– i utgivelsen «Samlede Skrifter, avhandlinger, opplysningsskrifter» – 5. Bind : 1843-1845; det må i denne sammenheng nevnes den familiære – ikke slektsmessige – forbindelse Henrik Wergeland sto i til familien Mariboe. Henrik Wergelands mor Alette Dorothea var født Thaulow (1780-1843); Alettes søster Jacobine Henrika (1776-1833 og gitt navn etter faren Henrich Thaulow, som Henrik W. også var gitt navn etter) var gift med generalmajor Benoni Aubert (1768-1832) og dette parets sønn, etterhvert professor Ludvig Cæsar Martin Aubert (1807-1887) var gift med Ida Dorothea f. Mariboe (1811-1900), en datter nettopp av Ludvig Mariboe.
Dermed var det slik at Henrik Wergelands fetter Ludvig C.M. Aubert var gift med en døpt jødes (Ludvig Mariboes) datter;
– Wergelands skrift om Mariboe fra sidene 352 – 361/62 :
Dette varme Hjerte slog sit første Slag den 12te Oktober 1783 i Kjøbenhavn, hvor Mariboes Fader var Chef for et temmelig anseeligt Handelshuus.
Saavel Denne som Moderen, en Datter af Hofjuveleer Henriques, vare af mosaisk Tro; men Begge bekjendte sig allerede tidligt til den kristelige Religion, og lode Børnene opdrage i denne paa Præsten Christianis bekjendte Institut.
Af Hensyn til den gamle Henriques, som var en i og udenfor sin Menighed særdeles anseet og af Familien afgjort Mand, undlode de imidlertid at lade sig og deres Børn døbe saalænge han var ilive. Hans Død indtraf først da Ludvig, den ældste Søn, allerede var en Snees Aar og opholdt sig i Livorno; men paa Efterretningen herom lod han sig strax døbe ombord paa en dansk Fregat, ligesom den hele Familie gjorde hjemme.
Forøvrigt blond som en Gothe, skyldte Mariboe sandsynligviis denne sin Oprindelse de fine aandrige Træk, som gjorde hans Aasyn saa udmærket (Portrætet, som ledsager disse Blade, er taget efter et fra hans yngre Aar, som da skal have lignet. I hans senere Aar vare hans Træk noget skarpere og Læberne finere).
Familien bestod foruden Ludvig af 3 Brødre, som alle i forskjellige Kaar ere blevne anseede Mænd, og af en Datter (disse Sødskende, der alle ere ilive, ere : Etatsraad Steenfeldt, Borgermester i Helsingøer, Proprietær P. Mariboe, en anseet Landmand paa Sjælland, Professor C. Mariboe (Halvbroder) og Fru Sonnleithner i Wien, Enke efter Hofagent og Regjeringsraad Sonnleithner i Wien.
Faderen anvendte al sin Omsorg paa sine Børns Opdragelse; men det stemmede ikke med hans Hensigter med Ludvig at lade ham studere, som han dog havde Lyst og Evne til. Disse vare nemlig blevne vildledede af en slet Informator, som han i de første Aar holdt til sine Børn; hans Behandling oprørte Ludvig, saa han intet vilde lære, og Informatoren bibragte nu Faderen den Mening, at Ludvig ikke duede til Studeringer.
Han blev nu sat en Tid til en Optiker og lærte at slibe Glas, og siden til en Drejer, ligesom det overhovedet hørte til den Opdragelse, gamle Mariboe gav sine Børn, at gjøre dem bekjendte med det praktiske Liv.
Men hvad Ludvig havde mindst Lyst til af Alt, nemlig Handelsstanden, blev nu hans endelige Bestemmelse; og hvilken Indflydelse har ikke dette Indgreb af den faderlige Magt havt paa hans hele Skjebne ?
– 353 –
Den, at hans Indre hele hans Liv har befundet sig i en Kamp med de ydre Forhold, hvori han var indtvungen, og som han vel, saalænge al Tidens Ulykke ikke paa eengang styrtede ind paa ham, forstod at gjøre sig underdanige og at afvinde gode Kaar og et anseet Navn i den hans egentlige Natur altid fremmede Handelsverden, men hvori dog en Sjel, der var skabt for en aandigere Virkekreds, aldrig fandt sig vel, og omsider gik tilgrunde.
