– og inntatt i avisen «Egersunds-Posten» for «Onsdag den 25de August 1875»; forfatter av diktet er kun angitt med initialene «A.T.»; denne foreløpig er ukjent – og kanskje det nettopp var ment å forbli slik, men innholdet tyder på at vennskapet mellom de to sjeler må ha vært ekte og dypt.
Diktet er talende om den avholdte John Vemmestads karakter og betydning som menneske og kristen og er en sann hyllest til en medvandrer som higet etter det store, hinsidige mål :
Kirkesanger John Vemmestad.
#
Naar Græs og Blomster udi Enge
Har vokset op og blomstret ud,
Saa ser man dem til Jorden segne,
De mister snart sit skjønne Pryd.
Saa Mennesket er ligt det Hø,
Som snart, ret snart vi se hendø.
#
Naar Blomstringstiden den er ude,
Naar Kraften den er svundet hen,
Saa Sivet ser man sig nedlude
Det bøier sig til Jord igjen.
Vort Liv, vor Død i Guds Haand staar,
Ei mange ere Støvets Aar.
#
En Mand i Livets Alvor prøvet,
En kjendt, en kjær og agtet Mand.
Den Gjerning, som han havde øvet,
Den endt blev her i Støvets Land.
Han har nu sagt vor Jord «Farvel»,
Og træt af Livet var hans Sjæl.
#
Han stille lagde sig til Hvile;
Hans Gjerning den var her nu endt.
Han ønsked helst herfra at ile
Til ham, som han her havde tjent.
Han var saa glad i Dødens Bud;
Han tro’de, han kom hjem til Gud.
#
Nu, Fred med Støvet ! Stille Hvile !
Thi Sjælen det nu har forladt;
Den skyndte sig herop at ile
Til Jesus som var Sjælens Skat.
Farvel, Farvel du Vandringsmand !
Vel mødt i Himlens skjønne Land !
A. T.