– en typisk sak vedrørende farene sjøfolk måtte leve med – referert i «Den Norske Rigstidende» for «Onsdag d. 6te Marts 1816»;
– inneholdende en kort beretning avgitt av en dansk sjømann (hvilken like gjerne kunne være kommet fra en nordmann), som i mai 1815 ble tatt til fange av tripolitanske pirater (fra Tripoli i dagens Libya) utenfor Portugal og ført i fangenskap – men hvilket viser hvordan overenskomster og forhandling etter en tid ledet frem til sjømannens frigivelse, noe svært mange ikke fikk oppleve, men gikk til grunne i fangenskap :
Udtog af en Skrivelse fra en Sømand, der, ombord paa et Dansk Skib, i Mai f. A. blev opbragt af en Tripolitansk Fregat, men lykkeligviis straxefter ved den Britiske Vice-Consuls Mægling, blev frigiven.
«Den 20de Mai» saaledes hedder det i bemeldte Brev — «bleve vi omtrent paa Høiden af Lissabon tagne af en Tripolitansk Fregat paa 48 Kanoner, og maatte med vore Effecter begive os ombord paa Samme, hvor vi med et græsseligt Fryderaab bødes velkomne af omtrent 3oo Tyrkere.
Fregat-Capitainen, en engelsk Renegat, lod strax vor Bagage bringe i hans Kajut, og anviste os et lidet Rum i Skibets nederste Dække. En Timestid efter opbragte han endnu et andet Skib, og otte Dage derpaa endnu to. Nu krydsede han endnu nogle Dage omkring med os langs den Maroccanske Kyst, og passerede derpaa Strædet ved Gibraltar, hvor han endnu tog to Skibe.
Dagen efter mødte vi tre Algierske Fregatter, der, forbi de selv vare i Fred med Danmark og derfor hellerikke troede paa Retmæssigheden af Vor Opbringelse, tvang Capitainen til at følge med til Algier. Her laae vi to Dage for Anker, og ankom endelig den 15de Juni til Tripolis.
Medens vor mere end tre Ugers Ophold ombord paa Fregatten, behandlede man os med saadan Grusomhed, at det endnu ved Erindringen om hine ulykkelige Dage overløber mig en kold Gysen.
Kun nogle enkelte Træk vil jeg her skildre, hvori al Overdrivelse paa det Omhyggeligste skal vorde forebygget. Vi fik 2 Gange daglig noget Grød kogt i Vand, og noget halvraaddent Vand i smaae Rationer. Man havde kastet os ned i det underste af Skibet i et Rum, hvor i det Højeste 20 Mennesker kunde ordentlig ligge; alligevel bleve alle de, som gjordes til Fanger, drevne ned i samme Rum, saa at vi til Slutningen laae sammenpressede som Sild i en Tønde.
Da vi kun havde et lidet Lufthul, saa laae vi næsten altid som badede i Sved, og paa det skrækkeligste plagede af alskens Utøi.
Vi løb, som sagt, den 15de Juni ind i Tripolis, i hvis Havn der strax viste sig for os et sørgeligt Syn, da ved vor Ankomst en Slave-Opsynsmand med omtrent 20 Christen-Slaver kom ombord paa vor Fregat. Blodet kogte i mine Aarer, da jeg saae, at Tyrken drev disse blege aftærede Menneske-Sceletter til Arbeide med Stokkeprygl; og Tanken : «I Morgen er du maaskee ogsaa en af disse Ulykkelige», var skrækkelig.
En Time efter bleve vi førte til Paschaen. Ved Strandbredden havde en stor Mængde Tyrker, Mænd, Koner og Børn samlet sig, og modtoge os med haanende Jubel.
Vi gik igjennem flere smale Gader, hvori Muselmændene skareviis havde opstillet sig, for at beskue. os. Da Paschaen havde beseet os og erholdt Underretning om hvad Landsmænd vi vare, bleve vi førte hen i Slave-Cassernen. Her fandt vi 200 stakkels ulykkelige Christne-Slaver, afmagrede af Hunger, Græmmelse og Arbeide, og bedækkede med usle Pjalter. Størstedelen var Italienere. Nogle Oldinger iblandt dem, hvis graae Isse indgjød mig medlidende Ærefrygt, vare, nedtyngede af deres Ulykkes Byrder, blevne vanvittige, og tjente til Spot for nogle umenneskelige Slavevogtere.
Andre ulykkelige Febersyge laae uden Hjælp paa Fængslets fugtige, kolde Steengulv; blandt dem vare tvende stukne af Scorpioner, som jamrende saae deres Opløsning imøde.
Væggene vrimlede af Alskens Utøi, især af en talløs Mængde store Væggeluus. Halv afmægtig, lænende mig til en Pille (pillar/støtte/red.), kom Taarer mig i Øinene; tvende unge Genuesere (fra Genova/red.) nærmede sig og søgte at trøste mig.
Næste Dags Morgen ved Daggry bleve vi drevne hen paa en offentlig Plads og derfra troppeviis til Arbeide; jeg maatte med et ungt Menneske fra Lissabon (Lisboa/red.) og en Supercargo fra Triest (Trieste/innerst i Trieste-bukten/red.) bære Træe ud af det Magazin, hvori man vilde henbringe vore egne Varer.
En medlidende Jøde, Paschaens Secretair, befriede os efter nogle Dage fra Arbeidet. Den 18de Juni var min Befrielsesdag, og den 3die Juli forlod jeg Tripolis for at tage hjem til mit Danske Fædreneland».