– hvor den kjente og betydningsfulle bondelederen Ole G. Ueland i en lengre artikkel forklarer ulike saker av viktig karakter for den almene befolkning – og forsvarer sin egen rolle som en av norsk politisk virkes viktige menn under flere tiår av det nittende århundret, en svært epoke-skapende periode for landet og den jevne befolkning; Ueland ønsket også sin artikkel inntatt i den liberal-konservative avisen «Morgenbladet», som fram til 1857 var ledet av Adolf Bredo Stabell, redaktøren som i årevis utgjorde støtte ikke minst for Ueland. Den etterfølgende redaktøren Christian Friele nektet å ta inn denne artikkelen i «Morgenbladet»; det kan naturligvis skyldes at Ueland her retter kraftige skyts nettopp mot denne avisen og den rolle den etterhvert spilte; men her er den inntatt i det konkurrerende «Aftenbladet» – tidligere «Krydseren» :
«Gammelt og Nyt» (af O.G. Ueland).
Siden 1833 har der i Storthinget været et Parti, som har fulgtvisse politiske Grundsætninger. Partiets fleste Medlemmer har hørt til Gaardbrugerklassen, kun nogle faae Kjøbstædsborgere og endnu færre Embedsmænd har sluttet sig til dem, Sparsomhed i Statshuusholdningen, Udvidelse af Folkets Selvstyrelse, Overholdelse af Storthingets Ret over for Kongemagten og Nationens Ret i Forhold til Sverige samt Udvidelse af Næringsfriheden af har været Partiets Program.
Formandskabsloven af 14de Januar 1837, Loven af 27de Juli 1842, som var det første Skridt til Religionsfrihed, Lov af 8de September s. A. (1842/red.) som gav Folkets Ret til at vælge Forligelseskommissærer nogen Betydning, Lov af 10de Septbr. s. A. som gjengav Storthinget dets grundlovmæssige Ret til at disponære over Oplysningsvæsenets Understøttelsesfond, Lov om Delings- Skyldsætningsforretninger af 26de Mai 1845, efter hvilken disse Forretninger kan udføres uden Sorenskriverens Deeltagelse, Lov af 15de Septbr. 1851, der fratog Staten og Amtmændene Bevilgningsretten i Veivæsenets Anliggender og henlagde den til Storthinget og Communalbestyrelsen, Lov af 26de August 1854 om Værnepligt- og Udskrivningsvæsenet, som ikke alene virkeliggjør Bestemmelsen i Grundlovens § 109, men har skaffet Landet en meget stærk Nationalgarde, som kan komme vel med i visse Tilfælde, og endelig Loven af 28de August 1854 om Lagrettesmænd, – ere enten direkte eller indirekte en Frugt af det nævnte Parties Virksomhed.
Enkelte af disse Love, saasom Formandskabsloven, er vel byggede paa kongelige Propositioner, men den, som er indviet i Sagernes Gang, vil formentlig indrømme, at man mere af Tvang end af Lyst har betraat en saadan Bane.
Regjeringen forelagde Thinget i 1833 en Proposition til Lov om et Slags Erklæringsmænd i Præstegjeldene, og det er meget rimeligt, at man i en lang Fremtid var bleven staaende derved; men da Partiet optraadte med megen Bestemthed, idet 26 Gaardbrugere stak Hovederne sammen og fremsatte Forslag til en fuldstændig Formandskabslov, som efter drøie Næveslag i Justitskommitteens Bord af den blev indstillet og af Thinget antagen, og da flere Symptomer klarligen viste, at det var Partiets Hensigt at faae Loven istand ved Hjelp af Grundlovens § 79, gav Regjeringen efter.
Disse Love og flere mindre i samme Retning har ikke alene fremkaldt en betydelig Forandring i vor hele Statsskik, men og virket til et Maal, som ikke er mindre vigtigt, – de have skudt Folket betydeligt frem paa Oplysningens og den politiske Selvstændigheds Bane.
Ligeover for detteParti har Embedsmændene og en stor Deel af Kjøbstadsrepræsentanterne dannet et Modparti. I Poesi og Prosa have disse tvende Partier faaet meget forskjellig Karakter og Betydning; thi medens det Førstes Hovedkarakteer har været Raahed, Dumhed, Bornerthed, Trættesyge, Stivsind, og dets Tendentser en ny Pandorasæske, – har det andet Parti kunnet smigre sig med Prædikaterne : Intelligents, Dannelse, Loialitet, – men Navnet gjør Intet til Sagen.
Den, som vil være retfærdig og billig, bør ikke forundres over, at det Omslag i Storthingsvalgene, som fandt Sted til 7de ordentlige Storthing, vakte Uro og Bekymring paa visse Hold; thi i Aarhundreder havde Landalmuen været regjeret despotisk og Embedsmændene havde været Alt i Alle og det Parti, som stræbte efter Selvstændighed, havde just ikke nogen høi Grad af Dannelse og endnu mindre af ydre Politur at fremvise.
