– under Heggtveits behandling av det overordnede tema : «Haugianismens Betydning for Kulturen»; i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»;
– fra sidene 779 – 787 :
For Kirkesamfundet.
Som allerede foran oftere berørt eller paavist, har den kristelige Vækkelse i det nittende Aarhundrede sat dybe Spor i vort Aandsliv og baaret betydningsfulde Frugter ogsaa for Kulturen.
Naar det skal forsøges at gives en Udsigt over dette vigtige og omfattende Emne, er det selvsagt, at det kun blir gjennem spredte Antydninger og derfor langt fra nogen udtømmende Fremstilling. Det er tillige indlysende, at selv ved den mest oversigtsmæssige Behandling maa Haugianismens Betydning for Kirkesamfundet først og fremst tages Hensyn til.
Som det vil fremgaa af den foregaaende Skildring, stillede Kirken og dens Mænd dengang sig idethele i et fiendtligt Forhold til den haugianske Bevægelse, hvis Hovedopgave det dog var at vække Liv inden Kirken ved en alvorlig, aandsfyldt Forkyndelse af Guds Ord, fremført i en Form, som passede for Tidsforholdene.
Hauge og hans Venner kunde angribe skarpt den herskende Fordærvelse og det store Flertal af Geistligheden, som var utro Hyrder og istedetfor Guds rene Ord «om Synd, Retfærdighed og Dom» forkyndte en Fornuftskristendom, der i Virkeligheden hverken kunde tilfredsstille Aand eller Hjerte.
Men Lægmændene gjorde dette, fordi de elskede Kirken og agtede det kirkelige Embede; derfor glædede de sig ogsaa hjertelig over enhver Prest, som prædikede i Overensstemmelse med deres kristelige Børnelærdom.
Haugianernes Forkyndelse var vistnok, som Tilfældet pleier at være i store Vækkelsestider, ofte uklar og ensidig; men de var sig dog ikke bevidst, at de paa noget Punkt afveg fra Guds Ord og den lutherske Kirkes Bekjendelse.
De kristelige Erkjendelseskilder, hvoraf de øste, var jo først og fremst Bibelen, Katekismen og Forklaringen og dernæst Skrifter af M. Luther, J. Arndt, Chr. Scriver, H. Müller, F.J. Spener , A.H. Francke, E. Pontoppidan, J.R. Brochmann, P. Hersleb, J.D. Jersin m.fl., hvilke alle er regnede blandt og agtede som vor Kirkes Lærefædre.
Af H.N. Hauges egne Skrifter, særlig hans «Kort Indbegreb eller Hoved-Indhold af mine egne Religionsbegreber» (H.N. Hauges «Reiser, vigtigste Hændelser og Tildragelser», Christiania 1816, S. 97 flg.) og hans «Testamente til sine Venner» (H.N. Hauges «Testamente til sine Venner», Christiania 1824), fremgaar det klart og uimodsigelig, at han ønskede at staa paa Guds Ord og Kirkens Bekjendelses Grund.
I sit nævnte Testamente formaner han med Døden for Øie sine Venner at holde sig til «Statens Religion» og benytte dens Tjenere, naar de vilde have udført kirkelige Handlinger. Saa taler og handler ingen Sekthøvding, og Hauges Venner paa meget faa Undtagelser nær fulgte ham; de blev inden Kirken et Lys og Salt, byggede trofast paa dens Mure og førte Aandens Sværd for den baade til Forsvar og Angreb.
Den betydningsfulde haugianske Vækkelse, der, som allerede paavist, omfattede det hele Land, kom helt ud og i flere Henseender Kirken tilgode og skabte en aandelig Vaar og Sommer med rig Udsæd og fager Grøde.
– 780 –
Haugianernes kirkelige Holdning gav sig tilkjende paa flere Maader. Uagtet de vistnok oftest i Kirkerne dengang fik høre den tørre og golde Rationalisme blive forkyndt, ledsaget af mere eller mindre voldsomme Udfald mod de Vakte og Troende, der endog blev nævnte ved Navn og udskjældet fra Prædikestolen, saa var de alligevel sin Tids flittigste Kirkegjængere. Der kunde anføres mange Eksempler herpaa.
Den bekjendte Bonde og Lægmand Torger Bleken (personligt Bekjendtskab) fra Faaberg i Gudbrandsdalen var i sine sidste Leveaar saa tunghørt, at han lidet eller intet kunde opfatte af Prestens Tale. Han gik dog flittig til Kirken og sørgede for, at flest mulig af hans Husfolk gjorde det samme. Da man spurgte ham, hvorfor han ikke heller sad hjemme og læste Guds Ord, svarede han : «Vistnok hører jeg ikke Prestens Prædiken; men jeg synger Salmerne, følger med i Kirkebogen, naar Evangeliet blir oplæst, beder under Prædikenen om Velsignelse for mig selv, Presten og Menigheden, nyder godt af Sakramenternes Forvaltning og vender altid hjem rigere og mere opbygget, end om jeg sad hjemme; thi jeg føler, at jeg i Kirken, trods al Skrøbelighed og Mangel, dog er i Menighedens Forsamling».
