«religionspartier og secter» i stiftsstaden christianssand

– utgjør kapittel 8 i boken av tidligere sogneprest og stiftsprost Paul Brodahl Lassen : «Beretning om Stiftsstaden Christianssand – dens Fortid og Nutid»; Christianssand 1883;

– af P.B. Lassen, Stiftsprovst; (Paul Brodahl Lassen, f. 1795, var fra november 1841 til april 1880 sogneprest og stiftsprost i Kristianssand (Christianssand). Han gikk bort 2. sept. 1885, 90 år gammel;

– her følger gjengitt fra sidene 144 – 159 i dette interessante skrift om Stiftsstaden, utgitt i 1883, da var P.B. Lassen 88 år gammel;

«Religionspartier og Secter».

Allerede ved Byens første Privilegier tilstodes alle fremmede Nationer, der tilflyttede Byen, for sig og Familie fri exercitium religionis i Christianssand, naar de kun for Magistraten afiagde Troskabsed, og ved Privil. af 31te Januar 1738 blev dette stadfæstet og udvidet til alle Kirkesamfund og Religionspartier, dog Jøder undtagne.

Under Beskyttelse heraf har allerede i den ældste Tid opholdt sig her Bekjendere saavel af den reformerte, catholske og biskopelige Kirke som af Gjendøbere og andre Secter, men de vides aldrig at have udgjort saadant Tal, at de have sluttet sig i nogen Menighed, øvet nogen Gudstjeneste, der er blevet vitterlig for Andre eller opdraget deres Børn efter egen Bekjendelse, meget mere have de ofte sluttet sig til den evangl.-luth. Kirke, og her er Exempler paa, at Bekjendere af den reformerte og biskoppelige Kirke ere tagne til Alters uden nogen offentlig Overgang til vor Kirke.

I 1788 sees en Katholik efter foregaaende Undervisning offentlig paa den i Ritualet foreskrevne Maade at være gaaet over til vor Kirke, og ligeledes i 1797 en Gjendøber, (Maler Apel, som endnu har Efterkommere her).

– 145 –

Ministerialbøgerne vise, at lige til efter 1780 bleve Catholiker begravne vel paa Kirkegaarden, men uden Jordpaakastelse eller andre kirkelige Ceremonier.

Det synes, at Selvmordere ere begravne udenfor Kirkegaarden, hvor Vedkommende have ønsket det og uden Øvrighedens Indblanding.

I Ministerialbogen for 27de Marts 1772 hedder det om en Lieutenant C. F. F., «fundet død i sin Seng, efter Sigende af Selvmord, og da hans Begravelsessted er mig ubekjendt, er det heller ikke her anført». Ligeledes 20de Juni 1783 «efter Stiftamtmandens Ordre Arrestant Stefan Andersen, der døde underveis, begravet i al Stilhed paa Hospitalskirkegaard uden Ceremonier».

Uagtet den fri Religionsøvelse, som var tilladt i Christianssand, synes dog fremmede Religioner eller Secter ikke her at kunne synderlig trives. I en gammel Justitsprotocol finder jeg, at i 1740 har 3 fremmede Secterere, Skræddere af Profession, opholdt sig en Tid her i Byen og søgt at virke for deres secteriske Lære, men da de ikke fandt onskeligt Gehør, men Modstand af Geistligheden, droge de til Mandal, hvor de synes at have fundet mere aabne Øren.

En Deel as Menighedens Lemmer indstevnede deres Prest Jens Halse for en Provsteret, hvor han tiltaltes for at have holdt Samfund med disse Secterere, deltaget i deres Gudstjeneste, prædiket deres Lære, fornemmelig at Daaben ikke var Gjenfødelsesmiddel, og havde erklæret sin hele foregaaende 19-aarige Virksomhed i Menigheden unyttig, «fordi han havde prædiket, som han sagde, efter Bøgerne, men nu vilde han prædike alene af Aanden».

