– fornemmelig «Torsdagen den 26de Mai» – No. 42 – og forut for den kommende storthingssamling; her er det redaksjonens som i stor grad refererer en innsender/skribent som klart har tatt til orde for å bevare Grundlovens «jødeparagraf» slik den står og dermed imøtegå det arbeid som byråsjef Henrik Wergeland og flere med ham har nedlagt for å få til en endring av §2-tillegget (passus); denne rikholdige dokumentasjon Wergeland hadde innhentet og samlet, og som var utdelt de møtende/valgte medlemmer av det 10. Storthing.
Som vi ser nedenfor, var innsenderens opprinnelige hensikt å utgi et separat skrift og som kunne inneholde en mer rikholdig underbyggelse av dennes innvendinger mot Wergelands «Proposition» om endring i Grunnloven; dessverre hadde ikke dette latt seg gjøre, først og fremst på grunn av vinterens vanskelige kommunikasjoner og dermed muligheten til å få tilgang til fyldigere stoff fra øvrige steder i Europe;
– spørsmålet knyttet til Grundlovens passus i §2 («jødeparagrafen») skulle – som 3 år tidligere – i 1839 – opp som sak ved den kommende 10. ordinære storthings-samling :
Om Forandring i Grundlovens § 2 – forsaavidt Jøder betræffer.
Det er mærkværdigt, at, medens de offentlige Blade have indeholdt flere Opsatser til Anbefaling for den foreslaaede Forandring i Grundlovens § 2 med Hensyn til Jødernes Udelukkelse fra Riget, har ikke flere end een Stemme, nemlig i dette Blads No. 33 og 34 for d. A. (dette år/red.), hævet sig mod en saadan Forandring; og det vilde være sørgeligt, dersom Man af denne Omstændighed skulde kunne slutte sig til, at den intenderede Grundlovsforandring havde den almindelige Mening for sig.
En saadan Slutning vilde imidlertid være overilet, deels fordi Publicisterne endnu ikke hos os have, som Opinionens Organer, vundet den Anseelse og Tillid, der er nødvendig, naar Man af deres Yttringer skal kunne slutte sig til den almene Villie, deels fordi Jødesagen fornemlig, om ikke udelukkende, har Interesse for de Classer af Borgere, der ikke almindelig befatte sig med at skrive i de offentlige Blade, deels endelig fordi den store Forsigtighed, hvormed Storthingene ere gaaede frem ved Behandling af Forslag, der have sigtet til Forandring i Grundloven, sandsynligviis har beroliget de Gemytter, der ellers maatte være blevne satte i Bevægelse ved Tanken om Udfaldet af den her omhandlede Proposition.
Nærværende Indsender, der paa det Inderligste er overbeviist om denne Propositions Skadelighed, havde besluttet særskilt at udgive et Tilsvar til Bureauchef Wergelands Indlæg i Jødesagen, i hvilken Hensigt det, eftersom bemeldte Indlæg (fra Wergeland/red.) for en stor Deel bestaaer af Citater af og Henviisninger til fremmede Skrifter til Jødernes Fordeel, var nødvendigt at komme i Besiddelse af, ikke alene de Værker, hvorfra Wergeland har hentet sine Argumenter, for der ved at overbevises om Citaternes Correcthed, men tillige af de til svarende Modskrivter; men Vanskeligheden af i Vintertiden at erholde Bøger fra Udlandet, i Forbindelse med den Omstændighed, at Stridsskrivterne angaaende Jøderne ikke i dette Foraar, ved Skibsfartens Aabning, vare at erholde i Hamburg, har bevirket, at Indsenderen ikke har kunnet udføre denne Plan; hvorimod han har troet i nærværende Opsats at burde, saavidt han nu formaaer, fremsætte sin Formening angaaende den omhandlede Sag, til nøiere Overveielse af Nationens Repræsentanter, der inden føie Tid ville have at afgjøre den.
Det Hoved-Spørgsmaal, der frembyder sig, maa naturligviis være : har Storthinget grundlovmæssig Adgang til at beslutte den omhandlede Forandring, saaledes, at Jøderne ubetinget tilstedes Adgang til Riget.
Forsaavidt dette Spørgsmaal skal besvares, med Hensyn til det i Grundlovens § 112 fremsatte Bud, at Forandringerne ikke maae modsige Grundlovens Principer, har Høiesterets Pluralitet, i dens over Sagen afgivne Erklæring, formeent, at Intet er til Hinder for at besvare dette Spørgsmaal bekræftende; og det vilde saaledes være et unyttigt Arbeide at for søge paa nogen Gjendrivelse af de i denne Betænkning (av Høiesteret/red.) anførte Grunde.
