– inntatt som artikkel i Morgenbladet av «Tirsdag d. 27de Februar 1868»; i denne artikkelen gir Herman Roosen uttrykk for hans egen vanskelige livserfaring med yrkesmessig forbigåelse gjennom et langt liv i undervisningens tjeneste; den er derfor viktig for forståelsen av hvordan mer vilkårlig behandling kunne skje – eller også oppleves – ved inngangen til et mer «moderne» samfunn :
Født 1817 tog jeg exam. art. i 1836, anden Examen 1837 og theologisk Examen Vaaren 1840, alle ned laudabilis.
Et Brystonde, som forhindrede mig fra at blive Prest, i Forening med Trangen til at anstille en nærmere Sammenligning mellem de guddommelige og de menneskelige Love, bestemt mig til øieblikkeligt efter at studere Jura.
Jeg tog Examen heri Vaaren 1843 med haud. Var det Kræfterne, som nu svigtede mig, var det en mere udviklet og selvstændig Tænkning, der var iveien, eller var det Skuffelse over ikke at have fundet, hvad jeg ventede, kort jeg opnaaede ved en Rekapitulation Aaret efter til den skriftlige Prøve kun «Kan vel faa laud» og trak mig trættet tilbage fra den mundtlige.
Jeg tog i 1845 den praktisk-juridiske Prøve med samme Karakter. I 1846 bestemte jeg mig til at forlade Fødelandet og bosætte mig i Udlandet, hvor en lønnende Virksomhed dengang stod mig aaben.
Men i dette Aars Høst begav det sig, at en ny ansat Lærer i «Videnskaber» (den hele Cyklus af Humaniora ved Søkadetinstitutet) efter et Par Dages Virken pludselig trak sig tilbage, maaske i Forudfølelsen af det tunge, utaknemlige Hverv, han havde paataget sig.
I den derved opstaaede Forlegenhed henvendte Styrelsen sig til mig med Opfordring til at overtage Posten. Familiehensyn og Ønsket om maaske saaledes at kunne blive Fødelandet til Gavn bestemte mig til at følge Opfordringen. Fra dette Øieblik viede jeg al min Kraft til Opfyldelsen af min Pligt, at reformere det Meget, som tiltrængte en saadan Forandring.
Der paalaa mig ved Siden det vanskelige Hverv – et Arbeide, som ved Skolerne er delt mellem Flere – at meddele den vordende Søofficer saagodtsom al den humanistiske Dannelse, hvoraf en Embedsmand bør være i Besiddelse.
Jeg sparede i den Hensigt ikke paa Studier, Iver og Flid. Jeg foretog ved Siden i 20 Aar paa egen Bekostning, tiltrods for min ringe Aflønning, større og mindre Udenlandsreiser, for saaledes at holde det aandelige Liv oppe, der paa et lidet, isoleret Sted saa let kunde sygne hen og dø saavel hos Elever som hos Lærer.
I Vakanser var jeg til samme Tid konstitueret Lærer i andre Fag t. Ex. i Retslære, hvori Undervisningen ellers paa det lille Sted, som da var blottet for al anden juridisk Kundskab, ganske havde maattet hvile.
Jeg har paa den Maade i 21-22 Aar været Bærer af det aandelige Liv for Totredieparter af de nuværende Søofficerer, og Ingen vil negte mig den Grund, at jeg har løst min Opgave tiltrods for megen Modstand, mange Krænkelser og vedholdende Kampe, med Iver og Held.
Man kan ikke negte mig en ikke saa ringe Andel i Æren af, at Søkadetinstitutet i de sidste Decennier idethele har afgivet hæderlige og dannede Embedsmænd til Staten.
I 1858 løste jeg Sagførerbevilling, som jeg i min Stilling som Religionslærer tiltrods for mange Fristelser i modsat Retning har fundet det mest passende fornemlig at benytte som raadgivende og mæglende.
Ved Siden har jeg stadigt syslet med Literaturen; jeg har stedse bevaret Interessen for de sammenlignende Studier paa Theologiens og Retsvidenskabens Felter, og Frugten heraf har været større og mindre Afhandlinger — anonyme som næsten hele min literære Virksomhed — i Tidsskrifter og Dagblade.
