– under Heggtveits behandling av det overordnede tema : «Haugianismens Betydning for Kulturen»; i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»;
– fra sidene 799 – 808 :
Betydning for Folkeoplysningen.
I nær Forbindelse med Haugianernes literære Virksomhed staar deres Arbeide for Folkeoplysningen (Talrige Oplysninger og Meddelelser fra en Mængde samtidige Haugianere; personligt Bekjendtskab) paa kristelig Grund.
«Med Hauge vaagnede Folkeaanden i Norge» har en af Danmarks aandelige Stormænd i sin Tid sagt, og det er et sandt og træffende Ord.
Ved den kristelige Vækkelse vaktes ogsaa Læselysten; den blev tilfredsstillet særlig ved Hauges mange folkelige Skrifter og den gamle Opbyggelsesliteratur fra Kirkens ældre, troesstærke Tid.
Man læste ved Siden heraf ogsaa historiske Skrifter og Bøger af praktisk-skonomisk Indhold. Af poesi interesserede man sig væsentlig for Kirkens rige Skat af ældre Salmer, saaledes som denne var tilgjængelig i forskjellige Salmebøger og aandelige Sangsamlinger, særlig : «Troens rare Klenodie» og «Svanesange» af H. A. Brorson, H. C. Sthens «Vandrebog», Th. Kingos «Aandelige Sjunge-Kor» og Kirkesalmebog, Peter Dass’ forskjellige Skrifter og Dorothea Engelbretsdatters «Sjælens Sangoffer»; alle var vel kjendte og blev flittig benyttede, Lysten til at lære at skrive tiltog, og Skrivefærdigheden, der hos Bønderne tidligere var sjelden, blev nu meget almindelig, endog blandt Kvinderne; den blev i høi Grad fremmet og udbredt ved en hyppig Brevveksling, der først og fremst angik aandelige Ting, men dernæst ogsaa personlige Forholde og andet af Interesse.
Samfølelsen og Omsorgen for hverandres timelige og aandelige vel var meget stærk blandt Haugianerne. Deres talrige Breve er en tro Afspeiling af Bevægelsen og vedkommendes Personlighed og derfor af betydelig kulturhistorisk Værd.
Det er iøinefaldende, at Brevskriverne ofte har dannet sin Haandskrift efter enkelte, som de i denne Henseende betragtede som Mønstere; derfor er der ikke sjelden en paafaldende Lighed mellem de forskjellige Brevskriveres Haandskrift; flere har en øvet, adskillige endog en smuk og elegant Haandskrift.
— De mange Guds Ords Bekjendere udbredte ogsaa ved sine Vidnesbyrd megen og god kristelig Folkeoplysning, og Haugianerne udmærkede sig ved Overhøringer paa Kirkegulvet fremfor den øvrige Almue.
Lægmændene selv blev tillige ved sin hyppige Forkyndelse af Guds Ord øvede i at fremtræde offentlig og i at udtrykke sig mundtlig; dette havde sin store Betydning for dem selv og for Samfundet. Folket fik nemlig ved Haugianernes Optræden se, at Mænd af Bondestanden evnede at tolke sine Tanker for en større Forsamling; den almindelige Mand fik derved mere Tillid til sig selv og Mod til offentlig Fremtræden, som før havde været saa sjelden.
Ogsaa i denne Henseende virkede den haugianske Vækkelse og Lægmandsvirksomhed frigjørende i en Grad, som er paatagelig baade i Samtiden og senere.
Haugianerne, der i Almindelighed bedre end Folket ellers indsaa Kundskabers store Betydning for Livet, oplærte selv sine Børn, saa godt det lod sig gjøre, og sendte dem paa Skole baade i Hjembygden og andre Steder, ja lod dem endog ofte studere, det bedste Bevis paa, hvor høit de satte Skoler og Lærdom.
Betydningen heraf for Kirke og Videnskab er allerede foran paavist. Der kjendes en lang Række haugianske Lærere, som med udholdende Kjærlighed arbeidede ikke alene anerkjendelsesværdig, men ofte endog med fremragende Dygtighed for at fremme Folkeoplysningen, naturligvis altid for en fabelagtig liden Løn, som de af og til endog ikke fik udbetalt paa Grund af pengemangel i Bygden.
De kjæmpede desuden næsten altid en haard Aamp mod
– 800 –
Uvidenheden og mange indgroede Fordomme og Uskikke.
Men de har derved gjort sig saa meget mere fortjente til at erindres af en taknemmelig Efterslægt.
Haugianerne i Almindelighed og de Lærere, som tilhørte Retningen, isærdeleshed havde ofte et mærkeligt Syn for det skønne og ædle i Folkelivet og de gamle nedarvede Sæder, Skikke og Kulturminder.
Alt saadant lod de naturligvis i Fred eller værnede om, medens de paa den anden Side søgte at udrense det uædle og umoralske, som Drikkeskikke, Natløberi og lignende Foreteelser, samt bekjæmpede halv hedenske eller katholske Skikke og alt, som var raat og stygt.
De lagde for Dagen, at de idethele eiede et mærkeligt nationalt Klarsyn.
Her skal blandt de mange omtales nogle faa haugianske Lærere, der har virket bane brydende, enten det gjaldt at bevare og forædle Folkelivet og dets gamle Traditioner eller sprede sund og sand Folkeoplysning (mange samtidige Oplysninger og Meddelelser fra Haugianere og andre).
