Flere traadte nu sammen, og i London holdtes den 7de Marts 1804 en Forsamling, hvor Planen for det nuværende brittiske Bibelselskab blev fremlagt og antaget. Kun Biblen skulde Selskabet udbrede og det efter den autoriserede Oversættelse uden Anmærkninger og Forklaringer; først og fornemmelig vilde man sørge for det brittiske Riges Indvaanere, siden ogsaa, saavidt muligt, for den øvrige Verdens Beboere.
Lord Teignmouth, forhen Generalgouverneur i Ostindien, blev valgt til Selskabets Præsident, flere Bisper, Lorder og Parlamentslemmer til Vicepræsidenter, og en Committee nedsattes til at besørge Selskabets almindelige Anliggender. Sagen vandt snart talrige og varme Deeltagere.
– 14 –
Allerede det første Aar beløb Selskabets Indtægt sig til omtrent 27,000 Spd. og denne steg efter 12 Aar til omtrent 460,000 Spd.
I 1816 fandtes der i Storbrittanien og Irland 544 mindre Bibelselskaber og i de første 12 Aar havde det brittiske Blbelselskab ladet trykke Bibler og Nye Testamenter i 18 forskjellige Tungemaal, og over en Million Bibler og Nye Testamenter paa Engelsk. Derhos har det med rosværdig Iver og gavmild Haand understøttet Oprettelsen af lignende Bibelselskaber i andre Lande. I de fleste nordeuropæiske Lande oprettedes Bibelselskaber, hvoraf de fleste bleve understøttede af Moderselskabet i London, og disse forsynede med den hellige Skrift ei blot de Lande, hvori de stiftedes, men ogsaa andre Lande, hvor lignende Selskaber ei kunde stiftes, som i de katholske Lande; thi i dem forbød Paven slige Selskaber. Ikke alene i Europa, men ogsaa i de øvrige Verdensdele oprettedes Bibelselskaber, blandt hvilke det ostindiske i Calcutta og det nordamerikanske især have viist overordentlig Virksomhed.
Rundt omkring i Landene vare Bibelselskaber oprettede, og frisindede fromme Mænd arbeidede med rastløs Iver forat gjøre Livets Ord bekjendt og tilgjængeligt for alle Folk, baade for dem, som ere Christne, og for dem, som endnu sade i Mørkhedens og Vankundighedens Dale; men i det protestantiske, det fribaarne Norge syntes man kun lidet at bekymre sig om den høivigtige og hellige Sag, skjøndt man blandt Norges Klipper sjeldnere end i de øvrige protestantiske Lande fandt Guds aabenbarede Ord blandt Folket, ja der gaves Tider, hvor det i hele Norges Land var forbundet med Vanskelighed at faae kjøbt en Bibel.
Dog blandt den ligegyldige Slægt fandtes der
– 15 –
Nogle, der havde Øie og Sind for dette hellige Anliggende og nogle af disse forenede sig for omtrent 30 Aar siden og udstedte til Norges i politisk Henseende nys gjenfødte Folk en Indbydelse, hvis Begyndelse lød saaledes :
Alt er mere end 1800 Aar henrundne fra den Tid af, da første Gang det glade Budskab lød paa Jorden, at os en Frelser var født i Davids Stad, at Naadens Dør ved ham var aabnet for den faldne Menneskeslægt. Ikkun faa ringe Hyrder var det, hvem dengang disse glade Tidender bragtes af de himmelske Hærskarer; men mange, utallige vare de, der siden i Tidens Løb have modtaget det trøste fulde Budskab; thi ikke blev det uopfyldt, hvad Frelseren sagde til sine Disciple, inden han vendte tilbage til sin himmelske Fader : «Gaaer hen og lærer alle Folk og døder dem i Faderens, Sønnens og den Hellig Aands Navn!»
Ei blot vandrede disse hans Udsendte Landene om og udsaaede Ordets Sæd, at det bar rigelig Frugt; men de nedskreve og hvad han havde lært dem, alt som Aanden gjentog det i deres Indre, og de fæstede saaledes i varige Tegn den levende Røst, at den maatte saaes uforvansket og klart til de sildigste (seneste/red.) Slægter, og at Ordet kunde vandre fra Land til Land, fra det ene Folk til det andet, bringende Betleren saavelsom Fyrsten Fredens og Naadens glade Budskab.