Kort man kan ikke heller negte mig, at jeg den ganske Tid har ialtfald arbeidet mere end de Fleste af mine Samtidige i begge Fag.
Disse have tiltrods maaske for et mindre pletfrit, offentligt som privat Liv, tiltrods maaske for mindre Kundskaber og Evner og for mindre besværlig og heldbringende Virken opnaaet Stillinge som i Regelen svare til deres Alder, Ofre og Møie.
Se her den Løn, som er bleven mig til Del.
I 1846, da jeg under den pludseligt opstaaede Vakanse og Forlegenhed blev opfordret til at søge den Post, jeg nu beklæder, var der en reglementarisk Bestemmelse, som lovede de civile Lærere efter en ubestemt Prøvetid fuld kgl. (kongelig/red.) Bestalling paa deres Embeder.
Omkring 1850 erholdt ogsaa den daværende Lærer i Sprog en saadan Konfirmation. I 1852 udkom der imidlertid et nyt Reglement, som bestemte, at de civile Lærere kun skulde have kgl. Konstitution i sin Stilling. Ansat 6 Aar iforveien søgte jeg nu om at erholde den samme kgl. Bestalling, som nylig var skjænket min Kollega, og som jeg ved min Ansættelse maatte have fuld Grund til at vente mig tildelt.
Jeg erholdt imidlertid kun kgl. Konstitution.
Tiltrods for Grundlovens § 97 fik Regl. af 1852 for mig tilbagevirkende Kraft, og jeg staar endnu efter mere 21 Aars Virken paa Prøve.
I 1858 blev der i min Hjemby oprettet et lidet Politimesterembede. Jeg søgte det og vedlagde som altid senere Lægeattest for min Uformuenhed til den megen Tale, som navnlig min Undervisning medfører; men en 5 Aars yngre Mand og respektive 7 og 4 Aars yngre Kandidat blev mig foretrukket.
I 1859 søgte jeg et lidet Fogderi. Erfaring havde vist, at tidligere Officersexamen, ja endog tidligere norsk juridisk Examen var en stor Anbefaling for en juridisk Kandidat til Forfremmelse. Tidligere Officersexamen har saaledes skaffet en Person, der tog juridisk Examen samme Dag og med samme Karakter som jeg, et af Landets bedste Sorenskriverier.
Tidligere hæderlig Embedsvirksomhed og tidligere theologisk Examen med bedste Karakter syntes saaledes at maatte opveie de faa Point, som stødte mig fra Laud.
En et Par Aars yngre Kandidat med laud. blev mig nu foretrukket.
Søkadetinstitutets civile Lærere forberede ikke som de lærde Skolers for Universitetet, men afslutte Undervisningen for Livet.
De have altsaa en langt vanskeligere Opgave at løse, men desuagtet staa de ikke som hine og som nu alle andre offentlige Lærere paa stigende Gage.
Efter 14 Aars besværlig Virken stod jeg derfor endnu paa samme Aflønning, der aldrig havde oversteget 440 Spd. Da Regjeringen i 1860 fremkom med et Forslag til en ny Skolelov, hvor efter selv Almueskolelærerne skulde have stigende Gage, haabede ogsaa jeg paa bedre økonomiske Udsigter. Jeg ansøgte nu Regjeringen, om at der maatte forelægges Storthinget et Forslag, gaaende ud paa, at der maatte skjænkes mig et personligt Tillæg af 100 Spd. Men den negtede Akademilæreren, hvad den tillod Almueskolelæreren, og jeg skylder ene et privat Forslag fra en Storthingsmand dette Tillæg, uden hvilket jeg tiltrods for samme Timetal vilde havt 100 Spd. mindre i Gage end min 10 Aar senere ansatte Kollega, Læreren i Sprog, og at jeg efter mere end 21 Aars Forløb ikke fremdeles staar paa samme Aflønning af 440 Spd.