Og Stiftsprovst Gustav Jensen meddeler i et trykt Foredrag følgende : «Min Bedstefader (Peder Skjæveland i Arendal) hørte til Hauges Kreds og var en af hans personlige Venner. Han fortalte, at skjønt Presten i sn Prædiken ofte skjændte paa ham og hans Aandsfæller som uforstandige Sværmere, kunde de dog ikke lade være at komme i Kirken, dels fordi Hauge vilde det, men endnu mere fordi de ikke kunde undvære, hvad vi kalder Altertjenesten; Nadveren, Skriftordet, Velsignelsen, Kirkens gamle Ord og Bønner; det var deres bedste Del af Gudstjenesten, stort for dem. Vi har havt saadanne Tider før, ingen kan indestaa for, at de ikke kan komme igjen; den Altertjenesten bør agtes høit, som i saadanne Tider holder den aandelige Sammenhæng oppe og uden Tvil gjør det lettere og naturligere igjen at naa til det bedre. Og selv i sunde og gode Kirketider, hvilken forøget Værdi og Vægt faar ikke Gudstjenesten ved de store og kjærnefulde Ord fra alle Kirkens Tider, som Altertjenesten søger at bringe det ypperste af» («Luthersk Kirketidende» for 17/2 1900, Side 106).
Et andet lignende karakteristisk Træk skriver sig fra Opdal i Trondhjems Stift. Der hændte det ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, at Stedets rationalistiske Sogneprest var saa fanatisk, at han jagede Haugianerne Haldo Eliassen Sæther og Ingebrigt Knudsen Sneve bort fra Skriftemaalet, negtede dem Adgangen til Nadveren, ja viste dem endog ud af Kirken.
Istedetfor at oprøres og forbitres og gaa sin Vei, som kanske de allerfleste nu vilde have gjort, satte de sig udenfor Sacristidøren, hørte Liturgien, Talerne og Indstiftelsesordene, sang Nadversalmen og bad alvorlig under hele Gudstjenesten for Presten, Menigheden og for sig selv om den Velsignelse, som var nægtet dem derved, at de var blevne bortviste fra Nadveren.
Og de har selv fortalt, at de under Nadversalmen : «Jesu din Hukommelse» følte en slig Glæde og Salighed i Sjælen, som om de allerede var hjemme hos Herren.
Og ved dette sagtmodige, kjærlige og ægte kristelige og kirkelige Forhold baade denne Gang og senere lykkedes det dem at vinde den rationalistiske Prest for Guds Rige, saa han blev en sand Troende, en ret Sjælesørger og siden deres varme Ven og Forsvarer.
Sandelig en stor Løn for deres Tro og Taalmodighed ! (Meddelelser fra flere samtidige Haugianere i Opdal).
For at lægge for Dagen sit venlige Sindelag overfor Presten og sin Agtelse for det kirkelige Embede blev Lars Tjødlingen (Kylligen/red.), Daniel Arnesen og de andre Haugianere i Romsdalen enige om at yde sin Tiende i en bedre Kornsort, end de pligtede, enten Rug eller Hvede. Denne Praksis kjendes ogsaa fra andre Steder.
Et andet vakkert Træk fra denne Egn fortjener ogsaa at meddeles her. (Meddelt af samtidige Venner og Naboer) I Bolsø ved Molde havde man i første fjerdedel af det nittende Aarhundrede en Sogneprest, der
– 781 –
hyppig tordnede mod haugianerne fra Prædikestolen ; disse gik desuagtet flittig til Kirken uden at ændse Overhalingerne.
Iver Ødegaarden og Jens Helseth var dog især meget bedrøvede derover, da de forstod, at denne Bitterhed var skadelig og farlig for Predikanten selv. Efter endt Gudstjeneste engang tænkte de paa hjemveien under Bøn nøie over, hvad de kunde gjøre for at formilde ham. De blev enige om, at den ene skulde forære ham et Smørspand og den anden en Ost. De gik derefter hver for sig med Gaverne til Vedkommende, naturligvis uden at lade ham eller nogen anden vide derom. Det lykkedes over Forventning; Angrebene i Kirken ophørte, ja Presten selv omtalte fra Prædikestolen dette vakre Forhold, og der var siden den bedste Forstaaelse mellem Haugianerne i Menigheden og deres Prest, til Glæde og Gavn for begge parter (Meddelelse fra samtidige Haugianere i Romsdalen). —
Og som de selv med Troskab holdt fast ved Kirken, saa kjendes mange karakteristiske Eksempler paa, at de handlede i Overensstemmelse hermed under de senere ofte bevægede og stormende Vækkelsestider.
