– Første Bind – 1846; fra sidene 624 – 630 :
Nekrolog.
Atter har Kirken i vort kjære Fædreland maatte friste et smerteligt Tab ved en af sine ædleste, varmeste og dygtigste Tjeneres Død.
Det er ikke uden dyb Vemod, at vi her skulle fremstille for vore Læsere et Omrids af den Mands Liv, som vi dog efter Naturens almindelige Orden kunde have ventet endnu i mange Aar at se levende og kraftigt virkende iblandt os, og skjønt vi her som i alt ikkun maa prise den Høiestes Visdom og Naade, der satte en Grændse for en jordisk Tilværelse, saa fuld af Lidelse og Sorg, bløder dog endnu Hjærtet ved det friske Saar.
Christian Nikolai Keyser.
blev født den 5te Oktober 1798 af Forældrene daværende Præst til Aker og Slotskirken i Christiania Johan Michael Keyser og Kirsten Margarethe Wangensteen og var den 3die af 5 Brødre.
I Aaret 1806 forflyttedes hans Fader til Christiansands Bispestol, og i denne Byes Kathedralskole indsattes vor Keyser i en Alder af 9 Aar efter at have nydt den første Undervisning af nuværende Sognepræst til Skjebetg Randers og senere i en Forberedelsesskole i Christiansand.
Allerede 1810 mistede han sin fortræffelige Fader, der efterlod sin Enke med 5 uforsørgede Børn, dem hun dog med sjelden Opoffrelse og troligen understøttet af sin Steddatter, der senere ægtede nu entlediget Overlærer Preus, vedblev at holde til Studeringer.
Hvilke skjønne Forhaabninger vor Keyser allerede da opvakte, viser blandt andet
– 625 –
det glimrende Testimonium, som meddeltes ham af hans ærværdige Rektor Amberg, da han endnu ikke 16 Aar gammel i 1814 dimitteredes til Universitetet, hvor han absolverede Examen artium med Charakteren Hauad illaudabilss og Aaret efter anden Examen med Lanudabilis, hvorpaa han opoffrede sig til det theologiske Studium.
Ved Siden af sit Studium gav han Informationer og ansattes som Lærer ved Borgerskolen i Christiania, hvilket vel forsinkede ham i at underkaste sig Embedsexamen, men derimod udviklede den Lyst til Undervisningsvæsenet, som siden aldrig forlod ham, og som har baaret herlige Frugter for Samfundet.
Som Student gjorde han sig overordentlig afholdt af sine Kammerater saavel ved sin jævne, ligefremme, trofaste Charakter som ved sin livlige Deltagelse i alle Studenteranliggender, hvorfor han ogsaa var et særdeles virksomt Medlem af Studentersamfundet, som hvis Direktør han oftere fungerede, og der er vist faa, hvis Minde fra disse Dage mere levende fastholdes af hans Samtidige, end vor Keysers.
I Aaret 1818 ansattes han som Protokollist ved Universitetsbibliotheket, og 1820 foretog han i Følge med Professor Stenersen en Udenlandsreise gjennem Sverige, Danmark, Tyskland og Schweitz, under hvilken Reise han ved Opholdet i de forskjellige Universitetsstæder fortsatte sit theologiske Studium. Efter 1 1/2 Aars Fraværelse indtraadte han igjen i sit forrige Embede og absolverede 1822 Embedseramen med bedste Charakteer.
Som Sekretær ved Universitetsbibliotheket og Lærer ved Møllers Institut forblev han nu i Christiania, indtil han 1825 erholdt en Overlærerpost ved Christiansands lærde Skole i Latin, Fransk og Tysk.
Hvorledes han som Lærer ved sin sindige og kjærlige Behandling forstod at vinde sine Disciples Kjærlighed og Høiagtelse og ved sit fattelige og indsigtsfulde Foredrag at befordre deres Fremgang og vække deres Kappelyst, derom vil ikke høres mere end et Vidnesbyrd af de mange, der have havt den Lykke at høste Gavn af hans Veiledning.
I 1826 indgik han i Ægteskab.
– 626 –
med Agnes Louise Carlsen, Datter af Overkrigskommissær Carlsen i Christiania, i hvilket Ægteskab Gud skjænkede dem 7 Børn.
Efterat have tilbragt omtrent 5 lykkelige Aar i denne Stilling udnævntes Keyser til Sognepræst til Tveds Menighed i Nærheden af Christiansand, i hvilket Embede han i henved 7 Aar med en sjelden Nidkjærhed, udmærkede Talenter og varm Følelse for en Sjelesørgers skjønne Kald virkede som Kirkens og Statens tro Tjener.
