jacob aall (aal): hans biografi

– presentert i  Molbechs  «Historisk-biographiske  Samlinger,  og Bidrag  til  den  danske  Sprog-  og  Literaturhistorie  i ældre  og  nyere  Tid».  Sidene  123  – 130  :

Jacob Aalls Levnet, et Udkast af hans egen Haand (af den Afdøde meddeelt Udgiveren i Aaret 1840).

Jacob Aall er født 1773 den 27de Julius i Porsgrund, som dengang var et Ladested, nu er en lille Kiøbstad i Aggershuus Stift. Hans Fader, N. B. Aall, var en formuende Kiøbmand, som ved sin academiske Dannelse og sine udenlandske Reiser havde erhvervet sig en usædvanlig Agtelse der paa Stedet; og hans Moder, Ambor, født Jørgensen, udmærkede sig ved sit fromme og religieuse Sind, og sin ømme Hengivenhed for sin Mand og sine Børn.

Den strenge Opdragelse, som overhovedet var de Tiders Tegn, der ei tillod Barnet i de Voxnes Forsamling at lade sin Stemme høre, forenet med hans Faders Alvor, der fordybet i sine Betragtninger gav sig lidet af med sine Børn, lagde vel Grunden til den Beskedenhed og Frygtsomhed i Charakteren, der siden fremtraadte paa hans Livs forskiellige Stadier; ligesom hans Moders gudfrygtige Sind, som hun indpodede sine Børn, gav ham den Trøst i religieuse Betragtninger, der under Livets Modgang saa ofte styrkede ham.

Han forblev i sine Forældres Huus indtil sit 15de Aar; men den Underviisning, som han der nød af tre forskiellige uduelige Lærere, var saa maadelig, at da hans Fader 1788 bestemte sig til at sende ham til Danmark, betraadte han Nyborgs Latinskole som en aldeles forsømt Skolediscipel. I Nyborg forblev han under Rector Josva Tornøes Veiledning og i hans Huus i 3 Aar, hvorefter han dimitteredes til Kiøbenhavns Universitet 1791.

Til sin første Examen fik han bedste Charakteer med Udmærkelse, og var den anden Indkaldte næst efter B. Thorlacius. 1792 tog han anden Examen, i lige Maade med bedste Charakteer og Udmærkelse; og efterat han derpaa havde tilbragt et muntert Aar i Fædrenelandet, vendte han tilbage til Kiøbenhavn 1793, hvor han 1795 tog theologisk Attestats med Characteren laudabilis et qvidem egregie.

Ved Siden af sit theologiske Studium lagde han sig imidlertid tillige efter Physik, for hvilken Videnskab han tidligen nærede stor Tilbøielighed, endskiøndt han til et grundigt Studium deraf manglede det Fundament, som dengang ikke gaves under Skole-Underviisningen.

Hans Fader, som selv en kort Tid havde været Amanuensis hos Biskop Gunnerus, havde bestemt ham til Præst; og til dette Maal sigtede han stadigen under sin hele academiske Bane, med det Haab at blive ansat som saadan i det kiære Norge.

Men da han 1795 besøgte sit Hiem, og holdt sin første og eneste Prædiken i en af Norges meest afsides Fieldegne, sporede han saa megen Rædsel for at tale i en offentlig Forsamling, saa han fik Anelse om, at han dertil var mindre skikket. Fra den Tid af fik hans Studier en anden Retning; Theologien lagdes mere tilside, og den Yndlings-Videnskab, som forhen var hans Bisag, blev nu hans Hovedsag.

Imidlertid tillod hans Kiærlighed til hans Forældre, der satte deres Glæde i at see deres Søn i Præste-Embede, ham ikke endnu at tage nogen fast Beslutning.

Da han 1796 vendte tilbage til Kiøbenhavn, for at forberede sig til en udenlandsk Reise, opmuntredes han af en af sine kiæreste danske Venner til at lægge sig efter Chymie og Mineralogie, og med denne Ven fregventerede han i et Aar de didhørende og physiske Forelæsninger i Kiøbenhavn.