Visseligen have vi ogsaa Aarsag til at glæde os over, at Læren ei blot ved mundtlig Overantvordelse er bleven forplantet til os. Der vare mørke Tider, i hvilke man gjemte den hellige Skrift, som var den blot for de Vise og Lærde, omendskjønt dog Frelseren selv har sagt, «at for de Umyndige og for de Fattige skulde Evangelium prædikes».
– 16 –
Følgen var og, hvad stedse vil skee, hvor Biblen glemmes, at Menneskepaafund udgaves for Herrens Ord, og at den menneskelige Aand blev bunden med beskjæmmende Lænker.
Hine Tider ere forbi. Luther brød Pavemagtens Aag, da dens Time var kommen, og Bogtrykkerkunsten gjorde det muligt, at Biblen nu kunde komme ei blot i Palladset og i den Lærdes Kammer, men og i Bondens Stue. ––
Ved denne Indbydelse, som Norges 5 Biskopper i Forening med Slotsprest Pavels og Professor theologiæ S. Hersleb udstedte den 11te Juni 1815, opfordredes det norske Folk til at understøtte Oprettelsen af et norsk Bibelselskab, hvis Formaal er, «i alle Landets Egne at fremme Udbredelsen af sand christelig Kundskab og af et christeligt Sindelag, og til den Ende bestræbe sig for at Bibler kunde vorde trykte her i Norge og solgte for en saa billig Priis, at Almuesmanden kan, naar han vil, overalt i Landet skaffe sig den guddommelige Bog, der er vor Religions reneste Kilde, og som efter den lutherske Kirkes Grundprincip bør komme til alle Christnes Kundskab».
Da vor nu afdøde Konge, daværende Kronprinds Carl Johan, med gavmild Haand understøttede Sagen og man havde erfaret, at Indbydelsen havde fundet om end ikke almindelig, saa dog saa megen Deeltagelse, at man kunde ansee Selskabet stiftet, indbøde de nysnævnte Mænd, som da vare samlede i Christiania, deres Landsmænd til et Møde den 26de Marts 1816 i Vor Frelsers Kirke i Christiania, hvor de Tilstedeværende vedtoge et Udkast til midlertidige Love for Selskabet, og i Overeensstemmelse med dem (med lovene/red.) udvalgte «til at føre Hovedbestyrelsen af Selskabets Anliggender» en Centralcommittee, blandt hvis
– 17 –
Medlemmer, foruden Biskoppen over Akershuus Stift J. Bech (Julius Bech/red.), vare de i vor Kirke bekjendte Mænd Professor S. Hersleb, Lector Stenersen, og Slotsprest, siden Biskop, Pavels. Foruden en Gave fra Kronprindsen, Carl Johan, som bestod af 6600 Rd. Banco, indkom ifølge den førnævnte Indbydelse i frivillige Bidrag eengang for Alle 8687 Spd. 110 Sk. og i aarlige Bidrag 610 Spd. 112 Sk.
At følge Selskabet paa dets Virksomhedsbane Aar for Aar, hvilket vilde være det samme som at gjøre et Udtog af de aarlige Beretninger, hvoraf Selskabet har overleveret til Offentligheden 28, vilde være et vidløftigt og mindre hensigtssvarende Arbeide. Vi ville derfor indskrænke os til i nogle Hovedstrøg at paapege og skildre Bibelselskabets Virksomhed i vort Fødeland.
Det Maal, Selskabet satte sig selv, var : at fremme den hellige Skrifts Udbredelse blandt Almuen, især i vort Fædreneland, og tillige lade mindre Skrifter uddele, der kunde fremme christelig Oplysning og Opbyggelse.
