– inntatt i «Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende» for «Torsdagen den 5te Juni 1834»; på dette tidspunkt var den særmerkede skolemann, dikter og forfatter Hans Hanson allerede 56 år gammel.
Diktet utgjør kjernen i en gudelig nordmanns syn på kvinnen – som ektemake og kanskje først og fremst som mor; les det fantastiske diktet her :
Moderen.
Elskelig er Pigen i sin Vaar;
Skjøn, som Rosen, naar den sig udbrede,
Hun i Uskylds blide Rødme staaer;
Som en Engel hende man tilbeder.
#
Elskelig er Konen, som saa mild
Manden gjennem Livet vil ledsage,
Som hans Taarer ømt bortkysse vil,
Og forskjønne blid hans Modgangsdage.
#
Men naar er vel Qvinden elskelig,
Som naar spæde Noer (spedbarn/red.) ved Brystet smiler,
Medens Moderøiet blidelig
Paa den hulde lille Engel hviler ?
#
Stor er Pigen, som med skyldfri Barm
Trods Forførelsens de lumske Snarer,
Uskyldskrandsen til sin Brudgems Arm,
Reen, uplettet, blomstrende bevarer.
#
Stor er Konen, naar med Kjerlighed
Hun den utroe Ægtemand behandler,
Naar hun røber ei hvad Hjertet led,
Og til Kulde Ømhed ei forvandler.
#
Men sig størst dog viser Qvindens Aand,
Naar hun sig hver Glæde kan frasige,
For med pleiende og kjerlig Haand,
Aldrig fra sin Børneflok at vige.
#
Naar hos syge Barn hun Dag og Nat
Ufortrøden selv kan Smerte døie,
Og, for kun at frelse denne Skat,
Aldrig lukker det forgrædte Øie.
#
Hellig Pigen er, naar hendes Haand
Ynglingen paa Dydens Vei bevarer,
Naar, en Engel lig, med kjærlig Aand,
Hun ham blid mod Fristelsen advarer.
#
Hellig Konen er, naar blid hun kan,
Som en dydig og gudfrygtig Qvinde,
Lede bort fra Lastens Vei sin Mand,
Og hans Sjæl igjen for Dyden vinde.
#
Helligst er den omme Møder dog,
Som, med stille Dyd og venlig Tale,
Talrig Afkem kun til Godt opdrog,
Og den Dyden elskelig mon male.
#
Som med Andagt lokked’ Herrens Bøn
Tidlig alt fra Barnets blide Læbe,
Og det lærte, Guds eenbaarne Søn
At adlyde og at ligne stræbe.
#
Moder ! for den gode, ædle Mand
Du i himmelsk Glorie fremtræder.
Pigen elsker, Konen ærer han;
Men den ømme Moder han tilbeder.