Selv den glimrende Fremgang Ludvig gjorde, da han kom i det Christianiske Institut, hvor den fortræffelige Lærer især vakte Elevernes Æresfølelse, kunde ikke ombestemme Faderen. Forgjæves løb han, ved Siden af den næstældste Broder (Etatsraad Steenfeldt), op til at blive Institutets bedste Elev — Ludvig skulde nu ligesaa vist blive Kjøbmand som Broderen skulde studere; og han tog sig det nær.
For at faae ham paa andre Tanker, fik han i sit 15de Aar Tilladelse til at gjøre en Reise til Norge, hvor Faderen havde Handelsforbindelser, og han kom til Christiania første Gang i 1799 sammen med en af sine Lærere fra Institutet, nuværende Professor Rasmussen.
Han opholdt sig i Norge Sommeren over, besøgte Bergen og flere Landdistrikter, og fattede allerede da den Kjærlighed til sit tilkommende Fædreland, som han siden har givet saamange udmærkede Beviser paa.
Skulde Faderen sætte sin Vilje igjennem — besluttede Ynglingen allerede dengang — da maatte Norge være det Land, hvori han vilde bosætte sig. Men det tegnede sig anderledes ved Hjemkomsten; — hans Fader befalede ham nemlig at reise til Italien, hvor han i Livorno skulde anbringes som Volontør paa et Handelshuus, hvormed Faderen stod i Forbindelse.
I sit 17de Aar kom han did, og Faderen gav ham aabent Kreditiv, i den rigtige Tro, at den Tillid, han hermed viste ham, vilde være den bedste Sikkerhed for ei at blive misbrugt. Ynglingen viste ogsaa den Nøisomhed med Hensyn til Udgivter for sin egen Person, som siden fulgte ham i hele hans Liv, og gjorde Mariboe ligesaa tarvelig i hans bedste som i hans sletteste Kaar. Han sparede dog ikke paa at reise i Kunstnernes Fædreneland, og han erhvervede sig en Samling af Malerier og Billedhuggerarbeider, som han siden bragte med sig til Kjøbenhavn.
Hans Ophold i Livorno var fordeelagtigt for Faderen, og nolens volens (om han (Ludvig) ønsket det eller ikke/red.) blev dog Ludvig hvad Denne havde villet, nemlig
– 354 –
en dygtig Handelsmand, sprogkyndig, en Bogholder paa sin Hals, og en klog og foretagende Spekulant.
I Livorno havde han allerede havt de fordeelagtigste Tilbud; men efter 5 Aars Ophold der, skrev Faderen ham til, at han maatte vende tilbage for at blive hans egen Kompagnon. Det var et Tordenskrald for Ludvig;
thi den samme Ulyst til virkelig for hele sit Liv at maatte blive Handelsmand besjelede ham endnu og fulgte ham paa hans hyppige Reiser i det deilige Toskana, til Florents, Rom o. s. v.
Syg paa Legeme som paa Sjel (thi paa Hjemreisen havde han ved en Væltning brukket sit Been, og, hvad der var værre, lagt i 3 Maaneder under en Landsbybarbeers Hænder) kom han tilbage til Kjøbenhavn, fast besluttet paa ikke at tage imod Faderens Tilbud, men idetmindste at kjæmpe for Realisationen af den med ny Styrke fremtraadte Idee, under alle Omstændigheder, som Handelsmand, at vælge Norge til Skuepladsen for sin Virksomhed.
Forholdet blev spændt mellem Fader og Søn. Ludvig flyttede ud af Huset; men blev dog ved daglig fra Kontoret at besørge den udenlandske Korrespondence. Han talte og skrev ogsaa Fransk, Engelsk, Tydsk og Italiensk.
Det varede imidlertid ikke længe før han kom i Forbindelse med den store norske Handelsmand, Kammerherre Bernt Anker, og fra ham modtog han Tilbud at tage til Christiania for at forestaae det Ankerske Fidei-kommisses udenlandske Korrespondence.
Gagen var betydelig, saa han nu kunde, hvad han ogsaa maatte, naar han skilte sig fra Faderen, ganske stole paa sig selv.
Mariboe havde ikke været længe i Norge før han i Fællesskab med Kammerherre, senere Statsraad, Rosenkrands etablerede en betydelig Kornhandel for at bringe denne vigtige Handelsgreen paa en fastere Fod; men dette gik over Stadens Kornpugeres Horizont, og man miskjendte Hensigten med dette Foretagende.
