– i boken : “Norge i det nittende aarhundrede. Tekst og billeder af norske forfatter og kunstnere”. Forlagt og trykt af Alb. Cammermeyers Forlag og Centraltrykkeriet. Kristiania. 1900.
De vigtige nationale begivenheder i vort aarhundredes begyndelse, universitetets oprettelse og Norges politiske frigjørelse, blev ogsaa af den største betydning for vor kirke. Dermed var betingelserne skabt for at den norske kirke kunde leve sit eget liv og udvikle sig selvstændig i overensstemmelse med de hos os givne forhold.
Imidlertid medførte den politiske omskiftelse i 1814 ingen synderlig forandring for vor kirke i retslig henseende. Dens forhold til staten blev væsentlig det samme, kun at staten nu var en anden og var gaat over fra at være enevældig til konstitutionel.
Den kirkelige lovgivning blev ligesom den verdslige lagt i stortingets haand, den kirkelige administration, som tidligere havde hørt under det danske kancelli, henlagdes til et eget norsk departement, og kirkens embedsmænd, som før var udnævnt af den dansk-norske konge, modtog fra nu af udnævnelse af den norske konge. Forholdet til fremmede religionsbekjendere blev i det væsentlige uforandret.
Dog skede der en liden forandring, forsaavidt som grundloven, samtidig med at den fastslog den evangelisk-lutherske religion som landets offentlige religion, dog ikke som før principielt udelukked fremmede religions-bekjendere fra riget med undtagelse af katolske munke, jesuiter og jøder.
Hvad der i det store og hele gjælder kirkens retsligc forhold gjælder ogsaa dens praksis, dens skikke, dens kultus, dens lære- og salmebøger o. s. v.; vi tog alt i arv fra dansketiden.
Ligesom den dansk-norske kirke helt fra reformationen af havde fulgt den tyske protestantismes udvikling, saaledcs var tilstanden inden vor kirke ved overgangen til vort aarhundrede den samme som i Tyskland. Med andre ord oplysningen og rationalismen var i færd med at fortrænge ortodoksien og hvad der var igjen af pietisme.
Tiden fra 1800 til 1820 kan betegnes som fornuft-kristendommens glansperiode i vort land.
Hvilken indgang den fik blandt vor geistlighed kan tildels ses af biskopernes forhold til den. I Kristiania arbeidede 1804 – 22 biskop dr. Fredr. Jul. Bech med iver og held paa at gjøre det omfangsrige Akershus stift delagtigt i «oplysningens» goder. Paa Kristiansands bispestol sad 1798—1803 en af de ivrigste rationalister som Norge har eiet, nemlig dr. Peder Hansen, og begge hans nærmeste efterfølgere, den lærde og distraite dr. Jens Block (1804 – 05) og den humane Johan Keyser (1805-10), tilhørte samme retning.
Paa Bergens bispestol møder vi den eneste af hin tids bisper som i sin teologi ikke havde bøiet knæ for tidsaanden, nemlig den kraftfulde, baade som digter og taler begavede Johan Nordahl Brun (1803—16), kirketroens modige forkjæmper og tillige den mest imponerende personlighed den norske kirke har frembragt i vort aarhundrede.
Men med hans eftermand Claus Pavels (1816 – 22) holdt tidsretningen, omend i sterkt afsvækket form, sit indtog ogsaa paa Bergens bispestol, og en forandring skede først ved biskop dr. Jacob Neumanns død 1848.
Trondhjems biskop, den begavede og originale dr. Peder Olivarius Bugge (1804-42), var vistnok aldrig helt rationalist, men forbandt dog med en herrnhutisk farvet fromhed en rationaliserende tilbøielighed; han nærmed sig imidlertid mer og mer kirketroen. En lignende bevægelse fra fornuftkristendom til en mere bibelsk tro foregik ogsaa hos den første biskop i det nyoprettede Tromsø stift, den djerve og folkelige Matthias Bonsach Krogh (1804—28).