Aaret 1797 foretog han derpaa en udenlandsk Reise i Selskab med hans academiske, og hans Livs fortroligste Venner P. E. Müller og N. Hofman Bang, og tilbragte halvandet Aar ved Universiteterne i Kiel, Leipzig og Göttingen, ved hvilket sidste trende andre af hans academiske Venner, L. Engelstoft, B. Thorlacius og G. Sverdrup, paa samme Tid opholdt sig.

Da hans Fader døde 1798, bestemte han sig nu til at lægge fortrinlig Vind paa det mineralogiske Studium, og ganske at fierne sig fra den theologiske Bane, i det Haab at kunne, ved Hielp af sin Fædrene-Arv, komme i Besiddelse af et norsk Jernværk.

Til den Ende afsondrede han sig, efter Opholdet i Göttingen, fra sine Reisekammerater, som droge til Paris, og reiste til Bergstaden Freyberg, hvor han tilbragte et halvt Aar, deels under flittige Anfaringer i de freybergske Gruber, deels med at høre praktiske og theoretiske Forelæsninger i Mineralogie og Bergbygning; i Særdeleshed hørte han flittigen og gierne den berømte Mineralog Werner.

Siden besøgte han de Schlesiske Jernværker, som dengang stode i stort Ry, formedelst forskiellige der ansatte engelske practiske Bergmænd.

Neppe var han 1799 om Sommeren kommen tilbage til Kiøbenhavn, førend et af Norges betydelige Jernværker i Næs blev ham tilbudet af dets daværende Eiere I. Schnell.

Derom sluttede han, i Forening med sin yngre Broder N. B. Aall, Handel den 30te Septbr. 1799, og efterat han kort Tid derefter havde udløst sin Broder, har han eiet dette Værk indtil denne Dag.

Ikke længe efter at hans Virksomhed som Værkbruger var begyndt, indtraf en af Norges farligste politiske Perioder, da Hungersnød standsede Næringsveie og stor Pengeforlegenhed stundom nedstyrtede Landet i stor Elendighed. Især vare Krigens Aar fra 1807 til 1814 i denne Henseende rædselsfulde for Fabrikerne, mere end for Handel og Søfart, der tildeels brød sig en Redningsvei giennem en indirecte Forbindelse med Fienden.

Han havde saaledes i disse, og de paafølgende Misvæxt-Aar 1816 og 1817, i hvilke Kornets Priis i høi Grad fordyredes, usigelige Vanskeligheder at kæmpe mod. Det lykkedes ham imidlertid at bortfierne Følgerne af denne Landets ulykkelige Stilling fra sin egen Virkekreds; og de mange Opoffrelser, som han, for at opnaae dette, maatte giøre, rystede vel paa den Tid hans borgerlige Velfærd, men hindrede ham ikke under en følgende lysere Periode fra at skride frem til en vis Velstands-Grad, til Gavn for sig og Sine.

Dette Sidste skylder han især en uafbrudt Opmærksomhed paa Bergværkslærens, i den senere Tid, saa raske Fremskridt, en omhyggelig Behandling af de ædle Jernmalmer, som basere Værkets Drift, og en i det Hele oeconomisk Fremfærd, saavidt saadant kunde bestaae med hans Undergivnes Velværen.

Næs Jernværk var aldrig det sidste til at prøve de nye Forsøg i andre Lande, der anbefaledes som følgeværdige, og fra dette Værk er udgaaet den finere Støbning, der nu har udbredt sig over fast alle Norges Jernværker.

I sin Virkekreds har han altid været en lykkelig Husbonde, hvor besværlig hans Syssel end stundom under vanskelige Tidsomstændigheder har været; thi han er saa heldig at staae i Spidsen for et Samfund, der udmærker sig ved Orden, Troskab og Kiærlighed til sine Foresatte.