Efter Vidnernes Udsagn havde han været en begavet og aandrig Mand, der før havde talt dem til Trøst og Opbyggelse og været kaldet i Nabomenigheder til bekymrede Sjele.

Han blev overbeviist og erkjendte det Paaklagede

– 146 –

og dømt til : «i sin første Prædiken at tilbagekalde sin Vildfarelse, og love for Eftertiden hverken i eller udenfor Kirken at give Forargelse eller Anstød, men udrette Alt til Christi Menigheds Opbyggelse».

Saa blev han og ilagt en Mulct af 5 Rdl. til Presteenker, 5 Rdl. til Justitskassen og 10 Rdl. i Omkostninger.

Der høres ikke mere om denne Bevægelse, og de fremmede Secterere synes at have forladt Egnen før Processen kom igang.

Ellers synes intet Sectvæsen eller aandelig Vækkelse at have gjort sig gjeldende her før Hans Nielsen Hauges Virksomhed.

Som bekjendt var det i Slutningen af forrige Aarhundrede at han begyndte sin vækkende Prædiken paa Østlandet og senere i Throndhjems Stift, hvor der af hans Tilhængere under den første sværmerske Vækkelse foregik Udskeielser, der paakaldte Øvrighedens Indgriben ligesom adskilligt i deres Virksomhed stod i nogen Strid med den da gjeldende Lovgivning.

Ved Juletid 1798 var Hauge første Gang her i Christianssand, og med det ham egne skarpe Blik for det Økonomiske saa han strax, at her paa den Tid kunde være noget at gjøre for ordentlige og vindskibelige Borgere.

Aaret efter hjalp han sin Ven, Hans Bachrud, til at kjøbe Bogtrykkeriet her med den samme tilliggende Rettighed til Avisen.

Siden flyttede flere af Hauges Venner hertil, blandt disse ogsaa hans Broder Ole N. Hauge, og disse drev en ikke ubetydelig Handelsvirksomhed. En af dem, Ole Eielsen, der har oplagt flere af H.s Skrifter, var Eier af Gaarden Eeg.

Hauge selv har opholdt sig her forskjellige Gange, dog kun i kortere Tidsrum og aldrig for nogen Stadighed, saaledes i 1803, da han anlagde Papirfabriken paa Fennefos, omtrent 6 Mil nord for Byen ved Torrisdalselven;

– 146 –

i 1804 da han tilsaae Trykningen af nogle af sine Bøger; og i 1809, da han anlagde et Saltkogeri i Lillesand, hvortil han jøgte her i Byen at faae arbeidet nogle Indretninger.

I Førstningen var det kun disse H.s Venner, der fra fremmede Steder vare flyttede hertil, som sluttede sig sammen, men skjønt deres Virksomhed var stille og bramfri, vakte den dog Opmærksomhed, saa at efterhaanden en Deel af Byens gamle Indvaanere sluttede sig til dem.

De have ikke, mig bekjendt, nogensinde separeret sig fra det bestaaende Kirkesamfund, tvertimod ansaaes de for de flittigste Kirkegjængere, der agtede Guds Huus, hans Ord og Ordets Lærere; men de tilfredsstilledes ikke ved den offentlige Gudstjeneste alene, hvorfor de samledes til særegen Andagt saavel Helligdage som Virkedage, og i disse Samlinger gik det stille og ordentligt til med Psalmesang, Bøn og Læsning af Postiller eller Andagtsbøger saasom Joh. Arndts, Speners, Franckes o. Fl.

Man skal vanskeligt paavise noget i deres Forkyndelse, der staaer i Strid med vor Kirkes Bekjendelse, om de end lagde altfor stor Vægt paa det ydre Liv, paa Sabbatens næsten gammeltestamentlige Overholdelse, paa de saakaldte Adiaphora, saasom Musik, Dands og Spil, og for mange af dem blev Afhold fra Saadant og en flittig Søgen til Forsamlingerne anseet for et Criterium paa en Christen.

