– etter denne aktede embedsmanns bortgang i Christianssand lørdagen 20. oktober, altså mer enn 14 dager tidligere; hvilken betydning han hadde i sin samtid og hvordan M.B. Kjørboe hadde vunnet ikke minst almuens hjerte, går tydelig fram av teksten nedenfor – samt av denne korte anerkjennende notis fra en «Gaardmand i Hægelands Sogn»;
Matthias Bille Kjørboe.
Søn af daværende Foged Andreas Kjørboe og Hustro Karen Marie Benedicte Bille, blev født paa Moss den 28de April 1794.
I Begyndelsen af dette Aarhundrede blev hans Fader ansat som Sorenskriver i Vestre Robygdelaget og tog Bolig paa Gaarden Klep, hvor flere Aar af Drengens lykkelige Barndom henrandt i Omgang med kjærlige Søstre, veiledet af en forstandig Fader og under en ædel, fiint dannet Moders ømme Pleie og omhyggelige Underviisning.
Her nedlagdes Spiren til det Retsind, den Virksomhed, Kjærlighed og Opoffrelse, som i sjelden Grad udgjorde Grundtrækket i hans hele efterfølgende Liv.
Noget over 10 Aar gammel indsattes han i Christianssands Latinskole, og om end enkelte Disciple overgik ham ved extraordinære Evner, udmærkede han sig fremfor Alle ved uafbrudt Flid og Opmærksomhed, og ved de aarlige Examina var der ingen som stod bedre end han.
Ligesom han ved Sjelens Reenhed, ved sit sædelige og exemplariske Forhold baade i og udenfor Skolen og ved sin sjeldne Velvillie vandt sine Meddisciples Kjærlighed, saa blev han ogsaa alle Lærernes Yndling; han gik Skolen igjennem uden en Irettesættelse, og den hæderlige Rector Amberg, der havde været Lærer igjennem et langt Liv, erklærede, efterat Kjørboe havde forladt Skolen, at aldrig havde nogen Discipel saaledes i enhver Henseende tilfredsstillet ham.
Efter i 6 Aar at have nydt Underviisning i Skolen, forlod han den i Aaret 1811 udrustet med grundige Kundskaber, og tog Examen artium med bedste Character ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han ogsaa fortsatte sine Studier indtil han tog juridisk Eramen 1815.
Den samme Flid og Arbeidsomhed, der havde udmærket ham i Skolen, fortsattes ved Universitetet, hvor han udvidede sine Kundskaber ikke blot i hans egentlige Fag, i juridisk og statsoeconomisk Retning, men ogsaa i forskjellige Videnskabsgrene, saa at han – uden at være nogen lærd Videnskabsmand – dog besad gode Kundskaber næsten i alle Retninger. Og ligesom hans Kundskabsførraad udvidedes under Opholdet ved Kjøbenhavns Universitet, saa uddannedes under daglig Omgang med intelligente Familier, der stode i Slægtskabsforhold til hans Moder, den Nobelhed og Fiinhed i Characteren, som var ham medfødt og som gjorde ham saa agtet og elsket hans hele Liv igjennem.
Efterat have fuldendt det academiske Cursus, opholdt han sig omtrent et Aar i sit Hjem og arbeidede da paa sin Faders Sorenskrivercontor; derefter assisterede han nogen Tid sin Svoger, Byskriver Willoch, i dennes da meget udbredte Sagførerforretninger, indtil han i 1817 erholdt kongelig Bestalling som Underretsprocurator og i 1819 som Overretsprocurator.
Hans Samvittighedsfuldhed, Arbeidsomhed, Uegennyttighed, hans sunde, klare Forstand og den stærke Retsfølelse, der var et Hovedtræk i hans Character, maatte nødvendigen gjøre ham høit anseet som Sagfører, og det fortjener at bemærkes, at da han førte sin første Sag for Stiftsoverretten, kunde Rettens høit agtede Justitiarius, der ikke pleiede at være overflødig med sin Ros, ikke undlade at fremhæve den Klarhed, Humanitet og Delicatesse, hvormed han havde forstaaet at behandle den vanskelige Sag, og offentligen ved Retsbordet at fremstille Kjørboes Procedure som et Mønster for de øvrige Sagførere.
Under sin Virksomhed som Sagfører var han flere Gange betroet vigtige og ansvarsfulde offentlige Hverv, navnligen i et Anliggende, som han behandlede med en saadan Klarhed og Sagkyndighed og tillige med en saa fiin Delicatesse mod dem, der før havde havt med den Sag at gjøre, at Regjeringen fandt sig beføiet til i dens Indstilling om Sagen til Kongen at gjøre opmærksom paa den Kyndighed og Humanitet, som Kjørboe ved den Leilighed havde lagt for Dagen.
