«gudsbilledet» i jødedommen : presentert av georg vilhelm lyng

– i boken «Jødedommen. Ti populære Foredrag» af Ge. Vilh. Lyng, Universitetsstipendiat i Philosophi. Christiania 1867.

Georg Vilh. Lyng var født i Suldal (Suledal) i Ryfylke 24. mars 1827 som sønn av sogneprest til Suldal og Røldal Rasmus Lyng (1801-1870) og hustru Urbine Jacoba f. Willumsen (1800-1844); senere – fra 1831 til 1836 – gjorde faren tjeneste som residerende kapellan i Eker under Laurentius Andreas Oftedahl og fra 1836 som sogneprest i Faaberg, inntil bortgangen i 1870.

Georg Vilhelm L. var på tidspunktet nevnte bok ble forfattet universitetsstipendiat i Kristiania under professor Marcus Jacob Monrad, hvem han også tilegnet boken; han tok doktorgraden i filosofi samme år og to år deretter ble han utnevnt til professor i filosofi. Han gikk bort da han skulle tiltre en utenlandsreise i mai 1884 – kun 57 år gammel.

Les her hans interessante «Tredie Foredrag» fra bokens sider 33 – 58 :

Gudsbilledet.

M. D. og H. (mine damer og herrer/red.) !

Det er noget charakteristisk for Jødedommen, at den ikke er en hellig Lære, men en hellig Historie, hvilket har sin Grund deri, at dens Gud ikke, som Hedenskabets Guder, er Væsen, der har sit Indhold i, saa at sige, er Summen af sine Egenskaber, men en Person, thi Personen er Summen ikke af sine Egenskaber, men af sine Gjerninger.

Det er det, jeg finder, ogsaa naar jeg ser paa mig selv som Menneske : som naturligt Individ har jeg et Grundvæsen, der aabenbarer sig, udlægger sig i mine forskjellige legemlige og aandelige Egenskaber, f. Ex. i Styrke og Høide, sangvinsk Temperament, naturlig Godmodighed, Forstandighed etc. eller de modsatte af disse Egenskaber; i samme Grad derimod, som jeg er virkelig Personlighed, i samme Grad er jeg i Kraft af min Frihed hævet over min naturlige Beskaffenhed, i samme Grad er jeg, ikke, hvad jeg er, men hvad jeg vil, og hvad jeg gjør, i samme Grad er mit egentlige Indhold altsaa ikke mine Egenskaber, men mine Gjerning er, hvis Sum er min Historie.

Paa samme Maade frembyder os det gamle Testamente ikke – og deri kan man fra een Side betragtet sige, at Jødedommens Ensidighed ligger – det frembyder os ikke en Lære om Guds Væsen og Egenskaber, men en Historie, en Beretning om hans

– 34 –

Gjerniger. Denn Character af helig Historie er som sagt eiendommelig for Jødedommen; vi have ogsaa i Hedenskabet, navnlig i det nordiske, en Gudehistorie, men med den væsentlige Forskjel, at denne Gudehistorie er en mythologisk. Det er en væsentlig Forskjel, igrunden den samme, som mellem Hedenskabet og Jødedommen selv, og den ligger ligefrem deri, at den mythologiske Historie er en opdigtet.

Dette vil jo forresten ikke sige, at der aldeles ingen Sandhed er deri; men det vil sige, at det, der igrunden er, og som man selv i sit Allerinderste ved (vet/red.) at være Menneskets dybeste personlige Forhold og Anliggende, det gaar man ikke personlig ind i, men holder sig det tre Skridt fra Livet, forflygtiger det til et Ide- og Phantasiforhold ved at digte om det, saaledes som f. Ex. Grækerne tillægge Titanen Prometheus det Ran af den himmelske Ild, der er Menneskets egen dybe Skyld, netop paa samme Maade, som man siger f. Ex. Goethe frigjorde sig fra sin Forelskelse ved at besynge den; med andre Ord : Mythologien er Religionen i Poesiens Form, men Form da naturligvis taget ikke i udvortes, men i allerinderligste Forstand, som min egen personlige Maade at forholde mig til Sandheden paa.

Vi have i forrige Time omhandlet denne hellige Histories ophøiede Begyndelse, og vi skulle i denne Time gaa videre.

Der er et lille Ord i Skabelseshistorien, der for et overfladisk Blik vil synes overflødigt og betydningsløst, men hvis Vigtighed allerede gjør sig gjældende deri, at det gjentages, saaofte dertil er Anledning, og over hvis Betydning netop en af de nyeste Begivenheder i Videnskabens Verden har kastet et overraskende Lys, det er nemlig det, at der overalt, hvor der fortælles om de levende Væseners, Planternes og Dyrenes Skabelse, udtrykkelig tilføies, at de «skabtes efter deres Arter».

Der er i vore

– 35 –

Dage opstaaet en Mand, der har benegtet Dette, nemlig den engelske Naturforsker Darwin, der har skrevet en Bog for at bevise, at Arterne ikke ere oprindelige, men have udviklet sig successive, den ene af den anden, og naar man nu med denne Theori for Øie læser hine Ord i Skabelseshistorien, kunde man, om man ikke vidste bedre, fristes til at tro, at Moses, da han skrev dem, specielt havde havt Darwin for Øie.

Det er nu ikke videre rimeligt, men jeg mener, disse Contraster belyse hinanden : Darwins Mening kan se nok saa uskyldig ud og synes at være af blot theoretisk videnskabelig Interesse, men om man ikke klart forstaar, hvad der ligger i den, mener jeg, man maa faa ialfald en Anelse om dens uhyre Betydning allerede af den Omstændighed, at den kan gjendrives af Skabelseshistorien.

Denne Darwini Betydning har heller ikke passeret ubemærket; næst det, at en saadan Theori har kunnet opstaa, er der udentvivl Intet saa charakteristisk for vor Tid, som den Maade, hvorpaa den er bleven bekjæmpet, navnlig af franske Naturforskere f. Ex. Prof. Flourens : der har hævet sig et Forbittrelsens Skrig mod den; man har kjæmpet mod den med den dybe Følelse af, at man her havde for sig ikke en blot Theori, men at der under dette uskyldige Ydre skjulte sig et Attentat paa Menneskehedens dyrebareste Privilegium, paa dens sande Menneskelighed og dens Arveret til Himmelen.