Vist er det, at de henhørte til de vindskibeligste og ordentligste Borgere, der vare Lov og Øvrighed underdanige, og fra det første Decennium af dette Aarhundrede har jeg hørt mange christelige Prester give Hauges Venner det Vidnesbyrd, at de hørte til Menighedens agtværdigste Lemmer. Dette Vidnesbyrd tiltræder jeg gjerne ogsaa for de Levninger af dem, som endnu findes.

Jeg har havt rig Anledning til at lære H.s Venner at

– 148 –

kjende. Ikke blot her i Byen har der været temmelig mange af dem, men ogsaa i de to Prestegjeld, hvor jeg før har været ansat (Evje og Undal/red.), var der mange, især i Evje, hvor Papirfabrikken var anlagt, og jeg stod i venligt Forhold til de fleste af dem.

Jeg burde derfor kunne have en begrundet Dom om deres Virken. Denne min Dom faaer staae for min egen Regning, uden at jeg vil paanøde Andre den, men jeg faaer dog yderligere udtale den, da det høiligen har bedrøvet mig at see, at en anseet Historiker har, forat hæve H.s og hans Venners Virksomhed, brudt Staven over den hele norske Geistlighed og Dommerstand, tilskrevet denne Virken den heldige Forandring, der rundt i Landet er indtraadt med Hensyn til Forkyndelsen og Høren af Guds Ord, og været blind for dens Svagheder.

Wergeland (Nicolai W.- Henrik Ws far/red.) har udtalt sig om H.s Venner saaledes : «de udgjøre snart mere i moralsk end i dogmatisk Henseende en Sect og jeg har megen Agtelse for de fleste af dem».

Jeg finder, at han med disse faa Ord kort og træffende har betegnet dem. Saavel i Skrift som Tale omhandlede de vel Christendommens Hovedsandheder, men Vægten lagdes dog paa et ydre ustraffeligt Liv med Flid og Nøisomhed, paa Sabbatens strenge Overholdelse og paa flittig Deltagen i deres Forsamlinger og Opbyggelser.

Ved dette sidste frygter jeg for at de have medvirket til at svække Menighedslivet og fremkalde Separatisme, der desværre i den sidste Tid af andre Aarsager har udviklet sig stærkt.

At H.s Venner vare noget indifferente i flere af Christendommens Sandheder, synes ogsaa at kunne godtgjøres derved, at de forholdt sig ligegyldige ved den uforsvarlige Maade, hvorpaa Sacramenterne administreredes her i Domkirken i den første Deel af det andet Decennium.

At H.s Virken har bidraget til større Alvor Hos mange

– 149 –

Christne, bør villigen indrømmes, men at tilskrive den nesten udelukkende, at Evangeliet forkyndtes purt og rent senere hen i Aarhundredet, kan ikke bestaae med historisk Sandhed, ligesaalidt som det kan billiges, at Staven brydes fast uden Undtagelse over hele Landets Geistlighed, som om den var nedsunken i Rationalismen.

I Slutningen af det 18de Aarhundrede og endnu udover det 19des første Decennium stod den allerstørste Deel af den norske Geistlighed endnu paa luthersk Grund og forkyndte Evangelium efter vor Kirkes Lære, og om end nogle enkelte vare berørte af den Fornuftreligion, som allerede forkyndtes i Danmark, saa maa man dog sige, at det var sund evangelisk Christendom, som lød i Guds Huus fra mange fromme og christelige Prester, og det var netop i denne Tid, at H.s Virken udfoldede sig stærkest.

Det var vel saa, at allerede i det første Decennium kom enkelte Candidater op fra Danmark som Lærere i de høiere Skoler, og forkyndte der Menneskefornuft istedet for Aabenbaringen, men det staaer fast, at det var først udi det andet Decennium, at Guds Ord ogsaa mangesteds i Norge maatte give Plads i Guds Huus for en tør moralsk Fornuftpræken.

I Almueskolen troer jeg ikke at Rationalismen fik Indpas uden maaske af enkelte unge Lærere, der vilde udkramme deres nye Klogskab.