Den første Gjenstand for Centralcommitteens Opmærksomhed var at faae et med Selskabets Midler passende Oplag af det Nye Testamente trykt. Da den ældre kirkelige Oversættelse ei var fri for Trykfeil og paa nogle Steder var mindre heldig oversat, paatog Biskop Bech, Professor Hersleb og Lector Stenersen sig at sammenligne den ældre Oversættelse med Grundtexten og med samvittighedsfuld Varsomhed at rette de aabenbare Feil og de Steder, hvor man ved en liden Forandring i Ordene eller Udtrykket haabede at kunne give Oversættelsen mere Tydelighed for den eenfoldige Læser.
– 18 –
Af den saaledes reviderede Oversættelse udkom 1820 et Oplag af 6000 Exemplarer paa Opfostringshusets Bogtrykkeri i Christiania.
Ligesaa stor som Mangelen var paa Bibler og Nye Testamenter, ligesaa stor, om ei større, var den paa de anordnede og almindelige Lærebøger i Religionen, da baade Bogtrykkerier og Boghandel her i Landet i de Dage vare i deres Barndom. Centralcommitteen lod derfor i Slutningen af Aaret 1816 trykke 10,000Exemplarer af Luthers mindre Katechismus og derefter 14,000 Exemplarer af Saxtorfs Udtog af Pontoppidans Forklaring, hvilke Bøger deels solgtes for en efter de Tiders Leilighed billig Priis, deels uddeeltes uden Betaling til Trængende.
Efterat den første Trang i denne Retning var afhjulpen, foregik der en Forandring med Maalet for Selskabets Virksomhed. Det brittiske Bibelselskab tilbød det norske en Understøttelse af omtrent 3500 Spd., dog under den Betingelse, at det norske Bibelselskab ligesom det engelske kun skulde beskjeftige sig med Udgivelse af Nye Testamenter og Bibler og ei med andre Bøger. Efter adskillige Overveielser blev man endelig enig om at modtage dette Tilbud og foretage den ønskede Indskrænkning i Blibelselskabets Virksomhed.
For at det norske Folk imidlertid ei skulde lide Mangel paa mindre Skrifter, der kunde fremme christelig Oplysning og Opbyggelse, foranledigede Centralcommitteen Oprettelsen af et nyt Selskab, der stiftedes 1825 under Navn «Selskabet for christelige Underviisnings- og Andagtsbøgers Udgivelse» og som Bibelselskabet udstyrede ved at give samme sin Beholdning af Pontoppidans Forklaring og Luthers Katechismus til en Værdi af 775 Spd. 64 Sk. og derhos 1600 Spd., hvoraf skulde dannes
– 19 –
et Fond, som skulde anvendes til at udgive «ABCer, der indeholde den christelige Børnelærdom, Luthers liden Katechismus, Saxtorfs Udtog af Pontoppidans Forklaring og hvilke andre Bøger til Almuens Underviisning i den christelige Religion, Regjeringen maatte sanctionere. Denne Blibelselskabets Datter, som fremdeles lever og virker, har viist sig sin Moder værdig og trolig virket til Guds Riges Udbredelse blandt os».
Understøttet af det brittiske Bibelselskab henvendte det norske Bibelselskab nu sin udeelte Opmærksomhed paa at besørge Nye Testamenter og Bibler anskaffede og uddeelte trindt (rundt/red.) om i Landet. Da det første Oplag paa 6,000 Expl. ei var tilstrækkeligt, foretoges et nyt Oplag paa 10,000 Exemplarer, og da den gamle kirkelige Oversættelse i flere Henseender efterlod Meget at ønske, paatog den af Bibelselskabet saa høit fortjente Professor Hersleb sig det vanskelige Arbeide, at foretage en ny og alvorlig Revision eller rettere ny Oversættelse af det Nye Testamente efter Grundsproget, og af denne fortrinlige Oversættelse blev der 1833 trykt et nyt Oplag paa 10,000 Exemplarer og 1836 et Ditto af samme Størrelse.
At faae en ny revideret Oversættelse af det Gamle Testamente, som høiligen tiltrænges, har længe været Gjenstand for Selskabets Ønsker og Bestræbelser, og i 1842 blev dette vanskelige og vidløftige Arbeide overdraget Professor Kaurin og Pastor Wexels.
