– under Heggtveits behandling av det overordnede tema : «Haugianismens Betydning for Kulturen»; i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»;
– fra sidene 812 – 826 :
Betydning for Næringsveiene.
Den haugianske vekkelse er tillige paa anden Maade et kraftigt Vidnesbyrd om Kristendommens frigjørende Magt og Evne til at dygtiggjøre ogsaa for de timelige Forholde.
De snevre Bygdegrendser sprængtes, og der blev en livlig Udflytning fra Hjemstedet til andre Egne.
– 813 –
Hauge ansaa det nemlig for gavnligt baade i aandelig og timelig Henseende, at hans Venner blev spredte rundt om i Landet. Man kunde derved faa den Virkeplads og jordiske Livsgjerning, som passede bedst for Vedkommendes særegne Evner og Anlæg.
Og overalt, hvor de kom, brød de unge, begavede, alvorlige Bondegutter sig nye Baner og gav Handel og Haandværk et stort Opsving.
Landets Næringskilder blev bedre udnyttede og Befolkningen hævet baade i timelig og aandelig Henseende. Selv deres Modstandere havde Øie for og Forstaaelse af denne Side ved deres Virksomhed. Da der saaledes i 1807 var Tale om at anlægge en By ved Mjøsen, anbefalede Byfoged Wulfsberg Regjeringen at formaa nogle af Hauges Venner til at nedsætte sig der.
I dem vilde man faa, skriver han, «rolige og sædelige Borgere samt gode Kunstnere og Haandværkere». — Deres Arbeidsprogram, kan man gjerne sige, var Apostelen Paulus’s bekjendte Ord : Hvadsomhelst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der tales vel om, enhver Dyd og alt, hvad priseligt er, derpaa giver Agt» (Filip. 4, 8).
Det er en Selvfølge, at deres aandelige Fader og Leder H. N. Hauge ogsaa i denne Henseende blev Foregangsmanden. Uagtet han kun var en almindelig Bondegut uden andre Kundskaber og Færdigheder end de, han selv havde erhvervet sig, saa viste han dog i mange Retninger at være langt forud for sin Tid. Han var saaledes usedvanlig skarpsynt, virkelysten og praktisk. Før han begyndte sin kristelige Virksomhed i 1796 eiede han 300 Rigsdaler, som han havde tjent ved Biavl, Dyrkning af leiet Jord, Kvæg- og Læderhandel samt Snedkerarbeider.
Paa flere Gaarde i Smaalenene skal der endnu findes Møbler, som han har gjort.
Den nævnte lille Kapital blev anvendt til at dække Omkostningerne ved Trykning af hans først udgivne Bøger, og den Sum, som disse igjen indbragte, blev brugt til ny og forskjelligartet Virksomhed, som snart skal omtales lidt nærmere (en Mængde Meddelelser fra samtidige baade Haugianere og andre samt talrige samtidige Breve).
Under sine Vandringer rundt vort Land for at forkynde Guds Ord passede Hauge altid paa i ledige Stunder at gjøre noget nyttigt og godt med Hænderne eller give andre Raad og Veiledning angaaende deres timelige Bedrift, paa Landeveien gik han ofte og strikkede, ja endog før Opbyggelserne, medens Folket sad i Klynger, og han gik og samtalte med den enkelte, havde han i Regelen sin Strikning mellem Hænderne.
I Aftentimerne syslede han ofte med Bogbinderarbeide. Og naar han kom til en Gaard, og Folkene holdt paa med sit Aannearbeide, greb han sædvanlig Ljaa, Rive eller Sigd og arbeidede med eller underviste dem om at gjøre sig de Redskaber, som han under sine Reiser havde lært at kjende og anse for de mest hensigtsmæssige. Paa denne vis pleiede han at holde ved, indtil Aftenen kom, og Folket havde Tid til at samles om Guds Ord.
Saaledes gav han godt Eksempel og opmuntrede til at være flittig og lade sine Gjerninger lyse for Menneskene; «thi naar vi trænger til at æde, saa bør og maa vi ogsaa arbeide», skriver han etsteds (mangfoldige Meddelelser og Oplysninger fra de forskjellige Kanter af Landet).
Paa en af sine vandringer i det Trondhjemske ved Begyndelsen af det Aarhundrede kom han til Rennebu, hvor han en Tid boede paa Grendalen hos sine venner, Brødrene Michel og Trond Grendahl. Samtlige beretter, at Hauge deltog i den nationale Korntærskning (korntresking/red.) med Liv og Lyst; en Mand, der kom for at søge hans Raad i sin Saligheds Sag, blev rent forfærdet over at finde den bekjendte Guds Ords Forkynder paa Laaven og stod en Stund ved Døren og tænkte over, hvad han skulde sige. Endelig kom det langsomt og forsigtig : «Det er ret ! Jeg ser, at du atter har begyndt at drive Verden !» — «Ja», svarede Hauge raskt, «jeg maa drive Verden, for at Verden ikke skal drive mig !»
Dermed fortsatte han sit Arbeide til Kvelden, da han holdt Opbyg-
– 814 –
gelse for en stor Forsamling. Den Fremmede nød da godt af hans gribende Vidnesbyrd og fik bagefter al den aandelige Veiledning han behøvede. Manden forstod nu, at det var Guds vilje at drive med Troskab den timelige Gjerning, aagre med den kostbare Tid og samtidig være ivrig i at arbeide for Guds Riges Fremme (Meddelelser og Oplysninger fra gamle Haugianere i Meldalen, Rennebu og paa Nordmøre).
— Hauges Virkelyst, praktiske Klarsyn og evnerige Aand drev ham stadig til en alt mere og mere omfattende timelig Virksomhed. Han skriver herom : «Min Lyst og Bestræbelse tog mere og mere til, baade naar det gjaldt at anlægge Fabriker samt opmuntre til Industri og at opbygge og formane til kristelig Vandel; men til Fabriker og andre Industrigrenes Anlæggelse af Vigtighed udfordredes Penge, og dertil vilde Indtægterne af mine Bøger ei forslaa; thi betragtede jeg, at naar Handelen vilde lykkes, saa kunde den hurtigere indbringe Noget; men de fleste af mine Bekjendte og fortrolige venner, som jeg raadførte mig med om denne Gjenstand, forestillede, at saadant vilde svække vort aandelige Liv og indvikle os i Verden igjen. Jeg indrømmede at det kunde være, som Syrak siger, vanskelig for en Kjøbmand at kaldes retfærdig eller vogte sig for Svig (Syr. 26, 35); dog siger ikke denne vise Mand, at det er umuligt; thi om saa var, da vilde jeg vist ingen skulde indgaa i den Stand; men holdt nu for, at stor Nytte kunde herved udrettes, og dette maatte tilskynde os.
Endelig med de nærmeste Bekjendtes Raadførsel bestemte jeg mig selv først til at blive Kjøbmand Sommeren 1801, da jeg tog Borgerskab i Bergen og kjøbte straks en Jagt, hvormed jeg selv reiste til Søndfjord og saltede Sild; da jeg havde faaet Ladning, seilede jeg til Bergen og sendte derfra Silden til Christiania. Dette gik lykkelig, og jeg handlede nu med adskillige varer» («Hauges Reiser, vigtigste Hændelser og Tildragelser», Side 33-34).
Hans Handelsvirksomhed var dog især rettet paa Trøndelagen og Nordland. Fra disse Egne førte han Fiskevarer og bragte tilbage Korn, som han havde kjøbt paa Østlandet. Det er en Selvfølge, at han i hine trange Tider var en kjær Gjæst, naar han kom med sine Kornladninger, som han solgte til de Formuende, borgede bort til de mindre Bemidlede eller skjænkede til de Fattige.
«Saaledes udrustet baade med Ord, Bøger og Brød», skriver Presten Hagerup, vil han i dette Misvekstens Aar (18o2—1803) blive en fristende Procelytmager». «Bønderne kalder ham en Guds Mand, der kommer med det kjære Guds Ord og det velsignede Brød» (Meddelelser fra Samtidige; Hauges «Reiser», Side 34 flg.; Fallesens «Theol. Maanedsskrift» IV., Side 335 og samme Maanedsskrift IV., Side 463).