Nei, den lykkelige Forandring, hvorved Guds Ord kom til at lyde baade i Kirke og Skole i vort Fædreland, kan ikke tilskrives Hauge eller hans Venner, men Guds naadige Styrelse; og forsaavidt man vil nævne Mennesker som hans særlige Redskaber, saa er det vort Universitets første theologiske Lærere, Hersleb og Stenersen, der tilkommer denne Ære.

Disse fromme, ydmyge christelige Kjæmpere forkyndte Guds Ord overensstemmende med vor

– 150 –

Kirkes Lære og med en Inderlighed og Varme, der greb de unge theologiske Studerendes Hjerter og derved efterhaanden bragte Sandheden til at lyde rundt det hele Land. Herren være takket for den Velsignelse, han ved disse Hædersmænd lod udgaae, og lade deres Minde bevares med Erkjendtlighed.

Det har ogsaa været sagt, at det var den herskesyge Geistligheds Klage og en partisk Øvrigheds Skyld, at Sag blev anlagt mod Hauge, at den blev udtrukket igjennem mange Aar og endelig sluttedes med hans aandelige og økonomiske Ruin.

At dette ikke er overensstemmende med historisk Sandhed, kan man overbevises om ved kun en flygtig Gjennemgaaen af Sagens vidløftige Acter. Den størfte Deel af Geistligheden har givet H. og hans Venner fordelagtigt Vidnesbyrd; det var Udskeielser fra enkelte Fanatikere, der paakaldte Øvrighedens Indgriben, og saa meget som man maa beklage, at denne Sag blev anlagt, at den trak saa langt ud og den Behandling, H. var Gjenstand for, saa maa ogsaa tages i tilbørlig Betragtning Sagens overordentlige Vidtløftighed, at Lovovertrædelse virkelig var tilstede og at det er uberettiget at tvivle om den faldne Doms Lovmæssighed; heller ikke kan det være rigtigt at sige, at H.s økonomiske Stilling blev ødelagt, da han ikke faa Aar derefter døde som en velstaaende Mand.

– Det kan med Rette siges, at største Delen af disse Bemærkninger om H. og hans Venner er paa uret Sted, da det meste vedkommer det hele Land og ikke blot Christianssands Historie, men jeg har gjerne grebet denne Anledning til at nedlægge en Protest mod det utilbørlige Stænk, der er kastet paa vor Øvrighed og fornemmelig paa Geistligheden.

Jeg har kjendt mange af den Tids Geist lighed, som jeg erindrer med Kjærlighed og dyb Pietet,

– 151 –

overbeviist om at de vare fromme Guds Tjenere, der forkyndte Guds Ord uforfalsket efter deres Presteed og følte Ansvaret af deres Kald.

Jeg har havt stor Agtelse for H. N. Hauge og for de fleste af hans Venner, som jeg er kommet i Berøring med, og det er ikke faa;  – men mest Agtelse har jeg dog for Sandheden.

Flere af Byens Folk deltoge efterhaanden i de af H.s Venner holdte Andagter og da Rummet blev for trangt i deres private Huse, indrettede de sig i Aaret 1825 et eget Locale i Huset No. 491b tæt ved Kirken, hvor deres Opbyggelser fortsattes med Orden og Stilhed indtil 1856, da de byggede et rummeligt og vakkert Bedehuus i Dronningens Gade, og til Andagten der er Adgangen aaben for alle.

Huset og dets Benyttelse staaer under en valgt Bestyrelse, der blandt andet skal iagttage den Regel, at Ingen tillades at holde Foredrag uden man har forvisset sig om, at han holder sig til vor Kirkes Bekjendelsesskrifter.

Disse Andagtsøvelser og Bibellæsninger besøges flittigt, saa det store Rum ofte er ganske fuldt.

Da Domkirken var afbrændt, var det en Lykke, at man fik dette vakre Rum til at holde offentlig Gudstjeneste i, og ved en Overenskomst med Bedehusets Bestyrelse erholdt Bygningen en saa stor Udvidelse og fik en saa tækkelig Indredning, at den afgiver et meget anstændigt og efter Omstændighederne nogenlunde hjælpeligt Kirkerum.

