie. Her er det den kjente prest Thorvald Klaveness, f. 1844, som uttrykker sin aktelse for det livsverk Wexels bygget; Klaveness var på denne tid (1897) å finne som sogneprest i Oslo menighet dit han i 1892 kom fra sin stilling som residerende kapellan i Fredrikshald; året etter – i 1898 – ble han kalt til sogneprest for den nyopprettede Frogner menighet i hovedstaden;
Naar norske Kristne samles til Fest i denne Tid, bør de mindes, at paa Mandag — den 29de Marts — er det Hundredeaarsdagen, siden en af den norske Kirkes ædleste Sønner og ypperste Vidner, Wilhelm Andreas Wexels, saa Dagens Lys.
Det var en Guds Naade mod Norge, at dets nyoprettede Universitet strax fik et theologisk Fakultet, som baade stod paa kristelig Grund og var aandsmægtigt nok til at paavirke den studerende Ungdom.
Derfra udgik i Aarhundredets første Trediedel en Presteslægt, hvis skjønne Gjerning det var at bygge vor (vår/red.) af Rationalismen ormstukne Kirke op paa Kristentroens Grund, saa den kunde blive et velsignende Fredens Hjem for det Folk, som netop da var staaet op til en ny Dag.
Inden denne Presteslægt blev Wexels det aandelige Centrum. Han var denne Slægts ideelle Repræsentant, og han var dens belivende Sjæl. Han var det ikke i Kraft af nogen særlig fremragende Begavelse. Han var det i Kraft af en udprægct kristelig Personlighed. Han blev kristelig vakt ved Universitetet; han fik sit Syn klarnet og sin Aand befæstet ved Grundtvig, den mægtigste Repræsentant for levende Kristendom, Norden dengang eiede.
Det, som han saaledes optog i sig, gav han sit Hjerte, sin Haand, sin Mund, sit Liv; det prægede hans Fremtræden, og det gav sig et klart og ædelt Udtryk i alt, hvad han talte og skrev. Han var en af de mest helstøbte Presteskikkelser, den norske Kirke nogensinde har eiet. Dcrfor var han ogsaa gjenncm lange Tider den norske Kirkes aandelige Hoved.
Den Presteslægts Forkyndelse, Wexels var Sjælen, i, er ofte bleven frakjendt Liv og Kraft. Det var en stilfærdig ethisk Forkyndelse paa Forsoningens og Daabspagtens Grund. Den fremkaldte som Regel ikke den stærke Opblusning i Følelseslivet, man senere kaldte Vækkelse. Men man har taget alvorlig feil, naar man har ment, den intet virkede.
Der groede op under den Slægts Prækestole megen enfoldig Kristendom — Kristendom, som enfoldig troede paa Gud og hans Søn og søgte at gjøre Guds Villie. Og den Kristendom, saa lidet den havde at sige om sig selv, — den var svært god i Livet. Det tænker jeg, alle de har erfaret, som har havt en Moder eller en Tante eller en Bedstefader, som var af den Slags.
De af os, som har siddet under Wexels’s Prækestol, vil vist sande det : denne stilfærdige Forkyndelse, fremfort med spæd Røst og blød dansk Udtale og monotont Foredrag, — der var Kraft i den. Den bøiede; den gjorde liden og ringe; for den stillede det kristelige Ideal frem i hele dels rene Skjønhed. Men den knugede ikke; nei, den lægede og løftede og gav Mod og Lyst. Det var jo Faderens Villie, som blev tolket, og bag Fadervillien fik man altid se og føle Faderhjertet.
Jeg mindes særlig én Præken af Wexels. Ibsens «Brand» var netop kommet ud. Jeg havde ligget oppe i Studentersamfundet og slugt den, og mit unge Sind var i Brand under Indtrykket af det vældige «Alt eller Intet», som der lød mig imøde. Saa gik jeg ned i Vor Frelsers Kirke og hørte Wexels til Aftensang. Hans Text var 1ste Petr. 2, 21 ff. : Dertil er I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for os etc.