I nordre Gudbrandsdalen virkede i over 50 Aar Hans Hansen Pillarviken (Botten-Hansens Biografi af H.H. Pillarviken i «Illustreret Nyhedsblad» for 1863 No. 26; Professor L. Daaes Biografi af Botten-Hansen (må vel være Hansen Pillarviken ?/red.) i «Vidar»; ogsaa i Særtryk; Meddelelser af Ivar Kleiven; Oplysninger fra flere af hans Elever).
Han var født i Ottadalen, paa den nysnævnte Gaard i Vaage (Vågå/red.) og var en mærkelig alsidig Begavelse med en stærk Tørst efter Læsning og Kundskab. Det er derfor let forstaaeligt, at han slugte alt, hvad han kunde overkomme, og dette var naturligvis af den forskjelligste Art, for det meste Bøger, som han enten fik laant af Embedsmænd eller havde kjøpt paa Auktion efter saadanne.
Allerede tidlig blev han grebet af den haugianske Vækkelse og begyndte 17 Aar gammel som Skolelærer i Kvams Anneks, nordre Fron.
Efter at have virket her sine Værnepligtsaar tog han Ansettelse i Sels Anneks til Vaage. Saa vandrede han længe om fra Gaard til Gaard. Omsider fik han med Bistand af H. P. S. Krag, som var Sogneprest her fra 1830 til 1842, sin Omgangsskole forandret til en Slags Fastskole, for hvilken han med Møie og personlig Opofrelse fik opført eget lokale, ikke langt fra Gjæstgiverstedet Laurgaard.
Samværet med Krag, der var en ypperlig Skolemand, blev meget udviklende for Hansen (Pillarviken/red.).
Denne omfattede ogsaa altid sine Skolebørn og betydningsfulde Gjerning med en brændende Interesse og en rørende Kjærlighed og Offervillighed; men Lønnen for det utrættelige og enestaaende Arbeide var 12 Spd. (48 Kroner) om Aaret for 40 Skoleuger og Kosthold «i Naturen» (in natura), som man spøgende har sagt.
Han underviste praktisk, livfuldt og med fremragende Dygtighed i alle almindelige Skolefag, særlig dog i Kristendomskundskab, som han lagde Hovedvægten paa.
Dernæst kom Norsk, Regning, Historie, Geografi etc. De viderekomne Elever fik tillige Veiledning i Gramatik og Retskrivning; til dette Brug havde han selv udarbeidet en liden Sproglære, der var et mærkeligt Arbeide, især naar man betænker, at han selv ingen Undervisning havde faaet.
De flinkeste gav han desuden Veiledning i at skrive Breve og forskjellig Andet, som de siden i Livet kunde faa praktisk Brug for. Om Sommeren holdt han oftere Søndagsskole i Skolehuset eller omkring paa Gaardene; til disse indfandt sig ogsaa Børnenes Forældre og andre Interesserede. Sammenkomsterne var derfor en Blanding af Undervisning, Overhøring og almindelig Opbyggelse, helt igjennem livfulde, fængslende og tiltalende baade for Børn og Voksne.
Herigjennem og ved sin Skole øvede han stor Indflydelse i flere Retninger. Adskillige af hans Elever har siden været levende Vidner om, hvilken mageløs dygtig Lærer han var.
Sin første Undervisning og Dannelse med en afgjørende Paavirkning for hele Livet gav han den senere bekjendte Literaturhistoriker og Universitetsbibliotekar Paul Botten-Hansen, død 1869. Det samme gjælder mindst i ligesaa høi Grad hans Søstersøn Hans Thorsen Stensrud, der døde som Prest 1858.
Blandt hans mest fremragende Elever hørte det mærkelige Trekløver, Brødrene Fredrik Haugen (182o—1911), Paul Haugen (1824 —1905) og Ingebret Haugen (1826—1891), alle
– 801 –
landskjendte som Skolemænd.
Haand i Haand med Hansens Skolegjerning gik en mærkelig Forfattervirksomhed; men det meste og bedste af hans Frembringelser blev desværre utrykt, professor Ludvig Daae skriver : «Mellem disse var der — fingerede Breve efter J. S. Sneedorffs og den Rahbekske «Tilskuers» Mønster, allegoriske Syner i Lighed med Ewalds «Lykkens Tempel», Dialoger efter Suhms Forbillede o. s. v.!»
— I 1843 lykkedes det ham at faa trykt paa Lillehammer en liden Samling af Salmer. Han kaldte den : «En eenfoldig Sjæls sjungende Andagt i nogle gudelige Sange til Sjælens Glæde og Forlystelse i Gud».
Den er et smukt Vidnesbyrd om hans eget rige aandelige Liv og bærer desuden paa flere Steder Præg af, at han heller ikke ganske var uden Anlæg til at skrive Vers; men han havde aabenbart ikke sin Styrke paa det Omraade.
Ved Siden af Lærergjerningen, især om Sommeren, var han en flittig og dygtig Arbeider; han omtales tillige som en flink Træskjærer.
I 1840 opsagde han sin Skolepost og fik en Pension paa 8 Spd. (32 Kroner) om Aaret; den blev imidlertid i 1857 af Storthinget i Betragtning af hans fremragende Dygtighed forhøiet til 32 Spd. (128 Kroner). Han vedblev ogsaa efter sin Fratreden at virke som Lærer, for det første kun privat, men siden som «vikarierende eller konstitueret Skoleholder» indtil sin Død 21. April 1863.
— Der findes ikke Spor af, at hverken Grundtvig eller Ole Vig har øvet nogen merkbar Indflydelse paa ham. Han læste deres Skrifter med Interesse som mange andres og var engang tilstede ved et Skolelærermøde, hvor Ole Vig bl. a. talte og vandt hans Bifald; men han var alle Dage i et og alt Haugianer, har flere af hans samtidige Bygdefolk fortalt.