Det er heller ikke vanskeligt at indse. Hvad Darwinismen udsiger, er det, at Arterne ingen Fasthed og derfor heller ingen væsentlig Betydning have, at ikke, som vi mene, hver Art er et Udtryk af en evig, almægtig Skabertanke. Efter denne Theoris Conseqvenser er f. Ex. Dyret igrunden ikke andet end Planten, blot en Plante, der er en Mængde tilfældige Omstændigheder igjennem Generationer har undergaaet en Række selvfølgelig ligesaa

– 36 –

tilfældige og betydningsløse Forandringer, og det Samme gjælder naturligvis Mennesket i Forhold til Dyret.

Hvad der udtales i denne Lære, er altsaa intet mindre end Verdens fuldkomne Aandsforladthed, og hvad specielt Mennesket angaar, da vilde denne Theori være Begravelsen af Menneskehjertets Haab; der maatte efter denne Theori i fuldeste Betydning siges over Menneskenes Grave, hvad der ogsaa nu siges : «af Jord er du kommen, og til Jord skal du blive», men der kunde ikke tilføies : «af Jorden skal du igjen opstaa !»

Og saaledes, mener jeg, er denne Theoris baade Fremkomst og Skjæbne et høist mærkeligt «Tidernes Tegn», et mærkeligt Tegn paa, hvad det i vore Dage selv i Videnskabens Verden egentlig gjælder om.

Det gjælder i vor Tid efter Jødernes Exempel at mure med Murskeen i den ene Haand og Sværdet i den anden, fuldt aandelig rustede, beredte til at værge vor Helligdom, vort sande Selv, vor sande Menneskelighed, værge den mod Angrebene baade fra Høire (Theologerne) og Venstre (Naturforskerne).

Denne Forsvarskamp kan føres paa forskjellig Maade; det maa naturligvis overlades Fagmændene at bekjæmpe f. Ex. Darwinismen paa dens eget Gebet, hvad de ogsaa med megen Fynd have gjort, de have hittet paa subtile og grundige Argumenter imod den; men det kunde dog være, at der var Noget, som var endnu kraftigere til at gjendrive den Sats, at Mennesket kun er et afrettet Dyr, nemlig det, at Saamange af os, som muligt, baade i Ord og Gjerning vise, at vi have vort Liv i noget Andet og Høiere end det, hvori Dyrene have deres Liv.

I Modsætning til Darwinismen fastholde vi altsaa med Skriften, at Arterne er det Væsentlige og Blivende i Individernes og Generationernes Vexel, fordi i deres faste Former og Begrænsninger have de guddommelige

– 37 –

Skabertanker faaet deres fulde Legemliggjørelse, deres synlige Udtryk. Arterne ere saa at sige de enkelte, bestemte Skabertanker eller, om man vil, de enkelte Sider af, de enkelte Momenter eller Stadier i den ene store Skabertanke, ligesom f. Ex. i et Drama de enkelte Scener eller hellere de enkelte Personer ere de særegne Momenter i dets Skabertanke; var der i et Kunstværk ikke Partier, der uden at forstyrre det Heles levende Sammenhæng skilte sig ud med sin bestemte Form og Begrændsning, saa var det ikke Udtryk for nogen Tanke, og det Samme gjælder om Verden.

Den guddommelige Skabertanke er uendelig rig, og derfor er ogsaa Skabningen det; men man maa huske vel paa, hvad man ellers tidt nok har glemt, at det Uendelige ikke er det Samme, som det Endeløse.

Forskjellen er igrunden let nok at gjøre forstaaelig og maaske endnu lettere at gjøre følelig : der er en stor Forskjel paa en Tankegang eller Tale, saadan som f. Ex. den hellige Skrifts, som man aldrig bliver træt af at høre eller grunde over, fordi hver Sætning med al sin Enkelhed og Simpelhed dog ligesom aabner os en af disse Aandslivets Dybheder, hvori vi kunne blive ved at stirre ind hele vort Liv og dog stedse opdage noget Nyt, det er en stor Forskjel paa en saadan Tale, og den, hvorved man uvilkaarlig bliver bange for, at den maaske ingen Ende vil tage, fordi man har en Følelse, at den ikke stiler til noget Maal; den første er det Uendelige, den anden det Endeløse, der med al sin tilsyneladende Mangfoldighed dog igrunden gjør et Indtryk af Tomhed, fordi det Hele er uden Maal og derfor ogsaa uden Betydning.

Men den guddommelige Skabertanke er uendelig og netop ikke endeløs : der maa derfor blandt Arterne være een, der indtager en særegen Plads som det Maal, hvortil Alt stræber hen, som det Toppunkt, hvori det Hele fuldender

– 38 –

sig, og hvortil alt Andet kun staar i Forhold, som Trinene, ad hvilke man stiger op.

Denne Arternes Art eller Tankernes Tanke, det er Mennesket : medens den guddommelige Skabertanke i de øvrige Arter kun gjenkjender sine enkelte Sider og Momenter, saa gjenkjender den sig her helt og holden, og Mennesket er derfor det Væsen, for hvis Skyld alle de andre ere til, som alle de andre skulle tjene, ligesom det selv skal tjene Gud.

Skriften udtrykker dette Menneskets særegne Forhold til den øvrige Skabning og til Gud, som den udtrykker alt Andet, ikke ved en Beskrivelse, men ved en historisk Beretning om, hvordan Mennesket er bleven til.

I denne Beretning er Forholdet udtalt i forskjellige Træk : der siges, hvad der, som bekjendt, har forarget Naturforskerne adskilligt, forsaavidtsom de ikke have overseet det som en blot authropomorphistisk Talemaade, at Gud satte Himmellegemerne paa Himmelen til at lyse over Jorden, hvori jo ligger, at selv de, det Største og mest Ophøiede i Naturen, ere til for Jordens Beboers, Menneskets, Skyld; det fortælles, at Herren giver Mennesket Herredømmet over alle andre Skabninger, og at han lover, at dets Frygt skal være over Dyrene, som Hans Frygt er over Mennesket, at han altsaa sætter Mennesket i samme Forhold til Skabningen, som sig selv til det, altsaa gjør det til Jordens Gud; men især udtales det i det Udtryk, hvorom der netop i vor Tid og hos os føres adskillig Strid, og hvorved vi ogsaa af den Grund skulle dvæle noget længere, dog kun forsaavidt som det hører hjemme i denne Sammenhæng, nemlig i den Beretning, at Mennesket er skabt i Guds Billede.

