– i hans artikkel i Morgenbladet for «Mandag d. 3die Juni 1867»; denne viser Herman Nicolai Classen Roosens store kjennskap til og evne til å formidle omkring dette vanskelige og allikevel sentrale tema for et kristeligbasert samfunn og en kristeligsinnet person; her kan du også lese mer om denne særegne mann, med sin spesielle livsveg :
-og her er artikkelen fra 1867 :
Om Eden.
Ringeagt for Edens Hellighed har i de sidste Decennier raset som en aandelig Landfarsot gjennem vor Verdensdel.
Keisere og Konger have i dette Tidsrum altfor ofte besvoret Forfatninger og Traktater for i næste Øieblik at bryde dem, og deres Undersaatter have været nødte til at følge dem som Skygger i denne deres mørke Gjerning, hvid de ikke have havt Styrke nok til at foretrække Forfølgelse og Landflygtighed som nødvendige Offre for Samvittighedens Fred.
Vort Norden harmes og blues i dette Øieblik over dette Spilfegteri med det helligste, som i de seneste Tider drives i Grænselandet Slesvig, medens det maa skjænke nogle Enkelte sin Beundring, som stærke i Troen paa Sandhedens Magt ofre den Alt.
Med det ligger i den menneskelige Natur at være langsynet, som Tilfældet i Virkeligheden er med de Gamle, der stadigt se de fjernere Gjenstande bedst, medens de nærmere skjule sig som Taagebilleder for Øiet. Thi midt under denne vor berettigede Harme og Blusel raser den samme Landfarsot omend i andre Former — uhindret, som det synes næsten ganske ubemærket og derfor just saameget frygteligere og farligere — indenfor vort eget Lands Enemærker.
Færdes man i de Landsbygder, hvor Utugt fornemmelig grasserer, opdager Menneskekjenderen t. Ex. strax en Skare yngre og ældre Mænd slæbende sig med skumle og sky Blikke som et Kainsmærke gjennem Livet. Det viser sig ved nærmere Undersøgelse altfor ofte at være endog flere Gange mensvorne udlagte Barnefædre.
— Møder man frem ved Retterne, eller hører man de mere samvittighedsfulde og kristelig Dommeres og Sagføreres Vidnesbyrd og Klager ved altfor mange Jurisdiktioner, træffer man atter her det samme mørke Syn og de samme triste Beviser paa Ringeagt for Edens Hellighed i Form av Mened, Reservationer, Ustadighed i Vidnesbyrd osv., hvorom man ialtfald har moralsk Vished, og hvorover den sande Menneskeven maa ræddes.
Midt i vor for sit religiøse Alvor saa udraabte Tid er dette blandt flere et umiskjendeligt Tegn paa, at hint Alvor altfor ofte kun ligger paa Overfladen, og at Grundvolden for den hele kristelige Bygning, Ærbødigheden for Gud og hans hellige Ord, altfor ofte er borte eller ialfald er for svag til at bære Trykket af Egenviljen eller den verdslige Fordel.
Det har defor ofte undret mig, at vor hæderlige og nidkjære Geistlighed, for hvem Ondet umuligt ganske kan være skjult, og for hvem de maa fremstille sig som et af de farligste, saavidt vides, har holdt sig temmeligt passiv i denne Retning uden at raabe et nødvendigt Varsko, medens den har havt aabent Øie for i sin Natur som i sine Følger mindre farlige Brøst i vort Samfundsliv.
Men det er klart, at denne Ringeagt for Edens Hellighed ikke stanser som et isoleret moralsk grundfarligt Onde, som en Dødssynd.
Den kriminelle som den civile Proces er baseret paa Respekt for Edens Hellighed som en nødvendig Forudsætning, som en conditio sine qva non (= latin for «betingelse uten hvilken ikke kan skje» – Uttrykket brukes om en ufravikelig betingelse eller et nødvendig vilkår/red.); den henter derfra sit bedste og, naar alle andre Bevismidler glipper, ofte sit eneste Bevis. Ogsaa den er uden hin Forudsætning som det rodløse Træ.
Og hvilket mørkt Billede, ingenlunde Blot hentet fra Fantasiens Rige, rulles der ikke i saa Tilfælde op for os af Retsusikkerhed, af falske Lodder i Themis’s Vegtskaal af krænket Ret, af straffet Uskyld og ustraffet Brøde.
Hvor vidt forgrenede Rødder har ikke dernæst dette Onde ude i Samfundslivet, hvor de skyde op i Form af Ringeagt for de mindre Løfter, som ligge til Grund for enhver Kontrakt mellem Mand og Mand !
Thi gaar det saa med det grønne Træ, hvorledes gaar det da med det tørre.
