foragtede mig, Job : 19, 18 (fra Jobs bok i G.T./red.). I hele sin Levetid maa han skamfuld og ydmyget græmme sig over sin Uvidenhed og tusinde Gange faae Anledning til at hade og forbande dem, der ere Skyld deri.
Dog Skammen er ikke det værste; Elendigheden er større. For den, der har lært at læse, er det muligt alt mere og mere at gaae frem i Oplysning og Indsigter, i Aands og Hjertets Forbedring. Den, som ikke kan det, maa blive staaende. Han er udestængt fra al Forfremmelse i Verden. Den utallige Mængde af Bøger, hvoraf Verden er fuld, og hvori den umaadelige Skat af hele Menneskehedens ædleste Tanker, Viisdom og Opfindelser er opbevaret, og ved hvilke selv Blinde og Døve ligesom kunne tale med Menneskeslægtens Lærere og Opdragere og underholde sig med Menneskehedens store Hoveders kløgtigste og vigtigste Aander, disse evige Kildevæld, hvoraf ellers enhver anden øser Aandsnæring og Aandsvederkvægelse, de ere tilstoppede for den, der ikke kan læse. Han allene kan ikke benytte dem.
De ere for alle andre, kun ikke for ham. Og, er det ikke ynkeligt ? Guds hellige Ord, Bibelen, som ellers er aaben for al Verden, og i hver Mands Haand, Psalmebog, Bønnebog, og de mange andre gudelige Andagtsbøger – Alt er lukket og forseglet for ham.
– 4 –
Det er, som det heder hos Prof. Esai. 29, 10. 11. 12. Der er udøst en dyb Søvns Aand over ham, hans Øine ere tillukkede og Profeterne ere skjulte for ham. – Vil han, som andre gudfrygtige Kristne omgaaes med Gud i Eenrum ved Bøn, Sang og Læsning i gudelige Bøger, saa kan han ikke; de almindelige Hjælpemidler til Selvopbyggelse, til Troens og Gudfrvgtighedens Bestyrkelse, ere ham afskaarne; han kan ikke engang fuldeligen tage Deel i den offentlige Gudstjeneste, da han ikke kan synge og bede med den øvrige Menighed. Det er altsaa kun af hvad han hører i Kirken enkelte Dage i Aaret, og af hvad han ellers udenfor Kirken leilighedsviis faaer høre, at hans Hjerte skal dannes og bevares i Retskaffenhed; men hvad man hører i Verden er meest ondt og forargeligt, og sjelden vil han i det daglige Liv fornemme noget Opbyggeligt, især i den Kreds et saa uopdraget Menneske faaer Omgang med.
Ønsker han, som han seer andre sine Jevnlige gjøre, ved Læsning af trykte Skrifter enten at øve sin Forstand, forbedre og udvide sine Indsigter og indsamle nye nyttige Kundskaber, eller blot at sig i en ledig eller kjedsommelig Time, saa kan han ikke, og tager derfor mangen Gang sin Tilflugt til letsindige, bekostelige og syndige Fornøielser.
– 5 –
Naar nu herhos tages i Betragtning, hvad vist aldrig kan negtes, at, som det er med et saadant Menneskes Læsning, saa er det og iøvrigt bevant med hans hele Børnelærdom og Opdragelse, saa maa det vist blive Eder klart som Dagen, kjære kristne Forældre, at et saadant Mørkhedens Barn ikke alene bliver dumt og foragtet sin hele Livstid, men ogsaa svæver i større Fare end nogen anden for at vorde et Fordærvelsens Barn. Virkelig har jeg ogsaa i min mangeaarige Embedstid iagttaget, (og giver Agt herpaa; thi det er mærkeligt) at den allerstørste Deel af dem, som efter deres Konfirmation ere blevne offentligen tiltalte og straffede, henhørte til dem, der stode nederst paa Kirkegulvet, og vare nederst i Læsning og svagest i Børnelærdommen.
Kristne Forældre ! Den første Kunst, I maae lade eders kjære Børn lære i Livet, det er altsaa Læsekunsten. Forsømme I dette, da kan man ikke sige om Eder, at I lade eders smaae Bøorn kommme til Jesum, men snarere, at I forhindre dem deri. I ere da meget strafskyldige baade for Gud og Menneskene. I ere saameget mindre at undskylde, som det hverken er vanskeligt eller bekosteligt, men en let Sag at opfylde denne dog saa vigtige Pligt
– 6 –
En svar (tung/red.) Byrde have I paa eders Samvittighed. Alt det onde som eders Børn da derved lide og alt det onde de gjøre i Verden vil for en stor Deel være eders Skyld. I kunne da græde over Eder selv og eders Børn. Luc. 23, 28. I ville ikke kunne døe roligen. I ville ikke kunne møode for Guds Domstol uden Forfærdelse. I ville ikke frimodigen kunne fremtræde og sige : See her ere vi og de Børn du gav os, Heb. 2, 13. Men eders fordærvede Afkom vil paa Jorden forbande eders Minde, og hisset komme frem og anklage eder for Gud.
Af de offentlige Skoleanstalter overalt paa Landet sporer man kun ringe Frugter. Dertil er flere Aarsager. Her vil jeg blot berøre de fornemste, og vil saaledes komme til det jeg egentlig har at bede Eder om.
Den første Aarsag er den, at de aarlige Underviisningsdage ere for faa og dette kommer igjen af, at der ere for faa Lærere. Overalt paa Landet, hvor faste Skoler ikke gives, have skolepligtige Børn for det meste ikke flere end 60 Underviisningsdage om Aaret. I Byerne har den ringeste og fattigste Mands Barn Adgang til Skole-Underviisning hele Aaret igjennem. Skal Landalmuens Ungdom faae samme Lykke (og før ere ikke vore Skoleanstalter tilstrækkelige),
– 7 –
saa maa hver Rode have sin Lærer, og da blev Omgangsskolerne lige med faste Skoler.
Den anden Hovedaarsag til Ufrugtbarheden ved Skoleindretningerne paa Landet er Skoleforsømmelsen. Naar af de 60 Dage, der just for deres ringe Antals Skyld skulde benyttes med yderst nøieregnende Begjærlighed, de 30 forsømmes, hvad kan der da komme ud af en saadan Skolegang ?
Hvad der læres i de 30 Dage, maa forglemmes i de 335 andre Dage om Aaret, naar ikke huslig Underviisning og Flid forebygger det. – Jeg erkjender vel, at Skoleforsømmelser paa Landet mere end i Byerne ofte kunne undskyldes og have sin Grund i antagelige Forfald; men tit og ofte ere de og at tilskrive samvittighedsløse Forældres Ligegyldighed; og jeg har lagt Maærke til, at de Forældre, som intet lade deres Børn lære hjemme, just ere de allerligegyldigste for at sende dem i Skolen, og omvendt, jo omhyggeligere Forældrene tage sig af deres Lærdom hjemme, desto hellere og flittigere holde de dem til Skolen.
Jeg kommer nu til hvad jeg egentlig sigter til med dette Brev. En af de sværeste Hindringer for Børnenes Fremgang i Kundskab ved vort Skolevæsen er den, at de komme altfor uforberedte og uvidende ind til Skoleunderviisningen.
– 8 –