Hansen (Pillarviken/red.) indsamlede i Trediveaarene de Sagn om Slaget ved Kringen, hvilke Provst Krag forøgede noget og udgav i Trykken 1838. Samlingen er oversat paa Engelsk af Tbomas Michel i hans bekjendte Skrift om Skottekrigen og paa norsk Landsmaal ved Andreas Austlid.
Hansen meddelte ogsaa P. Chr. Asbiørnsen vigtige Folketraditioner. Til Giengjæld gav denne et helt usandt og skammelig forvrængt Billede af H. i en af sine Skildringer.
Slægten udvandrede til Amerika og tog med sig alle hans efterladte Manuskripter.
En sjelden fremragende Lærer af Hauges Vennekreds var Thomas Olsen Amble (mundtlige og skriftlige Oplysninger af Sønnen, nu afdøde Foged Amble, efter Moderen Rønnaug Ambles Fortælling; C. Pavels forskjellige Bind «Dagbøger» paa flere Steder; se Registeret; «Norsk Folkeskole» 1853-1854, Side 237 flg.; Oplysninger fra mange samtidige Haugianere; samtidige Breve fra Hauge og andre).
Han blev født i Kaupanger, indre Sogn, 1778. Hans For aldre var begavede, brave og oplyste Folk, der sluttede sig til Hauge under dennes første Besøg i Egnen. De gav sin særdeles evnerige og lærelystne Søn en god Opdragelse og Oplæring efter de Tiders Maade.
Almuskolen stod lavt næsten overalt dengang. Thomas var i sin Opvekst en meget kvik og aandslivlig Gut, en ægte Sogning, glad i at more sig med Ungdommen, fuld af alskens Spillopper og Paafund og en god Kamerat, som alle likte.
Han blev i en ung Alder Lærer i Lyster (Luster/red.), hvor Samtidige har fortalt, at han fik istand en af de første faste Skoler paa Landsbygden og tillige oplcærte unge, begavede Gutter til Skolelærere.
De dybere og alvorligere Livsspørgsmaal var dengang trængt tilside; men det gjærede stærkt i hans Sjæl, og den indre Udvikling førte til, at han under Paavirkning af Forældrene og Stedets Haugianere og ved et indtruffet Uheld noget før kom til Omvendelse og Liv i Gud. Siden var han en udpræget, eksemplarisk og virkelysten Kristen.
Dette mærkedes snart tydelig baade i og udenfor Skolen, ikke mindst af de Opbyggelser, han dengang holdt rundt om. Han traadte straks i Forbindelse baade med Hauge og de mest fremtrædende af dennes Venner.
Dette aandelige Omslag bevirkede, at Stedets rationalistiske Sogneprest Edv. Qvale (1766—1828) samt Lensmand Westrem sammesteds, antagelig 1807 eller noget før, fik Amb le indrulleret som Soldat, skjønt han dengang var Lærer og skulde verre fri Værnepligt.
– 802 –
Han tjenstgjorde nu i Leirdølernes Kompagni. I Omegnen af Kongsvinger deltog han i nogle Træfninger og blev sammen med flere, sandsynligvis under Sammenstødet med Emterud den 19. Juli 1808 taget til Fange og ført til Karlstad Fæstning. Her sad alle en Tid, indtil de blev udvekslede og kunde vende hjem.
Amble optog nu atter sin Skolegjerning og arbeidede med en Interesse og Dygtighed, som vakte Opmerksomhed i videre Kredse.
Saa blev han efter Anbefaling af Biskop Brun og Pastor, Dr. J. S. Garmann, dengang første res. Kap. ved Vor Frelsers Kirke i Christiania, Aar 1816 antaget til Lærer ved det Ankerske Vaisenhus sammesteds. Efter et Par Aars nidkjær Virksomhed her blev denne Skole midlertidig nedlagt; men han fik straks Ansættelse ved «den borgerlige Friskole» i Drammen. Ogsaa her nød han fortjent Paaskjønnelse som en af sin Tids flinkeste Lærere, der eiede grundige og alsidige Kundskaber og en fremragende Evne baade til at undervise og opdrage.
Høsten 1820 blev han Kirkesanger og Lærer i Oslo. Som tidligere drev han ogsaa nu i sine Fristunder en privat Uddannelsesanstalt for vordende Lærere; den stod i stor Anseelse, og han uddannede mange af Samtidens flinkeste Lærere. Blandt disse kan nævnes Bastian Svendsen, født i Maridalen 1795 og fra 1828 til sin Død 1865 Klokker ved Vor Frelsers Kirke i Christiania.
Dennes literære Hovedverk er «Christiania Stifts Prestehistorie», et Manuskript, der udgjør 3038 Sider i Folio. Han skjænkede det i to Eksemplarer til Universitetsbibliotheket, hvoraf det ene er udlaant til Rigsarkivet. Ved sin store, alsidige Dygtighed og Evne til ogsaa at forkynde Guds Ord i Opbvggelsesforsamlinger henledede Amble Kirkestyrelsens Opmærksomhed paa sig. i et samtidigt Brev meddeles, at daværende kirkestatsraad, Filosofen Niels Treschow, endog tænkte paa at ordinere ham til Prest i Finmarken; men heraf blev det intet; det strandede formentlig paa hans egen Ulyst og svage Helbred, der var bleven nedbrudt i Krigsaarene.