Den hellige Forfatter (Moses/red.) har ikke ligefrem sagt os, hvad han mener med dette Gudsbillede, og spørge vi, hvorfor har Moses ikke udtrykkelig sagt os det, saa maatte det jo være, enten fordi han vilde give Theologer og Philosopher

– 39 –

Anledning til at øve deres Skarpsindighed ved at gjette sig til det, eller fordi det faldt af sig selv og laa baade i Ordet selv og i Fortællingen, d. v. s. Fortællingens Sammenhæng.

I gamle Dage vilde man maaske ikke have fundet det saa urimeligt, at Moses kunde have opsat for sine Læsere, hvad man i den Tid kaldte en Forstandsøvelse; men i vore Dage, da disse saakaldte Forstandsøvelser har tabt al Credit, vil udentvivl Alle være enige i at holde det andet Alternativ, nemlig at det, som al anden Lære, laa i selve Fortællingen, for det rimeligere.

Da man imidlertid her som i saamange andre Tilfælde har været tilbøielig til at overse, hvad der laa lige for Haanden, for at søge i det Vide og det Brede, saa bliver det nødvendigt at søge efter dette nærmest Liggende, som Visdommen og Lærdommen har tildækket, søge tilbage til Dette, som man har sprunget forbi, og denne Søgen kan ofte falde vanskelig nok.

Naar man, navnlig et vist theologisk Parti, har sat Gudsbilledligheden i det, hvori det christelige Liv kan siges at bestaa, nemlig Helligheden, altsaa har gjort Adam og Eva til Christne, da har man gjort sig skyldig i en Feil i det Væsentlige, som heller ikke har den mindste Støtte i Skriften; det er en væsentlig Vildfarelse, for det Første, fordi Adam og Eva netop ikke vare hellige, og for det Andet, fordi, selv om de havde været det, saa er Helligheden paa ingen Maade et blot Guds Billede.

Man ved (vet/red.) i Sandhed ikke, hvad man siger, naar man tillægger de første Mennesker Hellighed; thi havde de været hellige – og deres Hellighed maatte jo isaafald have været en fuldkommen – da vilde deres Fald, ligesom de hellige Engles og, efter Pauli Ord, ogsaa de hellige Menneskers, været uopretteligt.

Den Hellige er den, for hvem Skilsmissen mellem Godt og Ondt er

– 40 –

foregaaet, som i denne Skilsmisse «af ganske Sjæl og af al sin Styrke» har valgt det Gode og derfor hader det Onde med et fuldkomment Had; dette Had til det Onde er væsentligt for Helligheden; det er derfor ogsaa netop som Dommer at Gud er hellig, og som den Hellige er han den fortærende Ild for alt Urent.

Derfor sige ogsaa i Aabenbaringen (16, 5) Englene til Herren : «Du er hellig, at Du dømte saaledes» og efter 1 Sam. 6, 20 sige Mændene i Bethsemes : «Hvo kan bestaa for Herrens, denne hellige Guds Ansigt ?»

Adam og Eva kunne saaledes ikke have været hellige; thi det var jo først ved, at de aade af Kundskabstræets Frugt, at «deres Øine oplodes til at kjende Godt og Ondt», og hvad de ikke kjendte, det kunde de jo heller ikke hverken elske eller hade. Deres moralske Tilstand var naturligvis det fuldkomne Barns, der ikke har nogen Tanke om at have nogen egen Villie, forskjellig fra Faderens, og som derfor lader sig bestemme af denne uden Sideblik og uden Vaklen og uden at spørge om nogen Grund – i denne Spørgen efter Grunden ligger, som vi skulle se, netop Fristelsen – deres moralske Tilstand var altsaa Uskyldigheden, og man kan netop sige, at Menneskets Vandring gjennem Livet og gjennem Verdenshistorien er eller ialfald skulde være en Vandring fra Uskyldigheden til Helligheden.

Vilde man nu, for at faa ud, hvad man, for at give sig det behørige Skin af Ydmyghed og Sønderknuselse, vil have ud, nemlig at Gudsbilledet er ganske tabt, vilde man til det Endemaal sige, at Uskyldigheden som denne særegne moralske Tilstand, hvori Adam og Eva befandt sig før Syndefaldet, at den var Gudsbilledet, da maa derimod for det Første gjøres den Indvending, at med Hensyn til denne særegne Tilstand lignede de netop ikke Gud; thi Gud er ikke noget Barn; Uskyldigheden kunde imidlertid

– 41 –

ogsaa tages i en anden Betydning, nemlig blot i Betydning af Renhed i Almindelighed, Frihed for alt Ondt; Satsen vilde derved faa en anden Betydning, men forsaavidt kan den først gjendrives i det Efterfølgende.

Det ligger i Ordet Billede, der ogsaa nærmere forklares ved Tillægget : «efter Guds Lignelse», at der kun er Tale om en Lighed, en Væsenslighed med Gud og ikke om et Livssamfund med ham i den Helligaand. Dette Sidste er den Christnes Hellighed, og naar den omtalte theologiske Retning har været tilbøielig til at sammenblande disse Ting, at sætte Gudsbilledet, den oprindelige Lighed med Gud, i Helligheden, da har jeg allerede forklaret, at det igrunden vilde være at gjøre Menneskene til Engle, altsaa nu faldne Engle, og derfor vilde medføre den forfærdelige Conseqvens, at Mennesket blev redningsløst. Men Sagen er : paa den Maade mener man det ingenlunde; naar der siges, at Ligheden med Gud bestaar i Hellighed, saa mener man igrunden det Omvendte, nemlig at Helligheden er en blot Lighed med Gud, og den omtalte Anskuelse med alt det Skin af særdeles Christelighed, som den har forstaaet at give sig, har derfor sin dybere Rod i den føromtalte hedenske Tilbøielighed til at forflygtige Samfundet med Gud til en blot Lighed. Man har altfor meget ogsaa i Christenheden været tilbøielig til at glemme, at Gud ikke er nogen blot Ide, men en Person, og at derfor ogsaa Samfundet med ham ikke er nogen blot Lighed; det ene Menneske kan jo have den største Lighed med det andet uden at have det mindste Samfund med det Menneske, som han ligner.