De bidrog saare meget til at lede Bevegelsen i sunde kristelige og kirkelige Spor, styrke de vaklende og veilede de Uklare og Vildfarende, saa disse ikke, som de havde tænkt at gjøre, forlod sin egen Forsamling.
Torger Siqvelands Optræden under den lammerske Vekkelse i Skien og Jens Johnsgaards Paavirkning af mange, som her paa Østlandet stod ferdige til at følge Gjendøberbevegelsen, kan her kun nævnes i Forbigaaende. Begges her antydede kirkelige Virksomhed vides at have været indgribende og betydningsfuld (meddelt af den nærmeste Slægt og samtidige Venner).
En af vore mest bekjendte og anseede senere Lægmænd Martinius Fremstad, med en udpræget fast kirkelig holdning, udtalte engang, at han havde Johnsgaard at takke for, at han ikke i sin Ungdom var traadt ud af Kirken.
Daniel Arnesen og ikke mindst Ingebrigt Kvam bidrog i høi Grad til at lede i sunde Spor den store Vækkelse, som fra Midten af Femtiaarene og senere gik over Romsdalen (Meddelelser fra samtidige Haugianere, hvoriblandt Missionsprest Marcus Dahle fra Grytten).
Og der er allerede i denne Bog anført en lang Række af lignende Eksempler paa Haugianismens Troskab mod den lutherske Kirke og dens fremragende Arbeide for at vække og bevare sundt Liv.
Her skal blot mindes om Lars Kirkebergs klarnende og ledende virksomhed i Valders under det sørflatenske Sværmeri, Kirkesanger Ole Larsens lange og betydningfulde kristelige og kirkelige Virksomhed paa Hadeland, Trond Greftegreffs kloge og mærkelige Arbeide i Jevnaker, Farvermester Ole Mjelvas samlende, opbyggende og ledende Gjerning i Drammen ofte under kritiske Tider, Kristoffer Kjønnerøds lignende virksomhed i Jarlsberg, fornemmelig i Ramnes, og Olai Skulleruds fremragende, vekkende og ledende Arbeide i Skien og Christiania, paa sidstnevnte Sted virkede dog ogsaa vognfabrikant Peder Christensen og andre betydningsfuldt for et sundt og virksomt luthersk Kristenliv.
Det samme gjelder Nils Houkaas i Østthelemarken under Sværmeriet i Tuddal og den lammerske Bevægelse (Meddelelser fra flere samtidige Haugianere; personligt Bekjendtskab til fem af de nævnte).
Brødrene Schjevelands og O.P. Moes kirkelige holdning i Arendal og Christianssand gjennem et langt Liv er ogsaa vel værd at erindres. Ligesaa det vakre Arbeide, som Stavanger og Bergens Haugianere udfoldede i samme Retning. Særlig maa i denne henseende fremheves den merkelig begavede Nils Halvorsen i Ølen, Søndhordland, og flere i Hardanger og paa Voss, der tildels er udførlig skildrede foran (Meddelelser fra samtidige Haugianere og den nærmeste Slægt; personligt Bekjendtskab til Nils Halvorsen).
Af Sogns mange dygtige Lægmænd fremhæves Erik Venjum og Nils Torbjørnsen Ylvisaker og af Søndfjords og Søndmøres Haugianere A. K. Brekke, A. Redal og A. N. Haave, alle lysende kristelige og kirkelige Skikkelser.
Bekjendt er sidstnevntes merkelige og overordentlig indflydelsesrige Brev fra 1840 om Forsoningen og Retfærdiggjø-
– 782 –
relsen. Foruden de allerede nys berørte romsdalske Lægmænd maa i Trondhjems Stift fremhæves Brødrene Trond og Michel Grendahl, de allerede nævnte Haugianere i Opdal og en ikke liden Flok i Trondhjem og nordenfor, der traadte i samme Spor som de her omtalte. Som foran er skildret, fandtes ogsaa i Tromsø Stift mange Haugianere, der virkede indgribende og betydningsfuldt baade i kristelig og kirkelig Henseende (Meddelelser fra samtidige Haugianere og den nærmeste Slægt).
Det er allerede tidligere omtalt, at Haugianerne havde en særegen Evne til at opspore Naadegaverne samt udvikle, opdrage og sætte dem i Arbeide paa de Steder, der passede bedst for hver enkelt.