I sin sidste levetid vankede han ofte paa Bredtvedt og hjalp Hauge med Udgivelsen af hans Skrifter samt digtede Salmer, der slog godt an dengang. Flere er trykte i de senere Udgaver af «De sande Kristnes udvalgte Salmebog» ved H. N. Hauge.
I januar 1821 stiftede Amble «Christiania Skolelærerforening», den første i sit Slags hertillands. Han var en kort Tid dens dygtigste og virksommeste Medlem; men Døden bortrev ham allerede 10. Oct. 1822 i en Alder af kun 44 Aar.
Hans betydningsfulle Virksomhed for Havevæsenet vil senere kortelig blive omtalt.
Thomas Amble var liden, men vel bygget, havde blaa, livlige Øine og et intelligent, udtryksfuldt Ansigt, hvori de forskjellige Sindsstemninger afspeilede sig tydelig. Han var en aandslivlig, tiltalende og elskværdig Skikkelse, en udpræget Sogning; der sprakede Liv, Munterhed og kvikke Udtalelser af ham, især før Sygeligheden tog Overhaand.
Hans Hustru Rønnaug Eriksen er tidligere skildret; Foged Ole Amble var deres Søn.
I Brunkeberg i øvre Thelemarken levede en anden rigtbegavet Lærer. Det var Zacharias Knudsen Gravdal (Især Oplysninger fra min Bedstefar, Halvor Jørgensen Heggtveit, og min Fader, Gunleik Halvorsøn Heggtveit; Gravdal var dengang Husmandsplads under Heggtveit, men har nu længe været ubeboet; Breve fra Zakarias Gravdal og flere af hans Elever; sml. N.J. Willes «Beskrivelser over Sillejords Prestegjeld», Kjøbenhavn 1786; Lampes «Bergens Stifts Prestehistorie» paa forskjellige Steder for Slægtens ældre Led; (se Registeret); Siljords ældste Kaldsbog for Zacharias Johnsen Schanckes Vedkommende; Kviteseids Ministerialbog).
Stedet, hvor han boede, ligger i Østkanten af Sognet, næsten lige ved Grændsen mod Seljord.
Han nedstammede fra Biskop Anders Foss, født i Danmark 1543 og død i Bergen 1607. Dennes Datter Magdalene blev gift med Provst, Mag. John Mogensen Schanche. Af deres Børn blev Sønnen Zacharias S. Prest i Seljord 1633 og virkede der til sin Død 1689.
Ti Døtre blev gifte med Bønder; en af dem opgives at være Zacharias Gravdals Bedstemoder. Han blev født 1742 sandsynlig i Seljord. Om Faderen Knud fortelles det, at han som ung Gut, medens han gjætede, blev hentet hjem fra Skogen og udkommanderet. Han laa ude i Krigen i mange Aar; formentlig hørte han til de Tropper, som den daverende danske Konge for Betaling leiede bort til
– 803 –
Anvendelse i tyske Krige paa hans Tid.
Knud var tidt i Fare, men blev altid og ofte underfuldt bevaret; det berettes, at han aldrig indlod sig paa at røve og plyndre. Det eneste, han tog, var en Hammer, en Tang, en Syl, en Ske og en Træskaal, som han daglig havde Brug for.
Da han efter mange Aars Forløb kom hjem som middelaldrende Mand, havde han disse Sager med sig og bevarede dem omhyggelig til Erindring om den lange og tunge Tid, han tilbragte udenlands. Han omtales som en gudfrygtig og brav Mand, der opdrog sine Børn vel.
Sønnen Zacharias havde ypperlige Evner og stor Læselyst, men liden Anledning til at lære. Den daværende Sogneprest i Seljord, Hans Amondsen Wille, var en flink Theolog og eiede mange gode Bøger. Disse laante han i stor Udstrækning til Zacharias, ja underviste ham endog privat.
Omkring 1760 blev denne Lærer og fortsatte hermed i Vintertiden lige til sin høie Alderdom, ialt omkring 60 Aar. Undervisningen dengang omfattede væsentlig Kristendomskundskab og Læsning samt for de flinkere og ældre tillige Skrivning og Regning.
At hans Undervisning i Modersmaalet var ualmindelig dygtig for sin Tid sees af Breve, skrevne af hans Elever. Hans egen Haandskrift er tydelig og vidner om stor Øvelse; Stilen er naturlig og forstandig og røber et godt Kjendskab til Retskrivningen dengang. Det samme kan siges om bevarede Breve fra hans flinkeste Elever : senere Lensmand i Seljord Halvor Gunleikson, dennes Brødre Sven og Sveinung Gunleikson samt deres Brodersøn, Folkedigteren Gunleik Olsen Aase.
Fra omkring 1790 og udover blev hans Undervisning i de nævnte Fag end mere grundig og dygtig, paa samme Tid som han ogsaa begyndte at fortælle Historie og Geografi for sine ældre Elever. Det vides, at han fra Kjøbenhavn skaffede sig nyere Hjelpemidler og fulgte mærkelig godt med i Udviklingen paa Skolens Omraade.
Oplysningstidens Fremskridt i denne Henseende forstod han at benytte med Skjønsomhed, men var helt uberørt af Rationalismen. Han var nemlig en af de ældste Vakte i Thelemarken, en dybt kristelig Mand med stærke Krav til sig selv og en alvorlig og uafladelig Stræben efter Helliggjørelse i Livet, samtidig som han havde fuld Forstaaelse af Frelsen i Kristus og Naadekilderne efter den lutherste Opfatning.