Gudsbilledet, som Menneskets oprindelige Lighed med Gud, er altsaa, som sagt, ikke at forvexle med Hellighed, det Livssamfund med ham, der er Menneskelivets Endemaal.

Hvor Gud siger til sig selv : «Vi ville gjøre

– 42 – 

et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse», der tilføier han : «og de skulle herske over Havets Fiske og Himmelens Fugle og over de tamme Dyr, ja over hele Jorden og alle de Dyr, der røre sig paa den».

Vi se altsaa, at Gudsbilledet er det sande Menneskelige, det, der adskiller Mennesket fra Dyrene, giver det Herredømmet, og saaledes gjør det til Guds Statholder paa Jorden. Vi se tillige allerede deraf, at Gudsbilledet er ikke tabt ved Synden; thi dette Herredømme over Dyrene, der er ligesom dette Gudsbilledes Reflex i eller Virkning paa den øvrige Skabning, dennes stumme Anerkjendelse deraf, det er jo ikke gaaet tabt ved Syndefaldet, ligesaalidt som Guds Herredømme over Mennesket; begge have jo derved kun forandret Charakter, idet den naturlige, ubetingede Lydighed er bleven til en Frygt.

Saaledes høre vi, at efter Syndefaldet Adam og Eva betoges af Frygt for Herren, og saaledes siger Gud efter Syndfloden til Noah : «Frygt og Rædsel for Eder skal være over hvert Dyr paa Jorden, over alle Himmelens Fugle, og over alt, som rører sig paa Jorden og over alle Havets Fiske»; at nu denne Forjættelse fremdeles stadfæster sig, det ved jo Enhver; selv de vildeste Dyr, Løver og Tigre, lade sig imponere af Mennesket, naar kun Mennesket selv bevarer Bevidstheden om og Troen paa dette sit ophøiede Kald til at imponere dem.

Spørge vi nu videre, hvori bestaar da denne Menneskets Lighed med Gud, hvorved det hersker over Dyrene, ligesom Gud hersker over det, da maa vi igjen huske paa, hvad der alt tidligere er fremhævet, at vi her have at gjøre med en Historie, og ikke hverken med Philosophi eller Theologi eller Poesi.

Hvad der her kræves, er ikke dybe Funderinger over Guds og Menneskets skjulte Væsen, som man svagt skimter gjennem deres Handlinger, og

– 43 –

derpaa baserede Sammenligninger mellem dem; thi, som det allerede er fremhævet, Jødedommen er ikke, hvad Hedenskabet er, disse dybe Speculationer over Tilværelsens skjulte Væsen, Speculationer, der i Mythen iføres Poesiens Phantasidragt.

Israels Gud er netop ikke dette Tilværelsens skjulte Væsen; han er den aabenbarede Gud eller, hvad der er det Samme, han er Personlighed, hvilket vil sige, at hans Væsen, hans Indhold er i hans Handlinger.

At han er den aabenbarede Gud vil jo ikke sige, at han har holdt eller ved Professorer og andre lærde Mænd har ladet holde Forelæsninger over sit eget Væsen, eller at han ved saadanne lærde Mænd har ladet skrive Bøger derom – hvad han jo forresten ogsaa har gjort – men først og fremst vil det jo sige, at han er sine Handlinger, d.v.s. Personlighed – Han er ikke, som Tien (den kinesiske guddoms-figur/red.), alle Tings urokkelige Orden eller, som Brahma, det Glindsende i Guldet og det Flydende i Vandet, men han er den, der i Tidens Begyndelse skabte Verden, den, der med sin stærke Arm udførte sit Folk af Ægypten o. s. v. – og det vil dernæst sige, at disse Handlinger ikke ere stumme Handlinger, hvis Betydning kan opfattes forskjelligt, men at hans Handlinger, da der her ikke behøves Redskaber, ere hans Ord og dermed sig selv sin Fortolkning.

Naar vi nu huske paa Dette, at vi her have en historisk Beretning, bliver altsaa Ligheden mellem Gud og Mennesket det Samme, som Ligheden mellem, hvad Gud gjør, og hvad Mennesket gjør, eller Ligheden i den Maade, hvorpaa de begge i denne Beretning optræde.

Vi spørge altsaa for det Første : hvad gjør Gud ? og hvorledes fremtræder han i denne Beretning ?

Naar vi betragte de enkelte Skabelsens Akter, da finde vi i hver af dem tre Ting at lægge Mærke til, tre Afsnit eller, om man vil, tre Roller, hvori Gud optræder: det Første er, at han er Skaberen; det Andet er, at det er ved sit Ord, han skaber – det hedder stedse : Gud

– 44 –

sagde f. Ex.: Vorde Lys – og endelig tilføies der stedse efter enhver Skaberakt : «Gud saa, at det var godt», undertiden ogsaa, navnlig ved Skabelsen af det Livløse, at han gav det Skabte Navn.

Det er aabenbart, at vi allerede her i Skabelsen have, hvad man kunde kalde Anlægget til Treenigheden; Gud optræder allerede her som den Treenige, kun, at denne hans Treenighed endnu ikke her paa det jødiske Standpunkt erkjendes som en Trehed af Personer, fordi Sønnen endnu ikke er optraadt personlig, selvstændig handlende ligeoverfor Faderen, og derfor heller ikke Aanden, hvori de ere Et.

Er Gud virkelig den treenige, saa maa han netop være det i sine Handlinger, saa maa saa at sige disse Handlinger selv være treenige; ellers vilde Treenigheden være det Væsen, der laa skjult bag hans Handlinger, og Gud selv vilde ikke være den aabenbarede eller, hvad der er det Samme, Personligheden og Sandheden.