De Ældste og mest Erfarne inden det haugeske Vennesamfund holdt særlig Øie med de Nyvakte, specielt dem, som man mente kunde blive Guds Ords Bekjendere.
Man krævede strængt, at disse var flittige og tro i sin timelige Livsgjerning, paasaa nøie, at de ikke fik store Tanker om sig selv og holdt dem under kjærlig, men alvorlig Tugt; man forkjælede ikke de Unge, men opdrog dem til en haardfør og nøisom Slægt.
Unge Lægmænd fik altid sin Oplærelse som Forkyndere i Følge med en ældre, erfaren Kristen; den Yngre deltog i Førstningen med Bøn og kort Formaningstale og modtog da altid bagefter i Enrum en ofte stræng og indgaaende, men altid velment og udviklende Kritik. Senere fik vedkommende lov til at optræde mere selvstændig; men næsten altid var der en mere Erfaren tilstede enten som ledsager eller af de prøvede Venner paa Stedet, hvilke regelmæssig bagefter aabent og oprigtig udtalte sin Mening om Vidnesbyrdet.
Naar da unge Lægmænd skulde gjøre Reiser alene, fik de altid Skudsmaal med sig fra de paa hjemstedet; ellers var Husene lukkede for dem næsten overalt.
H. H. Hauge, Jens Johnsgaard, Ole Mjelva, John Haugvaldstad, O.T. Svanøe, A.N. Haave, Daniel Arnesen, Michel Grendahl og m. fl. gjorde meget for at kontrollere Lægmandsvirksomheden og bevare den i sin oprindelige Renhed og Idealitet.
Haugvaldstads Sendeskrivelse til venner paa forskjellige Steder om denne Sag, dateret 12. August 1848 fortjener ogsaa nu stor Opmærksomhed (Meddelelser fra samtidige Haugianere; personligt Bekjendtskab til de nævnte Forhold).
— Haugianere som Thomas Amble, Niels Svennungsen, Ole Olsen Bjotvedt, Mathias Mortensen Flokenes og enkelte andre begyndte med Søndagsskole omkring Aar 1800; men i nogen større Udstrækning dreves denne Virksomhed først fra 1814 og udover i en lang Række af Aar.
— Det er meget tvilsomt, om Haugianernes Søndagsskolevirksomhed stod i nogensomhelst Forbindelse med Pietisternes og Rationalisternes Søndagsskoler.
I de sidste 25 Aar af det attende Aarhundrede vides det f. T. ikke, at de yderst faa Pietister, som endnu var tilbage, holdt Søndagsskole, og Rationalisternes var af udpræget humanistisk Art, et Middel til at fremme Datidens Oplysning, og vidt forskjellig fra Haugianernes.
De sidstes Søndagsskoler var en Del af deres kristelige Opbyggelsesarbeide og fremvokset af dette for at nære og udvikle det i Daaben skabte Liv hos Børn og Ungdom. Deres Søndagsskole var en opbyggelig Undervisning paa Grundlag af Dagens Evangelium, Katekismen og Forklaringen, ledsaget af en kort Tale ogsaa til de tilstedeværende voksne.
— Disse Søndagsskoler dreves baade i Byerne, t. Eks. Christiania og Drammen af Thomas Amble, hvor han virkede som lærer, og paa Landsbygden fornemmelig af Lærerne.
Almindeligst blev denne Virksomhed holdt i private Huse, i Skolelokaler, hvor saadanne fandtes dengang, i Bedehuse, hvor saadanne var opførte, og nogle Steder, naar der ikke var Gudstjeneste, ogsaa i Kirkerne (Talrige Meddelelser fra samtidige Haugianere rundt om, tildels ogsaa personligt Bekjendtskab).
Af en særlig Betydning og Rækkevidde er Haugianernes Arbeide for Hedningemissionen i vort Land. Det var først og fremst Missionsbefalingen i
– 783 –
Matthæus 28, 18— 20 og Tanken paa Hedningernes Nød, som drev dem til at begynde denne banebrydende Virksomhed blandt os.
Som paa saa mange Omraader var H. N. Hauge ogsaa her den, der tog Initiativet. Sagen laa ham tidlig paa Hjerte, og i sin Kirkehistorie af 1822 fortæller han forholdsvis udførlig om Missionen. Og i et mærkeligt, utrykt Brev af 7. Februar 1822 skriver han atter herom og siger, at han har stor Lyst til at reise ud som Missionær, selv om hans Helbred er svag; Gud kunde opholde det skrøbelige Kar, og om det under Forsøget faldt i Stykker, saa skulde det alligevel engang ske.
Til andre Tider forekom det ham, at han ikke maatte friste Herren ved at tænke herpaa.