Bibelselskabet indskrænkede sig imidlertid ei til at trykke Nye Testamenter og sørge for at Bibler overalt i Landet var at erholde tilkjøbs for en billig Betaling,
– 20 –
hvori det trofast understøttedes af det brittiske Bibelselskab, der gjennem sine Agenter udbredte Bibler og Testamenter i 1000 Tal; men ogsaa ved aarlig at uddele Testamenter og Bibler uden Betaling til Trængende rundt om i Landet, hvor Længsel sporedes efter Guds aabenbarede Ord.
Selskabet stræber ogsaa at vække og vedligeholde Deeltagelse for Selskabet og dets hellige Øiemed ved aarlig at udgive en trykt Beretning, hvori Centralcommitteen aflægger Regnskab for Selskabets Midler, Virksomhed og Frugter rundt om i Landet.
Det norske Bibelselskab indskrænkede dog ikke sin Virksomhed blot til Udgivelse af norske Testamenter og Bibler. I vort Fødeland findes ogsaa et lidet Folk, der tale et fra vort ganske forskjelligt Tungemaal. Det boer høit mod Nord og kaldes Lapper, og havde aldrig seet Guds aabenbarede Ord i deres eget Tungemaal. Til at skaffe dette lille Folk, som saa længe havde sadt i Vankundighedens Mørke, Evangeliets klare Lys havde Herren kaaret sig et Redskab i vor Tids Hans Egede, Finmarkens Apostel Presten Stockflet, som med beundringsværdig Flid og sjelden Opoffrelse helligede de ringeagtede Lapper sin udeelte Opmerksomhed, lærte deres Sprog og skaffede sig snart saa grundig Indsigt deri, at han kunde tilbyde Bibelselskabet at oversætte det Nye Testamente paa det lappiske Sprog. Selskabet understøttede ham deri med stor Beredvillighed, og Udfaldet blev, at Lapperne nu have erholdt det Nye Testamente og flere Bøger oversatte i deres eget Tungemaal, hvilket saare meget glædede dem.
Af det Anførte kunne vi see, at det norske Bibelselskab har viist en rosværdig Virksomhed fra sin Side for
– 21 –
at fremme Selskabets høie og hellige Maal, og det staaer nu kun tilbage at vise, hvorledes det har stræbt at vække Deeltagelse for denne Sag blandt Folket og hvilken Jordbund den hellige Sæd der fandt.
For at understøtte Centralcommitteen i dens Virksomhed og give Selskabet dets indre Organisation, oprettedes i Stiftsstæderne og i Nordlandene Stiftscommitteer eller Stiftsafdelinger, og Presterne opfordredes til at oprette mindre Selskaber, hvis Virksomhed hovedsagelig skulde bestaae i at indsamle Bidrag, udbrede Selskabets Skrifter, fremme disses Hensigt, og give Bestyrelsen Raad, Oplysning og Veiledning til den fælleds Hensigts Opnaaelse.
I Akershuns, Throndhjems og Bergens Bispedømmer have Stiftscommitteerne været i stadig Virksomhed, og i disse Stifter synes Selskabets hellige Øiemed at have fundet mest Anerkjendelse og nydt mest og varigst Understøttelse. I Christiansands og Nordlandenes Bispedømmer have Stiftscommitteerne indtil de sidste Aar hverken virket med saa stadig Iver, ei heller fundet blandt Folket saa megen Erkjendelse og Understøttelse. Den mindst tilfredsstillende Side af Bibelselskahets Historie er den deels ringe, deels lidet stadige Anerkjendelse og Deeltagelse, som dette Anliggende har fundet hos den norske Almue, for hvis Skyld og til hvis Bedste denne Sag baade blev begyndt og nu snart i 30 Aar er drevet. Vistnok har det paa enkelte Steder lykkets ret nidkjære Prester at faae Underafdelinger af Bibelselskabet oprettede, vistnok have flere af disse ved den Mængde, som paa engang traadte ind i samme, givet lysende Forhaabninger om, at den gode Sæd der havde fundet frugtbar Jordbund, hvori den vilde
– 22 –
bære mange Fold; men som oftest skuffedes Forventningen, og ved Prestens Bortflyttelse eller Død, ja stundom endnu tidligere, endog efter et Par Aars Forløb, kjølnedes Iveren og Selskabet sygnede hen og døde.