I Aaret 1852 kom en Thorkild Hammersmark fra Vestlandet hertil forat arbeide med den første Vandledning, som anlagdes her.

Han hørte til «Spøtevoldens» eller de saakaldte «Stærktroendes» Parti og var før draget om paa Vestlandet som Bods- og Vækkelsesprædikant. Da han havde ikke saa ganske ringe Evner og Begavelse som Folketaler til at vække af aandelig Søvn, samlede en Deel sig

– 152 –

om ham at høre hans her holdte Foredrag.

Han var forsigtig i sine Udtalelser, saa hans særegne Meninger ikke kom klart frem. Han vandt dog aldrig fuld Tillid hos Hauges Venner. De alvorlige iblandt dem fandt, at han manglede den Aabenhed og Ærlighed, som man er berettiget til at fordre hos en levende Christen, og med al hans Forsigtighed skimtede dog Lærdomme frem, der ikke kunde bestaae med vor lutherske Bekjendelse.

Hos Nyvakte og Ubefæstede, der havde liden Kundskab i Guds Ord, samlede han ikke faa Venner om sig, og da hans verdslige Arbeide her var ophørt, bidroge disse til hans Underholdning og hørte hans Foredrag, som han holdt i private Huse og en Tid i Bedehuset.

Da Bestyrelsen af Bedehuset fandt hans Lære i mere end en Henseende ubibelsk, saasom Umuligheden af falde ud af Naadestanden, om Nægtelse af Daaben som Gjenfødelsesmiddel m. m, saa nægtedes ham Adgang til at tale i Bedehuset, og dette foraarsagede nogen Splittelse imellem dem, der bidroge til Husets Vedligeholdelse.

Enden blev dog, at Thorkilds Venner byggede et eget Bedehuus, der i Førstningen besøgtes meget godt, og flere af disse kom kun i Kirken, naar de gik til Alters. I 1859 brændte dette Bedehuus, men blev opført af nyt; dog kom hverken Bedehuset eller Thorkilds Virksomhed mer til sin forrige Anseelse, og nu veed jeg ikke bedre end at dette Bedehuus staaer ubenyttet for sin oprindelige Bestemmelse.

Ved Siden af sit Prædikeembede holdt Thorkild en Boghandel, og da han forsikkrede om at alle de af ham solgte Bøger vare prøvede af ham, saa man kunde være tryg for at de ikke indeholdt falsk Lære, havde han ikke saa liden Afsætning.

Bibelselskabets Udgaver af Bibelen erklærede han for falske, hvorfor han havde foranstaltet et

– 153 –

nyt Oplag af Udgaven fra 1633, som dog ikke er fri for vilkaarlige Forandringer.

Den gamle Udgave af Luthers Katechismus og Pontoppidans store Forklaring «Sandhed til Gudfrygtighed» vare de eneste paalidelige Lærebøger; alle Udtog eller Omarbeidelser vare falske.

Da nu Saxdorfs Udtog af Forklaringen benyttedes i den offentlige Almueskole, kunde Thorkilds Venner selvfølgelig ikke lade deres Børn søge denne Skole, hvorfor de bekostede en egen Privatskole, hvor endog Thorkild selv en Tid var en uduelig Lærer. Skolen havde en kort og sørgelig Tilværelse og ophørte omsider af Mangel paa Søgning.

Der kom Splittelse i Partiet; Thorkild forlod Byen og er siden død.

Nu er der kun yderst faa Levninger tilbage af dette Parti, og disse troer jeg ere alvorlige Christne, der vel endnn have Thorkild og hans Virken i kjærlig Erindring, men synes ikke at hylde de af ham forkyndte forkastelige Lærdomme.

Thorkild forblev staaende i Statskirken og nød Sacramentet i den; et Par af hans Venner udmeldte sig og er senere døde.

