– “fra Deres Majestæter Kong Oscars og Dronning Sofies Kroninger i Stockholm og Throndhjem 1873”. Kristiania 1873.
– fra s. 61 – 65 :
Throndhjems Domkirke.
(Efter N. Folkeblad for 1865).
Domkirken i Throndhjem blev anlagt Aar 1193 af den bekjendte Eysteln, en af Norges første Erkebiskopper.
Hans Hensigt var at reise et værdigt Mindesmerke over Kong Olaf, der af Paven efter sin Død var bleven kanoniceret eller erklæret for en Helgen; Kirken var derfor ogsaa indviet St. Olaf, der blev Norges Skytshelgen.
Hellig Olafs Kiste havde indtil den Tid henstaaet i en ældre Kirke (Trinitatiskirken), som Erkebispen nu lod nedbryde, men hvis Mure for en Del bleve anvendte til Bygningen af den senere Domkirke.
Trinitatiskirken, der saaledes maa betragtes som den egentlige Oprindelse til den nuværende Kirke var over halvandet hundrede Aar ældre, og der er saaledes Dele af Kirken, som nu ere over 800 Aar gamle. Den staar saaledes som en af de eldste og tillige vel som den herligste Levning af den gamle Bygningskunst i de tre nordiske Lande, skjønt den mod hvad den før har været egentlig blot er at betragte som en Ruin.
Thi ved at se Throndhjems Domkirke nu faar man kun et svagt Begreb om den Pragt, der ødsledes paa den og om dens oprindelige storartede og imponerende Anlæg. De uhyre Gaver, der strømmede ind til Hellig Olafs Grav fra Pilegrimme, selv fra de fjerneste Lande, gjorde det muligt at anlægge den efter en Maalestok og med et Udstyr, der var noget enestaaende for vort fattige Land.
Dog var Kirken hverken en enkelt Mands eller en enkelt Menneskealders Værk; Eystein selv byggede blot den Del af Kirken, som endnu staar nogenlunde hel tilbage eller det saakaldte østre Kors (Kirken er nemlig bygget i Korsform; Korsets fire Vinger eller Arme benævnes da efter Beliggenheden nordre, søndre, østre og vestre Kors); først senere (1218) reiste en af hans Eftermænd, Erkebiskoppen Sigurd Endridssøn det vestre; hvem der har bygget de to mindre Kors, det nordre og søndre, ved man ikke med Vished.
Dog maa man ikke tro, at Eystein betragtede sin Bygning som et ufuldført Værk; hans Kirke var fuldfærdig og benyttedes til Gudstjenesten, og de nye Tilbygninger bleve saaledes paa en Maade at betragte som særskilte Kirker, uagtet de gjensidig stode i Forbindelse med hverandre; der holdtes ogsaa paa samme Tid Gudstjeneste i de forskjellige Hovedskib og Kapeller af Kirken, Noget, som dens uhyre Omfang ikke alene tillod, men vel endog gjorde nødvendigt, ifald den hele Menighed skulde nyde Godt af Gudstjenesten.
Som Kirken nu stod der i sin fulde Glands og Pragt, maa den have været en af de mest imponerende Bygninger, man kunde se.
Fra dens Midte kneisede et over 220 Fod høit Taarn i Veiret, og foruden dette Hovedtaarn havde Kirken desforuden 3 andre meget anseelige Taarn og 14 mindre Spir.
Kirkens Lengde udgjorde fra Øst mod Vest 350 Fod; dens Høide indvendig under Taget var 65 Fod. Om dens Størrelse kan man gjøre sig et Begreb, naar man hører, at der holdtes Gudstjeneste ved 32 forskjellige Altere. Paa Høialteret i det østre Kors (Eysteins Kirke) henstod St. Olaf‘s pragtfulde, med ædle Stene besatte Skrin, og Lyset faldt ind ad de farvede Ruder i over 300 store Buevinduer.
Mere end 3000 Søiler af hvidt poleret Marmor smykkede Kirken ind- og udvendigt og der var en utallig Mængde af de herligste Billedhuggerarbeider, forestillende dels Menneske- og Fugleskikkelser, dels Blomster og Løvværk, der rankede sig op ad Marmorsøilerne eller slyngede sig omkring de pragtfulde Portaler. Ikke mindre end 9 saadanne, storartede og skjønne, gave Menigheden Adgang til dette herlige Tempel.