Ligesom biskoperne var vistnok ogsaa størsteparten af den øvrige geistlighed mer eller mindre smittet af rationalismen. Dog fandtes der endnu ikke saa faa prester af den gamle skole som, om de end var børn af sin tid og tildels ivrig deltog i dens oplysningsbestræbelser, dog holdt fast ved det gamle trosindhold og lod det komme frem i sin forkyndelse.
Som et eksempel instar omnium nævner jeg her den bekjendte provst Nils Hertzberg i Kinservik (død 1841).
Dertil kom, at navnlig landsfolket forblev i det store og hele uberørt af fornuftkristendommen og næred sit religiøse liv ved opbyggelsesbøger fra ortodoksiens og pietismens tid.
En ganske god maalestok for rationalismcns magt i menighederne er den modtagelse som den evangelisk-kristelige salmebog fik. I byerne blev den for det meste indført, men paa landet mødtc den næsten overalt sterk modstand. I Bergens stift f. eks. blev den ikke indført i et eneste prestegjæld.
Rationalismen bærer hos os i det hele det samme præg som andetsteds. Nogen videnskabelig stræben kunde den paa grund af forholdene ikke i synderlig grad lægge for dagen. Derimod gav den sig helt hen til oplysningstidens almindelige praktiske bestræbelser : modarbeidelse af drukkenskab og usedelighed, udbredelse af sund og fornuftig oplysning ved ophjælp af skolevæsenet samt oprettelse af sognebiblioteker og læseselskaber, ordning af fattigvæsenet, arbeide for økonomiens og næringsveienes fremme o. s. v.
Religiøs sans var den derimod væsentlig blottet for, og derfor er vor kirke i rationalismens tid meget fattig paa bestræbelser af kirkelig og religiøs art.
Under saadanne forhold var det kun rimeligt at folk med dybere religiøs trang søgte at tilfredsstille den hos separatisterne. Af saadanne var der paa grund af det herskende strenge statskirkesystem ikke mange, og det er kun herrnhuterne som her kan komme i betragtning.
De havde under Struensees og Guldbergs styre faat større frihed, og ved overgangen til von aarhundrede fandtes der herrnhutiske forsamlinger eller spredte tilhængere af brødremenigheden paa flere steder i Norge.
Hos os som i Tyskland var brødremenigheden visselig et tilflugtssted for mange fromme sjæle, selv om det herrnhutiske væsen neppe har meget tilfælles med den norske folkekarakter.
Af en uhyre meget større betydning end den modstand mod rationalismen som brødremenigheden bød, var den reaktion som allerede fra slutningen af det 18. aarhundrede var begyndt i statskirken selv, en reaktion der fra en ringe begyndelse vokste sig sterkere og sterkere, helt til den henimod midten af vort aarhundrede havde veiret rationalismen bort.
Jeg sigter først og fremst til den haugianske bevægelse.
Det var fra folkets egen midte, ikke fra geistligheden, denne bevægelse reiste sig; saavel i sit udspring som i sit videre løb tilhørte haugianismen den norske almue. Dette fortjener at bemerkes af to grunde : for det første var bevægelsen som saadan heltigjennem norsk, og for det andet træder ved den for første gang siden foreningen med Danmark den norske bonde for alvor ind som et selvstændigt og betydningsfuldt led i vort aands- og samfundsliv.
Baade af disse og andre aarsager er Haugianismen uden sammenligning den interessanteste foreteelse i vor kirkes historie i den første halvdel af vort aarhundrede, og den danner for en væsentlig del udgangspunktet for den følgende kirkelige udvikling.
Hans Nielsen Hauge, født i Tune prestegjæld 3. april 1771, var selv bondegut og havde ikke faat anden uddannelse end den yderst tarvelige undervisning som dengang bødes den norske almue.
Hans religiøse liv var saavel vakt som næret ved hjemmets religiøsitet, ved bibelen og den lutherske opbyggelseslitteratur han hjemme forefandt.
I 1796 opleved han paa underbar maade sit aandelige gjennembrud, og allerede det følgende aar begyndte han sin virksomhed som bodsprædikant.