Men Høiesteret har dog i dens Betænkning henpeget paa den anden og ikke mindre vigtige Betingelse for en Grundlovsforandrings Lovmæssighed, som bemeldte § 112 indeholder, nemlig : at Erfaring skal vise, at Forandringen er tilraadelig. Nu er det vel saa, at Man ikke ved denne Betingelse kan have villet fordre, at der skal være indtraadt positivt (påviselige/red.) skadelige Følger af en Forskrivt i Grundloven, forinden den forandres; men saa meget er dog vist, at Udtrykket «Erfaring» forudsætter, som nødvendig Betingelse, en indtraadt Forandring i de ved Grundlovens Emanation bestaaende Forholde, eller, med andre Ord, at enhver Forandring i Grundloven er constitutionsstridig, der ikke er bygget paa en, ved beviislige Data eller Facta fremkaldt Erkjendelse om, at Forandringen vil i høiere Grad, end den gjældende Bestemmelse, befordre Statens materielle eller aandelige Interesser.
Det vil heraf sees, hvorvidt moralske Hensyn ved Grundlovsforandringer kunne gjøres gjældende; – forudsat, at de Bestemmelser, der attraaes forandrede, have virket hemmende paa Folkets Moralitet, eller forsaavidt den tilsigtede Forandring kan antages, i høiere Grad end forhen, at ville befordre denne, bør de vist nok komme i afgjørende Betragtning; men, saafremt dette ikke er Tilfældet, kunne slige Hensyn end ikke anvendes til at supplere eller understøtte det Beviis for Forandringens Tilraadelighed, der kun skal hentes fra Erfaring.
Anvendes nu disse Betragtninger paa Spørgsmaalet om Forandring i Grundlovens § 2, saa kan Resultatet formeentlig ikke være tvivlsomt.
Det er saa langt fra, at den fremkomne (fra Wergeland/red.) Proposition paaviser nogen skadelig Følge, der enten er indtraadt eller kan befrygtes at ville indtræde ved Jødernes Udelukkelse fra Riget, saa langt fra at den aabner nogen paa Erfaring bygget Udsigt til gavnlige Følger af Jødernes Indkomst i Landet, at meget mere de Argumenter, der i denne Henseende ere anførte, i høi Grad tale imod Propositionens Antagelse.
Disse Argumenter ere nemlig væsentlig hentede fra Hensyn til Jødernes Rigdom og Industrie, og udtrykkes i Propositionen med disse energiske Ord, at Jødernes Guld vil fylde Norges udtørrede Hjælpekilder, og de mægtige Jøders Indflydelse virke for Norge i Kabinetterne.
Skulde man vel behøve videre, end at anføre disse Ord, for med Bestemthed at paastaae, at de ikke ere byggede paa nogensomhelst Erfaring; men at de ere, hvad Forfatteren selv kalder dem «philanthropiske Hypotheser».
For det første maa det nu bemærkes, at Norges Hjælpekilder ikke ere saa udtørrede, som de ere yderst faa, og at Jødernes Indkomst i Landet ingenlunde vilde bidrage til at aabne flere Indtægtskilder, men derimod ligefrem bevirke, at Jøderne udelukkende vilde sætte sig i Besiddelse af de faa, som findes.
Det er fremdeles ikke den Næringsgreen, hvormed Jøderne næsten udelukkende beskjæftige sig, nemlig Handel, der hos os trænger til Udvidelse, ialfald ikke saameget som til fornuftige Begunstigelser fra Statens Side; hvorimod Skibsfart, Agerbrug, Fædrift og Fiskerie ere de Næringsgrene, hvis Udvikling vilde befordre Statens Flor (oppblomstring/red.); men det tør vel paa staaes, at Erfaring hidtil paa det bestemteste har viist, at disse Næringsgrene ikke blandt det jødiske Folk vilde finde sine Dyrkere eller Venner.
Hvis paa den anden Side Erfaring tages i Betragtning med Hensyn til Jødernes Characteer, da er det et uimodsigeligt Factum, at Egennytte og smaalig Interesse deri udgjør et prædominerende Træk; og det er en Følge af den Behandling, hvorfor Jøderne har været udsat, at dette maatte blive saaledes.
Denne Behandling har været uretfærdig; men deraf følger ingenlunde, at det skulde være Pligt for en Nation, der ikke har deeltaget i den, nu at bære dens Følger.
Saaledes som Jøderne nu ere, saaledes ville de ogsaa indkomme her i Landet; faa Aar vilde være henrundne, forinden al den Handel, derafgiver nogen Fordeel, vilde være i deres Hænder; thi den Indflydelse, Jøderne formaae at udøve paa Pengetransactioner, er utrolig, og de Midler, de have at raade over ved samdrægtig Samvirken i denne Henseende, ere uhyre.