Ved den store St. Olafs Fest, hvert Aars 29de Juli, strømmede Tusinder af fromme Pilegrimme sammen til Kirken og nedlagde sine Gaver for Høialteret.
Da blev St. Olafs Skrin i en stor Procession og med al den Pragt, som den katholske Kirke udfolder ved slige Leiligheder, baaret gjennem Throndhjems Gader og ud til Øre-Thinget. Halte, Blinde og andre Krøblinge kappedes da om at faa berøre den store Helgens Kiste; deri laa der en undervirkende og helbredende Kraft, troede man.
Hvad der paa en enkelt saadan Dag kunde indkomme i Offer, er næsten utroligt; det siges, at det skal have gaaet op til 10.000 Spd. i vore nuværende Penge.
Men ikke længe stod Kirken i sin oprindelige pregtige Skikkelse, lldebraud og Fiendehaand herjede den flere Gange, og, hvad der var det Værste, de, som skulde være dens Beskyttere og søge at hævde dens Glands, nemlig de danske Lensherrer under Foreningen, ranede omkap med Fienderne.
I Aaret 1328 afbrændte Kirken for første Gang; dog blev den snart igjen istandsat for de Midler, som indkom ved en den Anledning paalagt Skat.
To Gange med et Mellemrum af omtrent hundrede Aar rammedes den dernæst af Lynilden, og den sidste Gang blev hele det vestre Skib, Størsteparten af Kirken, i Bund og Grund ødelagt. Kun den nederste Del af Yder-Murene staa nu tilbage, men de give dog et godt Begreb om, hvor prægtige denne Del af Kirken har været.
Man ser endnu paa Ydersiden de Nicher (Fordybninger i Muren), hvori Statuer af de tolv Apostler hare staaet, og hvor forvitringer af disse tildels endnu staa. Det var ogsaa ved denne Leilighed, at det store Spir styrtede sammen. Siden den Tid har Kirken aldrig mere hævet sig til sin oprindelige Glands.
I det sextende Aarhundrede, under Krigen med Sverige, blev den ilde medhandlet af de raa svenske Soldater, der endog skulle have benyttet den til Stald for sine heste.
To Gange i Begyndelsen af forrige Aarhundrede afbrændte Kirken igjen, og da levnede Luerne kun de Ruiner, som nu staa tilbage.
Fattig og ødelagt staar Kirken der nu. Dens rige Skatte ere spredte for alle Vinde; det er især de danske Adelsmænd, hvem vi Normænd kan takke for, at vort herligste National-monument, denne Kirke, der engang var en af de rigeste i Christenheden, Ikke eier det Nødvendigste til paatrængende reparationer, end sige til en Gjenopbyggelse, der i noget Mon kunde minde om, hvad Kirken engang var.
St. Olafs Skrin blev tilligemed en stor Del andre Kostbarheder ranet og skulde føres til Danmark; men Skibet, der førte den, sank ved Agdenes ved Throndhjemsfjordens Indløb, og Hellig-Olafs Skrin ligger nu paa Havsens Bund.
En Trækiste med Iegemet lode Ransmændene blive tilbage, og den blev indsat i en muret Grav.
Men Ingen ved nu længere at paavise denne, trods de Anstrængelser, vore Videnskabsmænd have gjort sig.
Hellig-Olafs Øxe, Banner, Sværd, Hjelm, Spyd, Skjold og Sporer bleve erobrede af Svenskerne, og hvad der er tilovers, findes nu i Riddarholmskirken i Stockholm.
I den allersidste Tid er der gjort Udgravninger i Kirken efter Foranstaltning af Selskabet for de norske Fortidsminnesmærkers Bevaring. Flere af Kirkens Skjønheder ere derved atter blevne blottede, og det er at haabe, at Mere vil kunne udrettes.
Flere af de gamle Kongegrave ere ogsaa blevne aabnede, værdifulde Inskriptioner ere komne for Dagens Lys, og gamle, hidtil tilmurede Kapeller, ere atter blevne aabnede. Meget kan der vistnok ogsaa gjøres for at bibringe Kirken et mere anstændigt Ydre, end den nu har.
Dens herlige Pillarer ere overkalkede eller indmurede, Snitværket oversmurt med en hæslig blaa Maling.