At Gud navnlig i sin Ur-og Hovedhandling, Skabelsen, fremtræder som den treenige, det viser sig, hvad Fortolkerne ogsaa almindelig have været opmærksomme paa, allerede deri, at foruden Skaberen og hans Ord, hvori vi jo efter Joh. 1 netop have at se Sønnen, ogsaa Aanden udtrykkelig, om end ikke som en egen Personlighed, nævnes som nærværende ved Skaberværket. Det hedder nemlig : «Jorden var Øde og Tomhed, men Guds Aand svævede over Vandene»; Aanden, til hvem alle Ting ere, svævede ovenover, ligesom, for at benytte et Billede, der rigtignok i visse Henseender er upassende, ligesom en Rovfugl, der venter paa et Bytte at slaa ned paa, men med den Forskjel, at mens Rovfuglen bringer Død, saa bringer Aanden Liv; Aanden venter paa Skabningens Fuldendelse; thi Skabningen fuldendes naturligvis i den Skabning, hvori Skaberen har udtrykt sin hele Tanke, som derved er bleven hans Billede, og som saadant bestemt til Bolig for hans Aand.

– 45 –

Som denne Treenighed, mener jeg nu, som sagt, at Gud ogsaa fremtræder i hver enkelt Skaberakt : i hver af disse Akter er han for det Første Skaberen, den fra hvem Alt er, den ikke blot Urkraft og Urtanke, men den almægtige og alvise Personlighed, fra hvem Skaberværket udgaar; dernæst er han Ordet, hans Tankes ligefremme og fulde Aabenbarelse, hans Væsens udtrykte Billede, det, hvorved alle Ting ere blevne til, og endelig, for det Tredie, er han og netop derved er han ikke blot en Kraft, men en fri Personlighed ligeoverfor sin Skabning – han er den Bevidsthed, den Aand, der betragter sin fuldførte Gjerning, fælder Dommen derover d. v. s. godkjender den, som svarende til sin Tanke, sin Bestemmelse, i Kraft af denne Overensstemmelse vedkjender og tilegner sig den i Navnet.

Kun derved er Gud i Skabelsen en fri, aandig Personlighed, at han som det hedder tilslut, «saa Alt, hvad han havde gjort, og saa at det var godt», derved, at han ikke fortaber sig i sin Gjerning saaledes, som Naturkraften f. Ex. Jordens Frugtbarhed stedse fortaber sig, udtømmer sig i sine Frembringelser, Afgrøden, og derfor stedse maa erstattes, og saaledes, som Mennesket ofte nok fortaber sig i sin Gjerning, og derved fornedrer sig til en Naturkraft, at Gud ikke er en saadan blindt virkende Naturkraft, men at han, fordi han gjør sin Gjerning ved Ordet, netop derfor ogsaa har sit Værk ligeoverfor sig, betragter det, sammenligner det med sin oprindelige Tanke og paa Grund af dets Overensstemmelse dermed erkjender det for og gjør det til sit, tager det som sit Værk og sin Eiendom.

Der spørges dernæst : gjenfinde vi nu efter denne amme Skabelseshistorie i Mennesket Billedet af dette Guds treenige Væsen, nemlig, finde vi for det Første, at Gub skaber Mennesket treenigt og netop derved til en fri

– 46 –

aandig Personlighed, dernæst, at Mennesket selv strax optræder saaledes ? Det er for det Første at bemærke, hvad den tydske Theolog Baumgarten og før ham allerede Rabbinerne have gjort opmærksom paa, at det betydningsfulde «Gud sagde», hvori hver Skaberakt egentlig fortælles, det har vi her tre Gange, og allerede dermed er det igrunden sagt, at denne sidste og høieste Skaberakt, der sætter Kronen paa Værket ved at skabe Mennesket i Guds Billede, at den netop derved adskiller sig fra de andre, at den er en trefoldig Skabelse.

Men endnu betydningsfuldere er naturligvis selve Indholdet af disse trefoldige Skaberord; thi, da Guds Ord netop frembringer det, det nævner, have vi altsaa i Ordenes Indhold selve det trefoldige Indhold af denne Skaberakt og følgelig ogsaa af Menneskets Væsen; det er nemlig den egentlige bibelske Psychologi eller Lære om Mennesket, ikke en Beskrivelse af det, men en Fortælling om, hvad Gud skabte, da han skabte Mennesket.

Indholdet af disse Skaberord er følgende : ved det første skabes Mennesket selv i Guds Billede med den Bestemmelse at herske over Dyrene – deri, at vi her istedetfor det directe Skaberord have det Ord til sig selv, hvori Gud beslutter at skabe Mennesket, ligger vistnok det, at Skabertanken og Skabervillien her virkeliggjøres somTanke og Villie d. v. s. i et tænkende og villende Væsen – ved det andet sættes Mennesket virkelig til Herre over den øvrige Skabning, navnlig Dyrene, og ved det tredie gives det Planterne til Føde.

Hvad der gaar gjennem det Hele er aabenbart, hvad ogsaa Fortolkerne f. Ex. Baumgarten og Delitzsch have været fuldt opmærksomme paa, Herredømmet over Dyrene, som det, hvori Menneskets Gudsbilledlighed ialfald kommer tilsyne.

Hvad Gud selv væsentlig er, nemlig Skabningens Herre, det er netop ogsaa Mennesket, men med den betydelige Forskjel, at Mennesket ikke er det ved sig selv, men er sat dertil af Gud, altsaa blot hans Statholder,

– 47 –

hvoraf igjen følger en anden ligeledes betydelig Forskjel, nemlig, at dette Herredømme er givet Mennesket som Natur, d. v. s. som Evne og Bestemmelse, hvilken det da selv har at udvikle og virkeliggjøre.

Dette Herredømme er det ogsaa, der afpræger sig i den menneskelige Gestalt, og det kan forsaavidt være rigtigt, hvad Baumgarten fremhæver, at Gudsbilledet først og fremst er denne Gestalt, at det derfor ikke egentlig er rigtigt at sige, at Christus lod sig føde i menneskelig Skikkelse, for at blive Menneskene lig, men han blev dem lig, fordi Mennesket fra Først af havde faaet Hans Skikkelse.

Det Eiendommelige ved denne Skikkelse er netop det, at den udtrykker Herredømmet over Dyrene : Mennesket hæver sig i bogstavelig Forstand over Dyret; i Mennesket opløfter Skabningen sit Hoved og henvender sig ogsaa udvortes til Skaberen, og netop derved bærer Mennesket synligen Herskerstemplet og Herskerdiademet paa sin Pande.

