– dette tidsskrifts utgave «Lørdag den 25de Februar 1911» – No. 8 – etter at den kjente prest og teologiske forfatter K. K. Krogh-Tonning var gått bort 6 dager tidligere – søndag morgen 19. februar 1911; sannsynligvis er det redaktøren for Luthersk Kirketidende ved tidspunktet for artikkelen i 1911, Johan Edvard Sverdrup, som har ført minne-skrivelsen i pennen; interessant er det i så fall å merke seg at skribenten har trukket fram Jacob (Liv Rosted) Sverdrup og dennes polemikk mot Krogh-Tonning i «Morgenbladet» 1896, da J.L.R. Sverdrup og redaktør Edvard Sverdrup begge var sønner av den markante kirkemann og politiker Hans Ulrik Sverdrup (1813-1891), som igjen var den eldre bror av Venstre-føreren Johan Sverdrup (1816- 1892).
Temaet i minneordet er allikevel i hovedsak Krogh-Tonnings konvertering til Katolisismen og hva dette innebar. Les den korte minne-skrivelsen her :
Med fhv. Sogneprest til Gamle Aker. Dr. theol. K. K. Krogh-Tonning er en af vor ældre Theologgenerations betydeligere Personligheder vandret bort.
Som Tidsforholdene hos os kom til at arte sig, var han imidlertid tiltrods for sin betydelige Begavelse efter sit hele Naturel og sine Idealer anvist en Baggrundsstilling ved Siden af Tidsinteresserne, i Opposition mod den raadende Aandsstrømning.
Mest karateristisk traadte hans Syn frem for Offentligheden i en Artikelrække i «Morgenbladet» i 1896 under Titelen «den kirkelige Opløsningsproces», hvori han brød Staven over hele vor lavkirkelige Udvikling og vor frie theologiske Forfatning.
Som Hovedtalsmanden for evangelisk-lutherske Principer optraadte imod ham ved denne Leilighed Jacob Sverdrup med et fortrinligt formet Modindlæg.
Krogh-Tonning blev en mere og mere ensom Repræsentant for høikirkelige Idealer i vor urolige og mangeartede lavkirkelige Udvikling. Som Prest var han en trofast Sjælesørger, en gedigen Prædikant, ofte med en enkel, vindende Hjertelighed. Med et tydeligt fremtrædende Drag mod (i retning av/red.) Kontemplation og Sands for det ethisk opdragende og harmoniserende ved Kristendommen og ikke ringe videnskabelig Stræben og formende Evne vandt han fra mange Sider Paaskjønnelse og Anerkjendelse og kunde visselig havt sin særegne Plads at udfylde i vort Kirkeliv.
Men Rivningen med Tidsforholdenes gjærende Uro og vistnok ogsaa ensidigt raske Udviklingstempo styrkede paa en ensidig Maade igjen hans eiendommelige Karakteranlæg og konservative Temperament og førte ham ind i en reaktionær Udvikling, der konsekvendt endte i Katholicismen.
Det var vistnok forsaavidt et befriende Skridt, som han skyldte sin Overbevisning, da han i 1900 offentlig traadte over til den katholske Kirke.
Krogh-Tonnings Hovedverk, den kristelige Dogmatik, udkom i Aarene 1885—94. Den aabnes med en Apologi for den lutherste Bekjendelse som den rette Midte mellem den katholske og den reformerte og ender med en udpræget katholiserende Lære om Kirkebegrebet og om Frelsetilegnelsen. Den afspeiler saaledes paa en interessant Maade hans konfessionelle Udvikling.
Autoritetstrangen paa den ene Side og en mere lovmæssig Opfatning af den kristnes Gudsforhold end det, som er raadende i vor Kirkes Frelselære paa den anden, var det, som blev de ledende Themaer i hans Forfatterskab, og det Syn, som han her dannede sig førte ham mere og mere over til Rom.
Man vil kunne hente ikke ringe Belærelse og gjøre sig nærværende alvorlige Problemer, som ligger i vor Kirkes Naadelære, ved at studere hans Arbeider paa disse Omraader.
For ham selv synes Spørgsmaalet om Kirkeautoriteten at have været det afgjørende, og han synes at have følt sig forpligtet til at forlade vor lutherske Kirke i det Øieblik, da han historisk havde bragt paa det Rene, at den ikke kunde støtte sig til nogen legitim episkopal Sukcession, om den end havde en presbyterial Sammenhæng med den katholske Moderkirke.
Værdien af det Forfatterskab , som K.-T. efterlader sig, vil vistnok kunne karakteriseres saaledes, at dets sterke Sider ligger i dets Lærdom, en harmonisk, vel afveiet Fremstillingskunst og en betydelig Evne til at gruppere Stoffet ud fra delvis aandfulde større Helhedsanskuelser; derimod viser det neppe særlig indtrængende Energi i den kritiske Tænkning eller mere alsidig-konkret Forstaaelse af det historisk givne med dets Sammensathed og dets Problemer.
Red.