– en skrivelse som aldri ble sendt Hertzberg, da hans bortgang i Ullensvang i oktober 1841 ble kjent i Danmark og P. Meyer derfor holdt skrivelsen tilbake; det inneholdt jo også håp om at Hertzberg ennå i mange år kunne få virke til «Jødesagens» fremme.
Skrivelsen ble imidlertid en stund etter overlatt en nordmann på besøk i Danmark, bragt hit og også inntatt i avisen «Christianssandsposten» for «Mandag den 6te Juni 1842»; redaktøren – sannsynligvis er det en i to-spannet Hans Abel Hielm/Johan Reinert Reiersen – skriver dette i en kort introduksjon til artikkelen : «En Stemme i Jødesagen. Paa en Reise i Danmark f. A. (forrige Aar/red.) modtog en Landsmand fra en israelitisk Olding (det er P. Meyer/red.) en aaben Skrivelse til Provst Hertzberg i Anledning af hans varme Anbefaling for Jødernes Adgang til Norge. Hertzberg var imidlertid ved den Reisendes Hjemkomst vandret til sine Fædre, og Skrivelsen blev derfor ikke afsendt. Da Besidderen velvillig har overladt den til Red.s Afbenyttelse, gjøre vi os en sand Fornøielse af her at gjengive den ordlydende med Originalen, da dens simple Ord ikke ville forfeile sin Virkning» .
Svendborg 29de Novbr. 1841.
Høiærværdige og høitærede Hr. Provst og Ridder Hertzberg.
Ærb. PM. (Ærbødigst P. Meyer/red.)
Deres Høiærværdighed bedes om Tilgivelse for den Frihed jeg tager mig ved at uleilige Dem med denne Skrivelse.
Aarsagen dertil er følgende : Ved at læse i Algem. Zeitung des Judenthums (som udgives af Hr. Doctor Philipsen i Magdeburg, der angaaer Alt hvad der vedrører Mosaiterne i alle Lande) blev jeg paa det Behageligste overrasket, ved at læse en Opfordring af Ds. Høiærværdighed til Storthinget om Mosaiternes Emancipation.
Sandelig ! Glædestaarer trillede mig ned over Kinderne ved at læse de herlige hjertelige Ord, hvormed en ædel 82aarig Olding antager sig vores Sag. Saaledes kan kun den retskafne menneskekjærlige Christen udtale sig.
Nei, Ds. Høiærværdighed ! Messias kan ikke være kommen : thi da maatte alle Mennesker være Hertzbergere : da vilde Ulven græsse sammen med Lammet, og al Egennytte, Forfølgelse og Undertrykkelse forsvinde fra Jorden.
O ! kjendte Ds. Høiærv. de holsteenske Christnes Behandling imod nogle tusinde Mosaiter; Deres ædle menneskekjærlige Hjerte vilde gyse.
De maae ikke drive noget Slags Haandverk. De maae ikke være Agerdyrkere, maae ikke kjøbe dem (tilkøpe seg/red.) nogen Eiendom, hverken paa Landet eller boe i hvilken Kjøbstad de vil : de maae ikke faldbyde nogen Vare, uden om Markedstid. Kort sagt, enhver lovlig Næringsvei er dem betaget; kun at laane paa Pant og tage Aager er dem levnet.
Saaledes handle de sig kaldende Christne, og sandelig ! dersom jeg havde Valget enten at boe i Holsteen eller i Tyrkiet eller blandt Araberne, jeg vilde langt hellere og med Glæde vælge det sidste.
Vores gode Konge har foreslaaet for Stænderne en ny Lov for at forbedre deres Kaar : men den blev desværre fraraadet. Aarsagen ? Den stolte Adelsmand vilde ikke have nogen Jøde til Nabo, Kræmmeren fraraadede af Frygt for, at Mosaiterne vilde nedsætte Priserne paa Varerne; Haandverksmanden havde samme Frygt, og de ulykkelige Mosaiter staae op og lægge sig med Fortvivlelse; og dog hører Tyveri, Røveri, Mord (ikke udøvede af Jøder) til Dagens Orden.
Kan Holstenerne handle saaledes, hvi skulde man da miskjende den norske Mand, der aldrig har seet eller kjendt nogen Mosait og fra Barnsbeen har indsuget Fordom imod denne ulykkelige Nation ?
Derfor opvækker Gud saadanne brave Mænd som Ds. Høiærv., der med sande og djærve Ord taler Menneskehedens Sag, og Sandheden vil omsider dog vinde Seier.
Kun een Sag er mig meget paafaldende. Norge har optaget Qvækerne, og disse negte dog aldeles at tage Deel i Krig eller forsvare deres Fædreland, hvorimod det er Mosaiten af Religionen befalet, at vove Liv og Blod for det Land i hvilket han boer, at bede for Kongen og Øvrighedens Vel, og Hovedbudet af Alt er : «Kongens Lov» er den ene forbindende : og saadanne Mennesker med saadan Lære, der tilbede det høieste Væsen og hvis 10 Bud, hvis Moral de Christne hylde, dem forbyder man Adgang til Norge, som et Udskud af alle Skabninger !
Nei, Ds. Høiærv. ! jeg gjør mig intet Haab, at Storthinget vil udslette den 2den Passus af Grundloven, saalænge Bonden og den almene Mand ikke først af deres Geistlighed bliver bedre underrettet, bedre oplyst og gjort dem det indlysende, at det vil være til stor Gavn for Norge, naar der boede Mosaiter : der vilde da komme langt mere Liv og Velstand, end der nu er, og dette vil maaskee være af bedre Virkning (da der er Interesse med i Spillet) end at bygge paa Intelligentsen allene.
Modtag godhedsfuld herved en 70aarig Oldings hjerteligste Tak for det De har skreven denne Sag vedkommende.
Himlen velsigne deres Fremtids Dage ! Han fjerne fra Dem hver en Kummer, hver en Smerte ! Han skjenke Dem endnu en lang Række af Aar med den bedste Sundhed og Tilfredshed. Det ønsker Ds. Høiærværdigheds taknemmeligste og forbundne
P. Meyer.