Han eiede tillige et udpræget Syn for det humanes Betydning. Ifølge paalidelig gammel Beretning gav han sin meget yngre Samtidige, presten H. D. Wille, sin velgjørers Søn, vigtige Meddelelser til dennes Beskrivelse over «Sillegjords Prestegjeld», der blev trykt i Kjøbenhavn 1786. Særlig gjælder disse Primstaven, Merkedagene, Bryllups- og Høitidsskikke samt Overtroen i sin Almindelighed deroppe dengang.
Det var ham, som fik sin nævnte yngre Ven (H.D. Wille/red.) til at tage med disse betydningsfulde og interessante Folkeminder i Beskrivelsen; det gjør denne værdifuld fremfor alle samtidige Skrifter om Norges Bygder.
— Da han var en stærk, noget heftig Natur, voldte dette, at han ofte kom i svære aandelige Kampe, som hans Naboer vidste at fortælle om; men han vandt den Seier, Klarhed og Fred, som er lovet de Oprigtige af Hjertet.
Under Hauges Besøg i Egnen Høsten 1802 havde Zacharias Anledning til at være tilstede ved flere af dennes Opbyggelser baade i Seljord og Kviteseid.
Dette fik stor Betydning for ham; han sluttede sig fra nu af med varme og Hengivenhed til Hauge og hans Venner og optog selv en lignende Virksomhed inden sin Kreds. Som mange i hin Tid var han ikke helt fri for at være noget overtroisk. I sine sidste Levedage havde han den store Sorg at miste sin begavede og haabefulde Søn Knud, som var bleven Lærer i Bygden i den Gamles Sted. Da Sønnen en vaar endelig vilde være med og se paa, medens man flødede Tømmer i Bygdarelven, fik han sin Fader til at holde Skole for sig og drog selv glad
– 804 –
afsted. Uvant og uforsigtig som han var, gik han for nær Elven og blev slaaet ud i denne af en Tømmerstok, han dreiede paa, og som blev grebet af Strømmen. Man fandt ham om en liden Stund med sønderknust Hoved; Liget blev baaret hjem til Faderen, der holdt Skole paa Heggtveit, tæt ved.
Den Gamle blev saa greben og overveldet af Sorgen, at man maatte holde ham fast. Han kom dog snart til Besindelse og kjempede sig i Bøn og Tro som en Kristen gjennem denne tunge Prøve, uagtet det stod haardt paa, som ventelig kunde være. Sin Styrke og Trøst søgte han i Guds Ord; det brugte han flittig.
Naar der ikke var Gudstjeneste ved Brunkeberg Annekskirke, leste han altid en Prædiken samt sang og bad hjemme. Hyppig kom Naboerne til hans enslig liggende plads Gravdal, paa den sydøstre Side af Vandet «Vigdesjaa», for at oplives og opbygges ved hans lærerige Samtaler og Fortællinger eller overvære hans Andagter.
I hans lille, tarvelige Hjem var der net og rent, blankskuret og ordentlig, saaledes som almindelig hos Haugianerne. Han døde i Fred efter et aandelig stormfuldt og bevæget Liv den 20. Februar 1822 og ligger begravet ved Brunkeberg Kirke.
I timelig Henseende var han nøisom og tilfreds med sine Kaar, som Flid og Vindskibelighed bevarede for at blive tunge. Han levede i et langt og lykkeligt Ægteskab med en Kvinde, der hed Gunhild. Hun var som niaars Pige fra Betlerstien bleven optaget af hans Husbond og opdraget og oplært til en dygtig og driftig Husmoder. Hun overlevede sin Mand i mange Aar.
Han var liden af Vekst, men velbygget; Ansigtet alvorligt og udtryksfuldt, Øinene blaa, Haaret langt og i Alderdommen hvidt; han barberede sig, men bar lidt Skjæg rundt Kjæverne.
Saaoidt vides, efterlod han sig tre Børn foruden den allerede omtalte, nemlig en Søn Høie, der først boede paa Gjervold og siden blev Lensmand i Vinje, hvor han angivelig døde 1843, samt to Døtre. Der lever endnu adskillige af hans Efterkommere.
I Vinje, høit oppe i vestre Thelemarken, ikke saa ret langt fra Haukelidfjeld, levede og virkede en maaske endnu merkeligere Lærer. Det var Niels Svennungsen (J.M. Lund, «Beskrivelse over øvre Telemarken», Kjøbenhavn 1785; Fortalen; talrige Meddelelser fra min Fader, Gunleik Halvorsøn (Heggtveit/red.); Niels Svennungsen boede i mange Uger i mine Bedsteforældres Hus ved den Tid, Far havde naaet den voksne Alder; Oplysninger af mange samtidige Haugianere; samtidige Breve fra N. Svennungsen og andre; Meddelelser fra Knut Lundeberg i Dalene; Vinje Kirkebøger ved Provst J.K. Kornbrække).
Han blev født 1779, vistnok i Mo Prestegjæld. Faderen, Svennung Nielsen, var fra Fyrisdal og virkede først en Tid som Kirkesanger i Mo og derefter i Vinje.
De var begge, især Sønnen, enestaaende begavede Folk med en brændende Lyst til Læsning, en uudslukkelig Kundskabstørst samt sjeldne og stærke Interesser for alle Slags Folkeminder.
Niels fik sin første Uddannelse af Faderen; derefter udvidede han stadig sine Kundskaber ved Læsning og Tenkning og fik Ansettelse som Lærer, vistnok først i Rauland, dengang Anneks til Vinje, senere i Hovedsognet.