«Jeg hører af Broder E. Vullum«, skriver han, «at I alt har gjort et Sammenskud blandt Eder. Jeg er redebon til ogsaa at understøtte dette hellige Værk; om flere iblandt os haaber jeg det samme; Gud skjænke Aand og Kraft, at nogen frivillig maatte reise enten her fra Norge eller andre Land».
Haugianerne i Smaalenene begyndte efter Hauges Anvisning og Eksempel at arbeide for Missionen i Tyveaarene. I 1827 sendte Hans Rasmussen Førisdal, der oprindelig hørte til Hauges venner, men siden var moderat Sebergianer, 20 Spd. til Stifteren af det danske Missionsselskab pastor Bone Falch Rønne i Lyngby, hvis Smaaskrifter om Missionen læstes med Glæde baade af Hauge og hans venner.
Og 1840 stiftedes ved Trond Greftegreff og nogle andre Jevnakers Forening for Hedningemissionen.
Men Haugianerne i Christianssand begyndte dog langt tidligere at arbeide for den samme gode Sag, da den bekjendte Kjøbmand O. P. Moe allerede fra 1817 indsamlede Gaver til Missionen. I Stavanger skeede det samme nogle Aar senere; ligesaa i Bergen, hvor man alt dengang havde Bøsser med en passende Indskrift til Indsamling af Missionsbidrag.
Af et Brev sees, at man i Trondhjem blandt Hauges Venner ligeledes interesserede sig for Hedningernes Omvendelse og støttede Arbeidet herfor med Penge. Ja endog blandt Haugianerne i Bardo, straks søndenfor Tromsø, arbeidede man for den samme Sag; men først i 1844 blev Stedets første Missionsforening stiftet.
Brødremenigheden kom snart efter. Biskop P. O. Bugge, der stod, denne nær, udgav anonymt i Trondhjem 1821 til 1822 to Bind : «Efterretninger om Evangeliets Fremgang i alle Verdensdele»; men saa maatte Tidsskriftet ophøre af Mangel paa Tilslutning.
Bedre gik det med «Norsk Missionsblad», som Brødremenighedens Forstander N. J. Holm i Christiania begyndte at udgive i 1827; men det gik fra 1852 over til at blive et Organ for Israelsmissionen.
Høsten 1826 fik Stavanger Besøg af Carl Gustav v. Bülow, «en Mand, der var baade sværmerisk og separatistisk og endog fornægtede vigtige kristelige Sandheder».
Han optraadte dog nu meget forsigtig og fik samlet ca. 20 kristeligsindede Mænd baade blandt Haugianerne og af dem, som stod Brødremenigheden nærmere. De sluttede sig sammen og oprettede sidstnævnte Aar «Stavanger Missionsforening».
De første Bestyrelsesmedlemmer var : Foged S.D. Schiøtz, Postfuldmægtig C. K. Kielland, Kjøbmand S. E. Svendsen og Sogneprest til Finnø G. K. Kielland, der alle var Brødrevenner.
I Januar 1836 bestod Bestyrelsen af : C. K. Kielland, S. E. Svendsen, S. D. Schiøtz, Michael Svendsen og Engel Hansen; de to sidstnævnte var Haugianere. Den virkede stille og til velsignelse for Stavanger og Omegn, men heller ikke videre; den var og blev en Lokalforening (Meddelelser fra talrige Haugianere; samtidige Breve fra Hauge og andre).
Da fik den gamle, omkring syvtiaarige John Haugvaldstad en langt stærkere Interesse for denne store Sag og med sin seige Energi og Evne til at organisere og drive en Gjerning frem slap han den ikke; han fik den snart til at blive en Landssag.
I sit Arbeide herfor blev han støttet baade af
– 784 –
Haugianere, Brødrevenner og Prester; men han var igrunden selv i en Række af Aar den ledende Aand og den drivende Kraft.
Med en yngre ven P. E. Ramsland som Tolk foretog han Sommeren 1841 en Reise til Tyskland for at gjøre sig nærmere bekjendt med det nordtyske Missionsselskab, og den 6. August 1842 blev, som bekjendt, «det norske Missionsselskab» stiftet i Stavanger.
Til Medlemmer af den første Bestyrelse blev valgt Farvermester John Haugvaldstad, Pastor M. A. Gjør, Foged S. D. Schiøtz, Postfuldmægtig C. K. Kielland, Kjøbmand P. E. Ramsland, Kand. theol. A. Hansen og Kjøbmændene Iver Siqveland og S. E. Svendsen.
Af disse tilhørte Schiøtz, Kielland og Svendsen Brødrevennerne.