At man med Et skulde indse det Berettigede med Hensyn til Valget af Personer og deres Bestræbelser var formeget fordret.
Man har kaldt Pressen den 4de Magt i Staten, og det er vist, at den har megen Betydning. At Yttringsfriheden er et Gode, som intet frit Samfund kan undvære, er og almindelig erkjendt. Men det er med Trykkefriheden som med saa mange andre menneskelige Ting, at det største Gode kan ved Misbrug blive et stort Onde.
Den almindelige Mening, siger man, er det Kompas, hvorefter Statsskibet skal styres; men skal den almindelige Mening komme til Orde, maa den have Organer, der ikke alene udtaler Anskuelserne, men ogsaa opklarer og reviderer; thi almindelige Folkemeninger hvile ofte paa Følelsen om, at Noget maa gjøres, Noget efterlades, at Tilstanden bør være anderledes, uden at Tankerne med Et ere saa opklarede, at man nøiagtig kan sige, hvorledes Ideen skal realiseres.
Kaster man et Blik paa den svundne Tid, vil man se, at Tilstanden hos os har været ganske egen. I de første 20 Aar af vor Frihedstid havde neppe 1/100 af Befolkningen mere Kundskab om vor Forfatning, end at vi havde en Grundlov og et Storthing; thi Pressens Tilstand var meget daarlig da kun enkelte Dagblade udsendte meget tarvelige Lysstumper, og disse faldt ikke engang i det egentlige Folks Stue.
I de fleste Præstegjelde var Præsten den eneste Mand, som holdt en Avis, og det ikke sjelden i Forening med en eller flere af hans Nabopræster. De enkelte Blade, som den Gang beskjeftigede sig med Politik, rettede deres Virksomhed især paa vore unionelle Forholde og Folkets Ret over for Kongemagten. Hertil kommer, og at vore Dagblade – paa enkelte Undtagelser nær– har ikke været Andet end en Pengespekulation.
Udgiverne maatte for at kunne sutinere bringe saa danne Varer til Torvs, som faldt i deres Kunders Smag; men paa Grund af vore tarvelige Forholde har Landbefolkningen ikke været de bedste Kunder.
Ogsaa maa det bemærkes, at da Avisskriverne i Regelen have været enten Embedsaspiranter eller Mænd, som have spekuleret paa at komme op paa Samfundets Højder, saa kunde naturligvis deres Anskuelse ikke være et Udtryk af Folkemeningen.
Dette kan man paa Grund af foranførte Bemærkninger om Dagbladenes Stilling undskylde, men man kan ikke undskyldeBestræbelser, som intet andet Øiemed har, end ved Bagtalelse at nedsætte Personer, hvis Grundsætninger man ikke ynder, for paa den Maade at gjøre Sagen suspekt.
Til de mange Besynderligheder, som jeg har seet i mine Dage, hører ogsaa den, at medens det Parti, som har brystet sig af Dannelse Intelligents, har fægtet med Vaaben, som for Moralens og Sømmelighedens Domstol just ikke ansees for meget ridderlige, saasom Sigtelser uden Bevis, personlige Uartigheder og Smædevers, saa har det Parti, som man har be skyldt for Raahed, sammenlignelsesviis altid opført sig som ægte Gentlemen.
Man maa selv have gjennemgaaet Skjærsilden for at kunne danne sig et Begreb om, med hvilken Haan og Foragt man i Indbildning om egen Viisdom engang saae ned paa de Mænd af Bondestanden, som Folkets Valg havde trukket frem paa den offentlige Skueplads.
Ethvert Rygte, enhver Beskyldning, om de end vare nok saa utrolige, udbredtes som et Evangelium, og Mund eerkjendte Satser blev i disse Smaafolks en Latterlighed.
Repræsentanten Valstad, som engang i visse Folks Øjne stod høst oppe paa det sorte Bret at han ved Lovens men Arm fik stoppet Munden paa en Æreskjænder, men der var ikke mange, som just var saa plumpe, at de brugte Benævnelsen «Rænkemager»; de Fleste vidste at tale i saadanne Omskrivninger, – at de undgik Straf, om Nogen havde villet værdige dem saa megen Opmærksomhed.
At indlade sig i Avisfejde med saadanne Folk var et faafængt Arbejde; thi man kunde vente en ny Dosis Uartigheder.
Længe før Aasmund Olavson Vinje sagde mig : «Ærtt ikke os Publicister, vi kan knuse dig», vidste jeg godt, at røre ved visse Avisskrivere var, som man siger, «at sprætte paa Ormen».
