– og inntatt i boken : «Prædikener over Evangelietexterne paa Kirkeaarets Søn- og Helligdage»; af O. Berg (Ole Andreas B./red.), Sognepræst til Levanger. Udgivne efter Forfatterens Død ved D. Chr. Frich. Utgitt Andet Oplag. Utgitt oktober 1862 : «Christiania. Jacob Dybwads Forlag. Trykt hos H.J. Jensen».
– fra side XIII – XX.
Omrids af Forfatterens Liv.
Ole Berg var født i Stavanger 8de November 1819. Hans Forældre vare Kjøbmand Rasmus Berg og Hustru Gurine, født Larsen.
Kjøbmand Berg var gift tvende Gange, og Sønnen Ole samt en yngre gjenlevende Broder, der er Kjøbmand i Stavanger, vare Børn af andet Ægteskab.
Ole var 11 Aar, da han indtraadte i Stavangers Latinskole hvorfra han demitteredes i sit 17de Aar eller i Aaret 1836. Under sin Skolegang røbede han gode Anlæg; han var derhos ogsaa flittig samt stille og tilbageholden i sit Væsen.
Til Examen artium, saavelsom til Anden-Examen, hvis 2 første Dele han bestod Høsten 1837 og sidste Deel 1838, erholdt han Characteren Laudabilis; men til theologisk Embedsexamen, som han bestod 2 Aar senere eller 1ste Iuni 1840, erholdt han Laudabilis med Indstilling til Hans Majestæt Kongen.
Noget svækket efter anstrængende Læsning rejste han i Foraaret 1841 over Hamburg til Berlin og Töplitz, paa hvilket sidste Sted han blev liggende et Par Maaneder for at benytte det derværende Bad.
Høsten 1841 reiste han til Kjøbenhavn, hvor han forblev til Juni Maaned 1842. Blandt de Mænd, der under dette Ophold udøvede Indflydelse paa ham, nævnte han ofte siden Søren Kjerkegaard, Biskop Mynster, nuværende Biskop Martensen og Professor Clausen. Efter et kort Ophold i Stavanger reiste han i Høsten 1842 til Christiania, hvor han virkede som Lærer ved Nissens Skole og forberedte Flere til Examen artium. Efter i kortere Tid at have vicarieret som Lærer ved Christianias og Stavangers Latinskoler, søgte han i 1844 først en Adjunktpost ved
– XIV –
Stavangers lærde Skole, men da han ikke fik denne, søgte han, nok fornemmelig efter sin forrige Lærer Rector Bugges Tilskyndelse, en Adjunktpost i Throndhjem, som han erholdt i December 1844.
Det var hans Bestemmelse saavel efter bestaaet theologisk Embedsexamen, som flere Aar senere, ogsaa at tage philologisk Embedsexamen, og han vedblev at studere til denne, indtil hans allerede længe noget svækkede Helbredstilstand nødte ham til at opgive denne Plan.
Der var en Tid ogsaa Tale om at faae ham til Universitetslærer, men den frie Opfattelse af Christendommen, som han dengang hyldede, stod ham i denne Henseende iveien.
Ved Throndhjems lærde Skole virkede Ole Berg i over 10 Aar, først som Adjunkt og siden som Overlærer.
I denne sin sidste Stilling blev han i Aaret 1852 gift med Henriette Marie Jensen, født i Mosviken 29de Novbr. 1833 af Forældrene Proprietair Anton Jensen, siden Eier af Gaarden Havsteen ved Throndhjem, og Hustru Fredrikke, født Støren.
Gud havde i hende skjænket ham en yndig og blid Hustru, med hvem han levede i et saare lykkeligt og af Herren rigt velsignet Ægteskab.
Berg var en sjelden dygtig Lærer, men noget streng og tilbøielig til at anvende Ironiens og Satirens Vaaben, i hvis Brug han besad en stor Overlegenhed. Han stod heller ikke dengang saaledes paa Troens og vor Kirkes Grund, som Tilfældet var siden, da han blev Præst. Han var stærkt paavirket af de tydske Philosopher navnlig af Hegel, og var temmelig skeptisk ligeoverfor enkelte af vore Dogmer.