Hauge udvidede sin Handel betydelig og hurtig, saa han, der fra først af kun havde eiet en liden Jagt, snart blev istand til at kjøbe flere saadanne Fartøier, nemlig «Anna Helena», «Forsøget» og «Nicolai» samt Sluppen «Aurora» og Pinkskibet «Christiania». Desuden eiede han et Hus i Bergen. Det er let forstaaeligt, at han paa disse Eiendele havde en betydelig Pantegjeld, da hans egen Formue kun udgjorde den tidligere omtalte Sum og to testamentariske Gaver fra Maren Boes i Vergen og Hans Hansen Strand ved Fredrikshald paa henholdsvis 1000 og 350 Rdlr.
Hertil kommer saa hans Fortjeneste ved sin Handel. Da han meget ofte foretog Reiser, enten i Handelsanliggender med egne, Skibe eller for at tale Guds Ord i By og Bygd rundt om i Landet og derfor hyppig var fraværende, er det selvsagt, at han i Bergen maatte have dygtige og paalidelige Mænd til der at bestyre sin Handel og øvrige Forretninger.
Vi finder i hans Tjeneste denne Tid flere Mænd, hvis Navne har en god Klang. Overtilsynet betroedes Bergenseren Johan Nicolai Loose (1769-1810), gift med Hauges Søster Karen; han blev bistaaet af Samson Traae (1771 —1847) fra Jondal i Hardanger, Petter Meyer fra Christiania, død 1805, og den senere saa bekjendte og driftige Amund Helland (1786—1870) fra Birkrems Sogn i Nærheden af Egersund.
— Hauge, der Aar 1800 i flere Maaneder havde opholdt sig i Kjøbenhavn
– 815 –
for at faa trykt nye Oplag af sine Skrifter og forøvrig se og lære det, som han kunde finde Anvendelse for i Norge, reiste Sommeren 1804 atter derned.
Han tog med et Skib over til Horsens, vandrede derfra omkring i Jylland, drog saa til Christiansfeld i Slesvig, hvor han gjorde sig kjendt med den derværende Brødremenigheds Indretninger, og vendte tilbage fire Dage senere, idet han lagde veien om Byerne Kolding, Faaborg, Nyborg og tog saa videre over Beltet til Korsør og Kjøbenhavn.
Herfra drog han over Helsingør og Fredrikshald hjem igjen. Foruden at lære de kristelige Forholde dernede at kjende og virke til sine Medmenneskers Opbyggelse, var det især Hauges Hensigt ved denne Reise at faa istand en Handelsforbindelse med Danmark, idet han vilde bytte til sig Korn fra dette Land mod Jern, Trælast og norske Heste, som han fandt at være stærkere end de danske, skjønt de kun foredes med en Syvendedel af, hvad Hestene dernede trænger, skriver han i en Avisartikel i Christianssands Adresse-Contoirs Efterretninger» for 28. September 1804.
Men disse Planer fik en brat Afslutning ved Hauges Fængsling paa Eker Papirmølle.
Den 24. October blev han foreløbig indsat i Haugesund Arresthus og efter Fogdens Ordre sluttet i Jern; her sad han saa til 22. November, da han blev ført til Christiania og indsat i den derværende Raadstuearrest «sammen med andre Misgjerningsmænd».
Hans lange Fængselsliv, der især i de fem første Aar var saa strængt, at det nedbrød hans jernstærke Helbred og skaffede ham flere alvorlige, livsvarige Sygdomme, kunde dog ikke lamme hans virksomme Aand.
Han skriver senere herom : «Jeg, som ikke var vant til Ledighed, tog nu fat paa mit Barndomsarbeide : at strikke Vanter; dette drev jeg saa vidt, at jeg endog forfærdigede de fineste Silke- og Bomuldsvanter til de Fornemste i Byen, der kjøbte disse af mig; jeg havde seet denne Kunst engang, da jeg var 12 Aar gammel; men siden fandt jeg op en Maade, som gik endnu bedre og hurtigere» (Hauges «Reiser», Side 55 flg.).
Ved Skjæbnens forunderlige Ironi fik Samfundet endnu Brug for hans Indsigt og praktiske Dygtighed.
Det var ved Begyndelsen af Aaret 1809; Norge havde Krig med Sverige og England, hvorved Forbindelsen mellem Rigerne spærredes; derved blev ogsaa hindret Tilførsel af adskillige Nødvendighedsartikler, hvoriblandt især Salt. Hauge tilbød sin Tjeneste, og Regjeringskommissionen, der forstod, at Landet nu havde Brug for den fængslede Mand og kjendte hans Handlinger til det Almenes Bedste, befalede, at han skulde løslades af Arresten mod en Kaution af 1000 Rbdl., forsynede ham med Pas og, efterat han havde faaet laant 300 Rbdl., saa at sige sendte ham ud i offentlig Ærinde for at anlægge Saltverker langs Kysten.
Hauge selv forteller videre herom paa sin troskyldige Maade saaledes : «Jleg reiste i Februar Maaned fra Christiania til Rygge Sogn ved Moss og gjorde der Prsve paa Søens Saltholdighed, men fandt den ringe; hvorfor jeg tog over Fjorden til Valløe Saltverk (ved Tønsberg) og eftersaa, hvad jeg kunde lære af Fremgangsmaaden der. Men Søens Salthed var ikke bedre her end i Rygge. Derfra reiste jeg til Lillesand og førte med mig Plader til Pander, hvilke jeg havde kjøbt i Christiania. Da jeg kom til Lillesand, saa prøvede jeg Søen der og fandt, at den var dobbelt saa saltholdig som de forrige Steder.
Jeg tingede straks en Del Ved og Plads til at bygge paa og reiste saa til Christianssand, hvor jeg lod gjøre Saltpander, kjøbte Mursten og Fetalje (Levnetsmidler), leiede 6 Dagarbeidere med mig og reiste saa til Lillesand igjen.
Om 3 Uger var Alt færdigt, og jeg begyndte at tilvirke 2 Tønder Salt daglig; det Bedste solgte jeg for 10 og det ringere for 8 Rbdl. pr. Tønde, hvilket lønnede sig godt, da Veden var billig; men efterhaanden steg
– 816 –
Brændet i pris. Da jeg imidlertid ikke ventede, at der skulde komme hastig Tilførsel af Salt, saa besluttede jeg at anlegge endnu et Saltsyderi der, hvorfor jeg reiste til Ulefos Jernværk ved Skien og kjøbte Plader og sendte søverts derhen; selv reiste jeg overland til Lillesand igjen og paatog mig at opsætte Murene, medens andre tømrede og bragte mig det fornødne.
Saa snart dette Arbeide var færdigt, reiste jeg til Stavanger og anlagde sammesteds et Saltkogeri. Da dette var fuldført, fortsatte jeg videre til Svanøen, 11 Mile nordenfor Bergen, hvor et Saltkogeri nylig var anlagt efter min Tilskyndelse; ved dette gjorde jeg adstillige Forbedringer.
Herfra reiste jeg tilbage til Egersund, hvor jeg modtog et Brev fra min Kautionist, Justistraad J.L. Bull; dette indeholdt, at jeg skulde haste hjem, da min Sag igjen skulde fremmes» (Hauges «Reiser», Side 70 flg.).
Han reiste derfor saa hurtig som muligt til Christiania, hvor han, til Tak for den Tjeneste han havde gjort Samfundet, atter blev sat ind i Arresten. Denne mildnedes dog meget i de følgende Aar, takket være enkelte Mænds Menneskekjærlighed; fra 1811 fik han Tilladelse til under Opsigt at bo paa Gaarden Bakkehaugen ved Sagene, en Eiendom, som Broderen Mikkel vaa Eker papirmølle havde kjøbt og overladt ham.
