– i nr. 13 for «Løverdagen den 30te Marts»; den andre stod på trykk lørdagen deretter – den 6. april – les den her;
– og 30. mars fra sidene 193-194 :
Professor Gisle Johnson er født paa Fredrikshald den 10de September 1822. Han er opkaldt efter sin Farbroder (skal være farfar og med navn Gisle Johnson, 1758-1829/se neste artikkel), en Islænding, der efter at have studeret i Kjøbenhavn flyttede til Norge og blev Præst til Sogndal og Hitterø (Sokndal i Rogaland og Hidra i Vest-Agder/red.), senere til Østre Moland, hvor han døde 1829 (Norsk Forfatterlexikon fortæller om ham, at han foruden nogle latinske Digte har udgivet et lidet Skrift om Islands Gjenforening med Norge, men som ikke kom i Boghandelen, da Statholderen Grev Essen, hvem han havde leveret det til Gjennemsyn, formaaede Forfatteren til at tilintetgjøre hele Oplaget. Grev Essens Grund har maaske været den, at Regjeringen ved den Tid ifølge Anmodning fra Storthinget havde indledet Underhandlinger med Danmark om Islands, Færøernes og Grønlands Gjenforening med Norge).
Ogsaa Professorens Fader, Havnedirektør G. D. B. Johnson (Georg Daniel Barth J.; 1794-1872/red.) har et bekjendt Navn, særlig i det norske Vejvæsens Historie. Dels har han nemlig gjennem mange Afhandlinger,
– 194 –
snart i Dagblade, snart i særskilte Skrifter, behandlet vore Kommunikationsforhold, dels har han som Ingeniør og Vejmester selv bestyret mange betydelige nye Vejanlæg i vort Land.
Af ganske anderledes indgribende Betydning er dog Sønnen bleven. Gjælder det om ethvert Folk, at der er en inderlig Vexelvirken mellem dets kirkelige Forhold og dets Historie, saa er dette i sær egen Grad Tilfælde med det norske, hvis Interesse saa bestemt slutter sig til Kirken.
Men den norske Kirkes Historie i det sidste Decennium er nøje knyttet til Johnsons Virksomhed.
Af ydre Begivenheder i hans Liv har vi kun faa at fremføre. Det var som Dimittend fra Kristianssands Skole, han i 1839 underkastede sig examen artium, ved hvilken han saavelsom ved examen philosophicum, som han Aaret efter absolverede, erholdt Karakteren «laudabilis præceteris». Han begyndte nu paa det theologiske Studium og tog i 1845 Embedsexamen med Udmærkelse.
Derpaa fik han Stipendium for i Udlandet at fortsætte sine Studier, og opholdt sig navnlig i Berlin, hvor han især sluttede sig til Hengstenberg, og i Leipzig, hvor han hørte Harless.
Fra Leipzig gik han til Erlangen, hvor han første Gang i Tyskland fandt et theologisk Fakultet, som ikke blot i et enkelt Medlem kunde siges i Sandhed at til høre den lutherske Kirke.
– Efter et kort Ophold i Tübingen og Heidelberg besøgte han ogsaa Paris, inden han vendte tilbage til Norge. Her blev han den 2den Juli 1849 Lektor i Theologien og ægtede samme Aar Emilie Dybwad, Datter af Jak. Dybwad, Kjøbmand i Kristiania. I 1857 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab og i 1860 Professor i Theologien.
Hvad der af Johnsons Forfattervirksomhed er forelagt Publikum, er ikke netop særdeles meget; men selv om vi kun se hen til disse Skrifter, ere de dog paa Grund af Indholdets Gedigenhed tilstrækkelige til at sikre Forfatteren et Navn, var end vort Land rigere paa theologisk Literatur, end det er.
Det Eneste, han særskilt har udgivet, er «Nogle Ord om Barnedaaben», som foranledigedes ved Lammers’s Udtrædelse af Statskirken og Stisftelsen af de Apostoliske Frimenigheder, hvis Løsen jo var Barnedaabens Forkastelse. Dette Skrift blev særdeles rosende anmeldt af en af den nyere Tids lærdeste Theologer, Rudelbach, og fandt tillige – oversat paa Svensk – i Broderlandet en vel villig Modtagelse.
Hvad Johnson forøvrigt har udgivet, indskrænker sig til Afhandlinger i forskjellige Tidsskrifter. Vi skulle kun fremhæve «Lidt om Daab og Gjenfødelse» i Norsk Kirketidende, «Om Preæsteeden» i det af ham tilligemed Caspari og Nissen udgivne «Theologisk Tidsskrift for den evang.-luth. Kirke i Norge».
I de sidste 4 Aar har han tillige udgivet «Gammelt og Nyt, et Tidsskrift til Oplysning og Opbyggelse for lutherske Kristne» samt «Luthersk Kirketidende», der har indeholdt flere mærkelige Artikler af ham, f. Ex. : «Hvad er Kirken ?». «Til Forsvar for min Lære om Gjenfødelsen og Kirken». «Mon de ere faa, som blive salige ?» foruden flere mindre Opsatser.
Hvad der imidlertid mer end hans Skrifter gjør Johnsons Virksomhed saa betydningsfuld, er for det Første den Indflydelse, han har udøvet og udøver paa den talrige Discipelskare, der omgiver hans Lærerstol. Hans klare interessante Foredrag har for saamange af vore yngre Theologer gjort hans specielle Fag, Dogmatik, til et Yndlingsstudium, og ikke er det paa Spekulationens golde Vid der, han fører sine Tilhørere, nej, det er til Fædrenes Tro, som den er udtalt i den luth. Kirkes Bekjendelsesskrifter og i de gamle Dogmatikeres Verker.
Ligesom han fra først af har udtalt, at han «i alle Stykker af Hjertets fulde Overbevisning deler sin Kirkes Tro og Bekjendelse», saaledes kan i hele hans Virksomhed som Lærer og Forfatter paavises den samme Stræben efter i Smaat og Stort at stille sig paa den lutheriske Bekjendelses Grund. Men ligesaavist som man ved at følge ham gjennem hans Udvikling af det ene eller andet Lærepunkt vil blive ført hen til «Fædrene» for at høre deres Mening, ligesaavist vil man blive ført et Skridt videre til den hellige Skrift.
«Kirkens Tro og Bekjendelse er ham ikke den Grundvold, hvorpaa hans Tro hviler». «Kun i den hellige Skrift ser han den Dommer, Regel og Rettesnor, hvorefter al Lærdom er at prøve og be dømme». «Naar han antager Kirkens Vidnesbyrd, saa gjør han det, fordi han har prøvet det paa den rette Prøvesten».
Han siger med Luther : «Alle Mennesker kunne fejle og bedrage; men Guds Ord kan ikke fejle».
– Det kan derfor visselig anføres som en træffende Karakteristik af Johnsons Lærer og Forfattervirksomhed, hvad Rudelbach i Anledning af «Nogle Ord om Barnedaaben» ytrede, at «hvad der fremfor Alt betegner ham, er hans Besindighed, Fasthed, rige Skriftkundskab og levende Skriftanskuelse».