Ved Visitatsen 1812 gav Biskop Sørenssen ham «Meget godt» for Kristendomskundskab og Læsning. Da H. N. Hauge i 1802 og senere reiste gjennem Thelemarken, holdt han flere Opbyggelser i disse øvre Bygder; Niels Svennungsen blev ogsaa grebet af Bevægelsen og var siden en dybt kristelig og mangesidig virksom Mand.
Han forfattede en Række større og mindre Skrifter, hvoraf nu vistnok kun er bevaret hans store norske Ordsamling i Universitetsbibliotheket samt en Andagtsbog : «Christelige Morgen- og Aftenbetænkninger, Suk og Sange». Den er paa 99 Sider og blev trykt i Bergen 1810. Han kalder sig i dette Skrift «Skolelærer og adjungeret Lensmand».
Sangene har han «dels omarbeidet, dels er de med Guds Naade af ham selv», forteller han i Fortalen. Da Hans Landstad, der var en Bondesøn fra Værdalen, i 1811 blev Prest i det dengang store og besværlige Vinje Sognekald og virkede der til 1819, blev Niels Huslærer for hans Børn, hvoriblandt Salmedigteren M. B. Landstad. Det vides, at sidstnævntes Fader var en flink Sprogmand, der læste de gamle græske og latinske Mønsterforfattere i Grundsproget lige til sin Alderdom.
– 805 –
Han lærte nu den videbegjærlige Huslærer Begyndelsesgrundene baade i Tysk, Latin og Græsk. Sine Sprogkundskaber søgte denne siden at udvide paa egen Haand mest muligt.
Han var i den nævnte Tid en flink og ivrig Lærer for Prestens Børn og indplantede dem bl. a. Kjærlighed til de gamle Folketraditioner, som han kunde en slig Rigdom af og ofte glædede dem med. Dette fik senere blivende Betydning baade for M. B. landstad og vor Folkemindeliteratur.
Niels Svennungsen skal allerede i denne Tid have samlet og faaet trykt en Visebog; men det er vel tvilsomt, om noget Eksemplar af denne er bevaret. Han hjalp, som bekjendt, siden sin gamle Elev M. B. Landstad med Indsamling af Folkeviser og sendte ham mange værdifulde Bidrag, der er optagne i sidstnævnte store Samling, som desværre nu har været udsolgt i over 40 Aar.
Niels Svennungsen boede længe paa Juvstøil i Rauland, en tungvindt Gaard, der ligger høit og brat i Øst for Totakvandet, og flyttede senere til Ellefdalen i Tjønnegrend, ytre Vinje, hvor han tilbragte Resten af sit Liv.
Som Lærer og Kirkesanger virkede han gjennem en lang Række af Aar med mageløs Dygtighed, Liv og Interesse. Sine omfattende og sjeldne Kundskaber lod han naturligvis, saavidt mulig, sine Skolebørn faa Del i og nyde godt af.
Og de voksne meddelte han ofte med rund Haand sin rige og forskjelligartede Viden. De Juridiske Kundskaber kom mange tilgode ved talrige Retsdokumenter, han velvillig skrev for sine Sambygdinger. Han var i alt en uegennyttig og utrettelig hjelpsom Mand, der søgte at gavne saa mange som muligt og fremme deres timelige og evige Vel.
Men trods forskjelligartede og betydelige Kundskaber og sine omfattende humane Interesser var dog Kristendommen det centrale i hans Aandsliv; den var Liv og Kraft for ham selv, og den drev ham til en rig og betydningsfuld Virksomhed ganske efter Hauges Mønster.
Han brugte selv Guds Ord flittig, holdt daglig Andagt, idet han læste af en Bønnebog eller Bibelen, føiede dertil en hjertelig Bøn med egne Grd og sang med sin stærke Røst en Salme.
Som Kirkesanger hjalp han ofte Presten med Konfirmationsundervisningen, der omtales som særlig vækkende, righoldig og opbyggelig. Naar Sognepresten prædikede ved en af de andre Kirker i Prestegjældet, læste han ofte i Hjemstedets Kirke efter Anmodning en god Prædiken af en Postille samt begyndte og sluttede med Salmesang og Bøn.
Engang Sognepresten forrettede i Rauland, havde han paalagt Svennungsen at holde Postillelæsning i Neslands gamle mærkelige, nu nedrevne Stavkirke. Istedetfor som vanlig at lese af en Prædikenbog syntes han, det var bedre selv at udarbeide en Prædiken. Dette skeede. Mange indfandt sig; efter at en Salme var sunget, gik han paa Prædikestolen og holdt derfra frit en omhyggelig overveiet og virkningsfuld Tale. Det var i Vintertiden; maaske havde man ogsaa begyndt noget sent. Efterhvert blev han mere og mere varm og ivrig, og det lod ikke til, at han paa langt nær var færdig, uagtet det led saa med Dagen, at det begyndte at skumre. Nede i Kirken sad en gammel ærværdig Mand, Aslak Berdal, som tillige var Prestens Medhjelper. Han bar Nationaldragt med sid Kofte og havde langt, hvidt Haar og Skjæg. Han reiser sig besværlig, støtter sig paa Staven sin, ser op mod Prædikestolen til den ivrige Prædikant og siger langsomt og alvorlig : «Dyre Mann; no mein’ eg, Du fær korte de av !»
Denne saa gjorde; de fleste af Menigheden kom dog ikke hjem, før efter at det var blevet ganske mørkt.
Men denne kraftige Prædiken gjorde et saa dybt Indtryk, at det hos enkelte er bevaret til henimod vore Dage. Han søgte ogsaa paa anden Maade at være sin Egn til Nytte.