Efter at hans Sag saa havde været behandlet i over 10 Aar, og hans offentlige og private Forhold var grandsket af uvillige Dommere, og over 600 Vidner var blevne afhørte, modtog han Lillejuleaften 1814 sin Dom, der lød paa en Mulkt af 1000 Rbdl.
Nogen Uærlighed eller ulovlig Handelsvirksomhed blev han ikke dømt for. Hans betydelige Eiendomme blev solgte for godt Kjøb eller endog til Spotpris.
Men ikke nok hermed : ved den straks derpaa følgende Statsbankerot blev den Sum, som de indbragte, reduceret til 150 Spd. (600 Kroner), hvorved ikke alene han selv blev økonomisk ruineret, men ogsaa enkelte af hans Venner, der havde laant ham penge, led betydelige Tab.
Den utilstrækkelige Erstatning, han fik nogle Aar senere, er det her ikke Stedet nærmere at omtale (Hauges «Reiser», Side 61-70).
Allerede straks efter at han i 1811 var flyttet til Bakkehaugen, skjønnede han, at i den Stryk, Akerselven dannede paa Eiendommen, kunde der være Anledning til at anlægge et Møllebrug. Mange lo af disse Planer, fordi der ikke var noget Fossefald. Men han gjorde snart deres Tvil tilskamme. En passende Dam blev bygget ved Elven, og om kort Tid var en Fabrikvirksomhed igang. Det var en «ganske simpel Kornmølle, dog med Overfaldshjul, til 4 Stene og 1 Grynsten».
Anlcegget skaffede Hauge god Indtægt og satte ham istand til som i tidligere Dage at gjøre vel mod mange. Han fik nemlig Malingen for Garnisonen i Christiania og kunde nu i hint sørgelige Uaar 1812 øve Varmhjertighed mod store Skarer af Fattige. Han var heldig med sin potethøst, kjøbte Sild paa Vestlandet, og ved sin Mølle tjente han saa meget, at han havde Mel og Gryn nok.
Samtidige beretter, at en af hans Tjenestepiger ikke rak andet hele Dagen end at dele ud Gryn og Mel til de Fattige, ja det hændte endog ofte, at adskillige Trængende blev hos ham i flere Dage.
Hauge sørgede da for, at de aldrig var ledige; han gik selv ofte om blandt dem og talte med Arbeiderne om deres Saligheds Sag.
Efter at han havde solgt den nævnte Eiendom til sin Ven Bogtrykker Christopher Grøndahl, men drevet Gaarden og Møllen til 1817, kjøbte han da igjen ved Venners Hjælp Bredtvedt i Aker. Trods sin svage Helbred gjorde han i de gjenværende Aar af sit Liv mange Forbedringer ved Eiendommen og drev den saa forstandig og praktisk, at han ved sin Død sad i gode økonomiske Kaar, uagtet han altid øvede en stor Gjæstfrihed og en rundhaandet Godgjørenhed («Skillings-Magazinet» for 1856, Side 20 : «Om Fabrikvirksomheden ved Akerselven». Meddelelser fra flere samtidige Haugianere).
Efter at der nu er omtalt det vesentligste af Hauges Arbeide for Næringsveienes Fremme i vort Land, maa vi kaste et flygtigt Blik paa, hvad
– 817 –
hans Venner udrettede for den samme Sag, dels ved hans Bistand, dels efter eget Initiativ.
Hauge kom tidlig paa den Tanke at kjøbe et Bogtrykkeri. Allerede Aar 1800 raadførte han sig med Bogtrykker Willum Stephanson i Trondhjem om at kjøbe et saadant i Christianssand; dette var imidlertid i daarlig Stand. Han spurgte nu nævnte Fagmand, om denne alligevel troede, det vilde være fordelagtigt at drive.
Da Stephanson svarede ubetinget «Ja», skrev Hauge til sin fortrolige Ven Hans Thorsen Bacherud fra Helgøen i Mjøsen og foreslog ham at kjøbe Trykkeriet. Dette skeede vistnok i 1803. Bacherud flyttede straks derned og var nu i en Række af Aar meget virksom som Kjøbmand, Bogtrykker og Bladudgiver.
Flere af Hauges Bøger udgik fra dette Prenteværk, og Bacherud virkede desuden som Udgiver af «Christianssands Adresse-Contoirs Efterretninger», sandsynligvis fra 1803-1814; indtil 1810 udkom det blot én Gang, senere to Gange om Ugen.
I Krigsaarene 1807— 1809 udgav han ogsaa Ugebladet «Bellona» og ved denne Tid tillige en liden Fremmedordbog : «Fortegnelse over nogle i det danske Sprog forekommende fremmede Ord og Talemaader med deres Oversættelse og Udtale».
Hans Trykkeri overtoges fra 1815 af Haugianeren O. P. Moe, der blev gift med hans Enke.
Efter at have drevet det dygtig i lang Tid samt foretaget flere Udvidelser og Forbedringer solgte Moe det til sin mangeaarige Faktor S. A. Steen, hvis Familie, saavidt vides, endnu besidder og driver Trykkeriet (Hauges «Reiser», Side 21-22; Hauge, «Livet i Døden», Side 19-21; C. Flood, «Fra Agdesiden», Side 61 flg.; Oplysninger og Meddelelser fra O.P. Moes Svigersøn, Iver Siqveland, samt Moes Dattersøn, Læge Johs. Heimbeck; Festskriftet : «O.P. Moe & Søn 1815-1915», Christianssand 1915. Trykt i Stavanger).
Da Hauge Aar 1800 gjorde sin første Reise til Kjøbenhavn, fulgte med ham en ung Mand, der senere erhvervede sig et anseet Navn i de norske Bogtrykkeriers Historie. Det var Christopher Grøndahl, født i Ullensaker 24. Februar 1784, Søn af Hauges fortrolige Ven Anders Christophersen, der i Slutningen af det 18. Aarhundrede flyttede fra Grøndalen i nysnævnte Bygd til Kudskebakken i Christiania, nu Maridalsveien No. 17, lidt i sydøst for Gamle Akers Kirke.
Ved de Opbyggelser, som Hauge og andre af hans Venner holdt, dels i Faderens Hus, dels i Omegnen i Aarene 1798 og 1799, blev Sønnen Christopher vakt til aandeligt Liv; ikke længe derefter begyndte ogsaa han at virke som Lægprædikant, tildels sammen med Hauge, baade hjemme og ude i videre Kredse.
Efter Hauges Raad og sammen med ham reiste den unge Grøndahl Aar 1800 til Kjøbenhavn for at gaa i Bogtrykkerlære. Han fik plads i Paul Herman Høecks Enkes Bogtrykkeri og blev Svend Sommeren 1803. Derefter arbeidede han et Aars Tid i Kjøbenhavn og blev Høsten 1804 Faktor hos førnævnte H. T. Bacherud i Christianssand.
Paa dette Sted virkede han til 1809, da han fik en lignende Stilling i det Wulfsbergske Trykkeri i Christiania.
I 1812 kjøbte han dette, der efterhaanden udvidedes og omdannedes, til det nu saa bekjendte og anseede Grøndahl & Søns Bogtrykkeri, hvorfra næsten alle Hauges senere Skrifter udgik.
Her blev ogsaa trykt det britiske og norske Bibelselskabs forskjellige Udgaver af den hellige Skrift samt de fleste af W. A. Wexels’s Bøger.
Fra 1815 har alt officielt Lovgivningsarbeide ligesom en stor Del andet offentligt Trykningsarbeide været overdraget dette Firma.
Det er karakteristisk for haugiansk Fremsyn og Foretagsomhed, at det var Grøndahls Bogtrykkeri, som i 1840 anskaffede fra Hüttemeyer i Kjøbenhavn den første Hurtigpresse her i Landet.
I 1854 gik han fremdeles i Spidsen, da han indførte en Dobbeltpresse fra Napier & Son i London. Han var ligeledes Førstemand her til at indføre Dampen som Drivkraft i sin Bedrift. Forretningen hører stadig til de mest fremskredne i sit Fag.