Under hans Faders Sygdom og kort efter paafølgende Død bestyrede han fra 1ste Januar 1821 i omtrent 2 Aar Vestre Robygdelagets Sorenskriveri som Constitueret. I 1829 blev han udnævnt til Assessor i Christianssands Stifsoverret og i Aaret 1843 til Sorenskriver i Lyngdals Sorenskriveri. Foruden hans øvrige fortrinlige Egenskaber maatte fornemmelig hans særegne Retsfølelse gjøre ham anseet som Dommer; der var som et naturligt Instinct hos ham, der strax lod ham føle hvor Retten laae.
Han var derfor høiagtet af Overordnede og elsket af hele Districtets Almue. Hans Dygtighed, hans Uegennyttighed, hans Velvillie og hans forekommende Hjælpsomhed baade i Raad og Daad maatte nødvendigen knytte Hjerterne til ham.
– Men hans Helbred var allerede svækket, den Sygdom, der saa pludselig rev ham bort og imod hvilken al Lægehjælp Intet formaaede, var allerede begyndt at spire. Selv troede han at det vestlandske Klima ikke var tjenligt for hans Helbred, hans herværende Venner ønskede ham tilbage og haabede at han i de gamle vante Omgivelser skulde gjenvinde sin Sundhed. Han fik mere end een Opfordring til at søge Stiftamtmandsembedet i Christianssand, da Falsen aftraadte. Han kjendte ogsaa nøie dette Embede; foruden flere kortere Constitutioner under daværende Stiftamtmænds Fravær bestyrede han som Constitueret Stiftamtmandsembedet fra December 1836 til Juni 1837 og Nedenæs og Robygdelagets Amt fra April 1837 til Februar 1838; der var altsaa endog nogen Tid, da han indehavde begge disse vigtige Embeder, og samtidig hermed var han Assessor i Stiftsoverretten, hvor han hele denne Tid paa Grund af særegne Omstændigheder voterede først i alle Sager, og udviklede saaledes en Kraft og Arbeidsdygtighed, hvis Lige vanskelig skal kunne fremvises.
Der var altsaa fuld Garanti for, at han var Stiftamtmandsembedet voxen. Men selv tænkte han altfor ringe om sig; hans Beskedenhed holdt ham længe tilbage.
Dog hans Venners Opfordringer bleve mere paatrængende, og endelig – som det syntes imod hans eget Ønske – gik han ind paa at melde sig til Embedet. Maaskee lagde ogsaa en af Stiftamtmand Falsen afgiven Erklæring, hvori han omtalte Kjørboe med den største Ros og udtalte sit Ønske om at faae ham til sin Eftermand, det afgjørende Lod i Vægtskaalen.
Den 7de April 1852 udnævntes han til Stiftamtmand i Christianssand og Amtmand i Lister og Mandals Amt, og Aaret efter udnævntes han til Ridder af St. Olafs Ordenen.
I sin overordnede Stilling udmærkede han sig ligesaameget ved Beskedenhed, Humanitet og Elskelighed som ved en utrættet, forstandig Virksomhed for Byens og Amtets Vel.
Foruden disse Embedsstillinger var Kjørboe godt som stedse overdraget vigtige Tillidshverv. Han deeltog i de ordentlige Storthing 1827 og 1830 samt det overordentlige 1828, som valgt fra Christianssands Bye, og i 1839, da han havde Bolig paa sin Eiendomsgaard Hagen, som valgt fra Lister og Mandals Amt. Den meste Tid under Storthingene fungerede han som Thingets Secretær, var jevnlig Committeeformand og havde megen Indflydelse paa de under Behandling værende Lovarbeider.
Ogsaa udenfor sin Thingvirksomhed har han leveret vigtige Lovarbeider, og til det nærværende Odelsthings Behandling ligger der nu et Forslag fra ham, som er af ikke liden Interesse navnligen for Christianssands Bye.
Han henhørte ikke til Thingets Talere og havde i det Hele ikke Ordet i sin Magt, men hans Ord havde Vægt, og hans magesløse Arbeidsdygtighed, hans skarpe Blik og sunde Dømmekraft i Forening med hans Kundskaber i forskjellig Retning, gjorde ham til et af Thingets dygtigste Medlemmer og vandt ham Agtelse hos Landets meest fremragende Mænd.
