«wergeland» : olav aukrusts artikkel i bladet «samtiden» i 1913

– som tilsvar til Bjørnstjerne Bjørnsons artikkel i samme tidsskrift – «..for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål» – tidlig det samme året, også det med overskriften «Wergeland»;

Olav Aukrust, denne særegne dikter fra Lom, gjorde målsaken og bevaring av de gamle norsk dialekter til en fanesak; på dette tidspunkt (1913) var Olav A. omkring 30 år gammel og hadde startet egen folkehøgskole på Austlid i Gausdal (østre G.);

I denne samleutgaven av «Samtiden» (samlet i års-skriftet) på sidene 261 – 271 :

WERGELAND.

(Svar til Bjørn Bjørnson – se «Samtiden», januarheftet).

Under denne overskrift bragte «Samtiden»s januarhefte en artikel av hr. Bjørn Bjørnson. Men vedkommer hin artikel Wergeland, da er den et angrep paa ham. Nu ja et angrep paa Henrik Wergeland har det sikkert ingen fare med; han har utholdt saa mange; og vi husker hans lignelse om løvetanden.

Allikevel synes jeg hin artikel maa faa det svar, som dens indhold med rette har krav paa. Denne gang kommer nemlig angrepet og vil være hyldest en adfærd, hvis eiendommelighet minder adskillig om en anden : den eiendommelighet at reise profeterne gravsteder og slaa deres efterkom mere (konsekvenserne av deres tanker) ihjel.

Hele Bjørn Bjørnsons opsæt er et trompetstøt til norskdanskens (den konservative norsk-dansks) ære, en fanfare til dens hellig- og herliggjørelse, en lidenskabelig forelskelses apoteose. For saa vidt er det i sin orden — d.v. s. for Bjørn Bjørnsons vedkommende. Men m. h. t. Wergeland ?

Bjørn Bjørnson vil konservere og akademisere Norges norsk-danske skriftsprog. Ja vel. Men hvad i al verden vedkommer dette Wergeland. Hvad har dette med hans norsknorske reformkrav, med hans fremtidsdrømme, med hele det Wergelandske kulturprogram at gjøre !

– 262 –

At Wergeland skrev sin tids skriftsprog, turde være almindelig bekjendt. At han efter evne, tid og leilighet drog frem norsk «kampesten» og krævet virkeligheten av et selvstændig norsk skriftsprog «før aarhundredet nedrødmet» likesaa. Han fik da ogsaa høre om det av tidens sprog- og kulturbevarere.

Wergeland, og de andre fornorskere, var «Raahedens Repræsentanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m. m.», samt «Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den groveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlende stræbende uden fast Maal og sikker Plan forhutlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden» (Prof Olaf Skavlan : Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudstykker»; Arne Garborg : «Vor sprogudvikling».

Bjørn Bjørnson er ikke synderlig mere naadig overfor vore dages fornorskere (som altsaa nu, tænk det, ved indgangen til vor nye frihets andet aarhundrede staar i begrep med at ville realisere Wergeland) : «Enhver har moralsk ret til at hugge ned og sparke unda som han selv vil». «Og vi blir hvite av skræk og løper til og hiver i sjøen ord og konsonanter og likt og ulikt saa det kan flyte mot syd dit det kom fra (altså fra Danmark/red.)» «Vi klasker ind ord og bokstaver som passer saa slet til sine omgivelser som henslængt kampesten i en gammel velstelt park».

Mot saadan uterlighet, overfor slik vederstyggelighet paakalder (påberoper seg/red.) Bjørn Bjørnson Wergeland; han gjør det «med tanken paa navnets skjønne betydning».

Jeg er ikke et øieblik i tvil om, at Wergelands nærværelse ved denne leilighet vilde fremkalde en egen virkning, men neppe den forønskede. Hans nærværelse vilde i dette øiemed være like saa paakrævet som orkanen ved en ildebrand, hans assistanse under arbeidet med at avstænge denne dam likesaa fortræffelig som tusen løsnede skred i vaarflomtiden. Er der nemlig nogen nordmand, som i stor stil og paa en avgjørende maate har bragt forstyrrelse og «kampesten» ind i vor «gamle velstelte park», da er det Wergeland.