Af større Værker har dette Firma bl. a. trykt «Norges Gamle Love indtil 1387» I— V Bind, ved P. A. Munch, R. Keyser m. fl., «Skabelsen, Mennesket og Messias» af Henr. Wergeland 1. Udgave
– 818 –
1830 (?), «Folkevennen» fra 1876-1898 med Tillægsbøger, «Naturen» fra 1881 —1887, «Historisk Tidsskrift», «Norsk Havetidende» fra 1885 til nu m. m. fl.; alle de opregnede er store og smukke Tidsskrifter og Værker. Hertil kommer Firmaets eget omfangsrige og særdeles værdifulde Forlag.
— Gamle Bogtrykker Christopher Grøndahl, der døde 21. Februar 1864, var en fast Karakter, en udpræget Personlighed. Han vil mindes som en af de mere fremtrædende i den haugianske Vennekreds.
— Efter hans Død overtoges Forretningen af Sønnen Anders Grøndahl, født i Christianssand 1807. Han fortsatte Bedriften i Faderens Spor, udvidede den Aar for Aar og sørgede for, at Trykkeriet altid var tidsmæssigt. Almindelig agtet og anseet «udaandede han gudhengiven i stille Fred» paa Bakkehaugen 28. August 1890.
Saa overtog Sønnen Carl Grøndahl Firmaet, men havde allerede fra 1874 deltaget i dets ledelse. Hans Energi og alsidige Dygtighed er vidt bekjendt. Han har været Bogtrykkerforeningens Formand og er bleven hædret med mange Tillidshverv baade af sin Stand og den Kommune, hvor han bor.
Bogtrykkeriet og Forlagsvirksomheden har han for ikke længe siden overdraget til sin foretagsomme og dygtige Brodersøn Anders Grøndahl, under hvis energiske Ledelse den store, alsidige Forretning altid gjør nye Fremskridt («Grøndahl & Søns Bogtrykkeri i hundrede Aar» (1812-1912) ved W.P. Sommerfeldt, Christiania 1912; Meddelelser fra flere Samtidige, hvoriblandt fra Foged Ole Amble, der i sin Ungdom en Tid var i Bogtrykkerlære hos Chr. Grøndahl, samt Overlærer C.L. Simonsen, som var forlovet med en af hans Døtre, der døde, før de blev gifte).
Under Hauges oftere omtalte Reise til Kjøbenhavn Sommeren 1800 betragtede han nøie de Papirmøller, som laa i Nærheden af Byen, og da han i Slutningen af nysnævnte Aar kom til Eker, fandt han «en redeligsindet Ven, som forstod sig paa mekaniske Kunster; med ham og flere Bekjendte», skriver Hauge, «raadførte jeg mig om at anlægge en Papirfabrik der, hvilket Anlæg jeg understøttede med en Del af de Penge, som jeg tjente ved Salg af mine Bøger. Gjennem mit Bekjendtskab rundt Landet anskaffedes ogsaa en god Del Klude, saa at Anlægget straks kom i virksomhed».
Der var fra Begyndelsen seks Eiere, nemlig Hauges Broder Mikkel, født Vaaren 1773 i Tune og død paa Eker 1745, Torkel Olsen Gabestad fra Trygstad, født der 1776 og død paa Gaarden Smørgrav ved Papirmøllen 1847, Ole Olsen Hafnor fra Odalen, Nils Braathen fra Eker, Simen Knudsen Storemoen fra Rollag i Nummedal, født 1769, død der 1859, og Christen Mortensen Solset fra vestre Gausdal, født sammesteds 1781 og død paa Hedenstad, Eker, 1870.
Det varede dog ikke længe, før Simen Storemoen og Nils Braathen solgte sine Parter i Fabriken til de øvrige; i 1820 gjorde Ole Hafnor det samme, kjøbte Gaarden Foss i Lier, nederst i Paradisbakkene og boede der til sin Død 1829. Han er bedst kjendt under Navnet Ole Foss.
De gjenværende Eiere drev Papirfabriken i mange Aar. Hauge selv tog ingen Part deri; «det var min Lyst», skriver han, «at gavne andre og sætte Menneskehænder i Arbeide uden Hensyn til egen Ære eller Egennytte, hvilket jeg gjerne vilde søge at vise i Gjerningen».
I 1802 besøgte atter Hauge Papirmøllen, der endnu ei var bragt i fuld Drift; her opholdt han sig denne Gang 14 Dage, «gjorde Mesteren opmærksom paa en og anden Feil eller opmuntrede Arbeiderne efter min Kundskab», beretter han i et af sine Skrifter.
Fabriken dreves af noget over 40 Arbeidere, «mest Krøblinge og Børn», siger Hauge. Der blev ført fælles Husholdning for Eiere og Arbeidere; alle dannede en stor Familie under Mikkel Hauges og hans fortræffelige Hustru Ingers dygtige Ledelse.
Der var et Samliv saa rent og skjønt mellem Husbondsfolk og Tjenere, at det mindede om Livet i den apostoliske Tid, da de Kristne havde alle Ting fælles og var som et Hjerte og en Sjæl. Ved Siden af nævnte Bedrift drev man ogsaa en Mel- og Sigtemølle, en Stampe og Benmølle samt et Garveri i Haugsund (Hokksund/red.), hvilket Niels Braathen senere overtog.
– 819 –
Ja Rationalisten, Sogneprest F. Schmidt skriver i en Erklæring til Regjeringskommissionen af 1809 at Haugianerne med Held endog støbte Kirkeklokker og — smaa Kanoner !
— Eker Papirmølle blev gjennem lange Tider et Midtpunkt for aandeligt og timeligt virksomt Liv, et Hvilested, hvor aandelig tørstende Sjæle søgte hen og fik baade Vederkvægelse og Veiledning. Her øvedes altid en enestaaende Gjæstfrihed.
Selv efter Mikkel Hauges Død fortsattes der endnu paa samme Maade, indtil da Husholdningen og Familien blev opløst. Møllen dreves dog for de forskjellige Arvingers Regning til da den blev solgt til Harald Lyche i Drammen.
Adskillige Aar derefter brendte den og blev ikke senere opbygget; lenge bagefter mindede Brandtomten og nogle Stene og maaske endnu Tørrehuset og Hovedbygningen, hvori Forsamlingssalen, om dette saa mærkelige Sted for haugiansk Foretagsomhed og Flid.
I Forbigaaende nævnes, at Solbergs Spinderi paa Eker, anlagt i Firtiaarene af Haugianere, fremdeles, saavidt vides, er i fuld Drift (Hauges «Reiser», Side 27 flg. og Side 30; Oplysninger og Meddelelser fra Mikkel Hauges Datter , Maria Bjerknes paa Stormoen i Skouger ved Drammen, samt fra en Række andre Samtidige).
— Endnu én Papirmølle fik Hauge sat i Gang. Da han i reiste over Fjeld og Dal til Setersdalen for at forkynde Guds Ord, anlagde han langt ude i Dalen en saadan Fabrik ved Fennefos i Hordnes Anneks til Evje, nogle Mile ovenfor Christianssand.
Ogsaa denne var forenet med en Melmølle. Den kgl. Bevilling til dette Anlæg er af 11. April 1804 thinglæst 24. Juni 1805. Tilladelsen meddeltes Torkel Sveinungsen Aasen af Aaseral. Den samme Mand havde ved Arvefæstekontrakt af 24. Januar 1804 thinglæst 1. Februar samme Aar, erhvervet Ret til Fossen med tilliggende Grundstykke, der alt laa i Fællesskab til fire Brug i Gaarden Fennefos.
Hauge, der gav Stødet til Anlægget, var heller ikke her Medeier; derimod nævnes Ole Horverag m. fl. Fabriken var i fuld Drift en Række af Aar; men Fennefossen med Grund og Anlæg overgik snart fra den ene til den anden Eier og dreves i 1811 af Kjøbmændene Ole Eielsen eeg og Ole Jensen i Christianssand.
Førstnævnte var en sammesteds bekjendt og anseet Haugianer.