Hvad der har holdt sig bedst, er Choret. Det skal i sin Tid have indeholdt over 400 Pillarer og 130 Billedstøtter af Sten, mest hvidt Marmor. Og endnu frembyder Choret i Throndhjems Domkirke et af de mest storartede, skjønne og paa samme Tid Andagt vækkende Syn, man kan tænke sig.
Timevis kan man staa foran det og fortabe sig i Beskuelsen af de slanke, herlige Spiler, der bære sig saa rankt og smukt og forene sig til saa lette og luftige Buer, at man glemmer, hvor stort dette Værk dog er, og hvilket uhyre Arbeide det for Aarhundreder siden har kostet at snmmenføie det, som vi nu beundre.
Her i Koret, paa selve Høialteret, er nu opstillet en kolossal Billedstøtte forestillende Christus. Den er modelleret i Gibs af den store danske Billedhugger Thorvaldsen, der selv har foræret den til Kirken.
Rundt omkring staar Marmorstøtter, forestillende de tolv Apostle; disse ere udførte af den norske Billedhugger Michelsen. Man ser her, hvad der ellers sjelden er Tilfældet, at en ny Tids Tilsætninger bidrage til at forhøie det Gamles Skjønhed.
Især tager Christusfiguren i Midten sig herligt ud; Frelserens Billede, med Armene udbredte som til Velsignelse, er det Første, der trækker Ens Øine hen paa sig, idet man træder ind i Kirkens Hovedskib. Det er det Skjønneste, ja man kunde nesten sige det eneste Skjønne af Alt, hvad den senere Tid har gjort til Kirkens Udstyrelse.
I Aaret 1852 udstedte en Del af Trondhjems bedste Mænd en Indbydelse til at yde Bidrag for at faa Kirken istandsat og gjenopreist i dens gamle Skikkelse. Der er imidlertid endnu ikke paa langt nær indkommet saa meget, at man i en nogenlunde nær Fremtid kan vente at se Begyndelsen paa dette store Værk, der burde være en Æressag for den norske Nation.
En Forandring til det Bedre er Kirken imidlertid i de sidste Aar undergaaet. Som bekjendt skulle de norske Konger efter Grundloven krones i Trondhjems Domkirke, og Kongerne Karl Johan og Karl XV ere ogsaa kronede der, den første i 1818, den sidste i 1860.
I Anledning af den forrige Kroningsfest blev der pudset noget paa Kirken; saaledes bleve de hæslige Stolestader, der i fire Etager som Fuglereder vare klinede opover Væggerne, borttagne. De havde før i høieste Grad vansiret Kirken, og det var paa høi Tid, at de forsvandt.
Herved afskaffedes med det Samme et høist usømmeligt Misbrug : disse Stolestader bortleiedes nemlig ganske som Logerne i et Theater, og her sad nu Byens mere velhavende Folk bag sine Gardiner og hørte Guds Ord, adskilte fra dem dernede paa Gulvet, som ikke havde Raad til at betale for at komme i Guds Hus.
— Senere er man begyndt at istandsætte Koret, som derfor nu i lang Tid ved en Brædevæg har været adskilt fra den egentlige Kirke, hvor Gudstjenesten holdes.
Det gaar langsomt med Istandsættelsen, og det maa være tungt for Menigheden at se denne simple, hvidmalede Væg der, hvor det skjønne Kor med Frelserens Billede i Midten før straalede den imøde.
Saadan staar altsaa Kirken der nu.
Nu valfarter ingen Pilegrimme mere til den for at nedlægge sine fromme Gaver ved Hellig-Olafs gyldne Skrin; nu er Kirken blot et Valfartssted for de Reisende, som besøge Byen, og som benytte Leiligheden til at se denne Landets mærkeligste Bygning.
Og vistnok vil du aldrig angre paa at gaa derhen, se alle de Herligheder, som den endnu har at byde Øiet, og i Tanker se at sætte Dig tilbage til den Tid, da den store Procession med St. Olafs store Sølvkors og det gyldne Skrin, fulgt af Bisper og Præster i de pragtfulde Ornater og med forgyldte Krumstave, af Kor-drenge med svingende Røgelsekar og baldyrede Bannere skred hen over det Sted, hvor Du nu staar, medens Orgelets mægtige Toner brusede gjennem Hvælvingerne.