For ikke at være uretfærdig bør jeg tilføie, at den Animositet, som man viste mod Repræsentanterne af Gaardbrugerstanden, ofte skrev sig fra Ubekjendtskab med Forholdene, og at Angriberne i Almindelighed vare Personer uden Grundsætninger og Karakter, som troede at gjøre deres Hoser grønne ved at springe over Gjerdet, hvor det var lavest.
Blandt disse offentlige Stridsmænd har der været Personer, som gjerne havde kysset Støvet under Fødderne af disse besudlede Mænd, naar de paa deres Ryg kunde klattre op i Ærens eller Fordelens Tempel.
Det er ikke min Mening at gjøre Antibondepartiet ansvarlig for saadanne Menneskers Færd; det vilde være en Uretfærdighed, da jeg baade i og udenfor Storthinget har fundet Mange, som har havt baade Karakteer og Moral og som jeg – vore forskjellige Anskuelser uagtet, – har kunnet ansee for mine Venner; min Hensigt er kun at vise, hvorledes Tilstanden har været.
En anden Besynderlighed er ogsaa egen for os, nemlig at Reformer ikke ere, som nok er den almindelige og naturlige Vei,- gaaet ud fra de mest Dannede i Samfundet, – men fra det egentlige Folk, der som sagt just ikke har kunnet rose sig af udmærket Lærdom; thi selv dets fleste Talsmænd have været selvdannede Mænd.
Det ene Parti har saaledes ikke alene havt de Fordele, som Dannelse og Lærdom give, men og den Fordel, at det har havt en heel Hoben selvbestaltede Secundanter, som har fægtet med de ovenfor nævnte Vaaben.
Det er vel saa, at i andre Lande, som har Trykkefrihed, finder og Udskeielser Sted, men der korrigeres Pressen af Pressen : her hos os har det ikke altid været saaledes; thi hvem vilde vel gjøre sig til Martyr for et af alle store Folk saalidet respekteret Parti, og Partiet har ikke været saaledes stillet, at det har kunnet være sin egen Talsmand.
Under disse Omstændigheder maa man virkelig undres over, at Partiet har kunnet holde sig og ovenikjøbet udrettet adskilligt Godt. Foruden en høiere Haand, som umiskjendelig har vaaget over os, maa Aarsagen søges i Folkets sunde Sands, der endog uden klar Bevidsthed, ligesom af Instinkt finder det Rette og hertil har Pressen selv bidraget; thi jeg kjender ikke faa Tilfælde, hvor Blades Roes og Daddel har virket i modsat Retning, — da man af deres Aand og Væsen har anseet Daddel som den bedste Anbefaling og Roes for noget Mistænkeligt.
Man maa tage Verden som den er, og bør man ikke forundres over, at den Tendents til at sende uafhængige Mænd til Things og den Maade, paa hvilken disse optraadte, vakte Modstand og Mistillid hos Regjeringen og Embedsstanden, men Modpartiet bør ikke heller forundres over, om jeg fordrer, at en Ting, som mødes med Mistillid, fordi den er ny, bør vinde Anerkjendelse, naar den har vist gavnlige Resultater.
Efter en 26aarig Virksomhed kan Bondepartiet uden at behøve at «blunke» spørge : hvilke Galskaber har vi bedrevet ? har vi ikke tvertimod udrettet meget Godt ? Er ikke de fleste af vore Satser, efter megen Kamp og Strid til sidst bleven godkjendte som almindelige Troesartikler ? Indrømmer man os dette, saa har Partiet Ret til at fordre at blive behandlet som andre skikkelige Folk.
Af disse Grunde er man for Nationens Æres Skyld, for den offentlige Morals Skyld berettiget til at fordre, at de, som vil agere Hovmestere over Repræsentanter af en vis Farve og behandle dem som Skolegutter, har saa megen Anstændighedsfølelse, at de nedlægger dette Haandværk, eller dersom de fremdeles skulle ville drive deres Profession, at de da af Publikum behandles med fortjent Foragt.
Men nei, den som har læst Morgenbladet i de 2 sidste Maaneder, han vil see, at Fabrikken endog istedenfor Vind nu bevil see, at Fabrikken endog istedenfor Vind nu benytter Damp.
Dette Blad anser Reformforeningen for et nyt Hydra og fægter derimod som en drabelig Don Quixote, men jeg maa spørge min gamle Ven Morgenbladet, om det ikke synes, at det har været vel ivrigt ?
At Repræsentanter samles og paa Forhaand overveier de Sager, som skal behandles i Storthinget, er ikke noget Nyt, det er saa gammelt som Storthinget selv.
Bladet, der ved (vet/red.) saa mange Ting, som ikke er skeet, kan ikke være uvidende om det, som er skeet. Der er rigtignok den Forskjel mellem denne Forsamling og de ældre, at dens (Reformforeningens/red.) Møder har været offentlige og at Medlemmerne ere blevne enige om visse politiske Principer, istedenfor at holde Møder i Stilhed og have Grundsætninger hos sig selv. Jeg bildte mig ind, at det Første skulde være et frit Folk mere værdigt end det Sidste; thi nu kan Nationen see, hvad vi fører i vort Skjold, og denne fælde Dommen.