Indtil 1804 var han næsten uafbrudt paa færde, vandrende for det meste tilfods fra bygd til bygd, snart i de sydlige, snart i de nordlige egne af landet. Hans reiser strakte sig ogsaa til Danmark. Hvor han kom samled han folk til konventikler eller opbyggelser, ofte optil fire om dagen, og dels ved improviserede prækener, dels ved samtaler med den enkelte søgte han at vække de sovende til bod.
Hans forkyndelse, der var baaret af stort alvor og personlig grebethed, slog sterkt an blandt landsfolket. Resterne af den gamle pietisme og delvis af den herrnhutiske vækkelse slutted sig naturligen til ham.
Rundt om i bygderne saavelsom blandt byernes middelklasse danned der sig større eller mindre kredse af vakte, der lededes af de “ældste” og samledes til opbyggelser i husene. Gjennem en udstrakt brevveksling vedblev Hauge at lede bevægelsen over det hele land.
For at række desto længere udfolded han en livlig forfattervirksomhed. Trods sin mangelfulde form slog hans bøger ikke mindre an end hans forkyndelse, og de udkom gjentagne gange i store oplag.
Hvad arten af Hauges forkyndelse angaar, da bevæged den sig i den konfessionelle lutherdoms spor, men paa grund af dens karakter som bods- og vækkelses- præken fik den uundgaaelig et udpræget etisk og strengt lovmæssigt drag. Dette hang ogsaa sammen med det pietistiske livsideal, som han havdc tilegnet sig, og som han bibragte sine tilhængere.
De holdt paa en streng afsondring fra “verden”; verdslige fornøielser fordømtes som stridende med det alvor der sømmed sig for de omvendte. Imidlertid ytred Hauges verdensflugt sig ikke paa den sygelige pietismes vis som foragt for det borgerlige kald med dets pligter og opgaver. Tværtom, troskab og dygtighed i det jordiske kald har været et særkjende for Hauge og hans retning. Med sit skarpe forretnings-blik og sin virkelyst har Hauge indlagt sig fortjenester af sit lands økonomi; betydelige forretningshuse og industrielle anlæg skylder ham og hans venner sin tilblivelse, og haugianere tog virksom del i vort offentlige politiske liv baade i 1814 og senere.
Til trods for sin rettroenhed og den agtelse han gjennemgaaende viste overfor geistligheden og de kirkelige institutioner, kunde Hauge ikke undgaa at komme paa kant med de kirkelige myndigheder. Hans forkyndelse og hele optræden blev af rationalisterne betragtet som grovt sværmeri og mysticisme og som forsøg paa sekt-dannelse. Selv for de ortodokse var en fri lægmands- forkyndelse i hin tid noget saa fremmed, at om de ikke ligefrem modarbeided Hauge, saa havde de som oftest heller ingen sympati for ham.
Hans fiender havde et bekvemt middel imod ham i den bekjendte forordning om gudelige forsamlinger af 13. januar 1741 (konventikel-plakaten), hvorved al omreisende og offentlig lægprædikantvirksomhed var forbudt.
Efter gjentagne kortere arrestationer blev Hauge i 1804 pludselig afbrudt i sit arbeide ved en offentlig fængslingskjendelse og ført til Kristiania, hvor hans forhold skulde undersøges af en dertil nedsat kommission. I hele 9 aar varte undersøgelsen, og af disse sad Hauge fængslet de 7.
Over 600 vidner af hørtes, og erklæringer indhentedes fra landers geistlige og verdslige embedsmænd. Medens fra først af kun faa, f. eks. biskop Brun, havde røbet nogen forstaaelse af det berettigede ved Hauges optræden, synes dommene om ham at være blevet mildere, efterhvert som processen skred frem.
Ansete mænd som biskop Bugge og grev Wedel fremhæved nu bevægelsens gode sider. Fra enkelte hold, navnlig i det trondhjemske, vidste man at berette om uhyggelige udskcielser blandr de vakte; dog kunde de ikke lægges Hauge tillast.