Siden 1839 blev han ikke valgt til Storthingsrepræsentant. Han var en Fremskridtsmand, men dog en Mand af den gamle Skole, der støttet til sit Livs Erfaringer, og ledet af sand Humanitet og en ædel Livsretning ikke kunde eller vilde være med der, hvor det forekom ham at den nyere Tids Aand vilde nedbryde hvad der var ham helligt og ærværdigt.
I Bankafdelingen i Christianssand har Kjørboe til forskjellige Tider fungeret, deels som Suppleant i Administratorers Forfald, deels som valgt Administrator, lige fra Aaret 1830 til den sidste Tid, og han har ogsaa der vundet almindelig Anerkjendelse fornemmelig for den Omtanke og Conduite, hvormed han forstod at rede vanskelige Sager og at komme Betrængte til Hjælp uden Resico for den Indretning, hvis Tarv han skulde varetage.
Foruden dette var han Medlem af forskjellige Commissioner, og hans skarpe og hurtige Blik, hans korte og bestemte Maade at udtrykke sig paa gav ham Tid til Alt og gjorde ham istand til at udrette mere end fast nogen anden.
Kjørboe var en practisk Mand. Han interesserede sig for Alt, som kunde fremme Communication og Næring; han har Fortjeneste af Amtets Veivæsen, selv besad han Kyndighed i Bro- og Veibygning, og han anvendte Betydeligt af egne Midler til at fremme Anskaffelse af Maskiner, til at indrette og forbedre Fabrikanlæg; Vandledningen her skylder Kjørboes Idee sin Tilværelse, ligesom han ogsaa var deelagtig i Planen for dens Anlæg. En af hans Yndlingsideer var Anlægget af en Dok i Christianssand; han troede derved at fremme fordelagtig Arbeidsvirksomhed, og derved igjen i det mindste for en Deel standse den stigende Armod.
Han arbeidede meget for Realisationen af denne Idee og confererede med Landets dygtigste Ingeniører, men til noget Forslag kom det aldrig; han saae Umuligheden af at tilveiebringe de nødvendige Summer. Men at han ikke under sin practiske Virksomhed forsømte alvorlige Studier, derom vidne foruden hans mange grundige Arbeider, ogsaa blandt andet det, at han blev optaget som Medlem af det Norske Videnskabsselskab.
Kjørboe indgik i Aaret 1825 i Ægteskab med Sina Langefeldt, der med Qvindens hele Ømhed gjengjeldte hans oprigtige Kjærlighed. Hun har været ham en trofast Ledsagerinde, der har forskjønnet hans Liv og forstaaet at jevne mange Vanskeligheder og lette hans Sind, der altfor let lod sig nedtrykke under mødende Ubehageligheder. Derfor var han hende ogsaa den ømmeste og kjærligste Husbond, der ønskede at opfylde ethvert endog unævnt Ønske.
Deres Ægteskab var barnløst; men saa kunde han saa meget bedre tilfredsstille sin Kjærligheds og Velgjørenheds Trang. Mange ere de, der daglig nøde godt fra hans runde Haand, og lige til hans Død var der ikke saa Faa, der af ham modtog bestemte Qvartalspensioner.
I sit Huus var han mild og venlig, overbærende med alle Underordnede og disse saae op til ham som til en Fader. Han talte og tænkte vel om Alle; i Venskab var han trofast og opoffrende, stod villigen bi med Raad og Daad, og Mange takke hans Raad og hans virksomme Hjælp for det Velvære, de nyde.
Han var en gammeldags Christen, holdt sig ufravigelig fast til sin Børnelærdom og forargedes, naar han hørte Tvivl eller Tvist i den Retning.
Hans Christendom var eenfoldig Tro, ydmyg Hengivenhed og levende Kjærlighed. Om Faa skal det kunne siges, som om ham, at Kjærligheden havde gjennemtrængt hans ganske Væsen. Den lyste fra hans Øie og gav sig Vidnesbyrd i al hans Færd.
Paa saare Faa kan Apostelen Pauli Skildring af Kjærligheden anvendes med den Sandhed, som paa ham : Han søgte ikke sit Eget, han tænkte ikke ondt, han glædede sig ikke over Uretfærdighed men over Sandhed.
Løverdagen den 20de October ved Middagstid blev ved et Hjerteslag hans Livslys her slukket for atter at tændes og herligere skinne i Guds Rige. Det syntes som det alvorsfulde Bud bragtes ham uden foregaaende Kald og Varsel, men han havde altid ventet sig en pludselig Død, han undrede sig over at han fik saa lang en Henstand; og at han ogsaa nu var betænkt paa Vandringen, derom vidner den Orden, hvori Alt fandtes efter ham.
Christianssand sørger ved hans Død; hans Minde skal længe leve med fortjent Hæder !