Man har beskyldt mig for, at jeg har virket for meget underhaanden; aa ja, jeg som Andre og Andre som jeg, Morgenbladsmænd iberegnet, men nu vilde vi handle aabenlyst, aa var ogsaa galt.
Hvad skal vi da gjøre ? Men Foreningen har begaaet flere Feil, den har bortgivet sin Overbeviisning; thi Pluraliteten skal binde Minoriteten. Men jeg gad vide, naar det var, at Forsamlingen vedtog en saadan Lære; thi jeg ved det ikke. Jeg ved vel, at et enkelt Medlem i Foreningens første Møde yttrede noget Saadant som Svar paa et Spørgsmaal, der forekom mig noget apokryfisk; adskillige af os havde havt foreløbige Sammenkomster og i disse havde jeg ikke hørt en enesteskulde Yttring, som kunde tyde hen paa, at Foreningen skulde udøve anden Tvang end den, Sagen selv og Enhvers Oerbevisning paalagde.
At et Medlem brugte stærke Udtryk i den Henseende, er sandt, men jeg ved ogsaa, at det samme Medlem ved en senere Replik viste, at man havde opfattet ham for strengt.
Men selv om et enkelt Medlem havde udtalt en saadan Anskuelse, saa ved det vel underrettede Morgenblad ligesaa godt som jeg, at Foreningen ingensinde har approberet den, og alligevel gjør det (Morgenbladet/red.) Foreningen ansvarlig for et enkelt Medlems Ord, paa samme Tid som det beskylder Forening for at Pluraliteten skal binde Minoriteten. Er dette ikke en underlig Logik ?
Tror Bladet paa sine egne Ord ? Nei saa dumt er det ikke, det kjender alt for vel de fleste af Foreningens Medlemmer, til ikke at vide, at Forsøg paa at faae dem til at dandse efter visse Folks Pibe har været et faafængt Arbeide, og at dersom de nogensinde kunde have opofret deres Overbeviisning, kunde de nok have faaet den bedre betalt end ved at gaa ind i Reformforeningen.
Saa har Foreningen villet holde sine Møder for lukkede Døre. Men hvem er Skyld deri ? I det første Møde udtalte jeg den Anskuelse, at alle vore Møder burde være offentlige og saavidt jeg erfarede, var det den almindelige Mening. Dels fordi Morgenbladet benyttede Byrygter og Referater, der bære Ensidighedens og Rethaveriets Præg, saasom Ord og Sætninger var revne ud af deres Samenhæng, og dels for at vise, at man var Herre i sit eget Hus, lukkede man en Gang Dørene – ikke med min Villie.
Ellers har Adgangen været aaben for Enhver. Hvorfor har nu ikke Morgenbladet havt sine Folk ude forat see, hvad vi gjorde. Nei, det har det taget sig iagt for; thi saa havde det selv ført Beviis for, at, naar det har paaduttet (beskyldt/red.) Foreningen, at den paalagde Medlemmerne Tvang, og vilde indhylle sig i et egyptisk Mørke, saa har det løbet med Limstangen (bitt på kroken/latt seg lure/red.).
Siden en Del af Publikum muligens ikke har opdaget Hemmeligheden, saa maa jeg fremsætte min Mening : Den største Brøde i Morgenbladets Øine er efter al Sandsynlighed den, at Reformforeningen har gaaet dets Døre forbi, og ikke anholdt om dets gunstige Bevaagenhed, men tvertimod udtalt Sympathier for Aftenbladet.
Ja dette var rigtignok en Feil, som især jeg, der en Gang havde den Lykke at være i Morgenbladets Kridthus, ikke burde have gjort mig skyldig i; men ligesom jeg vil være saa billig, at jeg vil indrømme, at Morgenbladets Nidkjærhed ikke skriver sig fra noget, man kalder Næringsvid, men en honet Ambition, fremkaldt ved Bevidstheden om eget Værd og Fortjeneste, saa haaber jeg, at dette (Bladet/red.) til Gjengjeld indrømmer, at hin Feiltagelse kun skriver sig fra Mangel paa Konduite og slet ikke fra noget Værre.
Ja, jeg synes endog, at Bladet ikke med Anstændighed kan gaae videre uden at kjøre sig fast; thi dersom Foreningens Medlemmer havde havt en saa føielig Samvittighed, som man har paastaaet, vilde den naturligvis ikke have slaaet sig sammen med det store og mægtige Morgenblad.
Sagen var i mine Tanker ganske simpel og naturlig : Repræsentanter har vigtige Ting at varetage. Udenom Møderne i Thinget er de indsluttede hver i sin Hybel og begravne hver i sine Papirer og mangen Repræsentant, som har den bedste Villie savner Mod og Kraft til at finde Rede i dette Kaos.
