i boken : «Gjerpens prestegjelds og presters historie». Erik St. Nilssens Forlag. Skien 1904.
– fra s. 306-321 :
Andreas Grimelund. (Sogneprest i Gjerpen fra 1856—1861).
Jeg vil ogsaa for Grimelunds vedkommende helst anføre hans karakteriserende autobiografi i Gjerpens kaldsbog. Han omtaler sig selv i tredje person :
«Andreas Grimelund er født paa gaarden Grimelund i Aker den 26de januar 1812. Hans forældre var gaardbruger Hans Grimelund og hustru Gunhild Faale. Hans fader, en dygtig, for sin tid mere end almindelig dannet, i sin hjembygd anseet og i offentlige hverv meget benyttet bondemand (Hans Hansen G., født i Kraakstad 1759, død 11/6 1844, 85 aar gl.. var storthingsrepræsentant for Akershus 1815-1816), bestemte tidlig sønnen, der var den yngste af 3 søskende, til studeringer og havde det ønske at se ham som prest, hvilket han dog ikke kom til at opleve.
Til den ende bragte han i 1821 sønnen, som til den tid havde modtaget undervisning i sin fødebygds almueskole, til forstanderen for det daværende brødresocietet i Kristiania Nils Johannes Holm (forstander for brødremenigheden i Norge 1820—34, senere «eftermiddagsprest» («aftensangsprest/red.) i Kristiansfeld, født 1778, død 1845. Forfatter af salmen : «Hvor salig er den lille flok».
Holm var en mand med godt hoved og adskillige kundskaber, derhos en dygtig lærer, der i forening med daværende lektor, senere professor, nu provst og sogneprest i Gran Søren Brun Bugge bragte sin lærling saavidt, at denne allerede i sit 14de aar kunde benyttes som hjælpelærer i en af daværende kandidat, senere prest Jan Th. Kielland oprettet drengeskole.
Men hvad der var endnu bedre, var det gode indtryk, han allerede som barn modtog af den kristelige undervisning og omgang, han nød, navnlig indtryk af Guds forbarmende naade i Kristo Jesu, som aldrig siden ganske udslettedes.
I 4 aar forblev han i Holms hus, kom derpaa i 1826 i huset hos sognepresten til Finnøen ved Stavanger Gabriel K. Kielland, som videre skulde forberede ham til den akademiske løbebane. Derfra vendte han dog tilbage til Kristiania i 1828 og blev sommeren 1829 dimitteret til universitetet af cand. jur., senere sorenskriver Ove B. H. Vangensteen, der tilligemed den senere rektor i Trondhjem Fredrik Moltke Bugge et aars tid havde været hans lærer.
Examen artium absolverede han med karakteren laudabilis og det følgende aar 1830 andenexamen med karakteren haud illaudabilis efter et ved sygdom lammet, uheldigt degraderende forsøg paa at forbedre examenskarakteren for hans yndlingsfag historie.
Et aars tid vaklede han mellem filologiens og theologiens studium, men fra 1832 drog det theologiske studium ham afgjort til sig, og de forbindelser, han i denne tid knyttede med flere udmerkede medstuderende, hvis kristelige og kjærlige omgang altid vil blive ham uforglemmelig, havde en mægtig indflydelse saavel paa hans aandelige livs udvikling som til at befæste hans kjærlighed til sit studium.
Sammen med disse dannede han en theologisk forening, i hvilken der turvis udarbeidedes afhandlinger, som man derpaa diskuterede, og som ved siden af et theoretisk altid havde et praktisk kristeligt øiemed.
Fremfor alle mindes han fra denne tid med kjærlighed og taknemlighed den for alt kristeligt varme, altfor tidligt afdøde unge theolog Martin Grøndahl, hvis medbestyrer han ogsaa blev i et af ham oprettet, senere i det Deichmanske bibliothek indlemmet kristeligt laanebibliothek for almuen.
Ogsaa de theologiske professorer Hersleb og Stenersen, under hvem han tilendebragte det theologiske forstudium, samt resid. kapellan til vor Frelsers kirke W. A. Wexels, med hvem han længe stod i venskabsforhold, havde han saare meget at takke.
I 1835 absolverede han theologisk embeds-examen med karakteren laudabilis og i det følgende aar de to praktiske prøver, begge med samme karakter.
