– Anden Udgave (1915 – 1930); Bind V – på side 402 :
Daa, Ludvig Kristensen, norsk Politiker, Publicist og Historiker, f. i Saltdalen (Nordland) 19. Aug. 1809, d. i Kria 12. Juni 1877.
Daae blev Student 1826, underkastede sig 1834 filologisk Embedseksamen og konstitueredes n. A. (neste året/red.) som Docent i Historie ved Univ.; men da Embedet Sommeren 1837 skulde besættes, blev P. A. Munch foretrukket for ham ved Regeringens Besættelse af Embedet.
1838 foretog han en Rejse til England og Frankrig for at studere Statsøkonomi, i hvilket Fag der var blevet en Universitetspost ledig 1836; dette Fag og Statistik blev dog henlagt til det jur. Fakultet og overdraget til Schweigaard.
Allerede tidlig havde D., der i Studenternes Lejr gik under Navnet »Konstitutions-D.«, tildraget sig Opmærksomhed som en af Lederne for det nationale Parti blandt Studenterne og som Forf. af den
anonyme Brochure «Syttende Maj og Politiet» (1830), en politisk Betragtning i Anledning af Politiretsdommen over Deltagerne i «Torvslaget» 17. Maj 1829.
Naar han nu maatte staa tilbage for Konkurrenter af den modsatte Fraktion, ansaa han det for givet, at det var politiske Hensyn, som her havde gjort sig gældende, og endnu i hans sidste Leveaar fyldte Mindet ham
herom med Bitterhed. Sikkert er det, at den virkelige ell. formentlige Tilsidesættelse blev af indgribende Indflydelse paa hans senere Optræden, og det var nærmest ogsaa denne, der bevirkede, at han 1839 af Stortinget blev valgt til Statsrevisor (indtil 1851).
Efter at han 1840 var blevet forbigaaet ved Besættelsen af Bestyrerposten ved Kria Borgerskole, paabegyndte han Udgivelsen af Bladet «Granskeren», i hvilket han med lige saa stor Frimodighed som
Hensynsløshed og Bitterhed udtalte sig om Personer og Forhold. Sagsanlæg og Processer affødte da denne hans publicistiske Virksomhed; mest bekendt er den af det Brud med hans Ven, Henr. Wergeland, som tidligere vel var fremkaldt, men herigennem blev ulægeligt.
1842 og 1845 repræsenterede han Akershus Amt paa Stortinget, hvor han i det sidste Aar valgtes til
Odelstingets Præsident og derhos til den lønnede Stilling som Arkivar (1845-71).
Nogen virkelig ledende Rolle skulde han dog aldrig opnaa, da han var for selvstændig til at ville indordne
sig under noget Parti; han karakteriserede oftere sig selv som «Whig» og havde utvivlsomt modtaget den stærkeste politiske og sociale Paavirkning fra England.
Han indtraadte 1848 i Dagbladet «Christianiaposten»’s Redaktion, udgav ved Siden heraf Ugebladet «Den norske Tilskuer» (1851-53) og redigerede det førstnævnte Blad 1853-56.
1854 mødte han igen paa Stortinget, som 4. Repræsentant for Kria, denne Gang for sidste Gang. Efter i lang Tid at have levet udelukkende som Publicist blev D. 1850 ansat som Adjunkt, senere Overlærer, ved Kria Katedralskole og blev staaende som saadan til 1862, dog stadig afbrudt af Fravær i videnskabelige
Øjemed.
Til Fuldendelsen af et etnografisk Værk fik han saaledes Juni 1855 1 1/2 Aars Tjenestefrihed og foretog i denne Anledning ogsaa en kortere Rejse til England og Frankrig. Frugter af dette hans Otium var «Udsigt over Etnologien» (1855) og «Om Nationaliteternes Udvikling» (1869), af hvilken dog kun første Del udkom, oprindelig holdt som Forelæsninger i Kbhvn i Efteraaret 1868.
Ogsaa hans Kritik af den Keyser-Munch’ske Indvandringshypotese («Have Germanerne indvandret til Skandinavien fra Nord ell. Syd ?» [1869]) skyldes særlig hans etn. Studier.
Tyngdepunktet i Daae’s Lærervirksomhed ligger i hans Forfatterskab af hist. og geogr. Lærebøger, af hvilke navnlig hans «Jordbeskrivelse for den norske Almue» (1-3, 1857-59) og hans for Skolerne bestemte Lærebøger i Historie (1864-66) er interessante, baade i Opfattelse og Fremstilling originale og instruktive Skrivter.
Efter at Daae 1862 var blevet Universitetslærer i Historie, var det fornemmelig Etnologien, som blev Genstand for hans selvstændige Forskninger.
Som Bestyrer eller rettere Grundlægger af det etn. Mus. indlagde han sig betydelige Fortjenester; i etn. Øjemed foretog han ogsaa 1867 sammen med sin Kollega, J. A. Friis, en Rejse til Finmarken, russ. Karelen og Finland. En værdifuld Skildring fra denne Rejse blev 1870 udgivet af Selskabet til Folkeoplysningens Fremme.
Den vigtigste af hans rent historiske Afhandlinger er den om «K. Magnus Falsen» (1860), en med hans beslægtet Aand, og ogsaa denne har snarere psykologisk og polemisk end rent faglig Værdi.
Under den skandinaviske Bevægelse i 1840’erne og 1860’erne indtog Daae en fremskudt Stilling, og
flere af hans Indlæg heri hører til de bedste, den fremkaldte.
I sine sidste Leveaar genoptog Daae sin publicistiske Virksomhed ved Udgivelsen af «Tidstavler», hvoraf 4 Bind udkom 1872-76.
Daaes Personlighed kan ikke udelukkende bedømmes af hans Færd som offentlig Mand. Den bidske Publicist, som frygtedes af alle, var en varmhjertet, i Virkeligheden nobel Personlighed, en af de originaleste og bedste Skikkelser i det ny Norges Historie. Under større Forhold end i Datidens Norge vilde hans betydelige Begavelse sikkert være kommet mere til sin Ret.
(Litt. : Herman Jæger, «H. Wergeland og L. Kr. D.» i «Edda» I, 122-144).
(O. A. Ø.). Edv. B.