Ved mundtlige Diskussioner finder man Kjernen lettere; thi En har lagt Mærke til Eet, en Anden til noget Andet og paa den Maade faar man et klarere Begreb.
Paa foregaaende Storthing har man gjort flere Forsøg paa at danne private Sammenkomster, men Hensigten er ikke opnaaet, fordi Medlemmerne ikke har indfundet sig. Dette vilde man denne Gang raade Bod paa derved, at Forsamlingen skutde bestaae af Medlemmer, som vare enige om visse Principer og fik et Reglement til at rette sig efter.
Dette var min Tanke, har Andre havt en anden Hensigt, er det deres Sag, men det ved jeg, at de fleste af Reformforeningens Medlemmer tænkte ligesom jeg.
Da Foreningen var dannet, vaktes en gammel Tanke tillive igjen. Paa mange af de foregaaende Storthing har Repræsentanter af Bondestanden talt om Midler mod tvende mindre ønskelige Tilstande. Den ene af disse er, at Flerheden af Nationen har alt for lidet Kjendskab til Statsstyrelse og for liden Interesse for offentlige Sager, den anden har været Pressens Tilstand.
Med Hensyn til den førstenævnte Omstændighed maa det vel indrømmes, at Lunkenhed og Ligegyldighed er det samme for en constitutionel Stat, som Svindsot for det menneskelige Legeme, og med Hensyn til Pressen, da maa den være saaledes organiseret, at den opfylder sin Bestemmelse. Dette kan den ikke, saalænge den ikke har anden Gud end Mammon, hvilken Gud har tvende Hoveder, det ene hedder Penge, det andet Personer.
Om den rette Maade at styre en Stat paa kan der skrives meget, om Meninger kan man disputere, det er baade nødvendigt, ønskeligt og ærligt, men at Pressen udgiver singulære Anskuelser for almeen erkjendte Sandheder, er ikke ønskeligt, og at Folk, som har en anden Mening, ikke levnes Ære for fire Skilling, det er uærligt.
Som jeg tilforn har vist, har vi mere end Andre lidt under saadanne Fataliteter. Som et Middel herimod og for at Folket kunde sættes i Stand til at dømme selv og ikke være nødsaget til at sværge paa Magisterens Ord, fik jeg allerede i 1836 med Ligesindedes Hjælp udvirket, at Storthingsefterretninger blev udgivet, og da disse bleve utilstrækkelige og tildels upaalidelige derved, at de maatte hente en Del af deres Stof fra Storblade, hvis Referater ikke altid vare paalidelige, om af Mangel paa Evne eller Villie, eller begge Dele, vil jeg ikke afgjøre, saa foreslog jeg i 1845, at man skulde oplære Hurtigskrivere (stenografer/red.).
Hensigten med det sidste Forslag var ikke alene en yderligere Bestræbelse for at udbrede Kundskab om vort offentlige Liv, men ikke mindre ved et autentisk Kildeskrift at give Smaafolk et Vaaben mod Ordfordreielser og ubeføiede Insinuationer.
Vore store Mænd og største Publicister har været imod alle disse Bestræbelser for at udbrede Kundskab om Statshuusholdningen og Kjendskab til de Mænds Færd, som er Folkets Befuldmægtigede.
Deres Grunde har jeg aldrig kunnet fatte. I min Enfoldighed har jeg antaget, at saadan Kundskab var nødvendig, og i Bibelen staaer der : «den, som gjør Sandhed, elsker Lyset». Uagtet disse Bestræbelser ikke har været uden Frugt, saa staaer endnu meget tilbage at ønske og haabe; thi vel er man gaaet frem i Kundskab, men naar man ved, at end er der mange Valgmænd, som ikke læser en Avis, og at saa vigtige Funktionærer, som Valgmænd, Formænd, Forligelsescommissærer o. A. vælges med 4 Stemmer, samt endelig, naar man ved, at Ensidigheder, ubeføiede Angreb og hadske Insinuationer mod vort Parti fremdeles trues i Pressen, saa maa man nok ønske en Forandring.
Om Foreningens Medlemmer ere enige med mig, eller hvis dette er Tilfældet, om det lykkes os at udrette Noget, det vil Tiden lære. Det ved jeg paa Forhaand, at vi Smaafolk har mange Vanskeligheder at bekjæmpe, naar vi skal sætte Noget igjennem, selv om Sagen er nok saa ligefrem.
Jeg har mere end Andre været Gjenstand for Vittighedsmageres Spas og Daddel af Folk, som har troet at høste Laurbær ved at kaste Stænk paa Bønderne.