I Aarene 50 til 60 var en her bosat Mand i et Besøg i Skien og kom der i nær Berørelse med Lammers og hans Venner. Ved Hjemkomsten samlede han ikke faa, formentlig mest af Thorkilds Venner, om sig, der hørte hans Forkyndelse overensstemmende med de af Lammers hyldede Anskuelser, med hvem han forte Correspondance, ligesom ogsaa Lammers selv var her paa Gjennemreise.

Da Thorkilds Anseelse efterhaanden dalede betydeligt, tiltog mere og mere Tilslutningen til Lammers, og saavidt jeg erindrer var det i 1857 at et ikke saalidet Parti af dem alvorlig tænkte paa Udtræden af Statskirken og Tilslutning til en selvstændig Frimenighed.

Dette Skridt blev

– 154 –

dog udsat først af Mangel paa en Forstander, som de havde fuld Tillid til, og senere, da L. aabent udtalte sin Lære om Daaben, bleve flere af dem ængstelige og forstode, at denne Lærdom ikke var saa bibeltro, som de for havde antaget.

Imidlertid var der vakt Tvivl om Statskirkens Forkyndelse saavel i Kirke som i Skole, og i Begyndelsen af 1859 udmeldte 4 Personer sig formelig af vort Kirkesamfund, uden dog at angive noget andet hvortil de sluttede sig. En af disse faldt senere i Mormonernes Hænder og lod sig døbe af dem, og et Ægtepar gik senere igjen tilbage til Statskirken.

Skjønt L.s Anskuelser aldrig her vandt nogen fuld Tillid eller stor Tilslutning, maa den dog ansees for Spiren til den Frimenighed, som senere hen her samledes.

En theologisk Candidat J. M. Giverholt flyttede hertil og udviklede en ikke ringe Virksomhed som Opbyggelsesprædikant saavel i private Huse som i Bedehuset. Da han havde adskillig Begavelse og brugte drøie Ord og Talemaader, ansaaes han af Mange for en begavet Apostel.

For mere alvorlige Christne, der havde aabent Øie for bibelsk Christendom og kirkeligt Samfund, blev det dog snart klart, at han førte en Lære, der ikke i alle Dele kunde bestaae med vor lutherske Bekjendelse.

Han synes at hylde den nyevangeliske Retning, som formentlig maa ansees for antinomistisk. Han synes at betone Forsoningen saa, at Saliggjørelsens Orden overspringes, fornægter Daaben som en Pagt, forkaster at der ved samme fordres nogen Bekjendelse, anseer al Forberedelse til Nadverdens Nydelse for ufornøoden, det hedder kun : kom og tag Naaden, uden at spørge om Trang eller Bekvemhed til at tage.

Da Bedehusets Bestyrelse fandt, at hans Lære stod i Strid med vor Kirkes Bekjendelsesskrifter, maatte den nægte

– 155 –

ham Adgangen til der at optræde, og dette foraarsagede en Splittelse imellem dem, der gjerne søgte de der holdte Opbyggelser.

Giverholt søgte da andetsteds for sin Forkyndelse, og uagtet mange ikke billigede alle hans Udtalelser, fandt de sig dog greben af ham, og hans drøie Udtryk mod alt Bestaaende, mod Kirke, Skole og den bestaaende Embedsstand kildrede Manges Øren, saa de sluttede sig om ham, hvorfor han ogsaa udmeldte sig af Statskirken, uagtet han kort før var kirkelig ægteviet og havde deltaget i Nadverdens Sacramente i vor Kirke.

Med ham udmeldte sig nogle andre Menighedslemmer, hvorefter han fik istand den første ordnede Frimenighed, for hvilken han selv var Forstander. Lemmerne af denne Frimenighed opførte et rummeligt og smukt Bedehuus i kirkelig Stil, hvor deres Gudstjenefte med Sang, Prædiken og Sacramenternes Administration udføres.

