– og hentet fra «Huuspostil. Indeholdende : Johan Nordahl Bruns Hellige Taler». Af C. Rømer. Christiania 1836.
Postillen utkom i flere utgaver;
– talen gjengitt nedenfor ble avgitt på «Seragesima Søndag» – som etter eldre liturgisk kalender, også benyttet innen den lutherske kirke – var 2. søndag forut for askeonsdag. Den onsdagen innledet fastetiden, og falt på den 46.dag forut for 1. påskedag (ingen av de 7 mellomliggende søndager talte med); på «askeonsdag» ble aske smurt på den troendes panne – ofte fulgt med ordene : «omvend deg og tro Evangeliet»;
– fra sidene 96 – 105 :
Bøn for Prædiken.
Almægtige Gud ! Naadens og Naturens Herre ! I dit ubegribelige Væsen laae Sæden til Skabningen. Ved dit Ord ere Himlene gjorte, og ved din Munds Aamde al deres Hær.
Himmelske Sædemand ! det var Tidens Vaar, da du saaede Stjernene og Solen. Du giver endnu al Sæd Magt til at voxe, og du bær alle Ting ved dit Kraftes Ord.
Ja ! dit Ords Sæd saaer Du endog i Dag i vore Hjerters Ager. Ved dine Velsignelsers Fylde overøser du os, at Sæden maa blomstre, og Høstens Dag nærmer sig til os alle. Evige Forbarmer ! aabe Du da selv vore Hjerter, at vi maae annamme Ordet med Glæde ! Tilluk vore Hjerter, at vi maae beholde det Ord, vi have annammet, og lad dette dit Ord udbrede sig i Hjerterne, til Lys paa Veien, til Trøst i Nøden, til Kraft og Frimodighed mod alle vore Fiender !
Er Nogens Hjerte en slagen Vei for Lyder og Laster, saa lad Du din Lovs Torden oprive denne haarde Jord, paa det Ordets Sæd maa gjemmes; ikke ved Foragt trædes under Fødder, ikke opædes af Himmelens Fugle, onde og forfængelige Tanker !
Sæt selv et Gjerde ogsaa om Veien, at den maa indhegnes til dit Sædeland, din Eiendom ! Er Nogens Hjerte som Steen, da veed jeg, dit Ord er som en Ild og som en Hammer, der sønderslaaer Klippen ! Lad det dybt grundfæstes og slaae stærke Rødder ! Lad alle de, som med Glæde annammer Ordet, blive bestandige indtil Enden ! Bevar du hos os dit Taalmodigheds Ord, saa veed jeg vist, du skal
-97-
bevare os fra Fristelsens Stund. Lad Bekymringers Torne og Vellysters Ukrud visne alt mere og mere ! Lad de nye Spirer qvæles i Fødselen, og aldrig blive modne, paa det den gode Sæd maa faae Overhaand og bære Frugter !
Og det, som er falden i god Jord, lad det være din høire Haands Plantelse ! Lad de smukke og gode Hjerter bære Frugt i Taalmodighed ! Langsom modnes Frugten, og ufuldkommen er den altid; Men Du, o Gud ! som giver Vexten, lad den aldrig visne, og lad din Haand arbeide med Enhver, som planter og vander; saa skulle vi dog engang bære dig Retfærdigheds fuldkomne Frugter, som skee ved Jesum Christum, Gud til Ære og Lov. Amen.
_______________________________
Hold fast ved det du haver, at Ingen skal tage din Krone fra dig. Saa formanes den philadelphiske Menighed, Aabenb. 3,11.
Men hvor er den christelige Menighed i Verden ? Hvor er den Sjel i Menigheden, der ikke skulle trænge til en Formaning, som denne ? Hold fast paa det, du haver, hedder det, og jeg kan vende mig til den Fattigste med denne Tale, jeg kan tale Ordene til den, som synes han har intet.