Den store Gjerning begyndte altsaa som et Fællesarbeide af Haugianerne og Brødrevennerne, hvoraf de førstnævnte med Haugvaldstad i Spidsen dog øvede den stærkeste Indflydelse.
Man antog, som bekjendt, H. Schreuder til Missionær; han var Cand. theol, med Udmærkelse fra vort Universitet. Missionsarbeidet begyndte blandt Zuluerne i Sydafrika, men mødte mange Vanskeligheder.
En Missionsskole traadte i Virksomhed 1843, men blev atter nedlagt 1847; den gjenoprettedes 1858.
Baade Firti- og det meste af Femtiaarene var særlig bekymringsfulde og vanskelige. Mellem Haugianerne og Brødrevennerne blev Forholdet tildels spændt, da de sidstnævnte syntes, at de havde for liden Indflydelse og ikke altid fik styre efter sin Opfatning; de oversaa, at naar to Retninger skal arbeide sammen, maa der udvises Fordragelighed og Eftergivenhed af begge Parter.
Særlig misbilligede Brødrevennerne Missionsskolens nysnævnte Nedlæggelse, samt at Generalforsamlingen i 1849 bifaldt Kjøbet af et kostbart Stykke Land i Natal. Foged S. D. Schiøtz søgte endog at faa sine venner til at træde ud af Missionsselskabet og «indbyde til Stiftelse af en evangeliskMission»; men det strandede paa Sogneprest G. K. Kiellands bestemte Modstand, — som vel var.
Saa lysnede det efterhaanden, og Gud velsignede Arbeidet mere, end man kunde tro og haabe. Det tilføies, at i 1866 begyndte vort Missionsselskab sin blomstrende Missionsvirksomhed paa Madagaskar og i 1902 det lovende Arbeide i Kina. En hel Række af tidligere og nu virkende Missionærer er udgaaede fra haugianske Kredse eller staar disse nær. Vi minder om Generalsekretær L. Dahle, tidligere Missionstilsynsmand paa Madagaskar samt afdøde Missionsprest Marcus Dahle i Zulu og fhv. Missionstilsynsmand O. Stavem samme steds samt Missionslæge og Missionstilsynsmand J. E. Nilssen i Kina m. fl.
Gud holde sin Naadehaand over vore Missionærer og Missionsmarker og give Arbeidet rig Fremgang og fager Vekst hjemme og ude ! (mange samtidige Meddelelser og Oplysninger fra samtidige Missionsvenner. Breve fra Samtidige, hvoriblandt et udateret Brev til Schiøtz fra G.K. Kielland fra 1850; Sommerfelt, «Den norske Zulumission», Christiania 1865, paa flere Steder; «Norsk Missionstidende» (mange Aargange)).
Og som Haugianerne har fremkaldt den indre og ydre Mission blandt os, saa er de ogsaa Foregangsmænd med Hensyn til de kristelige Kjærlighedsgjerninger. Eugenia Stiftelse i Christiania («Maria Schandorff», et Mindeskrift af C.H. Sundt, Christiania 1849. «Maria Schandorff» af M. Færden i «Hjemmet», 1876, No. 9-16. «Eugenia Stiftelse» ved D. Thrap, Kristiania 1903) skyldes vistnok ikke direkte dem; den blev oprettet 1826 ved Fru Maria Schandorff (1784 – 1848), der sammen med sin Mand Bureauchef Jacob Christlieb Schandorff (1775 – 1842) virkede ivrig for Stiftelsen paa forskjellige Maader; men Haugianeren, Bogtrykker Christopher Grøndahl (1784 – 1864) stod dog Sagen nær fra første Stund og hjalp med Raad og Daad.
Han blev ogsaa sammen med daværende Professor i Latin, senere Provst Søren Brun Bugge og dengang Expeditionssekretær, senere Assessor i Høiesteret Paul Holst Høsten 1826 valgt ind i den første Bestyrelse og blev staaende i Direktionen som et virksomt, levende interesseret og i alle praktiske Spørgsmaal meget indsigtsfuldt og skattet Medlem, indtil han 5. December 1863 traadte tilbage efter eget Ønske. Han døde allerede 21. Februar det følgende Aar, agtet og hædret af sin Samtid for sin Dygtighed og Retsindighed.
Stiftelsen har i denne lange Tid virket
– 785 –
betydningsfuldt «som en Opdragelsesanstalt for fattige Pigebørn af Borger- og Almueklassen, ei alene for Christiania By, men ogsaa for andre Egne af Landet».
Som bekjendt, drives den fremdeles; en stor Mengde Tjenestepiger, Husbestyrerinder og Hustruer har her faaet sin første Opdragelse og Uddannelse.