Skjønt det er et forholdsvis ringe Antal, der have udmeldt sig og ere gaaede over til denne Frimenighed, skal dog deres Gudstjeneste være godt besøgt ogsaa af Statskirkens Lemmer saavel fra Byen som omliggende Landdistrict. I denne sin Kirke har han ogsaa om Søndagene samlet Børn af høist forskjellig Alder og givet Christendomsundervisning. Han har kun nødig givet Voxne Adgang hertil, men undskyldt sig med Mangel paa Plads.

Da denne Undervisning for en stor og forskjelligartet Børneflok ikke kan antages at foregaa med saadan Orden, at Lærdommen kan fæste sig hos dem, har den neppe nogen synderlig Indflydelse paa deres Overbevisning, men Udfald mod de offentlige Skoler, mod disses Lærere og de der brugelige Lærebøger maae dog befrygtes at vække flere Børns Opmærksomhed og svække deres Tillid og Kjærlighed for Skolen.

Giverholt blev imidlertid Mange for mægtig som Forstander og hans Anseelse sagdes

– 156 –

at aftage. Saavidt jeg veed var det i 1881 at han fortrak til Throndhjems Stift, og Frimenigheden fik en ny Forstander, med hvem de skal være vel fornøiede.

I 1872 kom en Mand fra Egersund hertil og indvirkede paa Beslægtede og Venner med Forestilling om at Guds Ord forkyndtes falsk i vore Kirker og Skoler og at Sacramenterne forvaltedes uoverensstemmende med Christi Indstiftelse m. m.

I Slutningen af Aaret blev jeg af Medhjælperne gjort opmærksom paa, at nogle Familier samlede sig i deres private Huse til Gudstjeneste og administrerede Sacramenterne paa en særegen Maade.

Ved at henvende mig til dem, kom jeg til Kundskab om, at det ikke blot var den Maade, hvorpaa Sacramenterne forvaltedes. de forkastede, saaledes at Daaben skulde udføres i Kirken, at der ikke fordredes en fuldstændig Nedstigen i Vandet, at Brødet ikke blev brudt i Nadverden, men det var vor hele Kirkeskik med Lærerstand og Forklaring eller Udlæggelse af Guds Ord, de forkastede.

Mine Forestillinger om deres Vildfarelse var frugtesløs, ligesaa min Anmodning om at de paa lovlig Maade vilde udmelde sig. De svarte hertil, at de ved en saadan Handling vilde arbeide imod deres Sanvittighed, da det vilde være at tilkjøbe sig Ret til at leve som sande Christne.

Da jeg kjendte nogle af disse Folk som meget agtværdige og oprigtige, formaaede jeg andre Geistlige og christelige og forstandige Lægfolk til at indvirke paa dem, men Alt forgjæves; de vare aldeles uimodtagelige for Grunde.

Da de vedbleve deres Forvaltning af Sacramenterne, skred den civile Øvrighed ind, og da ogsaa Forestilling fra Overøvrighed og Dommeren bleve upaaagtede, nødtes man til at sagsøge to af dem, der bleve dømte i Mulct, og da denne ikke blev betalt, afsonede de den villigen med Arrest paa Vand og Brød.

– 157 –

De vedbleve uforandret deres Forhold og vare ikke at formaae til at udmelde sig af Statskirken.

Sagen indberettedes derfor til Kirkestyrelsen, der bestemte efter de oplyste Omstændigheder, at naar de for Sognepresten erklærede at staae i Strid med Statskirkens Lære, kunde det betragtes som en Udmeldelse og de opføres som udtraadte.

Jeg henvendte mig derefter personlig til enhver enkelt af dem, og fik endelig den fornødne Erklæring dog ikke uden adskillig Vanskelighed. De bleve anførte som udmeldte og fornøden Indberetning afgivet til Øvrigheden.

Det viste sig, at det ikke var mere end 9 Personer, der vare hildede i disse særegne Anskuelser. Siden ere de vedblevne med deres Gudstjeneste og Sacramentforvaltning uforandret. Deres Antal vides hverken tiltaget eller aftaget, men hvis de ikke komme til Erkjendelse af deres Vildfarelse, maa det be frygtes at deres Børn ogsaa vil hildes deri, skjønt det vil blive vanskeligt for disse at erholde nogen christelig Kundskab, da de ikke erkjende nogen Lærerstand eller nogen Forklaring af Guds Ord.

