sven gundersen røiseland : presentert av chr. a. bugge

– i boken : “En sørlandsby : erindringer og skildringer fra Mandal i gammel og nyere tid. Med illustrationer”. Kristiania. J.W. Cappelens Forlag. 1924.

For bakgrunnens skyld og for betoningen av denne type stoffs viktighet, inkluderes her bokens forord :

FORORD.

Denne bok er for en overveiende del bygget paa levende tradition, samlet for den ældre tids vedkommende (det 18. aarhundrede) væsentlig av min far, J. O. Bugge, for det 19. aarhundrede av undertegnede. Men disse traditions element er er støttet og supplert, utvidet og systematisert ved trykte og utrykte aktstykkers hjælp.

Bokens første del, det 18. aarhundrede er en omarbeidelse av en bok, som jeg i forening med min far utgav i 1887 under titel MANDAL. lokalhistoriske optegnelser. Denne er nu utsolgt, og den er fremdeles efterspurt.

Bokens anden del, det 19. aarhundrede er et forsøk paa at gi et bidrag til en Sørlandsbys historie gjennem «Aperquer, som former sig til et litet galleri av kultur billeder». Derved tilsigtet jeg at avvinde stoffet almenere interesse. Ogsaa her er den levende erindring støttet og utvidet, almindeliggjort og sat i relief ved trykte og utrykte kilders og meddelelsers hjælp. lllustrationerne tilsigter, tillikemed det gamle situations kart, at tjene anskueligheten. Billedavdelingen er redigert av antikvar Anders Bugge.

Til mange skylder jeg varm tak for gode impulser, for hjælp og velvillig imøtekommenhet. De kan ikke alle nævnes her. En særlig opfordring føler jeg til erkjendtlighet mot historikeren Worm-Miiller og universitetsbibliotekets samtlige funktionærer, endelig Den russiske Legation (Ingermanlands forlis). Alle de øvrige beder jeg tænke paa mig med velvilje, naar de læser sine navn i boken.

Dr. CHR. A. BUGGE.

Så – fra bokens sider 142 – 144 :

SVEN GUNDERSEN RØISELAND.

Her passer det ogsaa at omtale en anden bonde fra Mandalen, som ikke har tegnet sit navn i vort lands historie, saaledes som tilfældet er med Jaabæk, men som allikevel var en merkelig begavelse.

Fra min barndom i 1860-aarene mindes jeg en eiendommelig skikkelse ved navn Sven Gundersen Røiseland.

Min far var meget interessert i antikviteter og var særlig kyndig i alt som angik den gamle hollandske kunstindustri. Denne var i og omkring Mandal rikelig repræsentert. Gamle skaper, gamle stoler, gamle krus, baade av kcramik og av sølv, fandtes bortgjemt og bortglemt i større mængder end mangt et andet sted paa kysten.

Det kom av den livlige forbindelse som hadde fundet sted i det 17. og det 18. aarhundrede mellem Holland og Sørlandet, og hvorom prof. L. Daae har fortalt saa interessante saker i sin lille bok om «Nordmænds Udvandringer». I disse gamle tider og især under de gjentagne gyldne perioder for handel og skibsfart hadde de rike og høit dannede borgerfamilier forsynt sig av den høit utviklede hollandske kunstindustris produkter.

Meget var allerede dengang gaat til utlandet. Der fortaltes om en engelsk kunsthandler som i fordums tid, engang i den første halvdel av det 19. aarhundrede, hadde reist langs kysten og gjort rike opkjøp.

Sansen for disse gamle sakers værdi var jo dengang næsten ikke tilstede. Og her fandt englænderen egte saker, mens saadanne i de store kulturlande mest var bortgjemt paa gamle adelsborger.

– 143 –

Men der var da endda en del tilbake, mest bortgjemt hos bønder. Disse hadde vel kjøpt det gamle bohave paa auktioner efter gamle borgerhuser i byen.

Mangengang var disse gamle saker ogsaa hos disse bønder vanagtet og endog degraderte. Saaledes fandt min far engang et fint gammelt fasanbord vendt op ned, tilspikret med fjæler og anvendt som potetesbinge i kjelderen. De maatte for at opstaa i sin gamle glans og herlighet gjennemgaa en grundig og kunstnerisk skjønsom restauration.

Min far foretok med en samlers hele pietet mangfoldige saadanne restaurationer, hvorved mangt et skjønt kunstverk blev reddet.

Av saadanne antikvitets- og kunstelskere hadde min far ikke mange likesindede dengang og paa de kanter. Men en av disse var Sven Røiseland. Denne underlige mand var ikke litet av en original. Han eide en liten gaard nogen faa kilometer oppe i Mandalen. Det var en ringe eiendom, og manden var nærmest fattig, men slog sig saavidt igjennem.

Paa sin gaard hadde han samlet en hel mængde av disse kunstgjenstander, forresten ogsaa allehaande antikviteter fra alle tider. Han eide ikke min fars evne til selv at restaurere sine border og skaper og stoler, og heller ikke hadde han raad til det, men han elsket dem.

Han var en sand «Liebhaber», han ruget over sine skatter, og han grublet over dem, han læste hvad han kunde komme over om dem. Naturligvis underholdt han sig gjeme med min far om gjenstandene for deres fælles kjærlighet.

Men han gjorde mere. Han græmmet sig selvsagt over saadan bortførelse, som den vi har omtalt, og han tænkte dypt og længe over, hvorledes saadant engang for alle skulde kunne forebygges i fremtiden.

Utbyttet av hans overveielser var at han forfattet et helt lovforslag om saadan forebyggelse. Forslaget blev fremsat av stortingsmand Simon G. Lie og kom 1851 til behandling i Fortidsmindesmerkeforeningen, som henla det. Netop derfor fortjener det at fremdrages.

Det begynder med en liten underlig indledning. RetskrivninGen og stilføringen bedrøvelig fra først til sidst. Det vil allerede en kort prøve vise. Hvilken her følger.

– 144 –


Problema.

At Forfatte Love, skal noget Sjæleopløftende, Noget igjænom skueligt, og omindskjønt en Lov kan være Samensat av et par Hundrede Hoveder er værket dog ufuldkommen førind Ærfaring i Tiden har bragt det dertil. Hvad kand komme fra en Læg, graa og indfoldig Bonde ?

1.

De vigtigste Alderdomslevninger Bliver i Tiden Stads-Eiendom som Trondhjæms og Stavanger Dommene, Syster kjærkerne paa Graan, Tyske kjærken og Bredestuen i Bergen, Hedahls og Mosterøens og Agvaldsnes, Trondenes m. f. d. endeel Stuer og Tingkredse”.

Nu følger i 10 andre paragrafer en række vel gjennemtænkte, men mindre vel utformede forslag til forholdsregler sigtende til en systematisk verning om og vurderende granskning av landets fortidsminder, baade de faste og de flytbare, baade de ældste, ældre og nyere. De tanker og motiver, hvorav disse forslag er baarne, er saa fremskredne, at de først i riksantikvarens seneste lovforslag fyldestgjøres.

Denne graa og læge bonde, som han kalder sig, var altsaa paa lag 70 aar forut for sin tid. Han synes mig at fortjene et litet æresminde. Maatte det bli et varig !

De, som skulde ønske at ha litt nøiere rede paa denne stilfarende grubler og upaaagtede formløse gransker og kunstelsker, henvises til en artikel i «Nationen» for 6. december 1919 ved antikvar Anders Bugge.

Skriv inn søkeord..