“Tremarksmanden var i de middelalderlig landskabslove en mand med en formue på mindst tre mark. Kun mænd der besad en sådan formue kunne generelt være nævninge (se begrepet nævn), da de tre mark skulle falde som bøde, hvis de aflagde en falsk ed. I Jyske Lov blev fx foreskrevet, at ransnævninge skulle være tremarksmænd og således være i stand til at stille en sikkerhed på tre mark.
– er et begrep som står omtalt både i danske og norske kommentar-verk, slik som først her fra Danmarks nationalleksikon :
I løbet af middelalderen ændrede ordet tremarksmand betydning og kom til at betegne en person, der på grund af en uærlig var blevet idømt en bøde på tre mark. Straffen indebar, at personen som “mindre Mand” mistede sin ære. Bestemmelserne herom i Christian Vs Danske Lov fra 1683 blev ophævet ved Straffeloven af 1866″.
Også i norske kommentarer er begrepet “tremarksmann” forklart :
Ordet brukes i den Jyske lov; her var hvor thriggi mark mæn er et uttrykk for meddommere. Disse skulle nemlig betale tre mark i bot hvis de ikke møtte. Man måtte også eie minst tre mark for å kunne utnevnes til meddommer. En straff på tre mark ble derfor etter hvert synonymt med æreløshet, og boten mer en symbolsk bot enn en virkelig pengestraff. Ordet «tremarksmann» ble et uttrykk for en æreløs person. Det brukes i Ludvig Holbergs komedier (for eksempel Gert Westphaler). Et annet uttrykk for en æresløs person var «mindremand». Den som var dømt æresløs kunne ikke møte som saksøker eller vitne i retten, ikke være fadder eller verge, og ikke ha borgerskap i en kjøpstad.
Boten nevnes også i Christian Vs norske lov (1687) 1–22–15 : «Men er der gaaen Dom over hannem for Ran, eller anden u-ærlig Sag, og hand er dømt til at bøde sine tre Mark, da er hand mindre Mand, indtil hand af Kongen kand faa Oprejsning». I 6–21–2 heter det også : «Sigter een den anden for nogen Uærlig Sag til Tinge, for Dom, eller i nogen anden ærlig og ædru Forsamling, og skielder hannem for Løgner, Skelm, Tyv, eller saadant, som den andens Ære og Lempe egentlig angaar, og det strax begæris, at de nærværende dragis til Minde, og det ikke kand bevisis hannem over, da bør den det sagt haver at være en Løgner, og bøde sine tre Mark».