Hvorledes deres Gudstjeneste forrettes, veed jeg ikke. Formodentlig maa den bestaae alene i Oplæsen af Guds Ord, da al Udlæggelse deraf er utilladelig. Det hedder, at de have indbyrdes døbt hverandre under Nedstigen i Vandet, og Nadverden forrettes snart af En, snart af en Anden med Brødets Brydelse; under hvilke andre Ceremonier kjender jeg ikke.

De føre et stille, arbeidsomt og ordentligt Liv, Alle som kjende dem rose dem som gudfrygtige Mennesker. Et Par af dem har jeg noget nærmere Kjendskab til og stor Agtelse for, men at tale med dem om Christendom er forgjæves, her ere de uimodtagelig for alle Grunde. Det er forunderligt, at ellers forstandige Mennesker kunne saaledes hildes i ensidige Anskuelser, der synes at stride imod al Fornuft, at de blive aldeles blinde og

– 158 –

døve. Jeg troer ikke, de vil have nogen Indflydelse paa den øvrige Menighed, heller ikke synes de at virke derfor, men det er at befrygte, at deres Børn og maaske deres nærmeste Omgivelse kan blive smittet af deres Vildfarelser.

Mormonerne ere ofte optraadte her og have anstrengt sig for at faae Tilhængere, men her har dog været saa megen sund Sands i Menigheden, at det aldrig har lykkes for dem, uden forsaavidt nogle uforstandige Kvinder kan have lyttet til deres Tale og en enkelt for en kort Tid sluttet sig til dem. Jeg veed ikke at her er en eneste i Menigheden, som hylder Mormonismen.

Methodisterne have gjort store Anstrengelser og vist ikke ringe Pengeopofrelser for at vinde Tilhængere, men det har neppe i nogen synderlig Grad lykkes for dem. De holde her en Forstander, der stadig samler nogle Tilhørere i et lidet privat Huus, hvor han holder Foredrag og Andagt, men jeg troer ikke han har samlet saa mange at det kan kaldes en Menighed.

Afholdssagen har her fundet sine Venner, men nogen stor Sympathi synes den aldrig at have vundet. I den sidste Tid er oprettet en Loge for Totalafhold, der har opført et eget Locale til sine Samlinger. At disse Forføininger have medvirket til Ædrueligheds Fremme, kan ikke nægtes, men at gjøre dette til en Christendommens Sag, kan neppe billiges. Der har vi nok med de ti Bud, og al Guds Gave er god, naar den nydes med Taksigelse.

Missionssagen har, siden Schrøder i 1843 optraadte her, fundet Gehør hos alvorlige Christne, og ligesom Interessen for den er tiltaget saa har den ogsaa havt gavnlig Indflydelse paa det christelige Liv i det Hele og vækker alvorlige Tanker hos Enhver, som deltager deri, om ogsaa selv oprigtigen at søge Herren.

– 159 –

Bibelselskabet har virket igjennem Stiftscomiteen og fundet Deltagelse i Menigheden, ligesom det britiske og udenlandske Bibelselskab i mere end 50 Aar har havt et Agentskab, og da de hellige Bøger ere ombragte ved Colportører og afsatte for en ualmindelig billig Pris, er ogsaa en stor Mængde udbredt.

Jeg troer her er faa Huse i Byen, uden de hellige Skrifter findes, i al Fald er her ikke Nogen, der ønsker at have en Bibel, uden her ogsaa er god Anledning for ham til at faae den.

Husandagt holdes i mange Familier, men om det er saa almindeligt som ønskeligt, tør jeg ikke dømme om.

Kirkebesøget maa siges at være godt, og de allerfleste deltage i den hellige Nadverd.

Skriv inn søkeord..