Fideikommisset fandt sig endog, paa Grund af Mariboes Forhold til det, beføjet til at bekjendtgjøre, at det ingen Deel havde deri.
Imidlertid var Etablissementet af stor offentlig Nytte, da Kornforsyningen blev vanskelig efter Krigens Udbrud i 1807. Under denne udmærkede Mariboe sig ved Virksomhed for at oprette Frikorpser, og han blev endogsaa udnævnt til Chef for et lidet Feldtbatteri. Han udkastede ogsaa Planer til et Uldmanufaktur,
der skulde forsyne Armeen, og sendtes i den Anledning af
– 355 –
Christian August til Kjøbenhavn; men det endelige Udfald blev, at Mariboes Plan blev optaget af det Offentlige, hvorefter det da gik som sædvanligt, hvor dette vil gribe ind i den private Industri.
Mariboe benyttede Opholdet i Kjøbenhavn til at forelægge Premierministeren Grev Schimmelmann et Udkast til en særskilt Bank for Norge, og han blev paalagt at tilstille den daværende kgl. interimistiske Regjeringskommission samme, hvilket ogsaa skede.
Ved Tilbagekomsten fortsatte han Provideringsforetagenderne sammen med Rosenkrands, og næst Grev Wedel og maaskee Jacob Aall har han de største Fortjenester af Landets Forsyning.
Farerne for enkelt Mand tiltoge imidlertid eftersom Blokaden skjærpedes, hvorfor Mariboe først udkastede en Plan til et Provideringsselskab for Agershuus Stift, og siden oprettede et Kornselskab for Christiania By og dens Opland, hvis Virksomhed vedvarede ligetil Freden sluttedes.
I 1810 foreslog Mariboe for Regjeringskommissionen, for nogenlunde at kunne regulere Koursen, og forat erhverve et Fond til en vordende Bank, at indkjøbe Sølv for offentlig Regning. Regjeringskommissionen gav gode Løfter om at dette Foretagende vilde blive understøttet af Regjeringen; men dette blev ikke Tilfælde. Mariboe stod nu alene med stort Udlæg af Penge, men ogsaa med en god Deel gamle Sølvkander, Støb, Mynter o. s. v., og blev nu udsat for et Skrig fra alle Kanter over at han vilde udføre alt Sølv fra Landet.
Da hans Fader besøgte ham i Anledning af hans Giftermaal, som fandt Sted i Sommeren 1809, hedte det endog, at Sønnen var hans, den gamle Jødes, Agent, hvorfor Mariboe omsider fandt det værd, at udtale sig offentlig om det sande Sammenhæng med denne Handel, hvorom Regjeringskommissionen var underrettet.
Da Regjeringen i Kjøbenhavn ikke engang vilde indlade sig paa Mariboes Tilbud at aflevere Sølvet til Kongsberg mod Godtgjørelse for sit Udlæg, solgte han det for egen Regning i Kjøbenhavn med en Profit af over 11,000 Rdlr. D. C.; men da der intet var blevet af Bankens Oprettelse, i hvilket Øiemed Indkjøbet af Sølv var skeet, og dette dog var kommet fra Landet selv, tilbød han Direktionen for det kgl. Selskab for Norges Vel hele Beløbet for at anvendes til Landhuusholdningens Fremme.
Samme Aar, 1810, oprettede Mariboe ogsaa en Forsørgelsesanstalt for 12 fattige Pigebørn af Agers Sogn, og i det følgende gav han 4000 Rd. til et Universitet, samt udkastede
– 356 –
Planen til en Tegneskole for Haandværkere, til hvis Oprettelse han først ydede 500 Rdlr., og siden 50 Rdlr. aarlig, og af hvilken den nærværende store Indretning kan siges at være udgaaen.
En saadan Mand maatte være Medlem af Direktionen i Selskabet for Norges Vel, og som Saadan fungerede han ogsaa i flere Aar.
Efter den ulykkelige Høst i 1812 reiste Mariboe til Kjøbenhavn forat udvirke Udvexling af Licencer, saaledes at der skulde indføres ligesaa mange engelske Ladninger, som man erholdt Licencer til Kornladningers Indførsel i Norge; men det vigtigste Resultat af Reisen blev, at Mariboe anskaffede sig Maskinerier og Personale til en Klædefabrik, medens den offentlige paa Kongsberg endnu ikke var kommet i Drift.