Fra omkring og udover blev øvre Thelemarken ved Smitte af Tatere og Omstreifere paaført en frygtelig Folkesygdom, den saakaldte Radesyge, der var
– 806 –
saameget farligere, som der dengang ikke i hele dette vidtstrakte Distrikt fandtes en eneste Læge.
Niels Svennungsen drog da, dreven af Kristen- og Menneskekjærlighed, til Christiania for af Professorerne der at lære, hvorledes denne Sygdom skulde behandles og helbredes.
Han vendte derpaa hjem igjen og reiste saa i adskillige Aar om i Bygderne og hjalp mange til Liv og Helbred. Han havde ogsaa i Hovedstaden faaet noget Kjendskab til medicinske planter og deres Tørring og Anvendelse og gjorde nu denne sin Kundskab anvendelig under sin Virksomhed som Folkelæge, da det baade tog lang Tid og var kostbart at faa sin Medicin fra Hovedstaden paa Grund af de daarlige Kommunikationer.
Det vides, at ogsaa Lensmændene skrev til ham om at komme og hjælpe dem samt andre Medlidende i deres Bygd mod Sygdommen. For sin mangeartede og almennyttige Virksomhed fik han allerede i 1822 Medaljen for Borgerdaad.
Han boede dengang paa Juvstøil, ikke Gubstøl, som der staar i Statskalenderen. Siden fortsatte han sit landsgavnlige Arbeide baade til Fremme af Folkeoplysningen og Folkehelsen. Men han blev af mange ikke forstaaet og fik Spot og Haan til Tak. Det kunde ikke være anderledes; han fik sin rigelige Del af Trængsler for sit Arbeides og sin Troes Skyld.
Man fortalte de underligste og urimeligste Ting om ham, saa han maatte have været gal, hvis det havde været sandt, hvad Folk berettede. Ordet gik, at han tog sit nyfødte Barn ud i Vinterkulden og bar det op paa en Haug, hvor der var dygtig Vind, og sagde, da det snappede efter Veiret : «Se, hvor glad det er i den friske Luft !»
At dette er Opspind, maa enhver indse; det modbevises ogsaa derved, at han efter et Øienvidnes Udsagn om Vinteren selv gik med et stort Tørklæde om Halsen og trak det op for Munden, naar han gik ude, «for at den kolde Luft», som han sagde, «ikke direkte skulde strømme ind og skade Helbreden».
Denne almennyttige, timelige og aandelige Virksomhed fortsatte han lige til det sidste. «Han døde i Troens Fred og Forvisning» paa Ellefdalen den 1. Juli 1847 i en Alder af 68 Aar.
Blandt mange andre interessante og værdifulde Manuskripter, alle ualmindelig smukt skrevne, efterlod han sig en fuldstændig Samling af Prædikener til hver Søn- og Helligdag i Aaret; men alt blev af hans Efterladte benyttet som — Pakpapir.
Niels Svennungsen var af Middelshøide, almindelig førbygget, snarere mager end fyldig. Hovedet var i Forhold til Kroppen usedvanlig stort, Ansigtet bredt og ikke meget rynket. Øinene var store, mørkeblaa og udtryksfulde, Panden bred, høi og hvælvet og Haaret graasprængt; han barberede sig, men beholdt lidt graahvidt, halvlangt Skjæg rundt omkring under Kjæverne.
Det samlede Udtryk var tænksomt, alvorligt, godsligt, med et Drag af Sørgmodighed. Af Karakter var han fast og energisk og forresten aandslivlig; enkelte Gange kunde han blive lidt heftig eller rettere sagt ivrig, men behærskede sig i Almindelighed godt.
Hans Hustru hed Aslaug; hun flyttede straks efter Mandens Død med sine tre Døtre Hæge, Anne og Kjersti til øvre Hosum, som hører til Bygden Dalene i Brunkeberg, hvor hun døde.
Den fremragende Lærer og Lægprædikant Ole Olsen Bjotvedt fra Øistesø (Øystese/red.) Anneks til Vikørs Prestegjæld i Hardanger er tidligere i 1. Bind af denne Bog Side 371—375 skildret forholdsvis udførlig.
Han var en aandelig Høvdingeskikkelse med en tildels baade spændende og tragisk Livsførelse, som det er vel værdt at gjøre Bekjendtskab med.
— Et værdigt Sidestykke til de allerede omtalte Lærere er Mathias Mortensen Flokenes (mange mundtlige og skriftlige Oplysninger ved Anders Redal i Søndfjord; Afskrift af Redals «Mindetale over M.M. Flokenæs» holdt ved hans Begravelse i Januar 1831), født paa Vasbotten i Førde, Søndfjord 1773.
Hans Forældre var Skolelærer Morten Mathiassen Kleppe og Hustru Kathrine Iversdatter Løvig. Faderen, der omtales som en begavet og flink Mand, døde i Sønnens spæde
– 807 –
Barndom; Moderen flyttede siden med sin nævnte Søn til Nabosognet, hvor hun blev gift med Anders Larsen Wefring.
I deres Hus fik Mathias en god Opdragelse og kristelig Undervisning. Han var en særdeles begavet Mand med stor Kundskabstørst og Læselyst. Det ser ud til, at han tidlig blev kristelig paavirket og efterhaanden gjennem Børnelærdommens Sandheder og ved Læsning i Bibelen og kristelige Skrifter samt under Aandens stadige Medvirken bragt til et fuldt bevidst Troesliv allerede i Konfirmationsalderen.
I 1789 beskikkedes han til Lærer i Wefring Anneks. Han blev siden forflyttet til Flokenes. Da den haugianske Bevægelse begyndte i denne Egn omkring 1802 sluttede han sig af fuldt Hjerte til Vækkelsen og var dens trofaste Støtte og høit begavede Medarbeider hele Livet.
