– som gir en kort og interessant beretning især om Johannes Agas virke som politiker på Storthinget i flere perioder av stor viktighet for nasjonen Norge;
Langs Sørfjordens Bredder i Hardanger ligger der en Række Gaarde, som er bekjendte fra Middelalderen af. En af dem er Aga, der ligger umiddelbart under det samme Fjeld, som bærer Folgefondens Snemasser paa sin Ryg.
Denne Gaard talte i Middelalderen en Lagmand og Ridder, Hr. Sigurd Brynjulfssøn, mellem sine Beboere. Hans Gravsten er endnu i Ullensvang Kirke.
Senere kom Gaarden til en Gren af den Slægt, som ejede Spaanheim i Hardanger og Byre i Ryfylke.
I lange Rækker af Aar lade derefter dens Ejere sig ikke forfølge. I vore Dage besiddes en Del af denne Gaard atter af en Slægt, der kan sættes i Forbindelse med en gammel bekjendt Familje, idet den – rigtignok paa Spindesiden – nedstammer fra den Æt, som i det 15de og 16de Aarhundrede fører Navnet Rustung. Nogen meget højbyrdig Æt var denne rigtignok ikke; men det er dog under vore Forhold mærkeligt, at man har kunnet vedligeholde Traaden og opretholde Bevidstheden om en Slægtskabsforbindelse, der er udstrakt over en saa lang Tid.
Til denne Slægt høre Brødrene Lars og Johannes Johannessønner Aga, som begge til for skjellige Tider paa en hæderlig Maade har repræsenteret Søndre Bergenhus Amt paa Storthinget.
Lars Aga, der nu er 80 Aar gammel, har længe været Lensmand, men har nu enten allerede taget sin Afsked, eller ialfald indgivet Ansøgning om at faa saadan. Johannes, der er den yngste af Johannes og Guro Agas syv Børn (fire Sønner og tre Døtre) er født 1814 og blev 1842 gift med Guri Styrksdatter Kongstun.
Han har længe været Ordfører i Ullensvang (Kinservik), og nyder inden sin Bygd en betydelig og velbegrundet Anseelse.
I 1857 kom Johannes Aga for første Gang paa Storthinget, hvor han siden beholdt sin Plads, indtil han blev kastet ved Valgene i 1873. Det var den politiske Bevægelse, som da gik igjennem Landet, der gjorde, at Aga blev fjernet fra det offentlige Liv, og ligeledes ved de følgende Valg i 1876 holdt ham ude. Ved Valgene i 1879 var hans Gjenvalg stærkt paa Tale, men kunde dog ikke sættes igjennem.
Den Bevægelse, der først havde stængt ham ude, havde da vundet i Styrke, og uagtet der ogsaa var megen Stemning for at tage den gamle erfarne Thingmand frem, gik det nye Valg ham imod, som de to forrige.
Agas Navn forekommer ikke ofte i Storthingets Forhandlinger. Han hørte overhovedet ikke til dettes meget talende Medlemmer. Naar han alligevel gjennem en saa lang Aarrække holdt sig som sit Amts første – eller ialfald som en af dets første Repræsentanter, maa imidlertid dette være et Vidnesbyrd om, at hans Vælgere har forstaaet, at han alligevel havde en stor Indflydelse.
Johannes Aga hørte i Virkeligheden ogsaa til de mest anseede blandt Storthingets Medlemmer af Gaardbrugerstanden.
Hans politiske Standpunkt var i de store Træk det samme som det ældre Gaardbrugerpartis. For saavidt dette skilte sig fra det Parti, som i nyere Tid har indtaget dets Plads, stod ogsaa Aga skarpt imod dette; for en Udjevning mellem saadanne Modsætninger var der kun liden Mulighed.
Agas Stemmegivning viser ham som en Mand, der vilde have en sparsommelig Politik i Pengespørgsmaal, men gjerne vilde være med paa at fremme sund Oplysning. I de større politiske Sager var han konservativ, forsaavidt det kom an paa at opret holde Grundloven, men viste sig ikke som Regjeringsven.
I et Spørgsmaal, der under de sidste Aars politiske Bevægelser hyppig er bleven fremholdt som det man med et moderne Udtryk har kaldt en «Mærkesag».. – nemlig om Antagelsen af Unionskomiteens Forslag til en ny Rigsakt, – var Aga paa det sejrende Flertals Side imod Regjeringen. Forskjellen mellem Aga og det Parti, som især efter hans Tid er kommet til Magten i Storthinget, ligger maaske især deri, at han nok kunde deltage i Oppositionen, men kun inden de Grænser, som var afstukne ved Grundloven og den senere konstitutionelle Praxis, hvorimod hans Modstandere ønsket mere vidtgaaende Ændringer i selve Forfatningen.
Under sine Ophold i Hovedstaden vandt Aga mange Venner og har der mellem dem, som kjendte ham, bevaret sig et godt Minde.
Han fandt altid Lejlighed til i de offentlige Samlinger at arbejde med sin Hjembygds Historie, og fortsatte senere disse Studier i sit Hjem. En Frugt af dem er den lille Samling af Slægttavler fra Ullensvang, som han udgav i 1878.
I 1877 blev Aga af Hs. Maj. Kongen hædret med den i dette Aar indstiftede «Medalje til Belønning for det norske Landbrug».
Som det vil erindres, gav den Maade, hvorpaa denne Udnævnelse omtaltes i et Lokalblad, Anledning til Sagsanlæg fra det Offentliges Side mod vedkommende Forfatter.