Fra 1836 overtog han sin faders gaard efter dennes ønske (faderen var da 77 aar gl.), ligesom han ogsaa i sine studenterdage hjalp til ved faderens ikke ubetydelige skovdrift. Besiddelsen af fast eiendom bragte ham ind i Akers sogns kommunebestyrelse, hvoraf han var medlem ligefra formandskabsinstitutionens indførelse og indtil hans befordring til geistligt embede, de sidste 2—3 aar som ordfører.
Altid stod dog hans hu til ordets tjeneste; men ventetiden blev lang og dog ikke uden frugt for ham selv (da sognepresten i Aker I. Hesselberg i 1839 var paa storthinget, udførte han for ham alle de til embedet hørende gjerninger, hvortil ikke ordination udkrævedes).
Først i 1844 paa hans kjære faders begravelsesdag (14de juni 1844) fik han, og da ganske uventet, udnævnelse som resid. kapellan til Nannestad, i hvilken stilling han dog kun forblev til 1847, da han kaldtes til resid. kapellan til Ullensaker (7de august 1847).
Begge disse stillinger, især den sidste, blev ham inderlig kjære, og at han i dem heller ikke saaes ugjerne af sine sognefolk, derpaa modtog han paa begge steder beviser i værdifulde erkjendtlighedstegn, som overraktes ham ved hans fratrædelse, skjønt han beggesteds kun havde virket i kort tid.
Allerede i 1851 fik og modtog han nemlig et til ham udgaaet kald til at gaa til det da oprettede praktisk theologiske seminarium ved Kristiania universitet som lærer i pastoraltheologi, liturgik og homiletik (han blev afskediget fra sit presteembede for dette øiemed 12te januar 1852).
Om sin virksomhed i denne stilling siger han, at den foregik i stor mangelfuldhed og skrøbelighed, men at Gud dog lagde sin velsignelse til.
For ham selv var det i flere henseender en trængselstid, men tillige en frugtbar bønnens og kampens tid. Det var just da det theologiske studiums blomstringstid ved universitetet. Han kom i nær berøring med en sjelden vakker skare af unge, alvorlige, kristelige og konfessionstro theologer, der besøgte seminariet, og med de daværende professorer Dietrichson, Kaurin, Caspari og Johnson kom han til at staa i et venligt broderforhold.
I forening med dem og pastorerne Sven Brun og Stensrud var han stadig medlem af bestyrelsen af den da netop dannede theologiske forening i Kristiania og deltog i oprettelsen og ledelsen af en forening for indremissjon.
Imidlertid blev det ham efterhaanden klart, at hans livskald var et andet end den akademiske lærestol, og da han ogsaa ved umuligheden for ham med kone og 6 børn at slippe ud med den for posten stipulerede løn blev mindet om, at han maatte se sig om efter en anden livsstilling, begyndte han i 1855 at melde sig til prestekald.
Da Gjerpens sognekald just blev ledigt ved sogneprest Gislesens udnævnelse til biskop i Tromsø stift, fik han fra flere sider opfordring til at søge dette kald. Dette kom ham uventet, og han havde store betænkeligheder.
Den Lammerske bevægelse i Skien havde just da naaet sit høidepunkt, og dannelsen af en frimenighed nærmede sig øiensynlig med sterke skridt.
Alt, hvad der var af kristeligt liv i Skien og omegn, syntes draget ind i bevægelsen, og i selve Gjerpen havde nogen af de varmeste og virksomste ivrere for udtrædelsen af statskirken sin bolig (f. eks. familien Eckstorm paa Grini).
Efter lang overveielse og kamp besluttede han dog omsider i begyndelsen af 1856 i fortrøstning til Guds naadige bistand at melde sig, og i april s. a. modtog han udnævnelsen til sogneprest i Gjerpen (udnævnt 31te mars 1856).
I slutningen af august 1856 tilflyttede han sit nye kald, og om dette end førte mange bekymringer og mange ydmygelser med for ham, maa han dog bekjende, at hans fortrøstning ikke skuffedes, at mangen dør blev ham aabnet, mange dyrebare venner og brødre og søstre i Kristo lagt til hans vennekreds, at han hos dem fandt kraftig understøttelse i sin vanskelige stilling, og at han med glæde og tak har kunnet se tilbage paa sin embedstid i Gjerpen som en tid, fuld af store beviser paa Guds trofaste miskundhed og fuld af erfaringer om lifligheden af kristeligt brodersamfund.