Naar Delitzsch mener, at dette Herredømme over Dyrene ikke er selve Gudsbilledet, men dets Følge og Aabenbarelse, da kan det paa en Maade være rigtigt; men det er herved at bemærke, at som Guds egen Aabenbarelse, nemlig hans Søn, er Et med ham selv, saa er ogsaa hans Billede Et med sin Aabenbarelse, Noget som vil blive os klarere, naar vi betragte dette Gudsbillede, saaledes som det fremtræder i hint trefoldige Skaberord, nærmere i sine Enkeltheder.

Thi det Første er, som vi allerede have hørt, det, at Gud skaber Mennesket i sit Billede, idet han giver det Evnen og det naturlige Kald til at herske over Dyrene, og spørge vi : hvori bestaar denne Evne ? da gjælder det om den, som enhver Evne, at den er netop Evnen til at udrette, hvad den udretter; i sine Ytringer eller Virkninger aabenbarer den, som enhver anden Evne, hvad den er.

– 48 –

Det Andet, det andet Skaberord til Mennesket, er derfor Guds Befaling til Mennesket at udbrede sig over Jorden og virkelig overtage dette Herredømme, en Befaling, der naturligvis som udgaaende fra Skaberen gjennem Skaberordet i Lighed med Jesu Befaling til den Værkbrudne : «staa op og gaa», ikke er en blot Befaling, men tillige en virkelig, faktist Indsættelse i Herredømmet. Denne Indsættelse skildres nærmere i 2det Kapitels 19de Vers, og der spredes derved et klart Lys paa dette Herredømmes nærmere Beskaffenhed.

Der staar nemlig i det nævnte Vers de mærkelige Ord : «men Gud Herren havde dannet af Jorden alle Markens Dyr og alle Himmelens Fugle og førte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde dem, og alt, hvad Mennesket kaldte de levende Væsener, det blev deres Navn».

Det kan maaske klinge lidt underligt, naar jeg siger, at Menneskets Herredømme over Skabningen bestaar i og beror paa, at han giver den Navn, og dog er Intet ligefremmere, som vi ogsaa i Forholdet Mand og Mand imellem ere fortrolige med, at den egentlige Eiermand giver sig tilkjende som saadan ved at give Tingen dens Navn, og som vi i det Aandelige vide, hvad det har at betyde at nævne Tingen ved dens rette Navn, at det nemlig er det Samme som at betage en Ting hele dens farlige, nemlig dens selvstændige og ucontrollerede Magt, altsaa at tage Magten over den.

Benævnelsen er vort Ord og dermed Gjenklangen af Guds Skaberord i Skabningen, Skabningens Svar derpaa.

Som Skaberordets Gjenklang er ogsaa vort Ord en Skabelse og en Tilegnelse, men kun et Billede af Guds, kun en billedlig. Idet jeg nævner Tingen, forestiller jeg mig den eller forvandler den til en Forestilling, og idet jeg saaledes benævner og forestiller mig den ene Ting efter den anden, skaber jeg efterhaanden denne underlige

– 49 –

rige (rike/red.) og bevægede Verden, som kaldes min Bevidsthed eller min Tankeverden, hvilken Verden har det Egne ved sig, at den er min Verden, men ogsaa kun min.

Denne min Tankeverdens Skabelse er en Skabelse efter den guddommelige Skabelses Lignelse : det, at jeg selv er skabt i Guds Billede, det har for det Første den Betydning, at Guds hele Fylde af Skabertanker er nedlagt i min Sjæl, som naturlige uudviklede Spirer. Ethvert Menneske føler udentvivl i sit Indre en Frugtbarhed, en Fylde af livskraftige Spirer; enhver Menneskesjæl er en Verden for sig, og det gjælder om denne lille Verden det Samme, som om den Store, at den fra Først af er «Øde og Tomhed» — man fornemmer fra Først af Intet, eller man har en dump, ubestemt Fornemmelse som af dybe Vandes Brusen – men det gjælder ogsaa her, at «Aanden svæver over Vandene» : der er ogsaa her i denne lille Verden fra Først af et uendelig rigt Liv, der er skjult, men kun venter paa det løsende Ord for at bryde frem, aabenbare sig.

Ordet er det Løsende; disse Spirer, disse Muligheder, der ligge i mig som dunkle Fornemmelser af og Anelser om en skjult Rigdom, de blive i Ordet til Virkelighed for mig og for den, der hører mit Ord, og ved Ordet skabes saaledes denne Verden, hvor Guds Skabertanker tænkes efter og Guds Skaberord, lydløst eller lydeligt, siges efter, og som derfor er et Billede af Skabningen, af den store Verden.

Det, at jeg benævner og i Benævnelsen forestiller mig Tingene – thi kun det, jeg har et Navn for, kun det har jeg igrunden ogsaa en Forestilling om – det er igrunden intet Andet end, at jeg gjenfinder baade i mig og udenom mig de Guds Skabertanker, der i Naturen igesom i en Gaade baade aabenbares og skjules, de Skaderord, der i Naturen ere blevne synlige, have faaet, hvad man med et Udtryk laant fra Physiken kunde kalde dens

– 50 –

Klangfigurer, hvori disse Lyd(er ?/red.) saaat sige ere stivnede, forstenede, men som ogsaa i Naturrøsterne, i Klangen og navnlig Musiken i Lighed med Munchhausens frosne Musik, løsne og komme tillive, og tilslut komme tilorde, gjenfinde sig selv i Menneskeordet, der saaledes bliver Løsningen af Naturens Gaade.

Men Forskjellen ligger netop deri, at jeg finder disse Tanker og Ord; jeg har dem ikke i og af mig selv, som Gud, men jeg finder dem der, hvor Gud har nedlagt dem, i den indre og ydre Natur. Derfor er ogsaa min Skabelse kun en andenhaands, en billedlig, saa at sige kun den guddommeliges Reflex i min Sjæl; den har derfor ogsaa kun Virkelighed for mig selv og for den, der hører og annammer mit Ord, for den, der ved mit Ord, som et Exempel, forhjælpes og ledes til at finde og udtale sit Ord, ligesom jeg har fundet og udtalt mit.