Ved Siden af sit egentlige Kald og sit Bergværks-Studium, har han under Landlivets Rolighed idelig pleiet andre videnskabelige Sysler, hvilke han, ved Siden af egen Attraa og Drift til en fleersidig Dannelse, helst har rettet efter Fædrelandets Trang og Stilling. Til i denne Henseende at fremskride med Tiden og gavne sit Fædreland, blev han især opmuntret ved den Tillid, som blev ham viist, deels af sine Landsmænd; deels af den nærværende Regiering, thi af disse forskiellige Autoriteter kaldtes han, ligefra sin Virksomheds Begyndelse indtil nærværende Stund, i 40 Aar til de forskielligste offentlige Forretninger, saa at neppe Nogen af hans Land uden for Embedsfaget, saa ofte paa den Maade har været sat i Virksomhed.

Ved enkelte Leiligheder er og givet ham Anledning til fast Embeds-Stilling; men han har troet af flere Aarsager derfor at burde undslaae sig. Hans lille Fielddal var i hans Øine stedse det meest passende Værksted for hans Virksomhed; saavel med Hensyn til hans Interesse for samme, og til hans egne Evner, som til en fri og uafhængig Stilling. For tilbørligen forberedt at kunne fremtræde i disse offentlige Stillinger, lagde han sig efter Statsoeconomien, og begyndte i den Henseende med Adam Smiths bekiendte Værk, hvorefter han siden i flere Aar har anvendt de fleste af sine ledige Timer paa et Studium, der er lettet og oplyst af saa mange ypperlige Værker i flere Literaturer.

Etatsraad Stouds danske Omplantninger skyldte han i denne Henseende meget, førend Tiden tillod ham at öse af de originale Kilder selv. Det var ogsaa denne Iver for at gavne sit Fædreland, meer end nogen indvortes Overbeviisning om et afgiort Kald, der lokkede ham ud paa Forfatter-Banen.

Paa denne giorde han sit første Forsög 1802, da hans Afhandling om Jernmalm-Leier indrykkedes i Skandinavisk Musæum, hvoraf den siden blev særskilt aftrykt. I Aaret 1808, da Fædrelandets Stilling rystedes ved den udbrudte Krig, udgav han en lille Bog under Titel : «Fædrelandske Ideer», hvori han flygtigen giennemgik flere indenlandske Forhold.

Til de Skrifter, Selskabet for Norges Vel udgav, meddeelte han i de strax derpaa følgende Aar flere Afhandlinger, hvoraf de tvende første, «om Kornhandel», og «om Opdyrkning af Myrer», fordeelagtigen recenseredes af Danmarks Olufsen.

1813 lod han i Christianssand trykke en Afhandling om Misvæxten i Aaret 1812.

I Maanedsskriftet «Saga» indførte han en historisk Skizze, en Oversættelfe i Udtog af Nials Saga, og hele Lardæla-Saga oversat.

I «Norsk Maanedsskrift» udgivet af Høiesterets-Advocat Hielm, findes tvende Afhandlinger af ham: om Kornhandel, og om Kongsberg Sølvværk. Under hans hyppige Storthingsforretninger, deels som Storthingsmand, deels som Medlem af flere Commissioner, afbrødes imidlertid hans Forfatter-Virksomhed i flere Aar; indtil han i Aaret 1832 begyndte Udgivelsen af et større Værk, Tidsskriftet «Nutid og Fortid», der i trende Bind indeholder en Række af statsoeconomiske Afhandlinger, hvorved han deels har søgt at udbrede et Lys over Fædrelandets nærværende Stilling og Forhold, deels at forplante rigtigere statsoeconomiske Grundsætninger, end de, som paa den Tid vare i Omløb. I norske Aviser findes endeel Artikler af ham, som berøre forskiellige af Norges Forhold og Anliggender.