Hans Thema var : den Kristnes Kald at gjøre godt og at lide ondt. Han havde tydeligvis ogsaa læst «Brand». Brands Krav paa hel, fuld Hengivelse gjenlød i Prækenen; men det var Kristi Forsonings Fred og den gamle prøvede Kristens Klarhed over det; denne Fred og Klarhed sænkede sig lægende over Sindet og gav Mod og Lyst til at forsøge paa at tage Kravet op.
Saaledes var Wexel’s Præken; saaledes var hans Andagtsskrifter, som var spredte rundt om i de tusen Hjem; saaledes var de mange Breve, han vexlede med søgende og bange og lidende over det hele Land. Evighedens Dag vil først ret vise, hvor mange der derved blev ført til Gud eller fik nyt Mod og ny Kraft til at leve Livet i Gud. Den vil ogsaa først rigtig vise, hvad Frugt der gror deraf for Efterslægten den Dag idag og vil gro efter os, saalænge der er en norsk Kirke til.
Saa kom FemtiaareneS Vækkelse. Den prækede Korstog mod de gamle Prester og mod Grundtvigianisme og mod Wexels, de gamle Presters og Grundtvigianismens Hoved. Mange af os har i sin Tid deltaget i det Korstog, om ikke offentlig, saa i de private Kredse. Nu ser de fleste af os tilbage derpaa med andre Øine, end vi dengang saa med. Nu tilstaar nogen og hver af os, at de Domme, vi dengang fældede med ungdommelig Selvsikkerhed, de var ukjærlige, og de var letsindige, og de var onde, og det bør os at gjøre Bod for dem. Ja, det bør den norske Menighed at gjøre Bod ved Wexels’s Grav.
Deri er vist mange af os enigé. Derimod har jeg kanske ikke saa mange med mig, naar jeg siger : Det var en Guds Dom over vor Kirke, at vi seirede i det Korstog. For det gjorde vi. Det gjaldt at holde Grundtvigs Indflydelse borte fra vor Kirke. Og det lykkedes. Grundtvigianismen blev holdt ude.
Mange vil maaske endnu anse det for en Lykke. Jeg er ikke i Tvivl om, at det var det mest skjæbnesvangre Feilgreb, den norske Kirkes Mænd har begaaet i vort Aarhundrcde. Jeg er heller ikke i Tvivl om, at det, vi nu har at gjøre, det er at søge tilbage til Wexels og Hans Kreds og gjenoptage dcn Udvikling, som Femtiaarenes Vækkelse rev over. Wexels’s ethiske Prædiken paa Forsoningens og Daabspagtens Grund, Grundtvigs Syn for det menneskeliges Ret til helt og fuldt at optages i og helliges af Troen paa Kristus, Grundtvigs Syn paa Daabsbekjendelsen som det grundkristelige, det for Herrens Menighed gjælder at samle sig om, saa kan der forøvrigt gives Forskningen og de individuelle Synsmaader Frihed — dette er altsammen noget, vi dels allerede holder paa mere og mere at tilegne os, dels vil drives ind i af den Udvikling, vi er midt oppe i.
Utvivlsomt har de haarde Angreb ikke saa lidet formørket Wexels’s sidste Aar. Men de bragte ham ikke til at forandre Kurs. Ikke gik han paa Akkord med det, han fandt var usundt og skjævt. Heller ikke lod han sig drive ud i nogen fanatisk Forkjætring. Der kunde naturligvis i Stridens Hede paakomme ham noget menneskeligt, og naar et eller andet Stridspunkt streifedes i Prækenen, kunde Stemmen forraade, at der var Brand under.
Dog, det var sjeldcn. Jeg tror, der er faa Prædikanter, som er blevne saa forkjætret og dog har bragt saa lidet af fremmed Ild paa Herrens Alter som Wexels. Stille og fredsæl gik han sin Vei bent frem, uden at se hverken til Høire eller Venstre.
Stille og fredsæl vandrede han om mellem de mange, som søgte Raad og Hiælp og Trøst hos ham. Stille og fredsæl forkyndte han Fredens Evangelium fra Vor Frelsers Prædikcstol.
Midt i en Slægt, som led af aandelige Børnesygdomme, var han en Mand i Kristo. Velsignet være hans Minde.