Især mindes han med taknemmelighed det venskab og den bistand, der blev ham vist af amtmand Aall paa Egeli (Hans Jørgen Christian Aall, søn af den bekjendte Jakob Aall, født paa Nes verk 4/11 1806, død i Kristiania 24/2 1894, gift 17/6 1838 med Marianne Møller, født 1812, død 1897, datter af Hans Eleonardus Møller paa Aakre. Kand. jur. 1827, brigadeauditør i Bergen 1829, assessor sammesteds i 1840, amtmand i Bratsberg 1846—1877, Storthingsmand fra Bratsberg 1851, 1854, 1860, 1863 og 1869, præsident i odelsthinget og i storthinget. Boede paa Ekeli. Flittig kirkegjængcr. Bratsbergs ypperste og folkekjæreste amtmand. Hans byste ved Skotfos er af Skeibrok og Visdal) og embedsbrødrene i Skien, Wefring (Mads Iver/red) og Hauge (Andreas – eneste barn av Hans Nielsen Hauge/red.).
I 1861 blev han ved geistlighedens stemmer og Hs. Majestæts resolution kaldet til biskop i Trondhjems stift (udnævnt 31te januar 1861).
1 1838 (9de august) egtede han sin mangeaarige tro livsledsagerinde Julie Augusta f. Kjelsen (født i Kristiania 9de august 1819, altsaa viet paa sin 19de fødselsdag, datter af «overskjærer» Jens Kjelsen og Johanne Dorothea Larsen), med hvem han har havt 9 børn, hvoraf dog 2 døde i en tidlig alder (af hans sønner er den ældste Martin theol. kandidat og maler; to yngre sønner Helmik og Hans er prester. Den ældste datter blev gift med forannævnte res. kapellan i Skien Mads Wefring, senere sogneprest i Hollen, død som sogneprest til Frue kirke i Trondhjem).
Hans kristelige standpunkt, som han med stedse voksende bestemthed og forkjærlighed har indtaget, er det evangelisk lutherske.
I sin yngre dage var han ikke lidet paavirket af den ved Grundtvig vakte bevægelse i Danmark, og han skylder denne mand foruden stor nydelse især af hans salmer, at han fik aabne øine for betydningen af de hellige sakramenter, navnlig daaben, som i hans barndom var en i undervisningen saare tilhyllet sag.
Den Grundvigske opdagelse om de apostoliske trosartikler som Guds munds ord ved daaben har han dog aldrig kunnet tilegne sig. Jo mere det blev ham klart, at den Grundtvigske kirkelige anskuelse forrykkede den kristelige i tros-artiklerne udtalte grundbekjendelses stilling, saa at den fra at være den kristne kirkes økumeniske trosbekjendelse blev gjort til Kristi sakramentord og egentlige evangelium, jo mere han blev var, hvorledes anskuelsens venner, for at faa denne forrykkelse af standpunktet sanktioneret, forlod den guddommelige aabenbarings faste grund i den hellige skrift og byggede paa en af dem selv sammensat legende om Kristi taler i de 40 dage efter sin opstandelse og jo mere han derhos blev opmerksom paa den i alle retninger af deres doktrin om det menneskelige, det folkelige, det kirkelige fremtrædende pelagianiserende grundtanke, desto mere afgjort blev han ført hen paa den augsburgske konfession med dens enfoldige tilegnelse af den hellige skrifts aabenbaringssandhed som sin tros og erkjendelses rette udtryk, ved hvilket han med Guds naade vil holde fast indtil enden.
Grimelund var bleven indsat i Gjerpen den 31te august 1856; men pastor Timmermann forblev og hjalp til endnu næsten 1/2 aar til 12te januar 1857.
Grimelund holdt sin afskedsprædiken 3dje søndag efter Tref. 1861. Den 21de august 1862 blev han ridder af St. Olafs orden og 19de juli 1873 kommandør af første klasse i samme orden.
Dagen før, 18de juli 1873, havde han kronet kong Oskar II og dronning Sofie i Trondhjems domkirke.
17de mars 1883 fik han paa ansøgning afsked fra bispeembedet, fra 1ste juli at regne, og levede siden i Kristiania, hvor han døde den 3dje januar 1896 i den høie alder af 84 aar. Han syslede ogsaa i denne tid med theologiske studier, men skal have været adskillig aandssløv i sine sidste aar.