Under de uheldigste Tidsomstændigheder udviklede Mariboe den overordentligste Virksomhed og stedse i den Retning, at bringe Landet til at forsyne sig selv. Samtidig med Klædefabrikken anlagde han nemlig en Kaartfabrik, et Glasværk og en Papiirmølle, hvorved tilsammen henved 400 Mennesker havde Levebrød.
Da Statholderen, Prinds Christian Frederik, i 1813 forsamlede Landets betydeligste Ejendoms- og Handelsmænd i Christiania forat oprette en Slags Laanebank, var Mariboe derimellem; men uagtet Prindsen indledede Subskriptionen med de opfordrende Ord : «Hvo som føler varmt for Norges Vel, følge mit Exempel og tegne sig», var der dog Grunde i Udkastet, som lod Mariboe, til Prindsens Fortrydelse, holde sig tilbage.
Dagen efter tilskrev han imidlertid H. H. (hans høyhet/red.), at det var saa langt fra, at han vilde unddrage sig af egoistiske Grunde, at han forbandt sig til at betale i ti paa hinanden følgende Aar 1000 Rdlr. S. V. som Bidrag til de Kornmagaziners Anlæg, som skulde sættes i Forbindelse med Laaneindretningen.
Sin aabne Charakteer viste ogsaa Mariboe kort efter, ved i Prindsens Nærværelse at erklære sig imod Nødvendigheden af at Dennes Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges Vel skulde sanktioneres af Kongen. Det paadrog ham Spørgsmaalet af Prindsen, om han da ansaae det under sin Værdighed at tilskrive sin Konge i den Anledning.
Mariboe var bleven sin Ungdoms Beslutning troe : han var ganske bleven Norsk, og han forstod Selskabets emanciperende Tendents.
Imidlertid foreslog dog Prindsen Mariboe til en af Direktørerne for det Provideringsselskab, der oprettedes i 1813, hvorfor han dog undslog sig.
– 357 –
I Januar 1813 var Mariboe bleven ansat som Capitain à la suite i Armeen, og da Krigen i 1814 syntes at maatte udbryde med Sverige, meldte han sig til Tjeneste. Han ansattes imidlertid ikke; men viste sig særdeles virksom ved at overtage Opsynet med Armeens besværlige Transportvæsen. Han gjorde ogsaa Generalkrigskommissariatet opmærksom paa den Dumhed, det havde gjort sig Skyld i, ved at lade Bøndernes Heste fra Vestsiden af Christianiafjorden slæbe rundt om denne og helt nede fra Grevskaberne møde frem i Christiania for at skydse Krigsmateriale ned i Smaalehnene, medens alle Fjordens større Baade, hvoraf enkelte kunde rumme indtil 70 Hestelæs, laae ubrugte.
Norge har ikke faaet Friheden saa ganske givendes, som man stundom vil indbilde det. Ødelæggelse af al Fabrikindustri og to voldsomme Pengerevolutioner (i 1813 og 1815) høre til de Lidelser, hvorfor det har kjøbt Friheden og dens Ære.
Ingen kunde Tidsomstændighederne ramme tungere end Mariboe. Hans merkantile Dygtighed fik en Erkjendelse i Valget til første Repræsentant for den midlertidige Laane- og Diskontoindretning af 1816; men her hjalp ingen Dygtighed, intet af de Klatlaan, Landet dengang kunde yde. Omsider vare heller ikke disse at faae, saa Mariboe, der endnu holdt sin talrige Arbeidsstok i Virksomhed uagtet den næsten standsede Afsætning, besluttede personlig i Stockholm at ansøge daværende Kronprinds Carl Johan om et
Laan paa sine betydelige faste, og forholdsviis kun lidet behæftede, Eiendomme.
Mariboe fik ogsaa i Foraaret 1816 og 17 ialt laant 10,000 N. Spd. samt af en privat norsk Mand i Stock-
holm 2000 Spd. Men fra denne og en senere Stockholmsfart i Foraaret 1817 daterer alle Mariboes Viderværdigheder sig. Han fik nemlig et Tilsagn om at blive Adjudant hos H. M. Kongen eller dog hos Kronprindsen samt Foredragende af de norske militære Sager, og til Adjudant hos Kong Carl den 13de blev
han virkelig ogsaa udnævnt.