Der foregik dog allerede i Throndhjem en Forandring med ham i denne Henseende, efterhaanden som Tanken paa at træde over i præstelig Virksomhed mere og mere rodfæstedes hos ham; – 5 af de Prædikener, som han holdt der, og som han siden udgav i Trykken, bære Vidnesbyrd om, at han allerede som Candidat var trængt frem til en troende Opfattelse af Christendommen. Hans senere Virksomhed bærer tydelige Spor af, at han var stærkt paavirket af Søren Kjerkegaard, hvis Skrifter han baade forstod og dybt skattede.
Sommeren 1855 udnævntes han til Sognepræst i det nyoprettede Levangers Sognekald, og han holdt sin Tiltrædelsesprædiken den 19de Trefoldighedssøndag eller 14de October s. A. Han optraadte strax med meget Alvor deels og fornemmelig mod den gjængse udvortes Christendom, ifølge hvilken man lader det beroe med den udvortes Skikkelighed, med at følge Skikken og være, som Folk er fleest, uden isandhed at følge
– XV –
den af Gud i hans Ord anviste Salighedsvei : at omvende sig og troe paa Christus og følge ham efter, – deels ogsaa mod den temmelig hyppige falske Lovretning, ifølge hvilken man ved egen Kraftanstrængelse troer at kunne udrette Noget til sin Salighed.
I sin Tiltrædelsesprædiken paaviste han, hvorledes Evangeliet om Syndernes Forladelse i Christo udelukker tvende farlige Afveie, deres, der ikke see og erkjende sin Synd, ikke have Begreb om, hvad Synd er, ingen Anger og Bedrøvelse føle over deres Synder og derfor heller ikke trænge til eller begjære fine Synders Forladelse, og deres, som mene, at Synden maa dødes og dræbes ved egen Kraftanstrængelse, og som i Evangeliet om Syndsforladelse see en Fristelse til at tage det altfor let med Synden.
Mod disse tvende farlige Retninger – fornemmelig mod den første – arbeidede han med Alvor og Nidkjærhed, uden at lade sig hindre af Menneskefrygt.
Klarhed, Liv, Dybde og Indtrængenhed i Forening med en vis Eiendommelighed i Opfattelsen og Behandlingen vare de Egenskaber, som især udmærkede hans Prædikener. Hans Ord maatte slaae ned, maatte bane sig Vei til Hjertet; thi de vare altfor klare og indtrængende, til at man kunde slaae dem fra sig.
Han mødte derfor ogsaa ligefra Begyndelsen meget stærk Modstand, især hos den verdslige Hob, som var fortrydelig over, at deres Christendom blev nedsat til en tom og død Ceremonietjenefte, med hvilken de umuligt kunde finde Naade for Herren.
Skjønt det netop var de gjængse falske mere eller mindre overfladiske Lovretninger, som han prædikede imod, og skjønt det var Jesum Christum og ham korsfæstet, som han vilde drage sin Menighed hen til, for at den kunde faae Naaden og Sandheden og Livet i ham at kjende, saa paadrog han sig ved sin Virksomhed netop den Bebreidelse, at han prædikede Lov, og at han lagde utilbørlig Vægt paa Gjerningerne.
Han pleiede derfor ogsaa ofte at gjøre den træffende Bemærkning : «Naar en Præst prædiker Lov, saa siger Massen, at han prædiker Evangelium : den tomme og aandløse Morallære, som forefindes i evangelisk Psalmebog, kalder Massen Evangelium, skjønt det er puur og bar Lov. Naar en Præst derimod holder Loven frem i sin hele Fylde som et Middel til at virke Syndernes Erkjendelse og som en Tugtemester til Christum, for at Trangen til Christus og til Forsoningen i ham kan blive levende i Hjerterne, og naar han viser, at Christus alene er Lovens Endemaal, og at der i ham alene er Forsoning og Liv og Salighed at finde, saa siger Mængden: det er en Lovprædikant».
– XVI –
Imidlertid havde hans Modstandere forsaavidt Ret, som han vistnok navnlig den første Tid, især søgte at forberede Hjerterne for Naadens Annammelse i Christ ved at holde Loven frem i hele sin Fylde.