Dr. Bang skriver om ham i festskriftet «Trondhjem i fortid og nutid» : «Biskop Grimelund var en af sin samtids mest fremragende geistlige. Han sad inde med grundige theologiske kundskaber, havde et skarpt kirkeligt blik, var gedigen som prædikant, paa engang mild og respektindgydende i sin fremtræden, en af de fineste kirkelige skikkelser, der har siddet paa Trondhjems bispestol».
Grimelund var formand i den kngl. kommissjon af 10de juli 1865, som det overdroges at afgive erklæring over de af M. B. Landstad og A. Hauge udarbeidede udkast til ny kirkesalmebog. Han havde som nærboende naboprest i flere aar bistaaet Hauge under udarbeidelsen af hans salmebog, ligesom han tidligere, mens han var ansat ved det theologiske seminarium, sammen med Jørgen Moe og W. A. Wexels var medlem af den menigheds-komitc, der udarbeidede det bekjendte «Tillæg til den evangelisk kristelige salmebog», som efter kngl. resolution af 10de september 1853 tillodes brugt og blev almindelig brugt i mange af landets menigheder, indtil Landstads og Hauges salmebøger autoriseredes, hvorved trangen til det bortfaldt.
Grimelund var, ligesom en i visse retninger lærd theolog, saaledes ogsaa en i samme retninger frugtbar theologisk forfatter. En nytaarsprædiken af ham fra Ullensakertiden blev udgivet efter opfordring og trykt i Kristiania 1850 : «En god stjerne paa aarets første dag», 24 s. Ligeledes blev hans afskedsprædiken i Gjerpen paa 3dje søndag efter Tref., «Farvel til Gjerpen menighed», udgivet i Skien 1861, 23 s. I Trondhjem udgav han en prædiken paa skjærtorsdag 1864, senere «Tre prædikener», Trondhj. 1872, 45 s.
I «Prædikener af norske geistlige» (1856), i Eckhoffs «Vidnesbyrd fra den norske kirke» (1880. 1885), i Lutherstiftelsens søndagsprædikener «Et er fornødent» (1884. 1885) er der ogsaa prædikener af ham, ligesom der er trykt forskjellige af hans leilighedstaler og foredrag, deriblandt «Tre foredrag om barnedaaben», Trondhj. 1880, 55 s. Endelig udgav han i 1885 «Tyve ordinationstaler», 174 s.
Som biskop udfærdigede han i tidens løb ikke mindre end fem som manuskript trykte sendebreve til Trondhjems stifts geistlighed i aarene 1862, 8 s., 1865, 56 s., 1873, 42 s., 1878, 23 s. og 1883, 8 s.; det sidste var rettet baade til menigheder, prester og skolelærere.
Særlig maa merkes hans «Forelæsninger over praktisk theologi», der blev trykt som manuskript i 1856, 254 s., og igjen optryktes paa Horten i 1884 efter foranstaltning af daværende professor i den norsk amerikanske kirke Weenaas (August/red.).
Grimelund har ogsaa ladet trykke endel afhandlinger, foredrag og bemerkninger vedkommende kirkelige, særlig liturgiske spørgsmaal, saaledes i «Theologisk tidsskrift», I, s. 94—118 : «Om nadverens rette stilling i den kirkelige gudstjeneste»; s. 164—190 : «Om flere helligdages optagelse i kirkeaaret; III, s. 613—638 : «Antydninger angaaende nogle af vore kirkelige spørgsmaal og deres forestaaende løsning»; 3. række I, s. 385—426 : «Om flere perikoperækker»; I, s. 429—508, og II, s. 52—126 : «Om skriftemaalet og dets forbindelse med den hellige nadverd». I «Luthersk kirketidende», 4. række, XV (1884), s. 105—111; 113—116 og 130—136 : «Bemerkninger til presterne Hesselbergs og G. Jensens udkast til en forandret høimesseliturgi».
En del af dette forfatterskab skriver sig, som man vil se, fra hans otium efter fratrædelsen fra bispeembedet. Af interesse er endelig en skrivelse fra hans sidste biskopstid, nemlig den i «Luthersk ugeskrift», XII (1882), s. 257 fl. trykte «Gjenpart af Trondhjems biskops skrivelse til provst Skouge af 3dje oktober 1882 i anledning af sogneprest W. A Wexelsens medunderskrift paa valgopraabet fra nordre Trondhjems amts storthingsrepræsentanter«.