Dette bragte Mariboe, der siden 1809 havde været gift og alt havde flere Børn, til i September 1817 at flytte sin Huusholdning fra Gaarden Økern ved Christiania til Stockholm.
Men af Ansættelsen som Militærreferent, blev der intet, — som det hedte, fordi Mariboe havde ikke været taus nok om dette Tilsagn; og da den betydeligste Deel af Gjælden til H. M. blev opsagt til Likvid i Glasvarer, uden at dog
– 358 –
Aflysning blev besørget af vedkommende Agenter saa betimelig, som Mariboe fordrede forat kunne redde sine fleste Ejendomme fra et udenlandsk Pantekrav, realiseredes dette og Mariboe tabte igjennem alle Instantser en Proces mod vedkommende kgl. Agent.
Ved sidste Instants faldt Dommen i 1825 — halvandet Aar efterat Mariboe atter havde taget Bopæl i Norge, paa Eidsgodset i Høland. I 1822 havde han ogsaa, i Naade og efter Ansøgning, erholdt Afsked fra Armeen.
Medens Dampskibsfarten var ganske ubekjendt i Norge, var den, især ved en Hr. Owens Virksomhed i fuld Gang i Sverige. Mariboe satte sig da allerede i 1823 i Forbindelse med Hr. Owen om at erholde et Dampfartøi, og sendte en Subskriptionsplan til Norge for at reise Aktier til Istandbringelsen af en Dampfart fra Christiania til Christianssand og Bergen.
Der tegnedes imidlertid ikke nok Aktier. Et Forslag fra Mariboe om en Normal-Industriskole for Fruentimmer af alle Klasser blev der heller ikke videre af, af Mangel paa kraftig Bistand.
I Begyndelsen af 1824 begyndte Mariboe, der opholdt sig paa Eidsgodset, at udgive fra Drammen den politiske Tidende «Patrouillen», i 2 2/3 Aar anonymt; men senere fra eget Bogtrykkeri i Christiania. I alt fortsatte han dette Blad i 10 Aar, og det hævdede i al den Tid den første Rang imellem Datidens oppositionelle Blade. Som Redaktør deraf boede han i Christiania, og blev valgt til Repræsentant for denne By paa Storthinget i 1830, hvor han strax angav sin parlamentariske Charakteer ved at foreslaae, at selve Forhandlingerne om Fuldmagterne skulde holdes for aabne Døre, og udviklede en overordentlig Virksomhed, men som stundom udartede til Rethaveri og Megettaleri.
Ved Siden deraf redigerede han Debatterne i større Detalj i Patrouillen end de ellers meddeeltes med (Mariboes vigtigste Idrætter paa dette Storthing var, at han foreslog Erhvervelsen af Dokumenter angaaende Erstatningen for Smaalehnenes Amt; ligeledes umiddelbar Korrespondentse fra Regjeringen til Storthinget og dets Afdelinger; om Erhvervelse af Gjenpart af den nøiagtigere redigerede Grundlov; om Portoens Bestemmelse af Storthinget; om Afskaffelse af Civilembedsmænds Uniformer; om Afgivelse af Statskassens Sølvoverskud til Banken; mod Forandring i Gl. § 14; mod Bidraget til Ministerkassen; om Adresse angaaende Indskrænkning af Landmilitærbudgettet; mod Kongsberg Sølvværks Salg o. s. v. — alle Forslag og Vota i den samme patriotiske Aand).
– 359 –
I det følgende Aar bosatte han sig paa Gaarden Økern ved Christiania, som han før havde ejet; og saaledes kom han fra Agershuus Amt paa Storthinget i 1833.
Men allerede i Begyndelsen af dette Storthing faldt han i en særdeles heftig Nervesygdom, hvoraf han kun med Nød blev reddet. Ikke destomindre indfandt han sig dog paa sin Plads før dets Slutning, og sparede sine svage Kræfter kun altfor lidt.
Ikke færre end 33 Vota og Forslag, hvorimellem det gjenoptagne om Debatternes Offentlighed strax fra Storthingets Sammentrædelse, udvise Registrene.