I 1813 blev Papirmøllen, efter hvad Hauge oplyser, flyttet nærmere Christianssand; «dog drives endnu» (i 1816), skriver han, «ved Fennefos en Del andre Maskiner»; indtil den sidste Tid har man der kunnet se Levninger af Fabrikens Grundmur. Ogsaa dette Anlæg fik betydelig baade økonomisk og aandelig Betydning for hele Egnen, men dog ikke i den Grad som Eker papirmølle (Hauges «Reiser», Side 49; Meddelelser fra samtidige Haugianere i Hordnes og Evje; Udskrift af Panteregistret ved Salve Moy (temmelig sikkert Moi/red.)).
Under sin store Nordlandsreise i 1803 var Hauge ikke alene optaget med at forkynde Guds Ord, men søgte tillige efter sin Sædvane at ophjælpe Handelen og aabne Folkets Øine for en bedre Udnyttelse af de naturlige Hjælpekilder i disse Egne, som dengang stod saa langt tilbage. Han paapeger, at man burde benytte de prægtige Fossefald til dermed at «drive Sag, Stampe og flere Slags Maskiner. En Mængde Birk og Oreskov bliver opbrændte som Braate», skriver han, «hvilken Aske kunde benyttes, naar den blev samlet og deraf tilvirket Potaske, hvorfor jeg tilraadede nogle fra Opdal ved Dovre at reise did for at anlegge «Potaske-Kogeri«.
Han opmuntrede ogsaa sine venner i Østerdalen til at flytte nordover og bosætte sig i den tyndt befolkede og lidet opdyrkede Bardodal ved Maalselven.
De fulgte hans Vink, blev Velstandsfolk og Mønstere paa Flid og Virkelyst.
For at fremme Handel, Fiskeri og Fabrikdrift kjøbte han nogle vigtige Steder for sine Bekjendte. Løvøen i Stegens Prestegjæld ved Vestfjorden ansaa han for et bekvemt Handelssted, og da samme var tilsals, skrev han sydover derom, og en af hans Venner, Christopher Brateng fra Biri, født 1772, reiste did, kjøbte det og drev Handel der til sin Død 1849.
Paa denne Reise afsluttede han ogsaa Handel om Gjæslingernes Fiskevær, nogle smaa Øer ikke langt
– 820 –
fra Nordlands Sydgrændse, lidt i Syd for Viktenøerne (skal være Vikna-øyene/red.). De blev erhvervede for Arnt Solem i Trondhjem; Hauge «underviste dem om at sætte Stenpiller under en stor og bekvem Søbod og lagde Plan til større Handel der, hvortil Stedet var vel skikket».
Herfra reiste han til Namdalens Fastland, hvor han kjøbte Gjæstgiverstedet Sørviken for en af sine Bekjendte, Otter Carlsen Bacherud fra Helgøen i Mjøsen.
Her drev denne Handel, istandsatte og forbedrede Stedets gamle Sag- og Møllebrug samt oprettede et Farveri.
Ikke længe efter kjøbte Hauge Svanøen Gods i Søndfjord til sin ven Ole Torgersen fra Aal i Hallingdal. Denne tog fra nu af Navn efter nysnævnte Eiendom. Foruden et stort Gaardsbrug drev han Fiskeri og tillige i nogle Aar Saltbrænderi samt anlagde Sagbrug og Skibsværft.
Svanøe tog senere ogsaa Borgerskab som Kjøbmand i Bergen, hvor han delvis opholdt sig, og søgte, men forgjæves, om Tilladelse til at oprette et Bogtrykkeri samme steds.
Disse Handeler for sine Venner afsluttede Hauge i 1804 med Kjøbet af Strudshavn paa Askøen i Nærheden af Bergen. Det eiedes en kort Tid af Ole Simonsen Berg fra Stange paa Hedemarken; denne solgte det imidlertid snart igjen til Hauges Svoger J.N. Loose og Peder Olsen fra Hallingdal.
«Her blev», skriver Hauge, «fra nyt af opbygget tre Møllebrug med Sigter, Sammaler og Peelstene samt Helegrynsmølle».
— Ogsaa paa Bergverksdriften og Stenindustrien rettede Hauge sin Opmærksomhed. Under en Reise i nordre Østerdalen 1803 blev han i Vindgelen Anneks til Tolgen kjendt med en Kobbergang, som en af hans Venner havde opdaget. Han tilraadede da nogle at skyde Penge sammen for at drive Malmfeltet; de fulgte hans Raad og fandt rig Kobbermalm der; men da Hauge blev arresteret i 1804 for sin Lægmandsvirksomhed, begyndte en anden at paastaa, at det laa indenfor hans Eiendomsomraade, saa de ikke skulde faa Lov at drive Malmen til Kobber, uagtet de havde muthet og faaet kgl. Tilladelse; endelig solgte de Gangen til en Mand i Christiania (Eiendomsbesidder Mathiesen ?) og tjente en Del paa samme.
I Sel, nordre Gudbrandsdalen, fortæller Hauge, blev han «bekjendt med en Slags ildfast Grydesten, som sammesteds udhugges af Bjergene, hvilke Gryder er fortræffelige derved, at ingen Slags Mad faar deraf nogen vansmag».
Af Klæberstenen blev desuden arbeidet Ovne og Gravkors, ligesom den viste sig at være et fortreffelig Bygningsmateriale (Hauges «Reiser», Side 42-49; Meddelelser fra mange samtidige Haugianere i Landets forskjellige Egne).
Saa kan der nævnes en lang Række af Hauges Venner, som besjælede af samme Aand og Interesse, men selvstendig og ialfald uden direkte Paavirkning af ham, øvede stor Indflydelse paa Handel, Haandværk og Jordbrug i sin Egn og gav Næringsveiene et betydeligt Opsving.
De throndhjemske Forholde laa ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede sørgelig nede; Krigen havde fremkaldt en økonomisk Krise og bevirket Stilstand og Tilbagegang blandt <borgerstanden i den gamle, virksomme By.
Da flyttede fra de omliggende Bygder en Række Haugianere til Stiftsstaden og bragte Liv og Rørelse der i flere Retninger, vi vil omtale lidt nærmere nogle af dem.
Den mest originale og begavede var utvilsomt Erik Vullum (mange Meddelelser fra Overlærer C.L. Simonsen efter E. Vullums mundtlige Fortællinger; Oplysninger fra Svigerdatteren, Fru Ingeborg Vullum, født Krogness), en Gaardmandssøn fra Halse paa Nordmøre, født 1777.
Som fuldvoksen Kar faldt han paa selv at bygge et Fartøi, formentlig en Jagt, uagtet han aldrig havde modtaget nogen Veiledning i Skibsbygning. Af en velvillig Nabo fik han Lov til uden Betaling at tage det nødvendige Tømmer paa hans Eiendom, da der ikke hørte Skov til hans Fædrenegaard.
Saa gik han trøstig igang med dette for en Bonde vanskelige og besværlige Arbeide, og det lykkedes over Forventning. Skuden blev færdig, og med den seilede vullum i Fragtfart mellem Nordmøre og Throndhjem.
– 821 –
Paa sidstnævnte Sted blev han kjendt med den rige Grosserer Bing, der forstod, at den unge Nordmøring var en Mand, som han havde Brug for.
Det var i Krigsaarene efter 1807; engelske Kapere vrimlede i Søen. Dette vanskeliggjorde i høi Grad Skibsfarten. Da Bing hørte, at der i Tyskland dengang var stor Mangel paa Tjære, lod han et af sine Skibe laste med denne Vare og satte Vullum til at føre Fartøiet.
Alt gik godt, saa længe man havde den norske Kyst og Skjærgaard ved Siden og kunde smutte ind i en eller anden Havn, naar man mærkede Fienden; men anderledes blev det, da de var komne til Christianssand; da var den Sikkerhed forbi; nu skulde de ud paa det aabne Hav.