Saa fra først av kunde jeg siet ikke skjønne, hvor Bjørn Bjørnson vilde hen. Men overskriften stod der i sin monumentale trods. «Wergeland». Jeg begyndte at bli dygtig spændt paa, hvormed han kunde være til tjeneste under disse omstændigheter. Jeg ventet mig noget i retning av

– 263 –

revolutionære idéer, straalende fremtidssyner i fugleperspektiv, og noget særlig norsk. Men denne gang skulde han (Wergeland/red.) vende sig i sin grav i en høist merkværdig anledning. Paa artikelens anden side kommer gaadens løsning; skrinet med det rare i springer op. Bjørn Bjørnson vil, at «alle de glitter og jenter, som har stemt for riksmaal utover landet, de bør danne en kjede haand i haand fra syd mot nord, danne en förening, — og kalde den : Wergeland»

Saa staar der. Forslaget findes fremsat i «Samtiden» 1913, side 2.

Demokratiet uttrykker sin vilje gjennem folket i valg og realiserer den ved beslutninger i storting og bygdestyre. Hvilken realitet ligger der saa i denne odiøse tale om avstemning «for riksmaal». Gjennem valg paa valg, efter slag paa slag har vi nu endelig vundet frem til klare linjer og retfærdige veier i vor sprogkamp. Like ydre vilkaar for begge maal. Dette er retfærdig; ti derved tages de skyldige hensyn til vor sprogkulturs historiske forutsætninger. Og derved blir overensstemmelse mellem lovgivningen og det individuelle behov.

Og dette er rigdom og seiervinding, ti misvekst og krokryggethet er fattigdom og tap. – – Hvordan man end vil kultivere et træ, Røtterne kan ikke skjæres bort; ingen øve vold mot naturen !

Hvordan man end vil aandeliggjøre en sjæl, realisere en idé, utvikle en evne, – – den iboende oprindelighet, det salige smil, det individuelle blik maa straale; ingen bedrøve aanden ! Fuld frihet i fredelig kappestrid ! Frit fiske paa frit hav ! Like ydre vilkaar under sprogkampen !

Derved faar enhver vokse og frit bære frem, hvad hans er, – bygutten paa bynorskens, bondegutten paa bygdenorskens grundlag. Skal vi ikke nu snart være enige om dette selvfølgelige ? Eller mon nogen lovgivning er skikket til at dokumentere sin adelige oprindelse, dersom den intet hensyn har tat til «frihetens fuldkomne lov ?» (dette uttrykk har Olav Aukrust hentet fra apostelen Jacobs brev kap. 1, vers. 25 : «Men den som ser inn i frihetens fullkomne lov og fortsetter med det, han blir ikke en glemsom hører, men en gjerningens gjører. Han skal være lykkelig i sin gjerning»/red.).

Efterat den norske folkeskole gjennem lange tider hadde været en eneste sammenhængende fornegtelse av morsmaalet, efterat man i den lærde skole i menneskealdre hadde meddelt undervisning i døde sprog samt «norsk-undervisning»

– 264 –

i et sprog, som i alt væsentlig var dansk (og med et pensum i oldnorsk nærmest = 0) efter alt dette gav stortinget i 1907 en lov om, at vordende norske embedsmænd og andre akademister skal ha litt kjendskap til folkets maal.

Dette skal godtgjøres ved tvungne skriftlige prøver i «landsmaal» og «riksmaal». —Vore embedsmænd bør nemlig iflg. Wergeland ikke staa altfor isoleret ute i det folk, hvis veiledere de skal være.

Nei undskyld ! dette gaar for vidt mener endel bygymnasiaster, som saa fedrelandets lys, da Wergelands aarhundrede nedrødmet. Tænk at skulle faa Wergelandske idéer saa tæt ind paa livet. Disse protesterende skal nu komme sammen, danne en kjede o. s. v., og foreningen skal hete : Wergeland.