Ligesom i 1842 ved Osebakkens henlæggelse til Porsgrund flere hundrede mennesker var blevet fraskilt Gjerpen, blev inden Grimelunds embedstiltrædelse, som alt før nævnt, i henhold til lov af 26de august 1854, igjen folkerige dele af prestegjeldet henlagt til Skien, nemlig Brækkejordet, Bratsbergkleven og Follestad. Den daværende sogneprest i Skien Lammers protesterede forgjæves mod byens udvidelse og fremkom isteden med det mindre praktiske forslag at dele dette nye Skien, der herved fik en tilvekst paa omkring 1200 mennesker, i to sognekald.
Der ansattes imidlertid snart efter en residerende kapellan i Skien. Endelig blev ved lov af 21/4 1856 ogsaa Slemdal igjen fraskilt Gjerpen og oprettet til eget sognekald (Siljan/red.); den første sogneprest i Slemdal var Henrik Kristian Konstantius Bruun, der døde som sogneprest i Stavanger.
Istedenfor Slemdal fik sognepresten i Gjerpen et par aar efter en ny kirke at betjene i Luksefjeld, der gjordes til et kapeldistrikt, hvis kirke, med 104 siddepladse, blev indviet 3dje november 1858.
I 1861 oprettedes Borge faste skole paa Osebakkens grænse. Til indkjøb af jord og hus medgik 1250 spd. Deraf gav amtman Aall, som boede i kredsen, 612 spd. 83 sk.
Den Lammerske bevægelse naaede sit høidepunkt i Grimelunds tid, idet Lammers, efter under 5te juni 1856 at have faaet afsked som sogneprest, udtraadte af statskirken 2den juli s. a. og to dage senere oprettede «den frie, apostolisk kristelige menighed».
Mod slutningen af 1860 udgav han sin «Aabne bekjendelse», traadte derefter igjen i 1861 tilbage til statskirken, hvorved hans tilhængere blev som en hjord uden hyrde. Han boede siden paa forskjellige steder, men døde i Skien 2den mai 1878, 76 aar gl.
Som venteligt, indvirkede den Lammerske bevægelse særlig paa det tilstødende Gjerpen, hvor der i aarene 1856 — 1860 skede flere udtrædelser af statskirken væsentlig til Lammers’s menighed, men dog ogsaa til methodist-menigheden i Porsgrund.
I 1856 udmeldte sig eller udmeldtes i alt 14 personer, deraf 13 voksne, 4 mænd og 9 kvinder. Den førstudmeldte var forhenværende lærer Søren Pedersen Tufte, udmeldt 2/7. Blandt de udmeldte kvinder kan merkes jomfruerne Dorthea Condrup og Jenny Kløcker, der altsaa har hørt til den «konditionerede klasse». Aaret efter udmeldte sig igjen 6 voksne, 2 mænd og 4 kvinder; et par egtefolk medhavde et 4 aars barn. I 1858 ligeledes 6 voksne, 3 mænd og 3 kvinder, deraf 2 ganske unge tjenestepiger. I 1859 tilsammen 9, deraf 8 kvinder, af dem igjen 5 ugifte. Hertil 2 børn.
I 1860 udmeldte ingen sig til den Lammerske menighed. Altsaa tilsammen 35 foruden 3 børn. Nogle af de 14 fra 1856 kan muligvis være gaaet ind i methodistsamfundet i Porsgrund; det kan ikke med bestemthed sees, hvor de udmeldte i dette aar gik hen. Jeg anfører specielt samtlige medlemmer af den paa Grini i Gjerpen bosatte familie Eckstorm, hvoraf flere baade sterkt paavirkedes af og selv sterkt paavirkede Lammers og ikke bidrog lidet til udtrædelsen af statskirken og oprettelsen af et eget samfund.
Skibskaptein Kristian S. B. Eckstorm, født 1774, død paa Grini 1/11 1845; 1811 g. m. Alison Kirstine Lieungh, født 25/12 1793, død i Gjerpen 15/3 1865.
Deres børn :
1. Marie Kathrine, født i Skien 12/4 1812, konf. i Gjerpen, 14/10 1845 g. m oberstløitnant Adam Rentz Steen Holter, født 20/8 1814 paa Helgeøen, død i Skien 12/7 1890. Hans hustru var død før ham 1/3 1874 paa chefsgaarden Holtran i Skogn.