Eugenia Stiftelses første Gaard var i Akersveien No. 2, tet ved den katholske Kirke; dens nuværende hyggelige Hjem er Bjergstien No. 3, Christiania. Saavidt vides, er den ogsaa i økonomisk Henseende betrygget.
— I Solum, nær ved Elven og Byen Skien, ligger Opdragelsesanstalten «Hans Cappelens Minde» («Kort Overblik over Opdragelsesanstalten Hans Cappelens Mindes syttenaarige Virksomhed» af Christopher Hansen, Skien 1860; eget personligt Bekjendtskab til Mikkelsen og Forholdene paa Anstalten).
Den er grundlagt af Hans Mikkelsen, født 11. September 1807 og hans dygtige Hustru Anne Marie Johnsdatter, født 26. Mai 1797. Hun havde i sine yngre Aar tjent hos Didrik v. Cappelen, som dengang boede paa Mela i Gjerpen.
De blev gifte i 1835. Mikkelsen havde allerede i 1830 kjøbt vertshuset «Klostergrind», der laa paa samme Sted, hvor Anstalten nu findes, og drev der som Skredder og vertshusholder i en Rekke af Aar, trofast bistaaet af sin flinke Kone.
Men de følte sig ikke lykkelige ved dette Liv, som de dog drev paa en borgerlig anstendig Maade efter de Tiders Krav.
Da den bekjendte Lægmand A. N. Haave omkring 1840 kom til Skien og blev Middel til en Vækkelse der, blev ogsaa Mikkelsen og Hustru stærkt paavirkede og gik siden med en urolig, fredløs Samvittighed. En prædiken af daværende pers. Kap. til Porsgrund C. C. H. Bruun (1812-1877) hvori Presten skildrede Værtshuslivets og Drikkens Følger, dens Forbandelse samt al den Nød og Elendighed, som den medførte, bevirkede et fuldt aandeligt Gjennembrud hos Mikkelsen; han kom til Sindsforandring og levede fra den Tid som en alvorlig Kristen.
Efter at have raadført sig med Hustruen samt provst B. Wettergreen (Bent/red.) i Solum og Consul Hans Cappelen, der nu havde kjøbt Gjemsø Kloster teet ved, besluttede Mikkelsen at slutte sin tidligere Bedrift og oprette et «Hjem for fattige og forældreløse Børn».
Da han var en rask Handlingens Mand, greb han straks fat, og den 8. Novbr. blev Grundstenen lagt til Børnehjemmet.
Consul Cappelen støttede ham trofast paa mange Maader, hvorfor Anstalten ogsaa i taknemmelig Erindring herom fik Navnet «Hans Cappelens Minde». Saavidt vides, fik han af Cappelen tillige kjøbe et Stykke Jord, som laa ind til hans egen Eiendom, samt leie for en billig Afgift et værdifuldt Laksefiskeri, der gjennem mange Aar var Anstaltens væsentligste timelige Støtte, da de frivillige Gaver ofte flød ind uregelmessig og sparsomt.
Mikkelsen drev baade Bruget og Fiskeriet fortrinlig, og Hustruen var en særdeles dygtig og driftig Husmoder, der nu ogsaa var kommen til Liv i Gud og delte sin Husbonds Tro. Medens disse to væsentlig virkede som Husfader og Husmoder, blev der det følgende Aar ansat som Lærerinde for Børnene Frk. Birthe Marie Olsen, født paa Kongsberg i 1818, Datter af bekjendte Haugianere sammesteds, Kjøbmand Ole Herbjørnsen Berg og Hustru Ingeborg Andersdatter Sønju fra øvre Eker.
Marie Olsen havde faaet sin Uddannelse ved Eugenia Stiftelse i Christiania og var baade meget begavet og flink i de kvindelige Fag og desuden en alvorlig Kristen, særdeles skikket baade til at opdrage, oplære og kristelig paavirke de Smaa. Hendes virksomhed her ved Anstalten fra 1845 til 1856 kan neppe settes høit nok.
Sidstnævnte Aar var hendes Helbred imidlertid saa nedbrudt, at hun maatte slutte. Og efter at hun havde stelt Huset for sin Broder Andreas Olsen, der i denne Tid byggede flere nye Kirker i Østthelemarken, flyttede hun omkring 1861 til Trondhjem. Her opholdt hun sig bare en kort Stund og reiste saa til Christiansund, hvor hun siden drev Hotelvirksomhed i kristelig Aand.
Netop som hun
– 786 –
var flyttet ind i eget Hus, afgik hun ved Døden 7. April 1869, agtet og elsket af alle Venner.
Nogle Aar senere (1849) kom Olai Skullerud til «Hans Cappelens Minde». Denne Mands mærkelige Arbeide her som Opdrager og Lærer samt hans indgribende, vekkende og vindende Virksomhed i Skien og Omegn er allerede foran skildret.