Det er den saliggjørende Sanheds Kundskab her tales om. Har du den, saa har du meget, saa er du i Besiddels af en Skat, som holder dig skadesløs, naar du favner enhver anden; den er ikke alene Lyset paa din Vei, Trøsten i din Nød, Skjoldet mod din Fiende; men det er det evige Liv, at kjende dig, den evige sande Gud, og den han udsendte, Jesum Christum, Joh.7.
Denne Kundskab er en Skat at føre emd sig hen over Tidens Grændser; hvor liden, hvor indskrænket den end kan være, er den kun reen, saa er det altid et Sædekorn, som skal voxe bedre hisset end her.
Her skue vi i Speilet,
-98-
der Ansigt til Ansigt; her kjende vi kun stykkevis, det er tildeels, der skulle vi kjende ham, ligesom vi ere kjendte af ham, 1. Cor. 13.
Men hvor vel bevaret denne Skat end maatte synes at være, saa kan den dog berøves, og derfor hold fast paa det du haver ! Dette skeer ved Bøn til Gud, at han vil opholde dig i Ordet og i Troen indtil du døer. Dette skeer ved Aarvaagenhed over dit Hjerte, at det ikke forraader dig, ikke bliver ligegyldig, og endnu mindre troløs mod dine kjæreste Grundsætninger. Dette skeer, ved flittig at høre Guds Ord, at fornye Erindringen om de Sandheder, du før har lært, men som aldrig bør glemmes, ved stedse at danne dig derefter, at adkyde Sandheden; dersom nogen vil gjøre hans Villie, siger Jesus, han skal prøve, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv, Joh. 7.
Saaledes holder vi fast paa det vi have, men det gjelder fornemmelig, naar Sandheds-Fiender ville berøve os vort Hjertes Eiendom, naar vildfarende Lære vil borttage den ene Sandhed efter den anden, bibringe os, under høiere Oplysnings Skin, den ene Tvivl efter den anden; O ! da bør vi holde fast, da er Paastaaelighed et Gjerde omkring vort Sinds Fred, da vør vi ingenlunde give Slip, ikke engang paa de Artikler, som maatte synes mindre vigtige, ikke levne Fienden en Fods Bred paa Sandheds Grund; Ere Udværkerne opgivne, saa angribes snart Fæstningen.
Man lastede Kirkens Fædre for denne Tænkemaade; men Tiden har forklaret, at de havde Ret; Man antog en Grundsætning, som var grundfalsk, denne nemlig : at man, ved at eftergive i nogle Stykker, skulde destomere forsikkre sig den vigtigere Rest. O nei ! man løb Fare for at miste alt; da er alting forloren, naar du mister din Krone, din Krone er her det evige Livs Haab, den er din i de guddommelige Forjættelser,
-99-
som tilsige dig den, den er din i Troen paa disse Forjættelser, hvorved du synes at eie den allerede, endog du har den kun i Vente.
Uoprettelig Tab ! om Nogen tager denne Krone fra dig; Om Verden skjænker dig sit hele Bifald, og pryder din Tinding med den fortjente Borgers Egeløvs-Krone, om Videnskabers Mænd kronede dit Hoved med ærefuld Laurbær-Krands, om din Isse kom at glimre med fyrstelige Diademer, det var dog alt intet mod den uforvisnelige Krone, som du forlorede.
Nei ! hold fast paa det du har, at Ingen tager din Krone fra dig; Menspørger du : kan ogsaa Nogen tage den ? Ak ! ja; vel ikke for at bære den selv; Nei ! men for at skade dig; Fienden er ikke at troe.
Dit Kjød og Blod frister, vrang Lærdom forfører, Verden lokker eller truer, og en ond Aand, som du ikke seer, som Skriften kalder din Saligheds Fiende, gaar omkring som en brølende Løve, og søger hvem han kan opsluge.