Han saae i sin Menighed ikke et Samfund af sande Christne men en Samling af Døbte, hvoraf Flerheden gik paa den brede Vei; han troede, at Mængden, om den end ofte nok havde hørt Sandheden, selv igrunden var uvidende herom og i død Tro byggede paa Christi Fortjeneste, og han ansaae det derfor som sin Opgave at holde dette skarpt frem og levere Menigheven Beviset for denne Sandhed ved at paavise den Strid, som klarligen fandt Sted mellem det Liv, som ialmindelighed herskede indenfor den Menighed, hvis Tjener i Ordet han var, og det Liv, som Gud kræver i sin hellige Lov, som fuldkomment er aabenbaret i Christo, men som ogsaa i Skrøbelighed maa aabenbare sig hos alle dem, der formedelst Troen paa det i Christo bragte Forsoningsoffer have faaet sine Synders Tilgivelse, og paa hvem Christi Blod daglig aabenbarer sin helliggjørende og rensende Kraft.
Og naar han nu skulde tage Sagen fra Roden af, saa maatte hans Virksomhed naturligen blive mere missionarisk end opbyggende, mere rettet mod et Samfund af døbte Hedninger end mod et Samfund af troende Christne.
Men derover forargedes man; «han var ingen opbyggelig Præst», sagde man; «han rev ned, men gav Menigheden ingen evangelisk Trøst».
Man glemte, at Egenretfærdighedens overfladiske Grundvold først maatte rives ned, førend Christus kunde faa Rum og Væxt; man glemte, at han dog virkelig trøstede alle dem, der vare bedrøvede over sig selv og sin Synd, med Evangeliets søde Trøst. Og en ikke uvæsentlig Grund til Forargelsen var vistnok ogsaa den eiendommelig praktiske Maade, hvorpaa han tog Sagen. Han tog Forholdene saaledes som de vare; han forudsatte ikke noget Mere og Bedre, end hvad han selv havde erfaret, men fremstillede Alt saa simpelt og saa anskueligt, at Enhver kunde føle og tage derpaa.
Han udkastede de tydeligste Billeder af, hvorledes det stod til i Husene og i Hjerterne, saa at Eet af To var nødvendigt : enten maatte man forarges over Taleren eller ogsaa gaae ind i sig selv og give Sandheden Rum. Det var derfor ogsaa almindeligt at høre den Bekjendelse af ærlige Sjæle : «For hver Gang, jeg hører denne Præst, bliver jeg mere og mere misfornøiet med mig selv».
Og dette var ogsaa hans Opgave. Han vilde ikke underholde sine Tilhørere med vakre Taler, som, om de end ere christelige i sit Indhold, dog
– XVII –
paa Grund af sin Almindelighed lade de sovende Hjerter i god Ro; han vilde gjøre Hjerterne bedrøvede, for at de gjennem denne Bedrøvelse kunde naae frem til den fuldkomne Glæde, og han udtalte tidt i Slutningen af sine Prædikener, at han vilde være glad, om han kunde udrette dette, var det end blot hos en eneste Sjæl.
Men var det end saa, at Mange forargedes over det Korsets Evangelium, som han forkyndte, saa var der dog ogsaa paa den anden Side Mange, hvis Hjerter vare aabne for det Sandhedens Ord, hvis Tolk han var, og som hang ved ham med inderlig Kjærlighed.
Ved Nytaar 1856 lod nogle Tilhørere af hans Menighed 2 af hans Taler trykke; Søgningen til Kirken tog mere og mere til; Menigheden lærte mere og mere at forstaae og skatte ham, og især i de sidste Aar fandt han indenfor sin Menighed Anledning til at øve en rig privat Sjælesorg, da Flere og Flere kom til ham for at «lade sit Hjerte op» for ham.
Han tog sig med Alvor og Iver af Skolevæsenet, som han bragte paa en sjelden god Fod; ved at anvende Lovens Strænghed bevirkede han, at de hyppige Skoleforsømmelser mere og mere ophørte.