Det var under et Vinterophold i Kiøbenhavn, imellem Aarene 1810 og 1811, at han af sin fortrolige Ven, den lærde og sagakyndige Professor P. Fr. Müller, blev opfordret til at lægge sig efter det islandske Sprog. Det var et Foretagende, der stemte overeens med hans Tilbøielighed for nøiere at studere sit Fædrelands og Nordens Forfatning og Tilstand i Fortiden. Han tog da Underviisning hos Danmarks siden saa navnkundige Sproggransker R. Rask; og efter den Dag har han offret det oldnordiske Studium mangen glad og vel ikke reent unyttig Stund. Frugten af hans nye Yndlingsyssel i Hviletimer var ovenmeldte Oversættelser i det af Biskop Munch udgivne Maanedsskrift «Saga», Oversættelsen af Biørn Hitardals Kiæmper, med en historisk Oversigt over det islandske Oldvæsen, i «Samlinger for det norske Folks Sprog og Historie», og endeligen et større Værk : Oversættelsen af Snorre Sturlesen, hvis Trykning begyndte 1837 i October, og endte 1840 i Januar.

Det var hans trofaste Ven og Nabo, Sognepræsten Hr. Faye (Andreas/red.), der først opmuntrede ham til at begynde paa dette Værk, og siden har understøttet ham ved Raad og Daad, under dets Udførelse og Trykning. Hvad han skylder andre Venner, men fortrinligen Hr. Capitain Munthe, der har beriget Oversættelsen med sine ypperlige og umistelige geographiske Anmærkninger, er i Fortalen til den oversatte Snorre bemærket; ligesom Oversætteren ogsaa sammesteds i Korthed har giort Regnskab for den Vei, han har fulgt i at fortolke det gamle Tungemaal hos Snorre i det nyere, med mere som vedkomme det vanskelige Arbeides Udførelse.

Foruden i Forsamlingen paa Eidsvold har han deeltaget i 4 ordentlige og 2 overordentlige Storthing.

Han udnævntes ogsaa til Medlem af det ordentlige Storthing 1839, men kunde formedelst Sygdom deri ikke deeltage. Hans naturlige Frygtsomhed for at lade sin Stemme høre i store Forsamlinger tillod ham ikke nogen vidtløftig Deeltagelse i de mundtlige Debatter i Norges Storthing, og det var kun efter nogen Øvelse, at hans Tunge løsnedes saaledes, at han kunde deeltage i mundtlige Discussioner; men om hans Virksomhed i Committeer, i flere af hvilke han var Formand, og om hans Deeltagelse i alle Storthings-Overveielser om Fædrelandets vigtigste Anliggender ved skriftlige Vota, udarbeidede Foredrag og Commitee-Indstillinger : derom vidne i det mindste Storthingenes Forhandlinger, i hvilke mange af hans Arbeider af den Art findes indførte.

Blandt andet arbeidede han med en Iver, der var ham meddeelt af hans Bergmandsvenner paa Kongsberg, og af Interesse for Berg ] i Almindelighed, i Sagen om det Kongsbergske Sølvværk; og det var ham til ikke liden Glæde, at have bidraget til at opretholde Storthingets Mod til Udredelsen af store Tilskud i Forsøgstiden, hvorved Veien banedes til dette Værks nuværende betydelige Udbytte.

I sit offentlige Liv har han giort det til sin ufravigelige Regel, ikke at tilhøre noget Parti; men at handle i enhver Sag, ved enhver Leilighed, saaledes som han efter indvortes Overbeviisning ansaae det rettest og bedst for Fædrelandet. Skiøndt han med denne Tænkemaade, paa en lang Virksomheds Bane, og under mangehaaande Vanskeligheder, ikke har kunnet undgaae at støde an snart mod den ene, snart mod den anden Side : har han dog havt mindre Miskiendelse at besvære sig over, end Mange af hans Samtidige.

I det han stedse ansaae sit Fædreland som et af Jordens lykkeligste Lande, med Hensyn til Forfatning og indvortes Forhold, har han tillige indseet dets politiske Ubetydelighed, og har stedse troet det gavnligere for Landet, at Nationens Mænd vaagede over Realiteten af denne indvortes Velværen, end over Iagttagelsen af agtelsesfulde Former i stød med Frændestaten.