Sit Skolearbeide drev han dygtig og interesseret som ingen anden i hele Omegnen. Han var altid munter og frist og eiede en stærk Lyst til Arbeide, som han stadig drev under flittig Bøn til Gud. Han blev agtet af alle for sine grundige Kundskaber og glimrende Evne baade til at undervise og opdrage Børn til dygtige og gode Mennesker med Forstaaelse af Kristendommens Betydning baade for dette Liv og det tilkommende.
Mange af dem blev tillige alvorlige Kristne. Han øvede baade gjennem sin Skole og øvrige Virksomhed en enestaaende Indflydelse paa Unge og Gamle. Efter at have været Lærer til omkring 1814 frasagde han sig Skoleposten, men vedblev indtil sin Død at virke privat baade som Lærer og paa anden Maade.
Om Søndagene, naar der ikke var Gudstjeneste, samlede han nemlig Ungdommen til en Slags Søndagsskole i Kirken. Og han havde en slig mærkelig Gave til at fængsle og paavirke gjennem vækkende og lærerige Samtaler, Fortællinger og Foredrag, at Kirken altid var fuld af begjærlige og ivrig lyttende Tilhørere. Baade Haugianeren Anders Redal og den senere Provst M. I. Wefring kjendte ham personlig, nød godt af hans Undervisning og Paavirkning og satte høi Pris paa ham.
Wefring skriver i sine Reiseerindringer bl. a. følgende : «Denne Mand var som Ungdommens Lærer en Modsætning til de fleste Skolelærere paa sin Tid. Med udmærkede Evner og Anlæg forenede han megen Læsning og en efter hans Udvikling folkelig og paavirkende Veltalenhed. . . Selv gjennemtrængt af Kristendommen og i Besiddelse af en særegen Gave til at tale med Børnene og udlægge Børnelærdommens Hovedsandheder efter Pontoppidans Forklaring, samlede han hyppig ikke alene Ungdommen, men ogsaa Sognets Almue i saa stort Antal, som Kirken kunde rumme.
Uagtet Overhøringen ofte varede i henved tre Timer, syntes alligevel baade Unge og Gamle, at Forhandlingen med Børnene varede altfor kort. Hans Katekisation var simpel og klar; men hvad der især prægede den var den Hjertelighed og Inderlighed og den Omsorg for Ungdommens aandelige og evige Vel, der aandede af hans Ord og gav hans Formaninger en saadan Magt, at de hos alle Modtagelige ikke lettelig kunde glemmes. Naar Katekisationen var endt, sluttede han Mødet med en Tale fra Kordøren.
En af disse Taler blev efter Prestens Opfordring befordret i Trykken.
– Saavel fra Indholdets som Formens Side er den ganske fortrinlig. Den skildrer med levende Farver de Fristelser og Farer, for hvilke Ungdommen er udsat og anviser de Midler og Vaaben, ved hvilke Tillokkelsen til det onde kan overvindes.
Han var ogsaa i Besiddelse af poetisk Begavelse. Flere af de religiøse Sange, som han forfattede, blev ogsaa trykte. En af disse var henvendt til Ungdommen, og jeg skal her anføre nogle vers af samme :
#
«Deilige blomstrende Ungdom, som træder Verden imøde med smilende Lyst,
Vogt eders Sjæl for dens syndige Glæder, Smit ei med den eders Hjerte og Bryst !
Lad ikke Livet i Daarskab henflyde ! Tiden er dyrebar, tag den i Agt;
Ungdommens Frugter I siden skal nyde, Naar I beklædes med Alderdomsdragt».
#
– 808 –
#
— Tænk paa jer Skaber i Ungdommens Dage, Mens det er Naadens behagelig Tid !
Alderdomsvintre med Sorg og med Klage Findes sædvanligen haard og ublid,
Dagene onde og Nætterne mørke, Sygdom og Svaghed, som trænger sig ind,
Gjører det gode, den Stund I har Styrke, Læg paa Gudsfrygt og Oprigtighed vind».
#
Han havde sine mange indre og ydre Trængsler og sad i bekymringsfulde Kaar, trods Sparsommelighed og flittigt timeligt Arbeide; men han bar alt som en sand Kristen og var stedse glad og taknemmelig ved, hvad Gud i sin visdom af Naade sendte ham.
Det kan ikke mærkes af hans trykte Sager, at han luder mod Hernhutismen, som det er bleven sagt. Hans mangeaarige ven Anders Redal har ogsaa bevidnet, at han var en ægte Haugianer, sund, bekjendelsestro og med et fuldt og alsidigt Syn paa Kristendommen og Livet.
Den samme forsikrer tillige, at det beroede paa en fuldstændig Feiltagelse, naar man har paastaaet, at han ikke var aldeles sikker med Hensyn til stærke Drikke. Redal omtaler ham som en ædruelig Mand, alvorlig i sin Kristendom, ren i Læren samt forsigtig og eksemplarisk i sin Vandel, hvorfor han ogsaa var agtet og elsket af alle, som kjendte ham.
«Han gik hjem til sin Frelser» 26. December 1830 «i en Alder af 57 Aar 5 Maaneder og 6 Dage», nogle Aar før den store Vækkelse begyndte i Søndfjord, hvilken han mere end nogen anden gjennem sit Arbeide havde forberedt.
Han var to Gange gift og efterlod sig ikke faa Børn. En af dem var Emissær Iver Mathiassen Flokenes, født i Førde 1821 og død i Aalesund 1890.