For min Person har jeg godt kunnet taale Sligt; thi jeg har ikke havt Noget at ønske eller haabe og desuden har jeg havt mere Vederlag end jeg har kunnet gjøre Fordring paa i den Opmærksomhed, mine Kommittenter har vist mig, ved at have gjenvalgt mig saa mange Gange enten eenstemmig eller mod een Stemme, og derved at mine Kolleger i Storthinget næsten min hele Tid har beæret mig med de vigtigste Tillidshverv.
Der var rigtignok paa forrige Thing et Parti paa 7 á 8 Personer med en af Morgenbladets bedste Venner i Spidsen, som ikke gav mig deres Stemmer, men underligt nok, kun een af disse blev gjenvalgt.
Jeg har anført denne lille Omstændighed, om Morgenbladet muligens kunde have noget Brug for den, hvis det fremdeles skulde ville prøve sin Spaadomsgave. Jeg har optegnet i mit Livs Erindringer med store Bogstaver : Jeg har ikke andre Fortjenester, end at jeg «ikke har været lad, hvor Flittighed udkræves»; og «dersom jeg har faaet formegen Anseelse,erdet mine Fienders Skyld».
For min egen Skyld kunde jeg nok tie,men for Sagens Skyld, for mine Kollegers Skyld og for om muligens at kunne bidrage en Skjærv til at standse Udskeielser, som de paapegede har jeg taget Pennen.
Jeg er nu gammel i Tjenesten og smigrer mig med, at man vil indrømme, at jeg har udført min Værnepligt i saa lang Tid og paa saadan Maade, at jeg nu kan gaa over til Landeværnet, og anseer det der for passende at aflægge mit Regnskab.
Mine Meninger agter jeg ikke at forsvare; de bør staae eller falde ved deres eget Værd, men jeg bør have opført mig som en retskaffen og hæderlig Mand, og derfor er jeg villig til at aflægge Regnskab. Da jeg i den Henseende ikke er nogen kompetent Dommer, vil jeg opfordre de høistærværdige Herrer– Morgenbladet og Dølen inklusive – som have vist mig den Ære at lægge Mærke til min ringe Person, at opgjøre min Status.
Gamle Venner ere særdeles velskikkede til at være Fiskaler, og mit private og offentlige Liv staar til deres Tjeneste. Men det vil jeg paa Forhaand sige, at jeg er ikke af de Slags Mennesker, som kjøber «Messing for Guld», eller fægter mod Spøgelser, eller antager Sigtelser for Bevis, jeg vil have gode Varer, navngivne Mænd og virkelige Fakta. Bringer man anden Mynt, anser jeg det for en Falliterklæring.
Man har beskyldt mig for, at jeg har udøvet formegen Indflydelse paa Medrepræsentanter, saa de have fulgt mig som en Flok Sauer.
Hensigten med denne Beskyldning kan ikke være tvivlsom, og den er vel ikke heller ganske forfeilet. Man vidste godt, at der inden Partiet gaves Mænd, som i mange Henseender var langt dygtigere end jeg, men da jeg har været noget aktiv, saa vilde man paa den Maade afskrække Folk fra at være enig med mig; thi der er ikke mange, som har Lyst til at passere for et Faar, især naar Partiet er saa uligt, at man ved at vælge rigtig kan blive forvandlet fra et Faar til en meget oplyst og forstandig Mand ?
Jeg har været «klog», altfor klog, ja det er nok min største Brøde; en saa simpel Mand som jeg, der hverken har kunnet fremvise Testimonier eller agere Stormand, burde have været dum som en Østers. Saavidt jeg ved, har man Lov til at være klog, naar man ikke misbruger Klogskaben; at jeg har gjort dette bør de, som have beskyldt mig for at have været «for klog», bevise.
Har jeg maaske søgt at mele min egen Kage. Har jeg brugt nogen af de Midler, som Verden bruger for at fange Mennesker. Har jeg, for at blive anseet for klog og vigtig, stukket mig frem, naar det ikke gjordes fornødent, eller, om jeg har optraadt, har jeg da, som desværre altfor ofte finder Sted, spildt Thingets kostbare Tid med lange intetsigende og unødvendige Taler, eller ved at koge en ny Suppe paa Andres afskrællede Been ?
Saadant og Mere bør Publikum faae Rede paa. Jeg begynder nu selv at tro, at jeg virkelig maa have været i Besiddelse af nogen Klogskab; thi naar jeg ser tilbage og betragter Verden som den er, «saavel i Dalene som paa Høiderne», saa forundrer jeg mig over, hvorledes jeg kan være kommen saa langt.
Lykken, eller hvad andet Navn man vel giver det, har været større end Forstanden, det erkjender jeg, men nogen Forstand maa der og til.
I en Henseende har jeg virkelig været i Besiddelse af nogen Klogskab; jeg har, som man siger, kunnet see længere i en Steen end en Anden kunde bide, hvilket har kommet vel med, naar man under Venskabs eller Patriotismens Maske har villet bringe mig til at fremme personlige Hensigter.