2. Pauline Olavia, f. 29/10 1813, død i Skien 13/5 1884, ugift.
Alison, f. 2% 1815, død i Gjerpen 4/12 1879, ugift.
Hanna Henriette, f. 4/2 1817, død i Skien 8/5 1889, ugift.
Kristian Severin, f. 1/3 1819, forlist som styrmand, ugift.
Elise, f. 2/9 1820, død i Gjerpen 2/12 1880, ugift
Paul Fredrik, f. 1/1 1823, udvandret til Amerika og død der.
Johan Kornelius, f. 28/11 1824, død i Kristiania 12/11 1872.
Theodor, f. 17/12 1827, = no. 7, Paul Fredrik.
Didrik Cappelen, f. 25/7 1831, død i Gjerpen 27/12 1871, ugift.
Ole Nikolai Lieungh, f. 13/4 1835, død i Gjerpen 7/12 1836.
Moderen mad. Alison og de fire jomfruer Pauline, Alison, Hanna og Elise samt sønnen Didrik udmeldte sig samtidig med Lammers selv 2den juli 1856.
Fra kirkebøgerne kan videre noteres :
18/8 1857 fødtes Hans Grimelund, søn af sognepresten.
22/3 1858 fødtes Morten Paulsen, søn af prokurator Halvor Paulsen paa Falkum og Sofie, f. Blom.
24/7 1858 fødtes Adam Severin Løvenskiold, søn af kammerherre Herman L. paa Fossum og Hedevig, f. Løvenskiold.
29/12 1859 fødtes Leopold Herman Løvenskiold, den senere eier af Fossum; den ældre broder døde 11/11 1866.
4/9 1859 døde bureauchef Nils Sofus Munk, 55 aar gl. Pensioneret, blind, logerede paa Lagmandsgaarden. Slag.
8/4 1860 døde Hans Eleonardus Møller paa Ekeli, 80 aar. Stensmerter.
Statholder Løvenskiolds sønner høiesteretsassessor Otto Joachim Løvenskiold og kammerherre Herman L. solgte ved skjøde af 20de januar 1856 for 2800 spd. til Gjerpens kommune Gjerpens kirke med den samme tilliggende kirke- og kongetiende samt de kirken tilhørende kar og andet løsøre, hvorimod de forbeholdt sig alt kirken tilliggende jordegods (altsaa ogsaa prestegaarden, forsaavidt den nogen tid ikke længer skulde være prestegaard). Kirketienden udgjorde ved 1840 304 spd. 1 mk. 17 sk.; kongetienden, der var en udgift for kirkeeieren, 605/s td. havre, betaltes til staten med 84 spd. 4 mk. 9 sk.
Med hensyn til den tidligere indtægt af fæstede stole kan exempelvis merkes etter de gamle kirkeregnskaber :
I 1782 bortfæstedes en kirkestol til prokurator Peder Rougtvedt som eier og beboer af øvre Sem. Han fik fæstet frit, efter selv med 30 rigsdalers udgift at have bekostet pulpituret. I 1811 fæstedes til Kristian Monrad som eier af Frogner den af afgangne Joachim Adtzleuff tidligere benyttede stol mod en aarlig afgift af et kvarter byg at betale efter kapitelstakst. I 1813 fæstedes afgangne kammerherre Fredrik Georg Adlers Stol til raadmand og ridder af Dannebrog Nils Aall mod en afgift af 2 rigsdaler dansk kurant eller V4 td. byg efter aars kapitulstakst, saa længe han eiede og brugte Brække gaard. Samme aar fik mad. Brangstrup efter hendes mands død ret til at benytte hans stol «næst ved orglets østre side» mod 1 kvarter byg og mod, at amtsfuldmægtig Resch og tømmerfoged Lars Bårnholdt beholdt fri adgang til plads i samme stol.
I 1815 leiede Hans Gasmann og Kristian Eckstorm den tidligere af prokurator Brangstrup benyttede stol mod en aarlig afgift af 1 kvarter byg, betalt efter kapitulstakst. I 1825 leiede Andreas Blom paa lille Gjerpen (Lagmandsgaarden) det mad. Rougtvedt tidligere tilhørende pulpiturstolested mod en aarlig afgift af 2 species.