I forutfølelsen av, at dette mægtige forbund kanske allikevel ikke kunde holde stand mot norskhetens mangehodede uhyre, har Bjørn Bjørnson for sikkerhets skyld ogsaa bestemt sig for oprettelsen av et akademi.

Det ligger nær at indvende, at vi jo allerede har ett. Et mønstergyldig «riksmaal» til enhver tid paa høide med sin egen utvikling – har lydt gjennem vort universitets auditorier i hundrede aar. Ved vort universitet bæres og dyrkes dette sprog, nu som før, av meget fremragende videnskapsmænd; og det har været like saa eneraadende her som ved vore høiere almenskoler. Tiltrods herfor og tiltrods for, at Bjørn Bjørnson forsikrer, at dette sprog uendelig overlegent «løper fortere end alle dialekter og tungemaal tilsammen» kræver han allikevel et nyt akademi for «vort vakre vergeløse sprog» (altså det dansk-norske/red.).

Det træffer sig nemlig saa uheldig, at flere av riksmaalets universitetsmænd meget klart og bestemt har uttalt ønsket om, at dette sprog burde løpe litt fortere – i retning av norskhet. Saaledes prof. Moltke Moe i et par ypperlige skrifter : «Retskrivning og folkedannelse» (1900), «Norsk og dansk sprogdragt» (1906); prof. Alf Torp («Landsmaal og Riksmaal», «Samtiden» 1908, side 479); prof. Fridtjof Nansen nr. 42 iaar. – – Se ogsaa en artikel av prof. Alexander Bugge i dansk «Politiken» av 16de febr. iaar, hvilken skjærende motsætning er der ikke mellem dette humane, overlegne standpunkt og den blinde fanatisme

– 265 –

som saa ofte kommer til orde i endel av vor konservative presse).

Altsaa : et nyt akademi. «Ordet slog ned i mig» (skriver Bj. Bjørnson/red.). Ja, i mig ogsaa, og det saa sterkt, at jeg med ett maatte tænke paa hint hus (bygget paa sand), som Skriften taler om. «Og skylregnen faldt, og vandflommen kom, og vindene blæste og støtte an paa det samme hus, og det faldt, og dets fald var stort».

Hvad blir saa indholdet av den omtalte artikel ?

Motstand mot : frihet i form av like ydre vilkaar under sprogkampen. Motstand mot : norskhetsarbeidet i form av sprogets virkelige fornorskning.

Hr, Bjørn Bjørnson kan nok forlange, at vi skal synes, han kommer arm i arm med : Henrik Arnold Wergeland.

Som maalreisningen er beviset for Wergelands «klarsynsblik» og den vigtigste betingelse for den demokratiets kultur, han trodde paa og kjæmpet for, saaledes er fornorskningskravet «intelligensens» vaagnede, nationale, Wergelandske samvittighet. Ti hvad er retskrivningen av 1907 ? En mulighet med mulighetens kval og lyst; motsigelsens tegn og forargelsens gaade : endepunkt og utgangspunkt samtidig; et brobygningsprojekt, en bjelke over avgrundens og upersonlighetens svimlende intet.

Henrik Wergeland, denne kraftens aand, straalende i aandens kraft, gufsende genial, kold og rolig «som Ararats øverste isklump», vild og varm som vaarens vældige veir – han var norsk, den mand. Sterk i aanden, glødende av tro og begeistring reiste han sig, «Nordmandens Katekismus» rakte han folket under dets vandring paa veien hjem. En norsk Moses var han. Han gik i ørkenen, og roser grodde i hans fotefar. Han slog paa fjeldet, og opkomme paa opkomme brøt frem.

I isnende ensomhet ved den øverste himmelvarde saa han ut over land og folk; hvor andre bare saa graasten og «kampesten», der saa han i aabenbarelsens glimt umyntet guld. Høit mot himmelen som Moses paa Nebo berg stirret han ind i det forjættede land, og ingen har set det rikere trods baade Josva og Kaleb.