Denne Ligegyldighed for den ydre Form, der i øvrigt hverken havde sin Rod i Stræben efter høiere Gunst eller mindre varme Følelser for Fædrelandet, kunde let af Andre mistydes og let overdrives; men paa den ene Side har denne Deel af Fædrelandets Interesse stedse havt sine varme og talentfulde Forsvarere; og paa den anden Side kan den ogsaa finde sin Forklaring af Charakteer, Opdragelse og borgerlig Stilling.

– Han har overhovedet sit Liv igiennem været en Hader af Strid, og i Fred synes ogsaa hans politiske Bane at skulle endes.

Af de regierende Konger har han faaet flere Udmærkelsestegn. 1810 blev han Ridder af Dannebrog, og er blandt nulevende civile Mænd Ordenens Senior i Norge.

1821 blev han Ridder af Nordstiernen, og hædredes samme Aar med Medaillen for Borgerdaad. 1839 blev han Commandeur af Vasa-Ordenen. Han er ogsaa bleven optagen som Medlem af flere lærde Selskaber i Danmark, Sverrige og Norge.

Aaret 1799 aægtede han Lovise Andrea Stephansen, en Datter af Justitsraad og Bogholder Stephansen i Kiøbenhavn, og blev ved hende Fader til syv Børn, fire Sønner og tre Døttre, som alle leve. 1825 led han det uerstattelige Tab, at miste sin Hustru; men den dybe Sorg, som dette Tab af en sielden jordisk Lykke forvoldte ham, formildedes efterhaanden ved hans Faderglæder; thi han regner sig blandt en af Jordens lykkeligste Fædre.

Formedelst Alderdom – han er nær det 67de Aar – og en svagelig Sundheds Tilstand, udtræder han nu efterhaanden af sin offentlige Virksomhed, og lægger den største Deel af sine private Sysler paa sin ældste, til Borgermand opdragne Søns Skuldre; men han har endnu ikke opgivet Haabet om ogsaa i sine sidste Leveaar at kunne vise Spor af den literaire Virksomhed, der har været ham selv til stor Glæde, om han end derved ei har stiftet det Gavn, han ønskede.

Komme endog disse hans Alderdoms sildige Frugter ei til fuld Modenhed : saa anseer han dog Sysselen selv som en passende og opmuntrende Ende paa en langvarig, og under mange forviklede Statens og private Forhold stærkt bevæget Virksomhed.

______________________________

Det Arbeide, som den hæderlige, høitfortiente Forfatter i Slutningen af dette Levnets-Udkast sigter til, er de «Erindringer, som Bidrag til Norges Historie fra 1800—1815″, hvoraf han endnu selv kunde udgive lste og 2den Deel (Christiania 1844).

Men : «Pennen faldt af den lidende Oldings matte Haand», medens han var beskiæftiget med Omarbeidelsen af Erindringernes tredie og sidste Deel.

Efter langvarige Lidelser endte Jacob Aall sit «daadfulde Liv paa Næs Jærnværk, den 4de Aug. 1844, i en Alder af 71 Aar».

En trofast Ven, Pastor A. Faye, anmodede han paa sit Dødsleie om at tage sig af Udgivelsen af denne Deel, som han udarbeidede under en smertefuld Sygdom; i det han anede, at Døden vilde hindre ham selv fra at besørge den.

Hr. Faye, af hvis «Forord» ovenanførte Linier ere tagne, opfyldte denne Anmodning, og efterkom, hvad han holdt for sin Pligt, i det han udgav denne Deel «uden Forandringer og uden noget Tillæg» (31. Dec. 1844.)

Saaledes fuldendtes dette Jacob Aalls værdige Monument ved egen Haand – et historik Arbeide, som vi vel overhovedet maae kalde det vigtigste og interessanteste Bidrag til Norges Historie i det 19de Aarhundrede, der hidtil er kommet for Lyset.

 

 

Skriv inn søkeord..