– for «Fredag 2den Juli 1841» – etter Ludvig Mariboes bortgang 19. juni; Mariboe, på dette tidspunkt 58 år gammel, var under rekonvalesens i byen Slesvik i grevskapet Slesvig, den gang under den danske krone, og skulle følges hjem til Norge og Christiania av sin sønn Wilhelm Adelsten (f. 1814) og den av sine 2 svigersønner, Ludvig Cæsar Martin Aubert (1807-1887), gift med Mariboes eldste datter Ida Dorothea (1811-1900); disse reiste ned til Slesvig for å ledsage ham, men innen hjemreisen kunne påbegynnes, gikk han bort 19. juni 1841;
– minneordet er sannsynligvis forfattet av redaktøren i «Den Costitutionelle» på dette tidspunkt, den unge Carl Motzfeldt, som for en kort periode inntrådt som redaktør, mens dikteren Andreas Munch overtok denne post fra september samme år (1841);
Christiania, d. 1ste Juli.
Capitain Ludvig Mariboe, en Mand, som ikke har været uden Betydning for vort Borgersamfund, er nylig ved Døden afgaaen.
Han døde i Slesvig, hvor han i længere Tid for sin Helbreds Skyld har opholdt sig, den 21de Juni af et apoplektisk Tilfælde.
Fædrelandet har i Mariboe tabt en Borger, hvis store Talenter og varme Borgersind det vil bevare i taknemmelig Erindring. Den Iver, hvormed dan allerede tidlig, uden at være i en Stilling, som specielt opfordrede ham dertil , tog sig af alle offentlige Anliggender og de betydelige Opofrelser, han i den Anledning gjorde, berettiger ham til en hæderlig Plads i Fædrelands-Historien og til Egeløvet paa Kisten.
Han var i sin Tid en af Christianias driftigste og dygtigste Kjøbmænd; han sad i en særdeles udbredt Virksomhed, især var hans Fabrikrørelse en af de betydeligste, som have fundet Sted her i Landet.
Da Oprettelsen af »Selskabet for Norges Vel» var i Gjære, i hiin bevægede Tid, da Fædrelandssindet og Norskheden begyndte at opildne Gemytterne og slaae ud i alle de Retninger, som det under vore indskrænkede Statsformer var muligt, skjenkede Capt. Mariboe 12000 Rd. til Grundlæggelsen af dette Selskab, til hvilket Normanden dengang satte sit Haab.
Under Krigen oprettede han, ligesom Grev Wedel, et Frikorps, hvori han selv gjorde Tjeneste, og som gav Anledning til at han senere ansattes som surnumerair Capitain i den norske Armee, og i 1817 udnævntes til Adjutant hos Kong Carl XIII.
Paa Grund af uheldige Conjuncturer og mislykkede Speculationer, gik det i de første Aar efter Krigen meget tilbage med hans Finantser, og efter en længere Tids Ophold i Stockholm, flyttede han atter hid til Christiania, hvor han udgav det noget vel bittre men paa vægtige og interessante Artikler rige Oppositionsblad «Patrouillen».
Han var 2de Gange paa Storthinget. Første Gang i 1830, som Repræsentant fra Christiania By, og anden Gang i 1833, som Repræsentant fra Agershuus Amt. Paa begge Thing udmærkede han sig ved sin djærve og ualmindelige Veltalenhed, samt ved den Iver og Driftighed, hvormed han deeltog i alle Thingets Forhandlinger, hvilket endog gik saavidt, at han efter en Nervefeber, som han havde paabraget sig paa Thinget i 1833, ikke havde Taalmodighed til at oppebie sin fuldkomne Helbredelse, men, endnu som meget svag Reconvalescent, kastede sig ind i Forretningerne med sin vante Iver.
Hans Ry, som djærv Oppositionsmand mod Regjeringen, led et betydeligt Skaar paa Thinget i 1833, især efter hans ivrige og altfor vidt drevne Opposition mod Protocol-Committeens Indstilling, forsaavidt som denne tilsigtede at give Regjeringens Medlemmer en Lectie, uden at stille dem for Rigsret.
De af ham i Aaret 1836 udgivne politiske Breve vise ham endnu længere fjernet fra de Principer, som han tidligere saavel i Patrouillen som paa Thinget i 1830 og i Begyndelsen af 1833 Aars Thing saa ivrigen
havde forseglet; men de røbe tillige Spoer af en sygelig Tilstand, der senere hen forværrede sig og tog en Vending, hvorved hans lyse Aand endog for en Tid lang aldeles formørkedes.
Den største Deel af Tiden efter 1836 har han tilbragt i Udlandet, hvor hans aldrig slumrende Virksomhedsdrift, saa længe hans Helbredsforfatning tillod ham det, pønsede paa Foretagender, der deels havde hans egen økonomiske Stillings Forbedring, og deels hans Lands Opkomst og Velvære til
Øiemed. Saaledes arbeidede han ivrigt paa at faae etableret en Dampbaads-Communication mellem Christianssand og England, og senere hen var han under et længere Ophold i sidstnævnte Land paa det ivrigste beskæftiget med at faa den famøse Bodøsag tilstrækkelig oplyst for den engelske Statsstyrelse, i det Haab derved for en Deel at skaffe Norge Opreisning for den uretfærdige Behandling, som det dengang led.