«asylet paa grønland» : presentert i «morgenbladet» – onsdagen den 1ste april 1840

– her presenteres det godgjørende ved at Grønland Asyl var opprettet, for å avhjelpe den åpenbare nød blandt den trengende befolkning; men Grønland lå øst for Akerselven – i Ager kommune – og derfor utenfor bygrensen; den 30. mars hadde «kollega»-avisen «Den Constitutionelle» en litt kritisk vinkling på saken, siden også borgere innenfor bygrensen hadde gitt og gav bidrag til Grønland-asylets drift. «Den Constitutionelle» mente også at det i prinsippet var Ager kommunes oppgave å sørge for asylets drift og at asylets ledelse burde opplyse om hvem som stod bak dette og den økonomiske basis for driften;

– til dette svarer «Morgenbladet» følgende :

Christiania den 31te Marts.

Vi have nylig beretter er Par afskyelige Tildragelser fra det Nordenfieldske, hvorefter intet Forsøg er gjort paa at redde kuldseilede Medmennesker, det være nu formedelst Feighed eller Sløvhed og Mangel paa den allersimpleste Humanitetsfølelse.

Disse Begivenheder, saavelsom det Folkesagn, at Nordlændingen koldblodigen seiler den Forliste forbi, «naar han ikke er af hans Fjerding», faldt os iminde ved at læse den Constitutionelle for igaar, som vel erkjender det store Gode, der vil opnaaes ved Betleriets Afskaffelse saavelsom Nødvendigheden og Fortjenstligheden af Asylet paa Grønland, men som dog finder en Anstødssteen imod at bidrage til bemeldte Asyls Vedligeholdelse i den Omstændighed, at det hører til et andet Fattigvæsensdistrikt end Christiania.

Vi tilstaae, at vi finde et saadant Lokalitetshensyn temmelig borneret og spidsborgerligt, for at bruge et bekjendt Koteries klassiske Udtrykke.

Politimesteren har erkjendt, at et Tilflugtssted for Betlerne fra der grønlandske Distrikt er en Betingelse for Betleriert Afskaffelse i Byen. For at opnaae dette er man altsaa opfordrer til at søge at vedligeholde bemeldte Asyl, om der end kun tages et snevert Hensyn til vor egen Fjerding.

Men det er isærdeleshed fra Menneskekjærlighedens Standpunkt, at vi have anbefaler bemeldte Asylindretning til vore Medborgeres Godædighed; det er for at bidrage til at redde de hundreder af Børn omkring os fra den Fordærvelse, de ellers upaatvivlelig gaae imøde, og for at redde Byen selv fra den Ulykke, som vil blive en Følge af at den opvoxende Elendighed omkring os overlades til sig selv, at vi have anseet denne Sag af stor Vigtighed.

Hvor noget Godt for Menneskeheden kan udrettes, tage vi intet Hensyn til, om den ulykkelige Gjenstand derfor boer paa den ene eller paa den anden Side af Agerselven, og vi haabe, at vor Kollega hellerikke holder paa et saa snevert Hensyn, eller at Strid derom skulde have en skadelig Indflydelse paa Hovedsagen.

Det er en Sandhed, at flere af Byens og Omegnens Indvaanere allerede have tegnet sig for Bidrag til bemeldte Asyl, at de ivinter givne Aftenunderholdninger indbragte flere hundrede Spdlr.

Men Asylet har ogsaa bestaaet over et Aar uden anden Understøttelse end den nævnte, og Udgifterne have opløbet til over 1000 Spd. Regnskab har været udlagt til Eftersyn.

Bestyrelsen bestaaer af Præsten Buch og Lensmand Poulsen, hvortil tvende i Nærheden af Asylet boende Borgere, Høker P. Haraldsen og Bager Knudsen (skal være Farver F.T. Knudsen/red.) ere adjungerede (medhjelpere/red.).

For Asylets Vedligeholdelse er nedsat en Komittee, i hvis Spidse staaer Professor Hjelm, og hvortil ogsaa flere Damer høre.

Med Asylet er forbundet en Elementær- og Haandgjerningsskole, og derfor synes den Constitutionelle at mene, at det ikke bør understøttes ved frivillige Bidrag fra Byen, da det er en Kommunesag for Ager.

Men Agers Sogn holder tre faste Almueskoler i Grønlandsdistrikt og een ved Sagene, imedens der i Landdistrikter, hvorfra Pengene væsentligst udredes, kun er Omgangsskoler.

Landsognet synes saaledes ikke i denne Henseende at behandle Forstæderne som stedbørn, og Skolekassen bidrager desuden iaar 200 Spd. til Asylet.

Almuen kan desuden ikke forpligtes til at underholde en Haandgjerningsskole, men af hvor stor og væsentligt Gavn en saadan er for By- og Forstadsbørn, behøve vi neppe at udvikle. Vil man desuden tage sig af Forstadernes Børn, saa fordrer Nødvendigheden, at det gjøres i en stor Maalestok.

Man vil her ikke blot opnaae den egentlige Hensigt med Asylerne; man maa paa en mere omfattende Maade gribe ind i Fordærvelsen, om nogen Dæmning skal kunne opstilles imod den, og hvad Betleriet isærdeleshed angaaer, da er der en Nødvendighed om dets Afskaffelse skal kunne haabes, at anvise ethvert betlende ukonfirmeret Forstadsbarn er Tilflugtssted.

I disse Dage har Grev Wedel Jarlsberg tegnet sig for et Bidrag af 60 Spd. aarlig i to Aar til Asylet, og vi haabe at dette Exempel vil tjene til Opmuntring, og at Asylets Vedvaren vil blive mulig.