Ved sidstnævnte By laa en hel Flaade af Seilskibe, der frygtede for Kaperne, som saaes rundt om fra Udsigtshøiderne.
Saa ryger det en Dag op til en forfærdelig Storm. Da sagde Vullum til sine Folk : «Nu Gutter ! er det Tid for os til at komme afsted; nu har Engelskmændene nok med at passe sig selv !»
De stak i Søen, undgik Kaperne, men led saa meget af Stormen, at Fartøiet blev læk, og Pumperne maatte være i virksomhed Dag og Nat. Ved Slesvig-Holstens Kyst blev de nødt til at søge Havn og se til at faa Skibet repareret.
Dette gjorde Vullum selv, seilede videre til Hamburg, fik solgt Tjæren meget fordelagtig og kjøbte igjen en Ladning Rug, som det lykkedes ham at bringe uskadt til Trondhjem, hvor den blev solgt for 20 Spd. (80 Kroner) Tønden.
En anden Reise i Slutningen af Krigsaarene foretog Vullum overland, langs den svenske Kyst, over Øresund til Danmark og gjennem dette videre til Hamburg, hvorfra han hjemførte et stort Vognlæs med kostbare varer, især Silketøier, som blev meget høit betalte.
Paa en Strækning i Sverige langs Kysten havde han vel en Del Vanskeligheder; men det lykkedes ham at overvinde disse. Derefter kom den driftige Mand i en selvstændig Stilling og udfoldede en Tid en storartet Byggevirksomhed. Han var usedvanlig begavet, især i mathematisk og mekanisk Retning, — rent et Geni, men havde aldrig gaaet paa nogen videregaaende Skole; alt havde han lært sig selv.
Han byggede tidlig en Dampmølle midt inde i Trondhjem, hvilket var en ukjendt Ting der dengang og drev saa Møllebrug og Bageri samme steds, paa Stenbjerget opførte han siden af Granit en Bygning, som endnu kaldes Vullumgaarden; i den drev han Brænderi i første Etage og Fjøs i anden. Han var altid fuld af planer og tjente mange Gange en betydelig Formue, men satte den overstyr igjen ved sine mange Eksperimenter og Spekulationer.
Da han allerede var nogle og syvti Aar, reiste han nordover til Namsos og begyndte her at spekulere i Skove og Trælast. Han døde paa Spillum i Overhalden 2. August 1872 i en Alder af 95 Aar, men var aandslivlig og mærkelig frisk lige til kort før sin Død. —
Omkring Aar 1800 kom fra Klæbu til Trondhjem en ung Bonde ved Navn Arnt Solem (Meddelelser fra Overlærer C.L. Simonsen efter Solems og Frues mundtlige Fortællinger til ham; Meddelelser fra mange samtidige Haugianere; «Storthings-Efterretninger» for vedkommende Aar).
Da han var en flink Haandværker, fik han straks Arbeide hos den rige Grosserer Must paa Leangen i Strinden. Solem var sparsommelig og praktisk; det gik derfor fort frem for ham i timelig Henseende, saa han om ikke saa længe kunde kjøbe sin Husbonds store By-Eiendom med tilhørende Brygge, da denne trak sig tilbage fra Forretningerne.
Senere erhvervede han ogsaa Moholt i Strinden og drev store Handelsforretninger; hos ham blev uddannet forskjellige haugiansksindede unge Gutter, som senere blev anseede og rige Forretningsmænd i Throndhjem. Her kan kun bringes i Erindring Hans Jensen, P. O. Aune, O. A. Moe og O. A. Krogness, hvoraf den sidstnævnte endog blev Bankdirektør.
Omkring 1830 solgte Solem sine Eiendomme i og ved Throndhjem og flyttede til Christiania. Her kjøbte han en stor Gaard i Kirkegaden og senere Sandaker,
– 822 –
halve Bjølsen samt Bakkehaug — eller Bjølsen Mølle; de tre sidstnævnte i Aker.
Da Storthinget i 1830 havde besluttet at sælge Kongsberg Sølvværk, hvis man kunde opnaa et Bud af 75,000 Spd. (300,000 Kroner), fik Solem dannet et Interessentskab, der for største Delen bestod af Hauges gamle Venner, for at kjøbe Sølvværket og overtage dets Drift.
Paa Auktionen 2. November 1832 bød Solem den nævnte Sum; men Budet blev ikke antaget af vedkommende Statsraad, til stor Fordel for Staten i de kommende Tider.
Ogsaa Solem var tilfreds med, at det gik saa. «Vi vilde have faaet for stor Avund» (blitt gjenstand for misunnelse/red.), sagde han senere.
Denne ene Plan er et talende Vidnesbyrd om, hvilken dygtig, fremsynt og praktisk Handelsmand han var.
Omkring 1840 solgte han alle sine Eiendomme i og ved Hovedstaden og flyttede tilbage til det throndhjemske, hvor han kjøbte Gaarden Stafne i Strinden samt Hommelvig Gods og viste sig tillige som en særdeles flink og driftig Jordbruger.
Han var virksom, lige til en alvorlig Sygdom i Alderdommen lammede hans Kraft og stadig bandt ham til Hjemmet. Han døde 1857.
Straks Solem havde kjøbt sin principals Eiendomme, kom i hans Tjeneste som Bestyrer af Bryggehandelen en Bondegut fra Rissen (Rissa/red.) ved Navn Erik Krogness (Meddelelser fra Datteren, Fru Ingeborg Vullum, og flere samtidige Haugianere), født 1773, død 1859.
Siden begyndte han med Handel for egen Regning. Han var tillige meget hændig og brugte sin Tid godt; han arbeidede saaledes selv de Møbler, som han udstyrede sit Hus med, da han blev gift. Alt, hvad han tog sig for, lykkedes for ham, saa han blev en formuende Mand.
Efter den store Brand i Trondhjem 1840 ophørte han med Forretningen i Byen og flyttede til Strinden, hvor han boede paa Klosterdalen til sin Død.
En anden af Solems venner og Jevnaldrende var Michel Grendahl, oprindelig fra Rennebu, født 1775, død 1849. Han var en Tid Handelsmand i Drammen, derpaa Skibsbygger og Trelasthandler i Christianssund og desuden en særdeles flink Smed. Som saadan drev han ogsaa leilighedsvis, efterat han i 1821 havde kjøbt den store og vakre Eiendom Hafsten i Strinden ved Trondhjem.
Grendahl omtales som en enestaaende flink Jordbruger, der dyrkede op den adskillig forsømte Gaard, saa den blev dobbelt saa værdifuld som før, uagtet han i en Række af Aar var paa Storthinget, hvor han, som allerede berørt, udmærkede sig ved stor Indsigt og Dygtighed (Meddelelser fra Svigersønnen, Overlærer C.L. Simonsen, og flere samtidige Haugianere).
Af Haugianerne i Søndfjord er allerede tidligere omtalt Ole Svanøes rige og betydningsfulle økonomiske Virksomhed.
Ved Siden af ham fortjener endnu at nævnes Anders Nielsen Haave, født 1809, død 1867, en af de mest begavede og mærkelige Lægmænd, Norge har havt. Foruden sit Gaardsbrug drev han som Tømmermand, Snedker, Blikkenslager og Smed, i hvilke forskjellige Haandværk han besad stor Dygtighed og Færdighed.
«Haave var ualmindelig flink, ja rent mageløs til at gjøre alt, hvad han tog sig for»; «han var rent et Geni», og «hans Snedker- og Smedearbeide saa smukt, som det var kommet fra en anseet Fabrik», har en af hans nærmeste Venner fortalt. Desuden «havde han Evne til at arbeide nesten alt, hvad han vilde», udtalte den samme Meddeler (Meddelelser fra Sønnen, Torger Svanøe, og andre samtidige Haugianere; Meddelelser især fra Svogeren, Haugianeren Anders Redal).
— I Bergen fik Haugianerne ogsaa betydelig Indflydelse paa Handel og Haandværk. Hauges Kjøbmandskab der er allerede omtalt, ligesaa nogle af hans Venner, som en Tid var i hans Tjeneste, men senere fik egen Forretning.