Som Prædikant besad han ikke blot i udmærket Grad den ydre Veltalenheds henrivende Talenter; men han vandt ogsaa ved sin Tales Kraft og Grundighed et saa udelt Bifald, som vel sjelden nogen geistlig Taler hos os har erholdt. Hvad han virkede som Sjelesørger, derom kan man først faa Begreb ved at tale med hans fordums Menigheds Lemmer, hos hvem det i Sandhed har været baade paafaldende og rørende at bemærke en Kjærlighed for den Afdøde, som fulgte ham den hele Tid, efterat han havde forladt dem, og som nu har fulgt ham i Graven.
Den sjeldne Opoffrelse, han viste for hvert enkelt Lem af Menigheden, navnlig under en epidemisk Sygdom, som herskede i hans Sogn i 1835, vil aldrig glemmes. Ogsaa som Forligelseskommissær virkede han under sin hele Embedstid der i Sognet til Held og Velsignelse, og det var derfor med almindelig Sorg, hans Menighed i 1836 erfor, at han vilde give efter for de mange Anmodninger, der stiledes til ham, om at indtræde i en ny Stilling som Universitetslærer i hans afdøde fortrolige Ven og Lærer Professor Stenersens Sted.
I Aaret 1836 kom saaledes Keyser til Universitetet, hvor han da heller ikke fandt Hersleb længere blandt de Levendes Tal og derfor strax indtraadte som første theologiske Professor. Som saadan begyndte han sin Virksomhed i Aaret 1837 med at foredrage Indledningen til det nye Testamentes Studium og vedblev senere den hele Tid at foredrage den christelige Dogmatik og Moral og
– 627 –
den naturlige Theologi, hvorhos han i det theologiske Seminarium foredrog Homiletik, Pastoraltheologi og Symbolik samt veiledede de Studerende i Udarbeidelsen og Foredraget af egne Taler.
I en kraftfuld Alder, med varm Iver for sit nye Kald og med sjeldne Talenter for en Virksomhed, der i saa høi Grad fordrer Liv og Klarhed i Fremstillingen af den levende følte Sandhed, tiltraadte Keyser sit Embede, og den talrige Skare af theologiske Studerende vil vel aldrig glemme de skjønne Timer, han skjænkede dem, naar hans veltalende Røst klang fra Kathedret for at gjøre den Lære, han havde udviklet, virksom og frugtbringende for Livet, ligesom det ogsaa for enhver, der kom i nærmere Berørelse med ham, vil være i altid friskt Minde, hvor velvilligt og nidkjært han stedse imødekom de Studerende, saavel de theologiske som andre, da det var en af hans kjæreste Tanker at kunne befordre en inderligere Forbindelse mellem Universitetets Lærere og de Studerende.
Men saamegen Kjærlighed og Høiagtelse, som Keyser ogsaa i denne Stilling vandt hos enhver, saa tage vi dog neppe feil, naar vi tro, at han vist ofte ønskede sig tilbage til sin forrige Stilling i Kirken; ikke fordi vi betvivle, at Keysers herlige Aand gjorde ham maaske i samme Grad dygtig til Universitetslærer som til Præst, men fordi han kom i denne Stilling først saa sent, at hans hidtil førte Liv gjorde ham mindre skikket til at udholde det stillesiddende Liv, som hans mange Forretninger her gjorde nødvendigt.
Ønskeligt synes det for vore Øine at have været, at Keyser enten strax var indtraadt i denne Virksomhed, hvortil hans sjeldne Talenter fortrinlig gav ham Adgang, eller ogsaa, at han var vedbleven i den geistlige Stilling, hvori han saaledes havde begyndt, at han sikkerligen inden føie Tid vilde have indtaget en af de høieste Stillinger i Kirken, og hvori han vistnok tilbragte sin lykkeligste Tid.
Thi ikke længe havde han levet ved Universitetet, førend hans hidtil saa stærke Helbred, der efter hans egne Ytringer havde sat ham istand til som Præst at vinde mere Tid til theologiske Studier
– 628 –
end senere som Universitetslærer, i en mærkelig (merkbar/red.) Grad aftog, hvortil vistnok ogsaa dette meget bidrog, at han sysselsattes paa saa mange andre Maader med Forretninger, der laa udenfor hans Embedsvirksomhed, og hvorved han hverken sparede Tid eller Kræfter.
Saaledes blev han i 1838 Formand i Bestyrelsen for det under 15de Decbr. oprettede Prøveasyl, 1839 Formand i Bestyrelsen for Søndagsskolen, s. A. Medlem af den ved kgl. naadigst Kommissorium af 17de Oktbr. anordnede Kommission til at revidere Rigets Undervisningsvæsen.
I 1839 blev han ogsaa Medlem af Kommissionen til Omarbeidelse og Revision af Luthers mindre Katechismus og Udtoget af Pontoppidans Forklaring.
