at Sjælen her ikke blot optræder bydende, med Herredømmets Insignier, ligeoverfor Naturen, men at den bruger den til at tilfredsstille sine Fornødenheder, og at derved i Ernæringen den «levende Sjæl» faktisk viser sig som Skabningens Endemaal, som det, for hvis Skyld alle andre Ting ere til.
Det er netop, idet jeg spiser Frugterne f. Ex., det viser sig, at disse ere til ikke for deres egen Skyld, men for min, for den levende Sjæls Skyld; i Ernæringen optræder Menneskesjælen ligeoverfor Naturen med Krav, der skal tilfredsstilles, den gjør Naturtingene til blotte Midler for denne Tilfredsstillelse, hint Krav bliver en Lov for og en Dom over Naturen, idet Tingene faa deres Værd, eftersom de tilfredsstille dette Krav, idet Mennesket altsaa udvælger som det Gode det, der er skikket til at tilfredsstille dets Fornødenheder, og forkaster som det Slette det, der ikke er skikket dertil.
I saaledes at tjene Sjælelivet naar den materielle Natur sit Maal, deri faar den derfor ogsaa sin Dom, og deri, at Menneskesjælen saaledes bruger og dømmer Naturen, deri fuldender sig dens Forhold til den.
Men saaledes er det ogsaa i det Aandelige. Det er, som allerede bemærket, ikke nok, at mit Indre er bleven denne rige Verden af Tanker og Følelser, som jeg selv mer eller mindre selvstændig med mit Skaberord har fremkaldt af det oprindelige «Øde og Tomhed». Det gjælder om, at jeg selv ogsaa bliver og forbliver virkelig Herre over denne Verden, men netop jo større dens Rigdom er, des større Evne har den til at gjøre Revolution og tage Magten fra mig selv; deri ligger Faren for Vanviddet, som netop er denne Revolution og kan lignes med Englenes Oprør, og den, der ikke er kommen længer, han har ikke overvundet denne Fare.
Men hvorved overvindes nu denne Fare, hvori bestaar Menneskelivets Krisis, og
– 55 –
hvorledes sikrer Mennesket sig mod Vanviddet, der vistnok sjelden udelukkende er en legemlig Sygdom, en blot og bar Ulykke, om der end altid er en legemlig Disposition tilstede ? det er dette Spørgsmaal, vi i det Følgende skulle besvare; thi derved ville vi ogsaa faa vort Hovedspørgsmaal besvaret.
Evnen, Muligheden, for mig til at blive virkelig Herre i min indre, mine Tankers og Følelsers, Verden ligger, som allerede paapeget, deri, at denne Verden saaatsige er fremstaaet paa mit Ord, og saaledes ved en mer eller mindre udtrykkelig Villiesakt fra min Side, som jo ogsaa Menneskeordet med den dertil knyttede og deri nedlagte intellectuelle Udvikling er Midlet for Mennesket til at underlægge sig Jorden, til at vinde det reelle Herredømme over Skabningen.


















