Ja læs Dagens Text; Der staaer et advarende Ord, et frygteligt Ord; maatte det opvække os af Søvne : De falde fra i Fristelsens Tid. Her er kraftig Bevæggrund til at holde fast ved det man har :
1) At man virkelig maa stride for Kronen
2) At man kan endog miste den.
1)Man maa stride for Kronen; thi der kommer en Fristelsens Stund. De fristende Ting ere i Almindelighed enten A) lokkende eller truende. Det er Menneskets Feil, at ikke tænke paa Fristelse og Fare, uden der er nogen synlig Nød for haanden, nogen nærgaaende Modgang, nogen nedbrydende Sygdom.
Vi troe, at enhver Fristelses Stund skulde anmelde med Bulder; men nei, den kommer ofte langsom fremglidende, som det umærkelige Mørke mod Aftenen voxer i Øster.
-100-
Men med alt dette vil jeg dog ikke tale om de daglige Fristelser, dette usle Livs Kjedsommelige Følgesvende : At hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed, Jacob 1;
Men om disse afgjørende Øieblikke, disse strænge Prøver, da det gjelder din Krone, da den vakler paa dit Hoved.
a) Rigdom bereder dig stundom en saadan Strid, den har sine Tillokkelser, den anvender sine Kræfter til at underkjøbe dit Hjerte, den har og en Krone af Guld.
Selv Fornuften er dens Talsmand. Med den, hedder det, kan jeg trøste og husvale, med den føde den hungrende, klæde den Nøgne, antage mig Enker og Faderløse, med den kan jeg gjøre hver Mand Ret og Skjæl, med den stifte nyttige Indretninger til det Almindeliges Vel; Men aabnes dig nu Adgang dertil paa Vilkaar : Enten at du sælger din Samvittighed til Laster, eller bortgiver noget af det du haver, og opofrer erkjendt Sandhed for glimrende Vildfarelse; da er det en Fristelses Stund, en farlig Tidspunkt, naar Modparten viser dig sin Skat, og siger, som Fristeren i Ørken : Alt dette vil jeg give dig, om du falder ned og tilbeder mig.
Haster du da til at blive rig, saa falder du i adskilling Fristelse, 1 Tim. 6.
Og allerhelst om du før føler alle Fattigdoms Forsmædelse og Fristelser, allerhelst om du befinder dig sukkende under saadanne Vilkaar : Nu er mig Banen tung, nu staaer mig Retskaffenhed saa tit paa Prøve, fordi jeg savner nødtørftigt Udkomme, nu kan jeg ikke være saa ordholdig, ikke saa redelig, og endnu mindre saa god, som jeg vilde og burde; omfavner jeg dette Partie, smigrer jeg for denne Mening, saa er jeg med eet udviklet af alle Fortrædeligheder.
O ! da er Fristelsens Stund haard, da gjelder det om, med Moses at holde Christi Forsmædelse
-101-
for større Rigdom, end Ægyptens Liggendefæ, Ebr. 11 (Hebr./red).
Troe dig ikke stærk nok, min Ven ! mod denne haarde Prøve; men beed heller til Gud : Leed os ikke i Fristelse !
Men behøver ikke at være gjerrig, for her at miste Kronen, men kun at være svag, og man behøver guddommelig Kraft, for at være stærk nok, for at holde fast paa det man haver, at Ingen skal tage vor Krone.
Men der er flere Tillokkelser, der er
b) Æren, den fremviser og sin Krone, glimrende af kostbare Stene.
Jeg taler ikke om forfængelig Ære, ikke om Fortrin i Gang og Sæde, ikke om tomme, allermindst om kjøbte Navne; Dette er kun Fristelse for den, som allerede er forfængelig, og som er svag nok til at glæde sig i disse Rangler for Børn.