I inspirationens vældige høitid, følsom og vár som en

– 266 –

kirkeklokkemalm opfanget han folkeaandens bud og folkesjælens bønner; fortid og fremtid bruste om ham. Og den kirkeklokke, han ringte med, overdøvet alle tidens og eftertidens matbjelder i landet; ti det, han ringte med, var intet mindre end et nyt norsk kulturprogram.

Henrik Wergelands frihets- og norskhetsidéer, spontane utbrud av folkets instinkt, gjaldt en indre frigjørelse; det rent ydre og statsretslige var for ham selvfølgeligheter.

Da han efter fotturen i 1829 begyndte sit store folkelige oplysningsarbeide, var det hans glødende tro paa det norske folks muligheter som kulturfolk, der drev ham og begeistret ham.

Ifølge Wergeland er det vore bønder, som har bevaret mest av Norges nationale eiendommelighet, saa det især er dem, det skyldes, at «det norske er reddet i Norge». (Sml. t. eks. hans «Norges Konstitutions Historie» side 13 og 14). Wergeland var ogsaa opmerksom paa, at «de merkeligste Træk af Oldsproget vedligeholdtes mellem Bønderne». For Wergeland var det realiteten av grundlovens bestemmelser, det kom an paa; det var levendegjørelsen av norskhet, han vilde; det var «Virkeligheden av et selvstændigt Skriftsprog», som nu «skulde fremæske Norges Aander».

Mon det er førbemeldte ynglingeforening og dens førere, som agter at realisere dette program ? Under en rigtig belysning er det slet ikke vanskelig at læse hin artikel slik, at det falder et visst «forklarelsens skjær» over den. Jeg for min del vilde læst den med ublandet fornøielse, hadde det bare ikke været dette ulyksalige sammentræf med Wergeland. Den belysning er nemlig den for artikelens indhold allerfarligste. Man vil kunne indvende, at Wergelands anskuelser om en norsk sprogreformation fremkom i et av hans tidligere skrifter saa det kanske lot sig gjøre at forklare det som ungdommelig sværmeri.

Nu er der nogen her i landet, som ikke har staat i sværmeriets avstand fra folket, da er det Wergeland. Vi husker hans harmfyldte ord om lapsen (spradebassen/red.), som beundret og beglodde og nedladende klappet en bonde i nationaldragt paa skulderen, som var han en bjørn fra Østerdalens urskoger.

Den art «folkelighet»

– 267 –

(som slet ikke er ut død her i landet) var ham uendelig motbydelig.

Men det har nok sin rigtighet, at Wergeland tidlig la maalstræverske anskuelser for dagen. Jfr. f. eks. digtet «Blaamyra» (1832); ogsaa i «Skabelsen, Mennesket og Messias» er der en mængde særnorske ord.

I 1835 utkom «Om norsk Sprogreformation». Men han fornegtet sikkert ikke disse anskuelser om folkemaalets fortrin, da han 7 aar senere, i 1842, utgav «Langleiken, en Krands af Digtninger i Dølemaal». Læs ogsaa hans «Konstitutionshistorie» (t. eks. side 13, 1ste utg.), 1841—1843, og brevet til Fredrika Bremer av 1840. Føi hertil «Nordmandens Katekismus», 2den «forøgede og omarbeidede» utg. av 1845 (der i mange maater godt kan betragtes som hans politiske testamente), hvor der likefrem vrimler av norske ord og vendinger.

Er den da egentlig saa farlig, den norske «kampesten» ? D. v. s. skulde norske dialekter virkelig være saa farlige for et norsk skriftsprog ? «Dialektstudiet er fuldt av forjættelser», sier den berømte tyske sprogforsker Max Müller, «og jeg fastholder saa sterkt som nogensinde før, at for at faa vite, hvad sproget er, maa vi studere det i dets dialekter, som alene fremstiller sprogets virkelige liv» (citeret av prof. Joh. Storm i «Norvegia,» side 15).

Kan et norsk skriftsprog i længden leve uten direkte og organisk forbindelse med dialekterne, «som alene fremstiller sprogets virkelige liv» ?