I 1861 søgte jeg et lidet Toldkassererembede, men blev tilsidesat for en Exam.jur. fra samme Aar, som jeg er Kand.jur,
Der maa utivlsomt være noget Skjævt i et Lands Forhold, for ikke at tale om det tunge for Personen, naar en Mand med to Embedsexamener, med Evner, med maaske mere end almindeligt alsidige Kundskaber og med et rent privat og offentligt Liv efter 16 Aars Virken som en hel Embedsstands saagodtsom eneste humanistiske Lærer maa søge om smaa Overtoldbetjentposter.
Men her var nu ingen anden Udvei; Brystondet tog til, og her var dog et klart og tydeligt Præjudikat tilstede.
Den tidligere nævnte Sproglærer ved Institutet, som ingen Embedsexamen havde, var efter en saa lang Virken forfremmet til en saadan Post. Personlig trøstede jeg mig ved, at man i den norske Statstjeneste saa ofte finder Blodsheste spændte for Ploger og Arbeidsheste for Kareter.
I 1863 søgte jeg derfor en saadan Post, men en Statsagronom blev mig foretrukket. Senere har jeg søgt mindre Toldkassererposter, som ere blevne besatte med lidt ældre Mænd.
Den, til hvis Skade Ancienniteten altid er bleven brudt, kan vistnok ikke klage eller undres over, at den bliver fulgt, selv om den kommer Mænd tilgode, som have havt langt mindre besværlige og ansvarfulde, skjønt — som det saa ofte gaar langt bedre aflønnede Poster.
Søkadetinstitutet fik et nyt Reglement i 1857, hvis Uholdbarhed og sørgelige Følger strax stode mig klare. Jeg protesterede derfor strax offentlig derimod og har maaske ved gjentaget Paapegen af det Meningsløse deri bidraget noget til, at det nu omsider ialtfald skal forandres.
Det er kun at anse som et Naalestik i Sammenligning med de mange Sylestik, at Mænd, der langtfra have ofret saamegen Tid og Kraft i Institutets Tjeneste og følgelig maa være mindre indviede i Sagen, af Regjeringen ere udnævnte til Medlemmer af den Kommision, som i den Anledning er nedsat.
Som et civilt Medlem af samme har man derimod udkaaret den samme Mand, som Publikum, maaske ikke ganske uden Grund formedelst hans Ubekjendtskab med Sagen, tillægger flere af det forrige Reglements væsentlige Mangler.
Og dog forlanger man efter en saadan Behandling — kan maaske en velvillig Sjel spørge — af den samme Mand, at han ufortrødent skal bibringe Norges vordende Søofficerer den kjærlighed til Fødelandet, som er Sjelen i det Hele, og som ingenlunde falder dem naturlig og let ?
Jeg vil ligefrem tilstaa, at det ofte falder mig vanskeligt.
Det er en Hjælp for mig, at min lille hendøende Slægt ikke alene har faaet Tilsidesættelsen, men ogsaa Fædrenelandskjærligheden i Arv.
— Det omtalte legemlige Onde, som under alt dette er tiltaget, vil ogsaa snart bevirke, at jeg med det Første maa trække mig tilbage.
Spørger man nu om Grunden til denne sælsomme Behandling, da kan man ikke tænke sig, at Regjeringen følger det Princip, at Lønnen bør staa i omvendt Forhold til Arbeidet, ei heller at et Familienavn — skjønt uplettet — kan være den ganske usmageligt, ligesaalidt at vort Timandsraad (regjeringen/red.) ligesom det venetianske skulde have sit Løvegab, overfor hvilket man staar værgeløs.
Enhver Modstander med aabent Vizir skal jeg roligt møde for Skranken. Klart er det imidlertid, at vor Regjering ikke lægger megen Vegt paa Kundskaber, Evner og Virken — den være noksaa tung og hæderlig — naar den ikke gaar i rent praktisk Retning, og dernæst at Sogneprest Sverdrup ikke er det eneste Bevis for, at det er eller ialtfald kan være halsløs Gjerning at virke for den norske Marines høiere Aandsliv og at modarbeide dens moralske Brøst.
Det har været mig pinligt at maatte tale saaledes og saa meget om min egen Person; men efter mange og lange Aars tause Taalmodighed har jeg fundet, at det er en Pligt baade mod mig selv og mod Andre omsider at tale.
Herman Roosen.