e- inntatt i “Morgenbladet” – “Mandagen den 14de September 1840” – på avisens framside :
Norges Ven, Høiesteretsassessor P. Holst.
“Saa reise vi til vort Fædreland,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der staaer en Borg saa prud og grand,
Med Gammen i gyldne Sale;
Saa sødelig der til evig Tid Med Nenner i Lys vi tale”. Grundtvig.
#
Rul Din Smerte, Havets Vove ! Klagende trindt Bjerg og Skove :
Norges Ven gik nys at sove Dødens Sovn saa lang;
Deraf først, naar Stjerner falde, Medens lydt Basuner gjalde,
Straalende, naar Gud vil kalde, Han opstaaer engang !
#
Dybt fra Landets Barm, I Floder ! Stønner ud det Suk, vor Moder
Sukker for vor tabte Broder, Rachel liig i Sorg;
Hun for Hjertens Graad mon glemme Trøstens milde, klare Stemme,
At han smiler frelst derhjemme I den høie Borg.
#
Ak, lad hende græde stille, Taaren strømme eller trille,
Grusomt : ei vi styrre ville Sorgens bedste Lyst;
Men, naar hun engang fortrolig Med sit Tab kan tænke rolig,
Pege vi mod Fredens Bolig : Paradisets Kyst
#
Hvo i Trængslen stille kunde Haabe paa dets kjølne Lunde,
Olie fik i hver en Vunde, Bod for alle Savn;
Som vor Ven imens vi være Moders Trøst og Værn og Ære,
Vi paa Hænder hende bære Ømt i Sønnefavn !
#
O lad ei vort Skrig ham vække ! Vi hans Grav med Blomster dække
Ganske til, og kjærlig række Tusind Krandse ham !
Medens Vemodstaarer flyde, Sandheds Ord hvor kan det fryde
Om vor Ven at lade lyde Høit, skjønt uden Bram :
#
Retfærds Søn i Retfærds Klæde Var Du, som paa Dommersæde,
Saa paa Thing, – i Hjemmets Glæde, Hvor det saa end faldt,
Hædersmand fuldtro og ærlig, Ydmyg, elskelig og kjærlig,
Ven som Faa, klar, fast 0g herlig, Ædel overalt.
#
Riig, skjønt uden fyldte Lader, Børnløs, men dog Manges Fader,
Ak ! hvis Graad først seent aflader Hulke ud Dit Navn !
Høiren ei, hvad Venstren gjorde, Vidste, Roes ei lyde torde
For Dig, naar Du tog tilorde Lydt til Brødres Gavn,
#
Dygtig, daadfuld og beskeden, Af Dit Øie straalte Glæden,
Naar Du, fyldt af Kjærligheden, Bredte Lykke ud;
Dagværk endt, hvor blidt Du smiilte ! Ak, for snart Dit Liv heniilte,
Ædling, som i Tro Dig hviilte Altid paa Din Gud !
#
Til din Plantning Du hos Herren Søgte Kraft og gav Ham Æren,
Som, boer over Stjærnehæren, For din Virkens Frugt;
Frelseren Dig var i, Døden, Som i Liv, i Fryd og Nøden
Al Din Trøst og Morgenrøden, Naar ditt Haab var slukt.
#
Det er sanddrue Eftermæle, Derfor alle Ædle dvæle
Sørgende ved hine Fjæle, Som Dit Støv har gjemt;
Sit Farvel de rørt Dig sige Til de see Dig i Guds Rige,
Eia ! Fryd foruden Lige, Der al Sorg er glemt !
Ringsager. C. Delphin.