Forresten, er kampesten den eneste forestilling, som møter op, naar man staar overfor folkemaalets samlede ordforraad ? Dette maal har vel ikke, som det danske «en yndig, en tækkelig, en livsalig forkjærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, og stemningens smaasnakken, og overgangens nynnen, og bøiningens inderlighed og den dulgte velværens forborgne frodighed» (Kierkegaard); fynd, kraft, naiv vælde, enkelhet, dramatisk anskuelighet er kanske det, som især tænder os.

Men tør nogen poetisk lydhør, med sans for rytme, med øre for musik paastaa, at det maal, som har baaret eventyrene, de gamle stev, Solarljod, Draumkvæe, Bendik og Aarolilja, kort (sagt(red.) : hele vor folkepoesi tør nogen paastaa, at dette sprog mangler ømhet og

– 268 –

ynde ? Eller tør nogen paastaa, at det er uten uttryk for tankens seier og uten evne til at gi følelsen dens navn ? Jeg tør fremsætte, at dette sprog er istand til at fylde lidenskapens vildeste orkester og forventningens tauseste fryd, at det har strenge for sindets lønligste lyst og bøn for forsagelsens blekeste barn, —at det vedkjender sig sjælens hemmeligste længsel og er intuitionens intimeste medvider.

For dem, som forstaar det, for dem, hvis morsmaal det er. Og det er mange i Norge, som vedkjender sig dette maal som sit morsmaal. Hvad hjælp kan det saa være i, at nogen av de utenforstaaende kommer og sier at det ikke eksisterer ? Hvad det end føler ved deres foragt det dør ikke av den.

Fra først av, d. v. s. saa snart man nogenlunde begynder at «faa ordet i sin magt», er jo de fleste mennesker her i landet maalstrævere (og det aldeles ikke bare i den forstand som enhver ny verdensborger er det) : man konjugerer verber, bruker diftonger, tre kjøn o. s. v. dristigere og mere konsekvent end de ivrigste fornorskere. Særnorske syntaktiske eiendommeligheter, titusender kavnorske ord lever sit liv i «forborgen frodighet», i sorg og i glæde, i længsel og lyst. Dette er «sandhetsmunde», som aldrig kan dø, saalænge vort folk holder sig friskt i sin rot. Den er sterk, denne rot, og den dirrer i et boblende liv, som ormeeiter og galdretunger aldrig har eiet evne til at klumse. Den gaar dypt, denne rot, og den næres av et opkomme, som ingen nattefrost har naadd ned til. Som den sprængte en firehundredaarig realunion med Danmark og en hundredaarig personalunion med Sverige, saaledes vil den ogsaa sprænge nuværende hindringer.

Ingen magt har kunnet paralysere vort folks indre organer; ingen kan kvæle den intime forstaaelse mellem aand og uttryk. Sidst av alle kan digteren svike folkets tunge, hos ham maa folket høre gjenklangen av sin tale, «det høre maa, som i sin dal, i digt og skrift sit maals metal» (Wergeland).

Det er i muldjorden og folkedypet, røtterne gror, instinkterne drømmer, følelsernes oprindelighet flammer; herfra kommer fornyelsen.— Hvor skulde de levende og avgjørende

– 269 –

kræfter fødes, om ikke der, hvor naturens og følelsens friske oprindelighet omfavner hinanden under himmelens regn og sol ?

Naar de store skygger kommer, naar hin store nattens dødsugle en kveld sætter sig paa vor grind, da skal det funkle som aldrig før, hint stjernebilled over «vor egen gaard»; naar hin onde ugle tuter, naar den spaar sygdom til døden og lugter lik, da skal den nationale selvutfoldelse jage op den livets og frihetens himmelørn, som i brusende, brændende vælde river begge dens øine ut.

Ingen har arbeidet for vort folk og dets fremtid i større tro og kjærlighet end Wergeland. Og intet er mere karakteristisk for den tids sprog- og kulturbevarere, end den maate, hvorpaa dette arbeide blev lønnet.

Hin mindeværdige dag Iste mai 1841 blev Wergeland ved votering negtet optagelse i «Athenæum», samme vaar lukket «Morgenbladet» sine spalter for ham, og 21de december erklærte «Den Constitutionelle», at den ikke mere vilde trykke en linje fra hans haand.