Morgenbladet har for ikke længe siden meddelt sit Publikum Følgende : «at Ueland ikke misbilligede Arbeider-Bevægelsen, er bekjendt». Dette vil med andre Ord sige, at jeg billigede den eller har været Thranit og enig i alle Arbeidernes Udskeielser.
Jeg maa spørge det ærede Blad, om det ikke er Meningen, at Ordene skal forstaaes saaledes ? Men er det Meningen, saa siger jeg, at det hører til de Insinuationer, som ere skammelige. Der kan vel neppe paavises nogen Folkemening eller Bevægelse, omendskjønt forkastelige i deres Totalitet, som ikke har et eller andet, som har nogen Berettigelse.
Men fordi man indrømmer dette, skal man derfor være ansvarlig for det, som ikke duer ? Jeg maa oplyse dette med et Exempel, som jeg haaber Bladet kan fatte. Det er bekjendt nok, at jeg og Morgenbladet en Gang vare meget gode Venner, ja saa gode Venner, at det skrev min Biografi.
Vi maa altsaa have været enige i Adskilligt, men om nu Nogen af den Grund vilde ere os solidarisk ansvarlig for vore individuelle Dyder og Laster, vilde vist Bladet, og jeg ikke mindre, protestere.
Naar jeg nu kan godtgjøre, at mit Forhold til Arbeiderne paa mange Hundrede Procent nær ikke har været saa intimt som mit Forhold til Morgenbladet, saa maa vel dette indrømme, at det er aldeles falsk, naar det vil kaste hines Udskeielser paa min Kappe.
Før Valget til Storthinget i 1851 begyndte Arbeider-Bevægelsen, og efter Rygte var flere Repræsentanter Medlemmer af Foreningen og vare valgte af Arbeiderne. Jeg kom til Christiania uden at have seet eller talt med nogen af Arbeiderforeningens Medlemmer og under Opholdet i Hovedstaden hørte jeg vel, at de ofte havde Møder, men hvor disse Møder holdtes, vidste jeg ikke;
Thrane har jeg nok en Gang seet, men aldrig talt med. Under mit Ophold ved Storthinget gik det mig som Flere, at enkelte, især en af Formændene, nogle Gangebesøgte mig i mit Logi. Man viser nødig Nogen Døren; i dette Tilfælde havde jeg liden Lyst dertil; thi Stemningen var meget ophidset, og man havde fortalt mig – jeg havde ikke læst Arbeiderliteraturen – at Thrane havde betegnet mig som den Aristokrat, der stod dem mest iveien.
Jeg havde heller ingen Grund; thi Manden beklagede den Afvei, man var kommet paa og foregav, at det var hans Hensigt at bringe Arbeiderne paa ret Vei.
Derimod kunde jeg ikke have Noget at erindre, og desuden er det just ikke enten christeligt eller folkeligt at støde Vildfarende fra sig. Man bør heller med Lempe søge at bringe dem til Fornuft.
Den omhandlede Mand skal have sagt, at han skulde have fortalt mig, at Arbeiderne vilde foretage en Demonstration. Dette benægter jeg paa det Bestemteste; thi dersom Vedkommende havde udtalt en Tanke, som paa nogen Maade kunde opfattes eller tyde hen paa, at man havde isinde at foretage noget Ulovligt, havde jeg lagt Mærke dertil.
Fra Stavangers Amt mødte en Deputeret ved det bekjendte hemmelige Møde i Christiania. Da denne ogsaa besøgte mig, gav jeg ham følgende Advarsel : «Skjæm ikke vort Amt bort ved at deltage i disse østlandske Galskaber; thi saa vidt jeg har erfaret, er Sagen i dens Oprindelse og Udvikling et Sammensurium, som Vedkommende selv ikke ved Rede paa».
Manden var vel selv en fornuftig Mand, som erkjendte, at han i Mødet havde erfaret Ting, som han ikke havde drømt om, men det er muligt, at Advarselen og gjorde Nytte; thi han var en af de Faa, som gik fri for Tiltale. Han nedlagde til Protokollen Protest mod de ulovlige Beslutninger. Det eneste Berettigede, som jeg fandt i hin Agitation, var Huusmandsforholdet i adskillige Distrikter paa Østlandet, og fordi jeg under Huusmandslovens Behandling i Storthinget udtalte denne Mening og ved den Lejlighed blev uenig med nogle af mine Venner, saa benyttede man den Anledning til at gjøre mig mistænkt for, at jeg holdt med Arbejderne; men da Storthingets Pluralitet, hele Vestlandet og Nordlandet, havde samme Mening, saa har jeg i den Henseende mange hæderlige Kammerader.
Her er mit Forhold til Arbejdersagen, nu kan Publikum dømme om Morgenbladets velberegnede Sigtelse var beføjet.