Spørger man nu om Grunden til dette voxende Samfundsonde, til denne aftagende Respekt for Edens Hellighed, saa er det ialfald mig klart, at den er fremkommet med absolut Nødvendighed og fremkaldt fra selve Samfundets Høider, fra det Sted, hvorfra man omvendt burde have ventet Saltet og Lyset.
Det er mig nemlig klart, at man her ser Straffen for dristigere og dristigere Brud paa den guddommelige Lov : «I skulde aldeles ikke sværge«, og at man i denne Straf gjenkjender de af Erfaring som af Historie noksom stadfæstede guddommelige Sandheder : «Herren lader sig ikke ustraffet Spotte» og «Som Du saar, skal Du og høste».
Jeg skal imidlertid her ikke indlade mig paa at drøfte det meget omtvistede Spørgsmaal om Edens kristelige Berettigelse; men deri maa dog alle Kristne, for hvem Religionen ikke er blot Mundsveir, være enige, at dens Tilladelighed ialtfald er i høieste Grad relativ eller begrænset.
Den senere Lovgivning er kommen til et aldeles modsat Resultat og har gjort Eden til et fuldkomment Hverdagsanliggende.
Medens den ældre Lovgivning, gjennem hvilken der idethele gik en langt mere religiøs Aand og en mere levende Erkjendelse af, at den guddommelige Lov var dens første og egentlige Livskilde, ialmindelighed viste den største Varsomhed og Respekt overfor Eden og søgte at værne dens Hellighed ved saameget som muligt at indskrænke dens Brug (se t. Ex. N.L. (Norges Lover(red.)) 1. Kapitel, navnlig den 19de Art.), saa har den senere Retspraxis i stik Modsætning hertil hævet flere saadanne Bestemmelser, og den senere Lovgivning troligt virket i den aldeles modsatte Aand ved snart sagt at iklæde ethvert offentligt aflagt Løfte edelig Form.
Er Eden bleven en Hverdagssag, er det ogsaa rimeligt, at den har faaet en Hverdagsdragt, med andre Ord det er i den lidet opløftende, ja stundom oprørende Form, hvorunder den aflægges, at jeg finder den anden Grund til dette uundgaaelige og selvforskyldte Onde.
Jeg appelerer her som det bedste Bevis til enhver alvorlig Mand eller Kvinde, som oftere har maattet aflægge Ed — det være en civil eller en militær — som man ikke i Regelen selv i bedste Fald, har maattet medtage al den høitidelige Stemning, som Handlingen forlanger, hjemmefra, og om man ikke paa Stedet selv har følt sig smertelig berørt, for ikke at sige saaret, under de Forholde og ved den Maade, hvorpaa den i Edsøieblikket foregaar.
Edsforklaringen, som forøvrigt smager mere af Tordenen og Lynilden fra Sinai end af Evangeliets Kjærlighed, men som dog maaske for Mange kunde tjene som et vækkende Moment, oplæses i Regelen ikke, idet den forudsættes at være bekjendt for de Fleste, og det Hele affærdiges i al mulig Hast som en simpel Formsag, der minder mest om en Opramsen af en Skolelektie.
Jeg skal her kun kortelig berøre, at jeg med Vished ved, at det endog er hændt, at Edsadministrator har havt Tobakspiben i Munden under Handlingen selv, ja at han i Drukkenskab til Skræk og Gru for Angjældende har ravet til det Bord, foran hvilket Eden skulde aflægges.
He behøves idethele ingen nærmere Kommentar for at bevise, at Cermonien selv, som den almindeligt foregaar, ingen vækkende eller styrkende Kraft kan have paa det Hjerte, hvor Sandhedens i og for sig svage Stemme kjæmper med Løgnens og Fordelens langt stærkere Røster, ja at den oftere virker nedbrydende end opbyggende.
At dette under de nærværende Edsforhold ikke kan være stort anderledes, skal jeg snart kortelig berøre.
har man nævnt de ydre, stærkt medvirkende Aarsager til den aftagende Respekt for Edens Hellighed, har man derved ogsaa nævnt de nærmest liggende ydre Midler til at hjælpe paa dette Onde.
Større kristelig Oplysning er vel her Hovedsagen, men denne maa styrkes og ikke svækkes ved ydre Vehikler (fra engelsk : vehicles/red.). Det maa vel være klart for Enhver, at Lovgivningen har her som første Pligt at raade Bod paa Forgjængernes Synder ved herefter saameget som muligt igjen at indskrænke Brugen af Eden og kun beholde den som Vidne-ed og Partsed.
Selv denne sidste er maaske efterhaanden altfor meget udartet til at være et Supplement for Dommerens Mangel paa Skarpsindighed og en Hovedpude for hans Magelighed.
I alle de andre man kan sige hundrede Tilfælde, bør Eden utvivlsomt afskaffes, og et høitidelig Løfte uden Guds Navns Nævnelse sættes istedet, ledsaget t. Ex. som i England af den smukke Ceremoni at kysse det nye Testamente.