Nu søker hines aandelige ætlinger ly bak Wergelands ryg. Endel «norske gutter og jenter» kundgjør sin norskhet ved at protestere mot Wergelands, Joh. Sverdrups, venstres demokratiske norskhetslinje. Denne «norske ungdom» og dens like saa norske førere vil nu stifte forening, danne en kjede o. s. v., og kalde det Wergeland. Nu, da man ikke længer hører hans blod rope mot himmelen, nu er han vakker, og nu er han god, nu indbydes han til at danne «riksmaals»-forening. End om han indfandt sig ? Om ikke netop «som fanden til et hallelujamøte», saa dog med et ikke ubekjendt skrift «om norsk sprogreformation» i baklommen.

Paa grund av omstændigheterne vilde han da, nu som før den norskeste mellem de norske, til at begynde med bli nødt til at citere sig selv. Og derpaa, med det ham egne hang til at «følge princippet ende beint fram» : Nu er aarhundredet nedrødmet —og endnu sitter man her og klusser og fornorsker ! Hvad slags fornorskning er det, man driver med, om jeg tør spørre ? Saasnart her er antydning til en virkelig fornorskning, skriker enhver kjærring ende over sig, man tør ikke engang bruke former som «stein», «myra» o. s. v. – – former, som jeg brukte allerede i 1832 !

– 270 –

Og endda fabler man om en forening ved navn Wergeland ! Jeg skal lære dere Wergeland, jeg ! Har mine herrer fuldstændig glemt «mit navns skjønne betydning» ? Er ikke hele mit liv beviset for, at jeg vil verge landet mot — ufolkeligheten og unorskheten i alle dens skikkelser !

Hvad behager vil man ikke engang fornorske ? ! Skal det være benløse fugler hører man da ikke susen av tolv vildænder!

Jassaa, norsk kampestein passer ikke til sine omgivelser i dette steinete land ! Fordømte fæhoder ! Hvem i al verden forlanger, at gamle Norge skal være en park. Varden oppe paa dets toppe speider dag og kveld ! Norge, folkevisernes, Fanitullens, tolvmilskogenes, eventyrenes og mit Norge skal det være en park ! Hør øksehugget i skogen, hør stormen paa havet, hør tordenveiret i fjeldet, hør historiens dønninger, hør, hør fedrelandets tale !

Jeg ogsaa digtet har engang,

Heimskringlas liv det er min sang.

Op til mit hjerte gyldenblaa

den store havets harpe laa !

–– og saa videre, med den ham (Wergeland/red.) egne patos. (Og i et sprog saa norsk, at det her har maattet oversættes). Det er hævet over al tvil, at det vilde bli en mindeværdig aften om kanske ikke netop nogen «konstituerende».

Henrik Wergeland satte sit liv ind for sin fædrelandskjærlighet, saa vore sprog- og kulturbevarere hjalp ham i graven temmelig tidlig. Han blev bare 37 aar gammel. Det er livsfarlig at leve for den, som vil noget. lalfald i første omgang. Men i anden eller tredje kommer seiren.

Henrik Wergeland vilde frigjørelse, derfor bl. a. ogsaa norskhetens frigjørelse fra unorskheten. Det var et frigjørende kulturarbeide indad, som laa ham paa hjerte. «Saa, norske brødre ! bryst ved bryst vi ville med vemodig lyst vor moders brøst selv hylle til».

Det er en kjærlig tanke. Henrik Wergelands liv og gjerning er virkelig en indbydelse. Men den er utgaat til «alt folket i landet». 17de mai 1881 saa Bjørnstjerne Bjørnson sig om, midtveis mellem Wergeland og 1914, og svarte :

Engang med blommende Wergelandssommer

bønderne kommer, bønderne kommer.

– 271 –

Akademiet in spe vil ikke kunne hindre det. Ei heller den sprogbevarende ynglingeforening.

Altsaa : en sammenslutning under navnet Wergeland ? Ja, saa inderlig hjertens gjerne, men for en frygtelig forpligtelse i retning av norskhet.

Olav Aukrust.