Der er liden Tvivl om, at denne Nervesygdom og den liden Ro, han gav sig derefter, paaførte ham den ulykkelige Sindssygdom, som dog først flere Aar efter brød løs. Hans Nervesystem var ødelagt, saa den mindste Aandsanstrængelse satte ham i en Febertilstand, og saavel i som udenfor Storthinget manglede det ham heller ikke paa Ærgrelser.
En Badekuur i Kjøbenhavn rettede kun for en Tid paa hans uden- og indenfra nedbrudte Helbred; Hovedgigt (leddgikt/red.) slog sig til og sløvede hans Aandskræfter, medens hans overinciterede Nervesystem ikkedestomindre holdt dem i en affektfuld Virksomhed.
Nogle politiske Breve, som han under disse ulykkelige Forhold alligevel udgav, viste at Mørket allerede dæmrede om denne lyse Aand.
Hans rastløse Virksomhedsdrift var nu sygelig, og den drev ham til, uanseet hans Kraftesløshed, at ansøge Regjeringen om at maatte overtage Befordringen af den udenrigske Post ved et Dampfartøi, der skulde anskaffes ved Aktier i Hamburg og i England, og tidlig sættes i Fart, og da denne ikke vilde indlade sig paa denne ganske vist rigtige, for alle sociale Forbindelser nyttige Plan, hvorfra nu end Dampskibet kom, besluttede han, under en Forbedring i hans Helbredstilstand i Sommeren 1836, personlig at tage over til England for at drive sin Plan igjennem til alle Nordmænds Forbauselse.
Siden han havde udkastet den, og arbeidet derfor, holdt han Udførelsen for en Æressag, og da en ubetænksom Opfordring og et Udfald mod ham viste sig i Aviserne, kunde selv ikke de kjærlige Familiebaand, hvorunder Mariboe altid levede, holde ham tilbage.
Den vigtigste Bevæggrund til Reisen var dog et endnu højere patriotisk Formaal, nemlig det, ved direkte Henvendelse til den britiske Regjering og Parliament, at skaffe Norge Fyldestgjørelse for den skjændige Forurettelse det havde lidt i Bodøsagen ved en Dumdristighed af engelske Privatmænd, som dets egen Regjering ikke alene havde taalt, men endog betalt i dyre Domme.
– 360 –
En Englænder, Mr. Stead, havde af og til viist sig i de senere Aar, og navnlig i 1836, i Christiania med Anbud til Storthing og Regjering, at han for Penge vilde kunne sætte Norge i Besiddelse af Dokumenter, hvorefter det ufeilbarligen maatte komme til sin Ret.
Denne Spekulant havde Mariboe søgt at føle paa Tænderne, og under dette undfanget Ideen, under sit Ophold i London at virke for Norges Interesse i den Sag. Den 1ste Aug. 1836 reiste han over med Brystet fuldere af Forventninger end det spændte Seil over hans Hoved med gunstig Vind; men den 20de Aug. 1837 var han her tilbage igjen med uforrettet Sag. Og dog havde han været rastløs under sin aarelange Fraværelse. Han havde i London udgivet en energisk, nøiagtig og dokumenteret Fremstilling af Sagen, og ladet samme uddele til ethvert Parliaments-medlem; han havde idelige Samtaler med flere af de vigtigste af disse, hvorimellem med Brougham og Warburton, hvilken Sidste gav ham bestemt Løfte om at faa Sagen indbragt for Parliamentet.
I Tillid hertil reiste Mariboe da endelig tilbage; men da han ikke strax fornam noget til dets Opfyldelse, reiste han atter over i Oktober s. A., og fortsatte sine Bearbeidelser til han endelig med knækket Haab i August 1838 begav sig tilbage over Kjøbenhavn, hvor han blev liggende syg paa Legeme og Sjel.
Neppe kommen paa Benene iler han til Hamburg for dog at see sin Dampfarts-Plan realiseret, samt forat udføre nogle Forretninger, der vare ham overdragne af et engelsk Jernbaneselskab; men kom did heftig syg, saa der ikke var at tænke paa Forretninger.
Han tog ingen Læge; men da den heftigste Feber var over, reiste han endelig hjem igjen i Mai 1839. Han kom hjem meget svag; men et roligt Liv hele Sommeren over gav ham endog paany Kræfter til i Septb. at reise til Stockholm for at søge Konsulatet i Hamburg.