Enhver Mand af nogen Sjelekraft, han være Christen eller ikke, foragter alt sligt i sit Hjerte; han anseer alt saadant, som prægtig Udskrift paa Breve af ingen Indhold; Men den sande Ære, det er en anden Sag; Deres Høiagtelse, Bifald og Roes, blandt hvilke man lever, det er, det bør være Alle vigtigt; Foragt er ædle Hjerters Dolke-Sting.
Er det nu Tilfælde : Naar du yttrer denne Mening, holder fast paa denne Bekjendelse, saa foragtes du, saa kalder man dig en Kortsynet, en Overtroisk, en Tosse; Men giver du efter, danner du dig lige med denne Verden, saa kaldes du en Oplysnings-Mand, en Tænkende; saa kroner dig Verden med sit Bifald, saa sætter man dig paa Tindingen af Templen, og der og da turde du vel have en Fristelses Stund at bestride.
Naar du vil holde fast paa det du haver, kalder Verden dig en Paastaaelig, en Trættekjær, en Intolerant, da vil der Styrke til at ikke skamme sig ved Jesu Christi Evangelium, at holde alle Ting for Skade og Skarn at være, mod Jesu Christi Kundskabs Ypperlighed, Phil. 3.
c) Vellyst opfordrer vel og til en Strid,
-102-
har og sine Tillokkelser, indbyder og med sine vellugtende Blomster-Krandse, der beruse Mennesket, fortumle hans Sandser, og inddysse sin Samson i en fortryllende Søvn.
Her er Kjød og Blod, din underkjøbte Ven, som undfalder dig i Striden ! Kjødet begjerer imod Aanden, Gal. 5.
Dog kommer det her sjelden til nogen mærkelig Strid, til nogen egentlig Fristelses Stund; kan du stride her, saa har du vundet; men du glider og glider, du mærker ingen Fiende, indtil du er bunden; og endskjøndt disse Slags Fristelser ere nok saa farlige som nogen anden, saa ligge de dog udenfor min Betragtnings-Plan, naar jeg egentlig taler om nogen mørk Fristelses Stund.
Ligesom og Textens Udtryk fornemmelig synes at sigte til de Ting, B) som true. Saadanne ere legemlige Smerter, som vare længe, som true med Tilvext. Jeg segner allerede under Byrden, tænker den Lidende; hvad vil jeg da gjøre, naar der endnu komme saa mange flere Strids Dage, saa meget haardere Stød ?
Jeg beder, og bønhøres ikke; jeg ville haabe, men kan ikke; jeg burde troe, men jeg tvivler. Nu gjelder det om, at ikke forsage, om at holde fast paa det man har, om at kunde tænke, og sige : Herre ! om du end ville slaae mig ihjel, saa ville jeg dog haabe, Joh. 13.
Lykkelig den, til hvilken det da kan hedde : Efterdi du har bevaret mit Taalmodigheds-Ord, da vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, Aabenb. 3,10.
Det er rimeligt, at Textens Udtryk fornemmlig sigter til de Slags Smerter, som andre Mennesker tilføie os, eller hvormed de true. Især den første Christen Kirkes Martyrer, hos dem blev Standhaftighed sat paa sin høieste Prøve; thi Døden, en øiebliklig Død, var det mindste; men foregaaende Pinsler, som truede med flere og større, dersom man ikke ville fornægte Christum.
-103-
Dette var en Fristelses Stund, hvor det gjaldt om at holde fast, hvor der maatte strides for Kronen.
Vi kjende kun disse Ting af Oldtidens Historie; Os er i saa Fald ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig; vi have endnu ikke imodstaaet indtil Blodet. Men det hører med til vore Tiders tøilesløse Tænkemaade, at ringeagte, at lade haant om disse Fristelser, og disse Vidne, som have vundet deres Krone.
En vis Kirke tilbeder dem, det er en Feil; men om nogen Christen Kirke foragter dem, den Feil er ulige større; Paulus kalder dem dog Mænd, som Verden ikke var værd, Ebr. 11 (Hebr./red.).