Ordet, Navnet, er saaledes skabende. Da Gud nævnte Tingene, da bleve de til, da skiltes Lyset og Mørket, det Vaade fra det Tørre, da fremskjød Planterne og da fremmyldrede Dyrene «efter deres Arter», og dette gjentager sig i os.

Naar vi gjenfinde disse i selve Fødselen forglemte Navne, da løses disse bundne Tanker i vor Sjæl; naar den Aandens tordensvangre Sky, der dump ruger over min Sjæls dybe Vande, udlader sig i Ordets Lyn, da skille disse Vande sig ad, og da først fremstaar det menneskelige Aandsliv i sin Rigdom og sin Mangfoldighed, da først har Mennesket i sig selv ikke Øde og Tomhed, men et Liv.

Ordet er saaledes ikke et blot Livets Udtryk og Meddelelsesmiddel, men i og med det, at det er dets Udtryk og Meddelelsesmiddel, er det ogsaa det, der skaber Livet, og man har derfor ogsaa fundet, at det Menneske, der har levet ganske isoleret og derfor aldeles ikke er kommen til at tale, han er bleven ganske som et Dyr, hos

– 51 –

ham har man ikke fundet Spor af et menneskeligt Aandsliv.

I Navnet gjenfødes Guddomstankerne til et Aandsliv i min Sjæl, og paa samme Maade gjenfødes jeg selv saaatsige ind i Guds Sjæl der, hvor han nævner baade mig og sig selv, i Daaben, og hvor han netop ved denne Nævnelse giver mig et nyt Liv, nemlig et Liv i Hans Samfund, et Liv, som netop ved denne Nævnelse adskiller sig fra mit Naturliv, nemlig derved, at jeg selv hører og annammer det Gudsord, hvorved jeg bliver til, og derved træder i personligt Samfund med ham, at altsaa dette Ord, der er mit Livs Grund og Kilde, at det bliver ikke blot skjult i mig, men ogsaa aabenbaret for mig.

Thi Navnets Virkning er, som jeg allerede tildels har forklaret før, da jeg talte om Guds Skabelse, ikke blot en skabende, men ogsaa en tilegnende, en, hvorved jeg sætter mig i et personligt, specielt et Eiendomsforhold til det, jeg nævner d. v. s. giver Navn. Og dette Forhold maa jeg blive mig bevidst; jeg maa ikke blot skabe mine Tanker, men eie dem og vide, at jeg eier dem.

Det er ikke nok til et ret, fuldstændigt Menneskeliv, at jeg har og føler i mit Indre denne Tankernes vrimlende Rigdom og deres pulserende Liv; dersom jeg ikke passer godt paa, saa bliver Tankerne Herrer over mig, istedetfor at jeg skulde være Herre over dem, og det, at dette rigtige Forhold vender sig ganske om, at mine Tanker tiltage sig et fuldstændigt Herredømme over mig, saa jeg villieløs er i deres Vold, det er det, man kalder Vanvid, Noget, som vistnok alle store Tænkere og Digtere engang i deres Aandslivs kritiske Øieblik ere nær.

Hvad der mangler, er netop Billedet af, hvad der i Fortællingen om Verdens Skabelse danner Afslutningen af, saa at sige, sætter Kronen paa hver enkelt Skaberakt, nemlig det tidt Omtalte, at «Gud saa det, han havde gjort, og saa, at det var godt».

– 52 –

Vi skulle se, at Gud heller ikke ved Menneskets Skabelse har undladt, hvad man kunde kalde at anlægge i Menneskenaturen, give den Anlægget til denne Aandslivets høieste Form eller Trin, til denne Guddoms- (på samme måte/red.) som Menneskelivets Krone, den Side, hvori dette Liv finder sin Fuldendelse.

Det vil rimeligvis igjen klinge besynderligt i Deres Øren, naar jeg finder Anlægget til denne Menneskelivets fuldendende Side i det tredie af de omtalte Skaberord, som lyder saaledes : Og Gud sagde : «se alle Planter, som kaste Frø, som er paa hele Jorden, og alle Trær med Træfrugt, som kaste Frø, giver jeg Eder, de skal være Eder til Føde».

Det kan synes underligt i Dette, som man, og det med et Slags Ret, ser ned paa som det Lave og det Foragtelige, nemlig Ernæringsprocessen, det at spise og fordøie, det kan synes underligt deri at ville finde Spiren til, det naturlige Anlæg til det Høieste i Menneskelivet; men derved er Adskilligt at bemærke.

Det er for det Første her kun Tale om det naturlige Billede af dette høieste Aandsliv, dets Afspeiling i det Naturlige, ikke det selv, dets Midtpunkt; det er langt fra mig at ville nedværdige Menneskelivet ved at forlægge dets Tyngdepunkt til det Dyriske; det er langt fra mig med den polske Greve i hin engelske Roman, at mene, at Paradisets Lyksalighed bestod i en god Fordøielse, som Adam forspildte ved at forspise sig paa umoden Frugt, jeg behøver neppe at forsikre, at Intet kan ligge mig fjernere og være mig modbydeligere end en saadan Nedværdigelse af Menneskelivet til det dyriskes Niveau.

Men paa den anden Side maa jeg minde om, at det at blive staaende ved det blot Naturlige, have sit Liv i det, i at tilfredsstille sine blotte Naturdrifter, at det vistnok er det Foragtelige, er Menneskets Nedværdigelse, men at derfor ikke Menneskenaturen selv er det Foragtelige; jeg maa minde om, at det er Gud,

– 53 –

som har skabt os, og ikke Djævelen, som et vist religiøst Parti i den christne Kirkes ældste Tider mente, og som et vist Parti ogsaa i de seneste Tider ialfald synes nærved at mene.

Men fordi Gud har skabt os, derfor er der Mening og Sammenhæng i vort Væsen; Kjødet og Aanden, hvoraf vi, som man siger, bestaa, ere ikke hinanden uvedkommende – selve Striden mellem dem viser igrunden, at de høre sammen, trænge til hinanden – der er en dyb Sammenhæng mellem dem, som man kan sige bestaar deri, at den Ene absolut maa være Herre, den Anden Tjener – og netop det er det, Striden gjælder, hvem der skal være det Ene og hvem det Andet –, men som viser sig i, hvad man kunde kalde Kjødets Billedlighed, nemlig at det Legemlige i Et og Alt er et Billede paa det Aandelige.