I sine Katechisationer var han som i hele sin Virksomhed eiendommelig klar og praktisk, saa at de Exempler, han benyttede, for at gjøre Børnene Sagen begribelig, ofte maatte lokke et Smiil frem paa Læben.
Hans Skriftetaler vare bestemte og strænge, og disse i Forbindelse med den hele Maade, hvorpaa han gik frem med Hensyn paa Skriftemaalet (efter en stræng Skriftetale, hvori han paaviste, at Gud kun tilgiver de Bodfærdige og Troende, hvis alvorlige Forsæt det er at flye Synden og følge Christum efter, bad han dem, der virkelig havde et saadant bodfærdigt Sind, om at gaae frem og give sin Bodfærdighed tilkjende ved at knæle ned for Herrens Alter; de Øvrige maatte blive borte derfra for ei at paadrage sig des større Skyld. Derpaa meddeelte han de Nedknælende ubetinget Syndsforladelse under Formelen : «Efterdi I ere bodfærdige og troende Syndere og have givet dette tilkjende ved at knæle ned for Herrens Alter, saa tilsiger jeg eder o. s. v.» Communicanterne maatte være tegnede Dagen forud, for at han kunde vide, hvilke det var, og have Anledning til privat at samtale med dem, med hvem han ansaae dette fornødent), virkede til, at flere og flere Navnchristne holdt sig borte fra Nadverens Nydelse.
Iøvrigt vil hans Prædikener afgive det bedste Vidnesbyrd om den Maade, hvorpaa han opfattede sin præstelige Virksomhed. Til Veiledning i denne Henseende
– XVIII –
tjene fornemmelig Prædikenerne paa 6te Søndag efter Paaske (hvori han gjør Rede for, hvorledes han har søgt at vidne om Christus) og, 5te Søndag efter Trefoldighed, samt endelig Prædikenen ved Bispevisitatsen i 1859 (den næstsidste i nærværende Samling).
Hans eiendommelig praktiske Maade træder maaske især frem i første Prædiken paa Fastelavenssøndag, Prædiken paa Palmesøndag og første Prædiken paa 10de Søndag efter Trefoldighed. Hvorledes han arbeidede mod «Skikkeligheden», hvorved Massen lader sig nøie, sees navnlig af den anden Prædiken paa 1ste Søndag efter Paaske og Prædikenerne paa Trefoldighedssøndag og 1ste Søndag efter Trefoldighed. Hvorledes han arbeidede mod de gjængse Laster og brugte disse Laster til deraf at paavise, hvorledes Satan holder Synderen i Trældom, sees navnlig af første Prædiken paa 19de Søndag efter Trefoldighed (mod Drukkenskabslasten).
Ifølge kongelig Resolution af 27de Januar 1859 blev Berg kaldet til Medlem af den paa samme Tid til Drøftelse af vore kirkelige Anliggender nedsatte Kirkecommission, i hvis Forhandlinger han deeltog fra disses Begyndelse i Marts 1859 til Juli Maaned samme Aar, og, da Commissionen siden atter traadte sammen, fra October 1860 til Paaske 1861.
Allerede i flere Aar havde hans Helbred været mindre god; et Par Aar efter at han var kommen til Levanger, kom et nyt Onde til de forrige, idet der dannede sig en Svulst i Ryggen, som især efter det første Ophold i Christiania (i 1859) tiltog i betænkelig Grad, saa at han ved Paasketid 1861 lod den underkaste en af de derværende Lægers Behandling. Han maatte fra den Tid af holde Sengen og kom sig siden aldrig saameget, at han mere blev istand til at fortsætte sin forrige kraftige Virksomhed i Kirkens Tjeneste.
Om den Virksomhed, han udfoldede som Medlem af Kirkecommissionen, tilhører det Fremtiden at dømme. Hans klare og grundige Arbeider om Ægteskabsspørgsmaalet (hvorom han ogsaa tidligere havde leveret en Afhandling i vort ældre theologiske Tidsskrift) og om den kirkelige Absolution, hvilke Spørgsmaal af Commissionen vare ham opgivne til Behandling, ville rimeligviis siden gjøres tilgjængelige for en større Almeenhed.