Det daværende Storthing havde frataget ham den Post som Statsrevisor, som han havde indehavt siden 1833, og Konsulatposten var ikke til at erholde. «Intet vil lykkes mig mere» var allerede længe den Tanke, som brændte i Mariboes Hjerne, susede for hans Øren og stod skrevet hvor han vendte Øinene hen. Og kort efter hans Tilbagekomst efter den 3 Ugers Stockholmsreise i det skrækkeligste Veir og Føre, udviklede den Sygdom, han lige siden 1833 havde befundet sig i Kamp med, sig i hurtige Overgange til aldeles Sindssvaghed.
– 361 –
Allerede ved sin Tilbagekomst i Foraaret havde han betroet sin Kone og Søn, at han i de tre sidste Maaneder af den afvigte Vinter ikke altid havde kunnet raade sine Tanker; men at han dog havde vidst det og forstaaet at benytte de lyse Øjeblikke til at tilskrive dem de kjærlige Breve, hvoraf intet Ondt eller saa Skrækkeligt lod sig ane. Men nu ! . . denne Sindssvaghed, som nedsank den trofaste Viv og de kjærligste Børn i Forfærdelse og vakte det hele Folks vemodigste Deeltagelse, havde intet saa lyst Øjeblik, at han kunde skjule den.
Morgenbladet for 17. November 1840 indeholdt følgende Smertesudbrud af denne Skizzes Forfatter (Henrik Wergeland/red.) ved den sørgelige Efterretning :
Ludvig Mariboe.
#
Nu tom er Haanden, træt og tom,
der skjænkte Norges Fattigdom
meer Guld end nogensinde dette,
om det har Hjerte, kan forgjette.
#
Hvor famler den i vildsom Leeg
omkring hans Pande høj og bleg !
Den efter Borgerkrandsen leder,
som, Nordmænd, han jo fik af Eder ?
#
Nu har Han ikke mere Guld,
nu vil Han samle Haanden fuld
af Egebladene — det Sidste
at give Norrige, Han vidste.
#
Dem vil Han over Norge strøe.
Først da Han synes, han kan døe,
naar Landet han sin vundne Ære
kan segnende igjenforære.
#
Hvor smiler Han ! hvor glad og stolt,
som om han Rigdomshornet holdt,
og kunde drysse ned som Gave
i Norges Skjød Aladdins Have !
#
Hvor smiler Han idet han strøer !
Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør !
Det er dit Haar, af Kummer blegnet,
ej gyldne Blade, ned du regned.
#
Thi Folket gav dig ingen Krands.
Det har en kort Erindringssands.
Det kommer først med den paa Baaren,
og troer at sone alt med Taaren.
#
Men Jeg vil med taknemlig Aand
dig kysse, magre, blege Haand,
som Norrige, min Moder, skjænkte
vel meer end eengang, da hun trængte.
#
Og jeg ærbødig see vil i
hans vilde Feberfantasi
en Blomst, som, da han har ei Andet,
hans Aand har skudt for Fædrelandet.
#
Thi hør hvor tit han nævner det !
Og hvergang rødmer Læben let.
O, skjønne Tankeblomme, gløde
du vil paa Læben, om Han døde.
#
I Mai 1840 reiste hans Søn med ham ned til det bekjendte Hospital i Slesvig, og i September var han allerede saa restitueret, at han, efter Lægernes Raad, bestemte sig til at tage hjem.
Vognen stod alt for Døren; men da Mariboe ikke kom ud, søgte man ham i hans Værelse, og fandt ham der liggende paaklædt paa Sengen under et stærkt Slagtilfælde. Hans Hjerte har, ved Tanken om at gjensee Norge, slaaet for voldsomt.
Et Par Maaneders Bevidstløshed fulgte herpaa; men mod Høsten, da hans Datter kom til ham forat pleie ham, vendte Samlingen tilbage.
I Juni 1841 var han endog kommen sig saavidt igjen, at hans Søn og Svigersøn reiste til ham for at ledsage ham hjem; men, ligesom om Gud ikke vilde, at han skulde gjensee det Folk, for hvis Vel og Anerkjendelse af hans Stræben han havde overanspændt Aands-, Legems- og Formues-Kræfter, blev han, to Dage efter deres Ankomst, rørt af et nyt Slagflod, som efter 18 Timer endte hans Liv den 19de Juni 1841.
Paa Slesvigs Kirkegaard ligger Ludvig Mariboe begravet.