Netop deri bestaar, hvad vi kalde Skjønheden, Naturens, specielt ogsaa Menneskenaturens, det menneskelige Legemes Skjønhed, deri, at det Lave ikke er det Høie – at det Lave er eller ialfald vil være det Høie, det er netop den Venden op og ned paa Naturen, som vi kalde det Hæslige – men, at det Lave afspeiler det Høie, deri, at, som Himlen speiler sig i Havet, saaledes speiler, afbilder ogsaa Aanden med dens Liv sig i Kjødet og dets Liv.

Jeg maa dernæst minde om, at, hvad specielt den legemlige Ernæring angaar, da er vistnok det at gjøre den til Livets Formaal det Foragtelige, men i sin egen, det Legemliges Sphære, blandt Naturlivets Functioner, indtager Ernæringen en meget høi, ja den høieste Plads, og det er derfor ganske rimeligt, at vi netop i den, i denne Livets Evne til at fornye sig selv, til netop, idet det forgaar, saaatsige at skabe sig selv paany af Stof, som det henter udenfra, at vi ogsaa netop deri have et Billede paa det Høieste i Aandens Verden.

Det Eiendommelige og det Store ved Ernæringsprocessen er det,

– 54 –

I Forholdet til dette Selv faar derfor ogsaa alt Andet sin Dom; mine Tanker, Følelser o. s. v. have kun deres Værd, eftersom de tjene til at tilfredsstille hin min Sjæls dybeste Længsel, som jeg frit har sanktioneret og hævet paa Dommersædet over alle andre.

Det hedder i Jesajas Profeti om den forventede Messias : «han skal æde Smør og Honning, indtil han forstaar at udvælge det Gode og forkaste det Onde» (Esaias 7, 15/red.), hvilket ikke vil sige Andet end, at han skal udvikle sig som et Menneske; i denne Udvælgelse af det Gode d. v. s. hvad der tilfredsstiller Livets dybeste Trang og befordrer dets dybeste Anliggende, og i Forkastelsen af det Modsatte, som det Onde, deri bestaar Menneskelivets Fuldendelse i sig selv; i denne Dom udøver jeg den høieste Magt over mig selv, i den er jeg, hvad man kalder en Charakter, en Personlighed.

Jeg er altsaa Personlighed, hvilket vil sige et helt og fuldstændigt Menneske, derved, at jeg fuldender, sætter Kronen paa mit Værk, som Gud satte Kronen paa sit, derved, at jeg ser, ikke blot hvad der er der, denne Livets indre Fylde, men ser, hvad jeg «har gjort», ser det som mit eget Værk, og ser, at det «er godt», eller forsaavidt som det ikke er godt, at det er ondt, at jeg altsaa, ligesom Gud, gjenkjender i mit Værk mit inderste Selv, min første Skabertanke, og dømmer det derefter.

Ligesom Menneskenaturens, Menneskelivets, foregaaende Trin, Forstands- og Følelseslivet, hvad Bibelen kalder Menneskets psychiske Liv,

– 57 –

det sjælelige i Modsætning til det egentlig aandelige, det pneumatiske, saaledes fremtræder ogsaa dette dets høieste Trin udviklet i det andet Kapitel, hvor Adam selv optræder handlende.

Det hedder nemlig her om Adam, efter de Ord, jeg tidligere har oplæst, hvor det fortælles, at Gud førte Dyrene frem for ham : «og han nævnte Navne paa alle tamme Dyr og Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr, men for sig fandt han ingen Medhælp til at være hos ham».

Adam finder Navne paa Dyrene; han finder dem svarende til Forestillinger, der slumre i Dybet af hans Sjæl, og som netop derved kaldes frem til Liv; men han finder Intet svarende til den ene Tanke, der ogsaa slumrer derinde, den Tankernes Tanke, der indeslutter i sig hans eget Væsens hele Fylde.

Og først da han finder det, først da Gud skaber Kvinden, i hvem Adam finder sin Naturs dybeste Længsel tilfredsstillet, først da saaledes ogsaa Adam ser sit eget Billede i Skabningen, først da ser ogsaa Adam, at Alting er saare godt, først da er Adam et helt Menneske og skikket til at udføre det Kald, han har faaet af Herren at gjøre sig Jorden underdanig.

Vi have her igjen i dette naturlige Forhold et Billede paa det høiere, det egentlig aandelige; først den, der finder Noget at elske, Noget, hvori han har sin fulde Tilfredsstillelse, og hvorved han saaatsige selv først er hel, først han er en Personlighed, først han er selv Noget, nemlig netop det, han elsker.

Paa det Punkt i Livet, hvor Mennesket staar for Herrens Ansigt, hvor han med sit Hjerte skal vælge mellem Skaberen og Skabningen, paa det Punkt er det, at han bliver Personlighed; hvordan end hans Valg falder ud, bliver han en Personlighed, enten han udvælger det Gode og forkaster det Onde, eller han omvendt udvælger det Onde og forkaster det Gode; det Sidste er Veien til at blive en dæmonisk Personlighed, en

– 58 –

Djævel, det Første til at forklare den oprindelige, blot naturlige Lighed med Gud i Uskyldigheden til det, hvortil denne naturlige Lighed netop kalder os, til den personlige Lighed med ham i Hellighed.

Jeg har altsaa her forsøgt at forklare Dem, hvad det Menneskelige, og dermed tillige, hvad Gudsbilledet efter det gamle Testamentes Opfatning er.

Det er det, at Mennesket ikke blot er, hvad ogsaa Dyret er, et levende Væsen, men ogsaa Bevidsthed, at det ikke, som Dyret, er et blot Hjul i det store Maskineri, Verden, om end det vigtigste, men at det i Ordet skaber sig en egen, en ideel Verden, og igjen, at det ikke blot er Bevidsthed, men ogsaa Personlighed d. v. s., at det i hin ideelle Verden ikke er blot Tilskuer, men at det som Personlighed, i det egentlige Aandsliv (det pneumatiske), er sin ideelle Verdens virkelige Herre.