Først i december 1814 faldt dommen, og den lød paa 2 aars slaveri. Overkriminalretten forandred dog straffen til en mulkt paa 1000 rigsdalcr og udredelse af sagcns omkostninger. Dommen grundedes paa overtrædelse af kon- ventikelplakaten og uforsigtige udtalelser mod geistligheden. En anklage som gik ud paa at Hauge havde villet stifte en egen sekt, samt for forsøg paa “egennyrtig berigelse” faldt bort som ubevislig og ugrundet.
Efter sin løsladelse af fængslet trak Hauge sig med knækket helbred tilbage til privatlivet og døde 29. mars 1824 paa sin gaard Bredtvedt nær Kristiania, agtet af høie og lave.
Han opleved forbudene paa en ny tid baade for den af ham selv reiste bevægelse og for den norske kirke i sin helhed.
Lægmandsvirksomheden, som under hans lange fængsling havde sygnet hen, skjød ny fart gjennem en række af Hauge vakte mænd, som fortsatte i hans aand, og allerede hørtes der tale om en og anden prest der støtted dem.
Den haugeske vennekreds blev efter Hauges død hjemsøgt af en bitter strid, Bachestriden; men det blev blot en forbigaaende krise.
Fra myndighedernes side blev der efter processen mod Hauge ikke lagt bevægelsen synderlige hindringer i veien. I 1842 blev der endelig git den frit løb, idet konventikelplakaten blev ophævet.
I de første 2—3 aartier af vort aarhundrede frembød den religiøse folkebevægelse i vort land et temmeligt ensartet billede, og den forløb i denne tid i det hele taget sundt og normalt. Men som enhver sterk religiøs bevægelse undlod den ikke at skyde enkelte vanskud og fremkalde yderliggaaende retninger, som Haugianismen imidlertid ikke vedkjendte sig, og som ogsaa selv optraadte i skarp modsætning til denne.
De ytred sig enten i form af en ensidig objektivisme, en outreret betoning af retfærdiggjørelsen af troen i modsætning til haugianernes fremholden af troens bevisning i livet, som hos de saakaldte sterkttroende, eller de ytred sig som en ligesaa ensidig subjektivisme, der kom til udslag i feigianernes profetdømme og paa en sørgelig maade i Ole Sørflatens libertinisme. Haugianismen holdt sig som helhed fri for alle udskeielser og sikredes netop derved en afgjørende betydning for vor kirkes udvikling.
Men ved siden af haugianismen møder vi fra omtrent 1814 af ogsaa blandt geistligheden og de dannede en stedse sterkere strømning som bevæged sig bort fra fornuftkristendommen og tilbage til kirketroen. Den stod under indflydelse af den religiøse vækkelse udenfor Norge, navnlig af den ved Grundtvig og Mynster reiste kirkekamp i Danmark. Denne bevægelse udgik især fra vort nye universitets to første teologiske professorer Hersleb og Stenersen og fra deres yngre samtidige presten W. A. Wexels (se artikelen om teologien).
Et vidnesbyrd om den vaagnende religiøse interesse var oprettelsen af det norske bibelselskab (1816) samt det derfra udskilte “selskab for kristelige undervisnings-og andagtsbøgers udbredelse” (1820), virksomheder hvori forøvrigt rationalister og rettroende kunde enes. Et andet tegn paa nyt liv var den vaagnende missionssans, hvortil fornemmelig Brødremenigheden gav stødet.
I 1825 gjenoptoges den under pietismen grundlagte, men af rationalismen forsømte mission blandt de norske finner og lapper ved presten Stockfleth (død 1866).
Her og der begyndte der snart ogsaa at danne sig smaa foreninger til understøttelse af hedningemissionen i fremmede verdensdele, og bidrag sendtes til udenlandske missionsselskaber.
Bortset fra disse livstegn og fra Haugianismen er vort kirkeliv fattigt paa interessante begivenheder i de første fireaartier af vort aarhundrede. De under Herslebs og Stenersens kateder uddannede teologer fortrængte efterhaanden de rationalistiske prester. I stilhed og uden nogen egentlig “kirkekamp” modnedes den sæd som udsaaddes af haugianerne og den nye presteslægt, indtil den norske kirke henimod midten afaarhundredet vaagned til et rigere liv.