Jeg har ogsaa været for meget Vestlænding (pressens siktelse/red.). Atter et Kunstgreb for at splitte Partiet og svække Tilliden til Folk, hvis Person og Meninger man ikke yndede. Man kan dog vel ikke have villet, at jeg skulde betragte Vestlandet som et Atpaaslæng til visse mere begunstigede Distrikter ?
Er dette ikke Tilfældet, og man ikke kan godtgjøre, at jeg i utilbørlig Grad har søgt mit Distrikts Interesse, — dette har man ikke hidindtil prøvet paa – saa erklærer jeg ogsaa denne Sigtelse for død og magtesløs at være.
For at tilintetgjøre den Vægt, man kunde lægge paa den Omstændighed, at Valgene i Stavanger Amt har gaaet i oppositionel Retning, der tydede hen paa en bestemt Folkemening, saa har jeg maattet være den Syndebuk, som har ledet det Hele.
Men jeg kan føre alle Valgmændene som Vidner paa, af jeg ved saadanne Leiligheder har været en af de mest uvirksomme ved Valgene.
Den, som i den senere Tid har læst adskillige af vore Dagblade, og seet hvorledes de have lagt an paa at nedsætte mig og flere af mine Kolleger, vil neppe undres over, at jeg har optraadt paa den Maade, som skeet er – man tirres saalænge til man tilsidst taber Taalmodigheden.
Jeg kunde som oplysende Exempel, til Støtte for hvad jeg ovenfor har anført om Forholdet i den svundne Tid, anføre Meget og Mangt, men nogle faa Fakta faar være nok for denne Gang.
Paa Storthinget i 1836 eller 39 anførte Amtmand Blom, som jeg tror, uden Hensigt at anføre det som et virkeligt Faktum, men mere som et Bevis paa, at jeg var altfor kneben, «at naar vi handlede om Landsforsvaret, saa anbefalede jeg Marinen, men omvendt, naar Bevilgningen til denne var paa Bane».
Jeg fralagde mig dette paa Stedet og krævede Forsamlingen til Vidne paa, at jeg ikke havde gjort mig skyldig i saadan Inkonseqvense.
Bladet »Den Constitutionelle» indtog Sigtelsen, men ikke Gjendrivelsen, man hørte ikke med det Øre, og saaledes blev jeg i Tale og Skrift erklæret for skyldig, fordi jeg var beskyldt. Jeg har seet mine Ord vanskabte og naar jeg har villet faa dem rettede, har man svaret : «Bladet eier vi selv, skulde vi indtage Rettelsen, stødte (fornærmet/red.) vi N.N.».
Jeg er bleven angreben for Ord, som jeg ikke har sagt, og naar jeg af den Aarsag er bleven tvungen til at forsvare mig i det Blad, som har indtaget Angrebet, og tillige, men paa en meget lempelig Maade, har maattet sige, at Bladet ikke havde opfattet mine Yttringer rigtigt, saa har Referenten truet mig, at dersom jeg ikke udstrøg den Sætning om Referatet, saa skulde jeg faae saadanne Bemærkninger, at jeg ikke saa hastig skulde glemme dem.
Og dette vovede man uagtet jeg ved andre Blade og ved Medrepræsentanters Vidnesbyrd kunde bevise, at jeg havde Ret.
Naar man har erfaret Saadant og saa seer, at Folk, som have saa liden Respekt for Sandhed, Ret og Landets kaarede Mænds Ære, opkaster sig til disse Mænds Mentor, Angivere af den gode Smag, og vil agere Nationens Tolk, saa hverken kan eller bør man tie.
Min Epistel er bleven længere end jeg tænkte; men da jeg har været meget taalmodig og ikke ofte trættet Publikum med Selvforsvar, saa og haaber jeg, at man undskylder, at jeg denne Gang har været saa vidtløftig.
Da Morgenbladet har angrebet mig og Reformforeningen, venter jeg, at det er saa retfærdigt, at det indtager dette Tilsvar (det gjorde det ikke/red.).
Og dersom Dølen, som har sammenlignet mig med Napoleon den 3dje, vil tage Anledning af denne Opsats til at flytte mig et Trin høiere op og sammenstille mig med en endnu større Mand, t. Ex. Alexander den Store, har jeg Intet derimod.
Men siden Udgiveren nylig har fortalt, at han har den Vis ofte at skifte Meninger, maa jeg bede ham, at han vil betænke sig vel før han vælger.
Jeg liker ikke denne Meningsskiftning, især naar den indtræffer flere Gange om Dagen; thi Valget kunde af den Grund maatte omgjøres og ligesaa let gaae nedad som opad.
Derved kunde jeg resikere at blive degraderet, som vilde gjøre mig meget ondt (ikke å bli sammenlignet med Napoleon 3./red.).
Christiania den 6te Januar 1860.