Det var Guds urandsagelige Villie, at det Onde, som havde fængslet ham til Sygeleiet, skulde sætte en Grændse for hans Virksomhed herneden. Han kom sig rigtignok saavidt, at han i August 1861 i Følge med sin Hustru, som i Begyndelsen af Mai s. A. var reist ned til
– XIX –
Christiania for at pleie ham, kunde vende tilbage til sin Menighed i Levanger og gjensee sine Smaa; men der var ikke indtraadt nogen alvorlig Bedring; nogle Dage efter sin Hjemkomst blev han atter nødt til at holde Sengen, og fra nu af reiste han sig ikke mere fra sit smertefulde Sygeleie.
Han døde den 5te November 1861 roligt og blidt, inderlig savnet af sin kjære Menighed, paa hvis Forbønner det ikke havde manglet.
Han havde paa sit Dødsleie flere aandelige Kampe, men han fik en seierrig og salig Bortgang. Idet han ved Guds Aand blev mere og mere fattig og elendig i sig selv, blev han styrket til med stedse stigende Trang men ogsaa med vorende Tillid at bygge alt sit Salighedshaab paa den i Christo givne uforskyldte Naade, – og nogle af hans sidste Ord til sin Hustru vare : «Jeg har det godt; jeg har alle mine Synders Forladelse».
Og saa tør vi da sikkert haabe, at han har det godt i Samfundet med Kirkens Herre, hvis Tjener i Ordet han var herneden.
Alle de, der nærmere kjendte Sognepræst Berg, ville have faaet Indtrykket af, at han var i Besiddelse af usædvanlige Aandsevner og gode Kundskaber, at han navnlig var en sjelden skarp Tænker, der med Klarhed, Liv og Lethed, i Forening med en vis eiendommelig Humor, forstod at give sine Tanker Udtryk.
At dette hans skarpe kritiske Blik i Forening med hans humoristiske Begavelse ofte gjorde ham noget haard og hvas i sine Domme, staaer ikke til at nægte, men de, som i hans sidste Aar kjendte ham nærmere, ville ogsaa vide, at han paa Bunden bar et Gemyt, der var bøiet i Aandens Skole og gjennemtrængt af christelig Forsonlighed.
Han var en tro og kraftig Arbeider i sin Herres Tjeneste; sine Kaldspligter røgtede han med Nidkjærhed og stor Uegennyttighed; hans Virksomhed i sin Menighed bar ogsaa øiensynlig rige Frugter; i Erkjendelse heraf har Menigheden besluttet at reise et Minde over hans Grav og at anskaffe et Portræt af ham til at hænge i Kirken.
Han var dernæst en kjærlig og øm Ægtefælle, der «vel forestod sit eget Huus»; den Maade, hvorpaa han omgikkes sin blide og fromme Hustru, ved hvem han hang med den inderligste Kjærlighed, mindede om Pauli Ord : «forekommer hverandre med Ærbødighed !» For sine Smaae, hvoraf de 6 – 4 Døttre og 2 Sønner – endnu ere ilive, 2 vare gangne forud, – var han en kjærlig Fader og en christelig Opdrager. Han var ogsaa en trofast Ven og er som saadan savnet og erindret af Mange.
– XX –
Bergs fromme og blide Hustru skulde ikke længe færdes her som den sørgende Enke; hun havde sin Frelser kjær, og Guds Aand havde nedlagt i hendes Hjerte en hende selv uforklarlig Længsel efter at fare herfra; Gud stillede denne Længsel; den 23de Februar 1862 fulgte hun sin «Ungdoms Herre» i Døden, og de 6 Smaae stode nu fader- og moderløse tilbage.
Men Gud havde allerede forud sørget for dem; de have allesammen fundet et godt Tilhold hos Slægtninge i Throndhjem. Herren bevare de Smaae for Jesu Skyld i og ved den i ham givne Naade, – han bevare os Alle i denne Naade, saa vi som de maae samles til et saligt Møde med de i Jesu Tro Forudgangne !



















































