= et substantiv
BØYNING : vånden, vånder
UTTALE : [vå`ndə]
ETYMOLOGI : dansk form vånde, av gammeldansk wandæ ‘skade’, tilsvarer norrønt vandi ‘vanskelighet’, avledet av norrønt vandr; se vand
BETYDNING OG BRUK :
LITTERÆRT :
(situasjon, tilstand preget av) sterk (sjelelig) smerte, sorg, uro; sterk engstelse ; pine; knipe
SITATER :
- jeg har ligget vågen og hørt din vånde (Bjørnstjerne Bjørnson En fallit 113 1874)
- jeg har gåt i den forfærdeligste vånde (Bjørnstjerne Bjørnson Leonarda 25 1879)
- han gik der i værste vaanden og vred sig (Herman Colditz Kjærka 152 1888)
- derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem (Henrik Ibsen Fruen fra havet 149 1888)
- selv det tarveligste kvindfolk vil forstaa min vaande (Arne Garborg Trætte Mænd 8 1891)
- en personlighed, som lukker sig ind i sin sjæls vaande (Dagbladet 1892/377/2/7 Nils Kjær)
- «Hør kark,» sagde Haakon [Jarl], naar jeg atter kommer ud af denne vaande … saa gjør jeg dig til en fri mand (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 101 1899)
- dødsens vee og vaande (Henrik Ibsen Samlede Verker III 162)
hun gråt, som var hun i vånde for sit liv (Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger 197)