Han flyttede fra Anstalten Sommeren 1856, arbeidede derefter nogle Aar som Redaktør af «For Fattig og Rig», Søndagsskolelærer og Guds Ords Forkynder indtil sin tidlige Død 12. April 1858. Skullerud var en kristelig Folkelærer af høi Begavelse, øvede stor Indflydelse, og hans Arbeide fik vidtrekkende og varig Betydning.
Siden var der ansat ved nævnte Anstalt en Række bekjendte Lærere. Af disse nevnes her Christofer Hansen, David Lysnæs ogAndreas Berg. Den sidste af Lærerne var den alvorlige og elskelige Thor Bunkholdt, der døde som Missionær i Santalistan.
Fra nu af blev Børnene sendt til Stedets Almueskole.
Efter Eilert Sundts Raad begyndte Mikkelsen i Sekstiaarene at optage ved Anstalten Tater- og Omstreiferbørn; disse virkede imidlertid ved sine Laster fordærvelig paa de andre, og man maatte ophøre dermed omkring 1874. Efter sidstnævnte Aar optoges der, saavidt vides, kun Piger af Forældre, som ikke hørte til Omstreiferne.
Den 26. Mai 1869 døde Fru Anne Marie Mikkelsen. Hun var en fast Karakter og en sjelden kristelig Kvinde. Gamle H. Mikkelsen levede til i December 1881.
Fra Skulleruds Dage og saa længe Mikkelsen levede, var Anstalten tillige et kristeligt Midtpunkt i Egnen, hvor Venner fra nær og fjern tog ind og fandt gjæstfri Modtagelse. Her har været tilbragt mangen alvorlig Bønnestund og ført betydningsfulde Samtaler; Sager af Vigtighed har her ofte været behandlede og fremmede.
Paa «Salen» blev der ogsaa stadig holdt Opbyggelser baade af Tilreisende og Anstaltens Lærere.
Mikkelsen selv eiede ikke Gaver til at tale Guds Ord. Hans Styrke var, med de Evner Gud havde givet ham, at arbeide uden at blive træt for de Smaa, han holdt saa meget af og havde slig Omsorg for. Til at lede Anstaltens Økonomi var han meget dygtig. Hjertelaget og den praktiske Indsigt i forskjellige timelige Ting traadte sterkest frem hos ham. Man kunde ogsaa merke, at han levede et inderligt Troesliv med sin Frelser.
Efter Mikkelsens Død blev Anstalten overtaget
– 787 –
af Langesundsfjordens Indremissionsselskab, der siden har drevet dette saa nødvendige og velsignelsesrige Arbeide, som fremdeles kan glæde sig ved Forstaaelse, Fremgang og offervillig Kjærlighed.
— I Stavanger grundlagde John Haugvaldstad, bistaaet af andre Haugianere sammesteds, i 1834 «Josefines Stiftelse» (Josefine-stiftelsens Aarberetninger. Nicolaysen, «Norske Stiftelser» III. Bind, Side 553-555), der blev opkaldt efter Kronprinsesse, senere Dronning Josefine.
Den har til Formaal at opdrage fattige Pigebørn til duelige Tjenere og Husmødre. Bestyrelsen bestaar af fire Mænd og en Husmoder.
Disse, der valgtes første Gang af de oprindelige Bidragsydere, supplerer sig siden selv, naar nogen dør eller træder tilbage. Desuden er der tolv Kvinder, som bistaar Bestyrelsen med Raad og Daad.
Stavanger Bys Magistrat har Sæde og Stemme i Bestyrelsen. Stiftelsen eier eget hus med have i Byen; det blev taget i Brug høsten 1840. Den raader desuden over en Landeiendom samt en Del Legater. Den har i denne lange Tid virket til Gavn og Velsignelse for Stavanger og Omegn. Sin hele betydelige Formue skjænkede Haugvaldstad til denne Anstalt og til Hedningemissionen.
Hans sidste Gang her paa Jorden var, karakteristisk nok, til Jødemissionens Kasserer for at overbringe ham en Gave paa 140 Spd. (560 Kroner). Da han var kommen tilbage fra denne og havde naaet sin Stuedør, faldt han besvimet om; han blev baaren ind og udaandede straks efter med de Ord : «Nu, Gud ske Lov !»
Det var Nytaars-aften 1850. Sandelig en skjøn Afslutning paa et langt Liv, rigt paa Tro og gode Gjerninger ! Og han havde mange Ligesindede, som paa lignende Maade ved Bekjendelse, Liv og ædel Daad vidnede om sin Kristendoms Ægthed og høie Herkomst, Kirken til Gavn og Guds Navn til Pris !