Blandt disse var Amund Helland, født 1786, død 1870, en af de virksommeste. I Krigsaarene fra 1807 og udover for han tilsjøs og tjente herved saa godt, at han i 1813 kunde tage Borgerskab som Kjøbmand i Bergen. Han var Skibsreder, drev en betydelig Forretning og var idethele en særdeles foretagsom Mand, men maatte i en forholdsvis tidlig Alder, paa Grund af svækket Syn, overdrage sin virksomhed til den eldste Søn.
– 823 –
— Af andre, ældre Haugianere, som drev Forretninger i Bergen, maa endnu nævnes Peder Odland, Svend Ruud og Ole Iversen samt Lorentz Wesenberg, Chr. J. Mohn og Torger Svanøe, der alle var yngre (Meddelelser fra en af A. Hellands Sønner og Døtre; angaaende de andre nævnte bergenske Kjøbmænd Oplysninger fra en Række samtidige Haugianere).
Blandt Hauges venner i Stavanger udmærkede John Haugvaldstad sig ved en stor og mangesidig timelig Virksomhed. Han skriver : «Paa mine Reiser i Danmark og Sverige betragtede jeg forskjellige Maskiner og lignende Indretninger for om muligt at drage Nytte deraf for mig selv og andre; thi mange unge Mennesker med Omsorg for deres Salighed begjærede at tjene hos mig«.
Lidt senere fortæller han herom saaledes : «Da jeg som Farver ikke kunde sysselsætte alle de Mennesker, der bad mig om Arbeide, anlagde jeg et lidet Bageri, en Klædesfabrik, en Valkemølle, en Brisselmølle, drev et Sildesalteri og kjøbte i Nærheden af Byen et Stykke Jord til Opdyrkning, dels for at kunne skaffe fiere Hænder Sysselsættelse, dels for at vise, at det ogsaa lader sig gjøre at være virksom paa Jorden og dog have sit Sind vendt mod himmelen. Dette gav Anledning til, at der siden bestandig var hos mig fra 26 — 30 Tjenere foruden flere Daglønnere i en Tid af omtrent 20 Aar. Blandt disse Troskyldige havde jeg det godt; vi elskede hverandre med Omsorg for det Gode, og Herren velsignede vor Sved».
Alle disse Arbeidere dannede som en Familie, og Forholdet mellem Haugvaldstad og hans Undergivne var som mellem Fader og Børn. Hans hjem var et Midtpunkt for kristeligt Liv paa Vestlandet som Eker Papirmølle og Bredtvedt i Aker paa Østlandet. Det sees ogsaa, at Haugvaldstad eiede ialfald ét Skib, der seilede mellem Stavanger, Fyen og Göteborg. Han udførte Fiskevarer etc. og tog hjem Rug m. m. (J. Haugvaldstad, «Tilbageblik paa mit Liv», Side 21-23).
Foruden ham var der i Stavanger en Række driftige og dygtige haugianske Kjøbmænd, blandt hvilke mærkes Ole Seglem, Børre Børresen, Torger Siqveland, S. Gundersen, P. E. Ramsland o. s. v.
— Den bekjendte Haugesven Isak Pedersen Schielbred ved Egersund var ogsaa i timelig henseende en særdeles virksom Mand, der eiede Skibe, som han ofte seilede i Fragtfart med baade til forskjellige Steder i Norge samt Sverige og Danmark.
Hans Sønnesøn er den agtede og anseede Forretningsmand, Consul J. S. Isachsen i Stavanger (Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere; samtidige Breve).
I Christianssand sad flere Haugianere i stor og flersidig Virksomhed. Som den mest bekjendte og betydelige kan nævnes Ole Pedersen Moe, født paa Røros 1783 og død 1862.
Foruden Bogtrykker og Bladeier var han tillige Kjøbmand og Skibsreder. Han grundlagde Firmaet O. P. Moe & Søn, som nu vistnok indehaves af Sønnesønnen, der til det sidste har drevet Kjøbmandshandel, Tobaksfabrik, Skibsrederi og Skibsbyggeri.
— Kittel Torkildsen Aarstad fra Jæderen begyndte først med almindelig Bondehandel i Egersund og drev derefter Trælastforretning i Christianssand, hvor han tillige var Kjøbmand og især handlede med Kornvarer.
— Anders Corneliusen fra Ytreeide eller Kirkeeide i Evindviks Prestegjæld, ytre Sogn, virkede ogsaa som Kjøbmand i sidstnævnte By. Han drev derhos Garveri, Tobaksfabrik og Fiskeexport til sin Død 1833.
— Jonas Birkrem fra Sognet af samme Navn ved Egersund, var oprindelig Hattemager, men havde senere baade Bondehandel og en Manufakturforretning sammesteds.
— Den vistnok noget ældre Forretningsmand Ole Eielsen Eeg var baade Medeier i Fennefos Papirfabrik og tillige Kjøbmand i Christianssand; han siges at være afgaaet ved Døden allerede omkring 1819.
Desuden fandtes i Christianssand en Række Kjøbmænd og Haandværksmestre, der tilhørte Hauges Venner. Af disse var Farver Knud Jacobsen, hattemager Endre Norem og Kjøbmand Tobias Siqveland ikke lidet bekjendte ogsaa udenfor sit egentlige virkefelt (. Meddelelser, Oplysninger og Breve fra en Række samtidige Haugianere).
I Arendal levede og virkede gjennem et langt Liv Brødrene Peder og Torger
– 824 –
Schjeveland, der begge var fra Birkrem Sogn ved Egersund.
Peder Schjeveland, født 1782, død 1859, blev udlært som Bager i Stavanger og kom derpaa til Christianssand, hvor han i Krigsaarene bagede for Soldaterne.
Saa flyttede han efter Hauges Ønske til Arendal; her drev han Bageri og almindelig Handel. Senere udvidede han Forretningen, kjøbte Skibe samt handlede med Trælast og Kornvarer.
— Broderen Torger S., født 1779, død 1869, var ogsaa driftig som Handelsmand og Skibsreder og blev meget formuende, men var ikke paa langt nær den betydelige Personlighed som hans nysomtalte Broder Peder (Meddelelser, Oplysninger og Breve fra samtidige Haugianere).
— Saa undlader vi at omtale de spredte Træk, som findes til Belysning af dette Emne i Strøget fra Arendal og østover for at standse lidt i Drammen.
Her findes adskillige Haugianere tildels i betydelig timelig Bedrift. Som Kjøbænd virkede her i Hauges Dage Mads Møller, Jens Reiersen, Ole Nielsen Hauge og Iver Olsen Gabestad baade dygtig og driftig.
Men især gjælder dette om Tollef Olsen Bache, født 1770 og død paa Valle i Lier 1848. Han var en Bondegut fra Opdal, øverst i Nummedal, hvor hans Familie skal have boet paa Eiendommen Bache helt siden 1646.
Han var utvilsomt en fremragende Begavelse og førte et meget omvekslende og virksomt Liv. Han var først Gaardbruger, siden Skræppekarl, Driftebonde og Lensmand. Men han frasagde sig sidstnævnte Bestilling i October 1802, solgte sin Gaard og flyttede til Drammen, hvor han allerede i Februar 1803 grundlagde et endnu blomstrende Handelshus, der, saavidt vides, indehaves af hans Sønnesønner.
Han drev betydelig Handel, Skibsfart og Trælastforretning og blev en meget rig Mand, der ofte var særdeles rundhaandet til at hjælpe Nødlidende.
Af andre bekjendte Haandværkere og Handelsmænd nævnes Farver H. Strand (Halvor/red.) og især Ole Mjelva, hvis Sønnesøn, Martin Mjelva, fortsætter Bedstefaderens og Faderens kristelige, opofrende Virksomhed for Guds Rige og samtidig driver en betydelig Kjøbmandsforretning (Meddelelser, Oplysninger og Breve fra samtidige Haugianere).
