«pintsefæsten» : av olavus j. dahl i boken : «hymnen eller christelige betragtninger..»

– «..paa Jule-, Paaske- og Pintsefæsten, samt paa den almindelige Bededag»; skrevet av avismannen og forfatteren Olavus Johannes Dahl, hjemmehørende på Kongsberg og utgitt i Christiania i 1837;

– på dette tidspunkt var Olavus bare 25/26 år gammel, født på Kongsberg 31. oktober 1811, les mer om ham her; denne teksten minner oss om en moden kristen og tenker; les her fra den lille bokens sider 26 – 31 :

«Det Ord, som I høre, er ikke mit,

Men Faderens, som mig udsendte».

Mel. Vi takke dig o Gud vor Fader.

#

O ! lad os nu af Hjertet ret betragte

Den Lære, Christ ud over Jorden bragte,

O ! lad os prøve rigtigt at annamme

Dens Kraft, dens Flamme.

#

O, Jehova ! din Søn vi hørte tale

Til os, da vi laae sjunkt i Syndedvale,

Opmærksom bød han her os at fornemme

Sin Lærer-Stemme.

#

Vi hørte, Gud, at du til Jord ham sendte

Af Kjærlighed til os, som dig ei kjendte,

For os af Mørkets Vogter at udrive,

Og Frelse give.

#

Dit Væsen, Gud, han lærte os at kjende,

O ! og din Magt, som aldrig tager Ende;

Han lærte os, hvordan vi ret skal dyrke

Dig, Gud, vor Styrke.

#

Af Kjærlighed, saa Jesus monne tale,

Min Fader lod mig ned til Jorden dale,

De, Ord, jeg tolker Jer er ikke mine;

Men Fader, dine !

#

Hør Ordet, Verden ! fæst det i dit Hjerte,

Da rives du ud af din Syndesmerte,

Tag Troen, som ved mig (den Hellige Ånd/red.) af Gud blev givet

Til Trøst i Livet.

#

O, Troe paa Gud ! o, lad os dig ei miste,

Naar Kjødet os til Synd, til Last vil friste,

Ved dig vi Jesu Kjærlighed vil smage

Hver Livets Dage.

#

O Christ, du lærte os til Gud at bede,

Og bød os dyrke ham i Troe hernede;

Thi uden den, vi kan ei Naade vinde,

Ei Himlen finde.

#

O, søde Trøst ! min Gud, din Dør staaer aaben,

Naar jeg har kjæmpet ret med Troens Vaaben,

Naar kjærlig jeg har søgt min Gud at lyde,

Som Christ mon byde.

#

O Jesu lad os elske dig, din Lære,

Da lønnes vi saa huldt af Gud, vor Herre,

Ja milde Jesu, lad os dig ret ære,

Og kjær dig være.

#

Jeg gaaer herfra, min Lære blir tilbage,

Saa qvad (sang/diktet/red.) du, og til Himlen op mon drage,

Hvo den vil følge, ham vil jeg berede

En evig Glæde.

#

Ja du gik bort, men kommer o, tilbage,

Og de, som elske dig, du vil medtage,

Og føre dem til Fryd der, hvor du troner,

I Himlens Zoner.

#

O, store Fader ! du, som bød at Støvet

Til Liv skal spire yndigt frem som Løvet,

Og du, som bød det ned igjen at segne,

Ved Død at blegne.

#

Du tage her den svage Tak, som lyder

Fra Støvets Land til Himlen, hvor du byder :

For Jesu Blod, som lod os Frelse smage,

Du Priis modtage.

#

O, Verden ! Fred, ja Fred du nu har fundet,

Og hvis du troer, da Seiren du har vundet;

Thi Kjærligheden, Troen, Haabet leder

Til Himlens Glæder.

#

Ja, Christus ! du foer op paa Guddoms Vinger

Til Lysets Hjem, hvor Zeraph-Psalmen klinger,

Hvorfra du tronende seer ned til Jorden,

Som frelst er vorden.

#

Ja derfra seer du, hvad vi her mon gjøre,

Og vore Suk og Bønner der du høre,

Du seer derfra ak, naar vi Svage lyder,

Hvad Kjødet byder.

#

O lad os, Jesu, mindes, at du skuer

Det Gode, Onde, som i Hjertet luer,

Da skal os Fristelsen ei med sin Ynde,

Formaae at synde.

#

O lad os mindes, at, naar ret vi træde

Jordlivets Vei, vor (vår/red) Jesu da vi glæde.

Da seer han ned til os i fra det Høie

Med Naadeøie.

#

O Jesu ! naar vi mindes dig herneden,

Da lad det ene være Kjærligheden

Til Gud, som byder os al Synd forsage,

Og ham behage.

#