Skulde man i alle disse mangfoldige Tilfælde virkelig behøve Garantier — hvilket langtfra altid er klart –, da vil et saadant Løfte være fuldkomment tilstrækkeligt, og man vil da ialtfald undgaa det langt større Onde, at have givet Anledning eller Stødet til Edens letsindige Brug eller Misbrug idethele.
Men vender Edeen fra altfor længe at have været et Hverdagsanliggende tilbage til at blive en Søndagssag, bør den ogsaa have Hellighedsdragt. Hvor maa man ikke i vor udraabte kristelige Nutid i denne Retning rødme ovenfor vore hedenske Forfædre ! De, som idethele havde et høit Begreb om Eden og dens religiøse Betydning, gjorde dens Aflæggelse til en ligefrem gudstjenstlig Handling. Deres Thingsteder laa, som bekjendt, i Regelen i deres templers umiddelbare Nærhed — maaske en Antydning af et sandere og sundere Blik paa Retsvæsenets Oprindelse og Hensigt idethele — og Eden aflagdes i Templet selv, idet Vidnet under Gudernes Paakaldelse holdt i sin Haand den hellige Alterring.
Det kan ikke falde mig ind at foreslaa at gjøre Edfæstelsen nu om Dage til en gudstjenstlig Handling — dertil er Thinget efterhaanden kommet altfor langt bort fra Kirken — , men det er min fulde Overbevisning, at den er og bør være en geistlig, en prestelig Akt.
Eden er en Sjelesag, at fremkalde den i Ordets sande og hellige Betydning fra Hjertets Kaos af Løgne bliver en Sjelesorg, og enhver saadan tilkommer dog unegteligt Sjelesørgeren.
Den nuværende Edsadministrator — han være Jurist eller Militær — er i Regelen altfor ensidigt realistisk uddannet, kjender for lidet til det psychiske Liv, har i Regelen altfor lidet Kjendskab til Edsdeponenten selv og har almindeligtvis Ordet altfor lidet i sin Magt, til at han selv i bedste Tilfælde kan være Hvervet nogenlunde voxen.
I sin Prest har derimod Vidnet sin kjendte og agtede Sjelelæge, og i dette Stykke det eneste rette Forum. Der kan ingen Tvivl være om, at Herrens indviede Tjener, der taler til sit Sognebarn som den, der har Myndighed, og som allerede indgyder Ærefrygt ved sin Stilling, ja selv ved sin geistlige Dragt, vil kunne befæste mangen i Sandhedens Tjeneste vaklende Stakkel, styrke den Letsindige og skræmme selv den mere Forhærdede, kort forebygge mangen Reservation, Vidneustadighed og Meened og saaledes restaurere Eden som det helligste og menneskelig talt sikreste Bevismiddel.
Denne Tanke ligger her altfor nær, til at den ikke nogetsteds skulde være udført i Praxis, hvis man ogsaa her absolut skal have Forbilleder at rette sig efter. Saavidt vides er Edfæstelsen t. Ex. i Rusland en rent prestelig Handling.
Til Slutning kan jeg ikke tilbageholde det Forslag, at, hvis Edsinstitutionen — hvad der er altfor meget at befrygte — fremdeles skal beholde sin nuværende Form, Edsforklaringen da som et Palliativ maa blive at oplæse for ethvert Vidne, før Eden bliver aflagt, og ikke som nu for Hastværks Skyld springes over, naar den forudsættes at være bekjendt.
_____________________
Det er nu mit inderlige Ønske, at Theologer, Jurister og Andre med Stemmer vegtigere end min, og Navne klangfuldere end mit, vilde forene sig med mig om at lægge dette Fædrenelandsanliggende baade Regjering og Storthing som en Sag af første Klasse paa Hjertet, at de ialfald vilde skjænke Sagen nærmere Opmærksomhed og den nødvendige foreløbige Drøftelse.
Men ak ! den gaar ikke ind under Assurance- og Pudretsager og vil derfor rimeligvis dele Skjebne med en Opfordring, som for længere Tid tilbage udgik forgjæves fra en anden Haand, til en lignende Drøftelse af et andet vigtigt Anliggende — Skoledirektørpostene, tilsyneladende det største Humbug, vort Land i det sidste Tiaar har oplevet.
Jeg sætter mit ubetydelige Navn under, dels fordi et Kartel altid forudsætter Navns Nævnelse, dels fordi jeg ifølge mine Studier og Stillinger maaske mere end de Fleste i vort Land er berettiget til en komparativ Anatomi af de menneskelige Love i Forhold til de guddommelige og endelig som den Fattiges Nødraab, der tvinges til at trygle om fremmed Hjælp.
Herman Roosen, Sagfører, Cand. theol. & jur.