Saadanne Fristelses Stund synes ikke frygtelig for os, i det mindste endnu langt borte fra os, altsaa ikke nødvendig at tale vidløftig derom. Men Christne opleve endnu, midt i Kirkens rolige Skjød, Fristelses Stunde.
Jeg har nævnt legemlige Smerter, der truende friste, og ere det Modsatte mod Vellyst, der frister lokkende. Jeg kan lægge til Foragt, det Modsatte af Æren. At spottes, er bittert, at haanligen bedømmes, smager ikke godt, og neppe har Guds Kirke oplevet en mere spottende Alder, end den nærværende.
Man hører Letsindigheds høirøstede Jubelfryd fra alle Kanter, og der hører Aand og Naade til at forsmaae Verdens Spot og Usselhed.
Det gjelder om at have disse Ord i sit Hjerte og holde fast paa det man har : Salige ere I, naar Menneskene forfølge og bespotte Eder, og tale allehaande Ondt om Eder for min Skyld, naar de lyve det, Math. 5.
Jeg kunde nævne Armod, det Modsatte af Rigdom; den sætter Christendom paa Prøve, den kommer, som en bevæbnet Mand, udrustet med alle sine Rædsler, med Mangler, med Nød, med Foragt.
O ! den frister truende, og det er ikke med tomme Trudsler.
Leve tarvelig, nøies med lidet, det er ingen Fristelse; men ikke
-104-
kunde være redelig i Gjerning, som man er det i Hjertet, dette hører med til de bittre Skaaler. Naar den vanmægtige Skyldner skal taale at kaldes Bedrager af den Formuende, der ved sine tusinde lykkelige Bedragerier først er bleven i Stand til at svare hver Mand Ret og Lige, da oplever den Fattige en haard Fristelses Stund, da fristes han til at tænke : hvorledes vaager dog Forsynet over Menneskenes Børn !
O ! Du som læser i Hjerterne hver Tanke, og veed, hvor lidet jeg vilde for den mindste Skjærv svige min Næste, hvi gav du mig ikke i det mindste nok, for at svare hver Mand Ret og Lige ?
Dræbende er denne Tanke, som en Plageaand, og mørk, som en Midnat, denne Fristelses Stund; Men den saa kaldte blotte Fristelse turde vel endnu være den haardeste af al Nød. Naar Mennesket ikke er, eller i det mindste ikke begriber, at han er syg, ikke vanæret, ikke fattig, og dog i Strid, dog besværet af tunge og mørke Tanker, dog fristet til formastelige Skridt, naar mit Legemes Huus er mig et Fængsel, min Formue en Byrde, min bløde Seng en Pinebænk, naar jeg ikke fordrager mine bedste Venner, ikke mig selv, ikke al Verden, naar Glæden er fortrædelig, Trøsten en Væmmelse, hvert Ord ligesom mange brølende Tordener; da synes Fristeren at udrække sin staalfarvede Haand, for at tage min gyldne Krone.
I denne Fristelsens Tid skeer det stundom :
2) At Mennesket falder fra, og gjør et Fald uden Opreisning; De falde fra i Fristelsens Tid.
Forfærdelige Afgrund, i hvilken min Broder nedsænket sig ! Jeg gruer ved at see ned i den; jeg lodder ikke dette Dyb med nogen Tanke; han foer til sit Sted, det er alt hvad jeg understaaer mig at sige om ham, det var alt hvad Skriften sagde om Judas.
Jeg flyver bævende fra denne Afgrunds Bredde,
-105-
vender mig til dem, som endnu ere med mig paa Veien, og advarer Enhver : Hold fast paa det du haver, at Ingen skal tage din Krone fra dig !
Lad til den Ende dit Hjerte ikke være en Klippe, naar Ordets Sæd nedlægges deri, men den gode Jord, hvori det fæster Rod, voxer op og bær Frugt i Taalmodighed.