De vare som oftest kun lysende Stjerneskud i den mørke Nat, og det gik Iagttageren som naar han paa en skjøn Vaardag seer en spirende Ager, der lover en herlig Grøde, men som en eneste Frostnat derpaa dræber. Som saadanne Stjerneskud kunne desværre en stor Deel af vort Bibelselskabs Underafdelinger betragtes. Nogle synes at være døde saa at sige i Fødselen, som f. Ex. i Molde, Christiansund, Aker, Edsberg, Leganger o. Fl. Andre fristede en meget lovende men kort Tilværelse, som Gjerpen, Drammen, Surendal, Volden o. Fl.; og atter Andre, som Underafdelingerne i Tønsberg, Sellø, Frosten, Hevne, Borsen og Nordre Oudalen, som stiftedes af de for Bibelselskabet saa utrættelige og af samme høit fortjente Prester Tandberg, Viderø, N. Parelius og Dahl, opløstes igjen ved hine Mænds Bortflyttelse eller Død.
Ei uden Vemod hører man de Ord, hvormed Oldingen Sogneprest Stenbock i Eidanger 1842 anmelder Opløsningen af den Underafdeling, som ved hans Bestræbelser stiftedes 1822. «Maatte Eidangers Underafdeling», saaledes udtrykker Oldingen sig, «være den eneste i hele Fædrenelandet, der ikke kunde afsee nogle faa Skillinger til en saa gudelig Hensigts Opnaaelse, saa skulde det dog være en Trøst for mit gamle Hjerte».
Som en ærefuld Undtagelse fortjener derimod at nævnes Underafdelingen i Skogn i Throndhjems Stift, hvor det lykkedes den virksomme og for Bibelselskabets Maal
– 23 –
saa varmt følende Sogneprest Arentz ei blot at faae stiftet en Underafdeling 1828, men i henved 17 Aar at vedligeholde den samme Deeltagelse for dette vigtige Anliggende. Selskabet (i Skogn/red.) har fra dets Stiftelse til 1842 uddeelt 357 Testamenter, deels til Trængende, deels til fattige Confirmander og deels til Skolerne og Andre. For at vænne Almuen til at læse Bibelen med Forstand og til Opbyggelse holdt Hr. Provsten nogle Gange aarlig i 10 Aar Bibellæsning i Levangers Kirke, hvilke Foredrag almindelig flittig besøgtes.
See vi nu desuden hen til de mange Prestegjeld, ja hele Provstier, hvor man intet Spor af Virksomhed eller Deeltagelse opdager, med Undtagelse af, at Presterne paa de fleste Steder yde et aarligt Bidrag, saa er det vistnok sandt, at vi ei kunne glæde os over, at denne Sag i det Hele har fundet eller finder den levende Deeltagelse, den kraftfulde Understøttelse, som man vistnok havde Grund til at haabe og vente af et frit og selvstændigt protestantisk Folk, for hvem Guds aabenbarede Ord er Kirkens Grundvold.
Dog nære vi det glade Haab, at den Herre, hvis Naade er uendelig, vil lægge sin Velsignelse til den Sæd, som nu rigelig er udsaaet i Norges Dale, og lade det Guds Ord, som nu er let at erholde for Enhver, som føler Længsel derefter, bære velsignelsesrige Frugter fra Fyrstens Hal til Armodens Hytte; ja vi nære det faste Haab, at det evige Lys vil straale klart og varmt og lede det hele Folk gjennem Prøvelsens Land, paa det at det ei vildledes af Irlys, ei bøier sig for Afguder, men kjæmper en ærlig Kamp for Sandhed og Fred, og at det ved fast Tro, christelig Ydmyghed og varm Kjærlighed vil paa
– 24 –
Udvælgelsens store Dag findes værdig til at indgaae til den evige Fred. Herren see i Naade ned til sin lille Hjord, han styrke den ved sit Ord og sin Aand til at finde den smale Vei, som fører til Livet !
Herre, sign dit Folk, Du, som er Veien, Livet og Sandheden ! Hellige os i din Sandhed, dit Ord er Sandhed; lad det lyse for os Alle paa Livets Vei til den evige Salighed.
Amen.