— I og ved Christiania maa, foruden de allerede tidligere nævnte Haugianere, bringes i Erindring Jens Hansen, den senere Eier af Bache Gaard og Mølle, Hjulmagerne Ole Meier og Halvor Andersen samt Kjøbmændene Hans Erichsen og Thomas Amlie.
Alle var virksomme; hver af dem har udmærket sig ved Troskab og Dygtighed i det jordiske Kald og derved givet andre et opmuntrende Eksempel.
Særlig fortjener i saa Henseende at fremhæves Thomas Amlie, der omkom ved Færøerne for nogle Aar siden i en Storm under en Reise til sit Hvalfangeretablissement paa Island. Desuden var det en gjennemgaaende Regel, at Haugianerne som Jordbrugere stod betydelig foran sine Sambygdinger.
Eksempelvis maa nævnes John Hansen Sørbrøden i Bergs Prestegjæld ved Fredrikshald. Han overtog sin Fædrenegaard 1807, arbeidede meget paa dens Forbedring og fik opbrudt af nyt til Eng og Agerland over 100 Maal Jord, hvor der før var Skov, og udvidede derved Gaardens Kreaturhold til næsten det dobbelte. Desuden havde han baade Brænderi og Teglværk paa sin Eiendom, især for at kunne skaffe mange Fattige Arbeide i hine trange og vanskelige Tider (Meddelelser og Oplysninger fra flere Samtidige; personligt Bekjendtskab til Thomas Amlie).
Før denne Omtale af Haugianernes Betydning for Næringsveiene afsluttes, maa vi endnu dvæle lidt ved deres Havedyrkning.
Ogsaa i denne Henseende var de Foregangsmænd blandt Landbefolkningen. Hauge havde selvfølgelig Syn ogsaa for denne Side af Næringslivet. Han anlagde fortrinlige Haver med mange og gode Æble- og Pæretræer, Kirsebær- og Plommetræer, Bærbuske af forskjellige Slags m. m. først paa Bakkehaugen, hvor han boede fra 1811 til Vaaren 1817 og siden paa Bredtvedt, som han drev fra sidst nævnte Aar indtil sin Død 1824.
De er nu forlængst forsvundne;
– 825 –
men Samtidige omtalte dem med Beundring og Berømmelse. Det samme gjorde Overlærer C. L. Simonsen, der saa dem ved Begyndelsen af Firtiaarene.
Desuden dyrkede en lang Række af Hauges Venner Pæretræer, Stenfrugter, Bærbuske og Havevekster i rigt Udvalg og med afgjort Held.
Hvad førstnævnte angik, saa plantede man i Regelen Kjærner og forædlede de unge Træer ved Podning; Okulering befattede man sig sjeldnere med (Meddelelser og Oplysninger fra Overlærer C.L. Simonsen og flere samtidige Haugianere).
Den Haugianer, som virkede mest for Havedyrkningen i videre Kredse, var imidlertid Thomas Amble fra Kaupanger i indre Sogn. Han drev Havedyrkning med Flid og Fremgang, medens han var Lærer i Lyster (Luster, Sogn/red.) og opmuntrede mange andre til at gjøre det samme; dette har hans Søn, Foged Ole Amble, meddelt.
I 1816 udgav T. Amble i Christianssand en «Havebog for norske Bønder» paa 88 Sider, foruden en Indledning, der udgjør 8 Pagina.
I dette mærkelige lille Skrift giver han «Anvisning til Frugttræers Dyrkning saavelsom de for en Bondehusholdning mest uundværlige Kjøkkenvekster, samt Humlens Dyrkning».
Bogen er først og fremst bygget paa egen Iagttagelse og Erfaring; men det sees ogsaa, at han har benyttet tidligere udgivne Haveskrifter.
Hauges Ven, Ole Larsen Furuseth i Aker, var levende interesseret for Havedyrkningen og desuden en flink Birøgter.
Ved Bakkemøllen hos Fabrikeier Jens Hansen har de Gamle fortalt, at der i den ældre Tid var en vakker og velstelt Have. Forskjellige andre Steder rundt om i Landet vides ogsaa Haugianerne at have anlagt Haver ved sine Gaarde.
Paa Bleken i Faaberg fandtes en god Have, anlagt af Fader og Søn, John og Torger, begge bekjendte Haugianere.
Det samme gjælder Eker Papirmølle i Hauges Dage.
Thelemarken hos den bekjendte Storbonde Ole Olsen Haave, født 1796, død 1860, var der en god Frugthave, som han tog sig omsorgsfuldt af.
Paa øvre og nedre Sanness i Halden omtales i den ældste Tid velstelte Haver; ligesaa paa de Steder i øvre Thelemarken, hvor Havedyrkning kunde drives (Meddelelser og Oplysninger fra Foged Ole Amble og en Række samtidige Haugianere).
At Haugianerne i Hardanger og Søndhordland, hvor Havedyrkningen allerede dengang var i Fremgang, interesserede sig særlig for Frugttræers Dyrkning er en Selvfølge. Det samme skal ogsaa have været Tilfældet paa Voss baade i Hauges Dage og lidt senere.
I Sogn var Interessen i denne Retning mærkbar. Foruden den allerede nævnte Thomas Amble maa fremhæves Hauges anseede Ven Torger Halvorsen Næs i Lyster. Han eiede i sine Velmagtsdage en stor og god Frugthave, som han selv væsentlig havde anlagt og omfattede med opmærksom Kjærlighed.
Som bekjendt, omtales i et bevaret Dokument, at der var en Have her allerede i Middelalderen.
I Stenhovden, Søndfjord, hos Peder Abrahamsen og paa Svanøen i Kinns Prestegjæld hos Ole Torgersen Svanøe berettes om rige Haver, som vedkommende Eiere tog sig af med Omhu og Dygtighed.
Enkelte Steder i Romsdalen drev flere af de derboende Haugianere Havedyrkning; særlig gjælder dette Daniel Arnesen paa Hole, langt nede i Dalen. «Han var særlig flink til at dyrke Frugttræer, saa hans Æblehave var den bedste i Romsdalen, ja i hele Amtet».
Trond Grendahl, Eier af Gaarden Thorvik i Øre Prestegjæld, syd for Christianssund, «viste ogsaa stor Interesse for plantning af Frugttræer, Bærbuske og alleslags Havevekster i en Grad, som langt overgik den Maalestok, Almuen ellers anvender paa saadanne Ting».
I hans Have «voksede ikke alene flere Sorter gode Æbler og en Mængde deilig Stenfrugt, men tillige Gulerødder af enestaaende Størrelse, hvilke han med forskjellige andre Sager afsatte i den nærliggende By».
Randi Solem, Arnt Solems høitbegavede Hustru, var ogsaa «sjelden dygtig i Havevæsenet og en ivrig Plantør, som ikke sjelden forsynede sine Venner med Træer af sin Overflod».
Overlærer C. T. Simonsen, der
– 826 –
var gift med Michel Grendahls Datter, og som vel selv nærmest maa regnes for at tilhøre Haugianerne, «var i sin Tid en ivrig og fremragende Havedyrker, der paa flere Omraader har fremmet Havevæsenet og Frugtavlen nordenfjelds. Hans store, rige og velstelte Have var i mange Henseender mønstergyldig og enestaaende under vore Landsforholde».
Han omtalte med Anerkjendelse sine Svigerforældres, Michel Grendahls og Hustrus, Have paa deres vakre Gaard Hafsten ved Trondhjem.
Ogsaa hos flere andre Haugianere i Trøndelagen var der Haver, som vakte Opmærksomhed i Samtiden og fortjente Anerkjendelse (Oplysninger og Meddelelser fra Marcus Dahle, født og opvokset i Romsdalen, samt fra Grendahls Søn, Ingebret Grendahl, Nordmøre, ligesaa fra Overlærer C.L. Simonsen om M. Grendahl, hans Svigerfader, samt om A. Solem og hans Hustru Randi; Oplysninger om Havedyrkningen nordenfjelds fra nu afdøde Statsgartner P. Nøvik, der var Trønder).