I 1841 begyndte han i Forbindelse med Pastor Bjørn Udgivelsen af Bladet «for huslig Andagt», af hvis Redaktion han dog senere udtraadte. Som Medlem af Studentersamfundet og dets theologiske Forening valgtes han 1844 til første Medlem af dette Tidsskrifts Redaktion.
Efter en Reise, som han paa offentlig Bekostning i 1844 foretog til Tyskland for at gjøre sig bekjendt med de derværende praktisk theologiske Seminarier, afgav han i Forbindelse med sin Reiseberetning et motiveret Udkast til Lov om det praktisk-theologiske Seminarium ved Universitetet, der er aftrykt i «Norske Universitets-og Skole-Annaler» I. 3 B.1 H.
Ved Juletider 1839 fristede han den tunge Skjæbne at miste sin elskede Hustru, og allerede da var hans egen Sundhedstilstand saa forandret, at hans Kraft til aandelig Anstrengelse betydelig svækkedes ved stadige legemlige Lidelser. Ogsaa hans økonomiske Stilling forværredes her i Hovedstaden, hvor hans Indtægter neppe vare tilstrækkelige til at ernære saa stor en Familie, og disse Sorger maatte visselig ogsaa bidrage til ofte at lamme hans aandelige Virksomhed.
Tungt maatte det i Sandhed være for en saa sjelden begavet Aand, der i Bevidstheden af sin Kraft med Tillid til Gud var indtraadt i en ny Virksomhed med Haab om i denne at virke til Held og Velsignelse for en saa kjær og dyrebar Kreds, at føle
– 629 –
sine Kræfter at svækkes under legemlige Lidelser og timelige Bekymringer, «disse Naalestik, der virke mere dræbende end et Slag af Herkuleskøllen».
Vel haabede hans Venner, navnligen efterat han var vendt tilbage fra den Udenlandsreise, han som før omtalt foretog i 1844, atter at se ham fremtræde med fornyet Kraft; men Ormen gnavede alt paa Roden af hans Livstræ. Han selv søgte derfor ogsaa at trække sig tilbage til sin tidligere Virksomhed, og hvilken Tillid han endnu besad hos Geistligheden i Landet, viser dens Forslag til Besættelse af flere af Landets Bispestole, hvor Keyser altid nævnedes blandt de første.
Efter et heftigt Anfald i sidste Vinter reiste han sig endnu engang fra Leiet, og nu var det ogsaa, at han udnævntes til Sognepræst til Akers og Oslo Menigheder ved Christiania.
Det havde været de theologiske Studerendes Tanke endnu engang i en festlig Stund at samles med den aftrædende Lærer; men hans tiltagende Svaghed hindrede dette Ønskes Opfyldelse. Den i denne Anledning af Kand. i Theol. Jørgen Moe forfattet Sang udtales saa skjønt de Følelser, som da besjelede hans unge Venner, at vi med Forfatterens Tilladelse aftrykke den her.
#
Det er det sidste Mødes Seier, At Alt, der laa paa Sjelens Bund,
Hver kjærlig Tanke, Sindet eier, Sig trænger til vort Blik, vor Mund.
Fra Funken i hver Samlivstime Den sidste laaner hellig Glands;
Og derfor staar en gylden Strime Om den til Afsked bundne Krands.
#
Saa tag da vor. Fra dit Katheder Med aandrig Varme Ordet lød,
Der ene Mulm og Mørke spreder Og tænder Kjærlighedens Glød.
– 630 –
Den er ei endt, din klare Tale : I hver en viet Helligstund
Den høres skal i vore Dale Fra mangen gudbegeistret Mund.
#
Nu, vort Levvel dig maa ledsage, Er det vor Afskeds bedste Trøst:
Du vil ei længer fra os drage, End vi kan lytte til din Røst.
Naar nu vi høre Kirkens Klokke, Hvis Stemmes Kald til Dalen gaar,
Om dig, vor Lærer, vi os flokke, Hvor du i Tempelbuen staar.
#
Dette Ønske var det dog ikke Guds Villie skulde opfyldes. Kun nogle Søndage, og da kun svagt, tonede hans Røst i Herrens Tempel.
Daglig forværredes hans Tilstand indtil den 21de Juli, da hans Livs Lys blidt udslukkedes. Med hvilken inderlig Vemod hans tidlige Død erfaredes, derom vidner ogsaa hans Jordefærd, der fandt Sted den 25de Juli paa Byens Kirkegaard, hvorhen Liget bares fra Akers Kirke, hvor Stiftsprovst Lieungh holdt Talen, og Studenterne afsang en af Student O. Boye forfattet Sang.
Ved Graven talede endnu Stiftsprovsten nogle Ord, hvorpaa Præsterne Fangen og Buch toge Afsked med den afdøde Kirkens trofaste Tjener.
Til Slutning tolkede endnu Student Hans Brun paa de theologiske Studenters Vegne disses Følelser ved Skilsmissen fra den, elskede Lærer.