Det fortælles saaledes ganske almindeligt i Tydskland, at, da for nogle og tyve Aar siden Rottschilds først nedsatte sig i Frankfurth og de første Bangqviers der ei vilde tilstaae dem en Andeel i et Laan, som var blevet contraheret for Østerrig, faldt de for dette Laan udstedte Statspapirer (metalligues) paa alle Børser i Europa, saalænge indtil Frankfurtherne interesserede dem deri (åpnet for deltagelse/red.); men, da Rottschilds havde faaet Andeel i Affairen, stege atter Papirerne ligesaa uventet, som de vare faldne.
Senere kom Østerrigs Pengeaffairer udelukkende i Rottschilds Hænder, hvilket tilskrives Metternichs Indflydelse, som Amsel Rottschild skal have forstaaet at sikkre sig.
Samtlige Jøder ansee sig desuden som een Nation eller rettere som Lemmer af een Familie, der ere pligtige til indbyrdes at understøtte hverandre, om de end ikke staae i nogen somhelst anden Forbindelse, end den fælleds Tro.
Herved sættes de istand til, uanseet Frastanden imellem de forskjellige Steder, at fremme de største Foretagender paa en Maade, der er umulig for andre Handlende, der i saadan Hensigt først maae skaffe sig Commissionairer.
Det er saaledes et Factum, at under de sidste vigtige Krigsbegivenheder var der etableret en formelig Jødepost, der bragte Efterretninger fra det Sted, hvor en eller anden vigtig Tildragelse foregik, til det nærmeste Sted, hvor en Jøde boede, og saaledes fremdeles, indtil Efterretningen naaede det Sted, hvor den med størst Fordeel kunde benyttes.
Med den engelske Armee underWellington fulgte Jødedrenge, der havde Ordre til, saasnart noget Mærkeligt indtraf, uopholdelig at begive sig til Baron Rottschild i London. Som bekjendt var der, under Slaget ved Waterloo, nogle Øieblikke, hvori Wellington troede at have tabt Bataillen, hvorfor han afsendte en af sine Adjutanter med denne Efterretning til Krigsministeren; og paa samme Tid afgik en Jødedreng med samme Budskab til Baron Rottschild. Ikke længe efter viste det sig tydeligen, at de Allierede vilde seirei Slaget; og i samme Øieblik som dette Udfald var utvivlsomt, ilede en anden af Rottschilds Drenge afsted, og det med en saadan Hurtighed, at det lykkedes ham at komme over til England i det samme Fartøi, der bragte Wellingtons Adjutant med den modsatte Efterretning.
Nu var da Rottschild den Eneste i London, der havde tilforladelig Kundskab om Sagernes sande Stilling, saaledes at han kunde gjøre sine Speculationer paa Børsen med en overordentlig stor Fordeel, og derhos glæde Krigsministeren med den uventede Efterretning.
Disse Exempler ere hentede fra Jødernes Fyrster og kunde suppleres med hundrede lignende. Og dog er hos de særdeles bemidlede Jøder Hensyn til egen Fordeel langt fra i den Grad overveiende, som hos de mindre Formuende, end sige hos de Fattige, hvis smudsige Characteer og bedragerske Fremfærd er saa bekjendt og berygtet, at «en Jøde» næsten i alle Lande er synonymt med «en Bedrager».
Det kan naturligviis ikke negtes, at der blandt Jøderne findes hæderlige Undtagelser, høist fortræffelige Mennesker, der kunde tjene de fleste Christne til Mønstere, at der findes Lærde og Videnskabsmænd, ja endog Haandværkere og Fabricanter, der ere ønskelige Medlemmer af ethvert Statssamfund; men een Svale gjør ingen Sommer, og det er under almindelige Omstændigheder en høist fortvivlet Udvei : at kjøbe en heel Skov fuld af slette Træer, fordi der findes eet eller endog ti, der ere fortrinligtskikkede til Skibsmaste.
Efter Alt dette vilde det dog være overvættes dristigt at paastaae, at Erfaring skulde have beviist Hensigtsmæssigheden af at aabne Jøderne Adgang til Riget; og Man kan have tilbørlig Agtelse for Jødernes gode Sider, om Man tvertimod paastaaer, at de, saaledes som Fleerheden blandt dem hidtil har gestaltet sig, kun ere lidet ønskelige som Borgere i en constitutionel Stat, hvis fornemste Grundpille er Kjærlighed til Fædrenelandet.
Men det er da heller ikke fra denne Side, at Man fornemmelig har stræbt at virke for Jødernes Adgang til Norge. Det er fra et – som Man behager at kalde det– langt høiere og ædlere (skjøndt hidtil i politiske Anliggender temmelig ukjendt) Standpunct, at Man skal betragte Jøderne, for at finde deres Indlemmelse i det norske Statssamfund, ikke alene tilraadelig, men endog paatrængende nødvendig.
Det er Morallovens Bud, Religionens Forskrifter, der i denne Henseende sættes i Reqvisition (bestilling/red.).
Hvad Religionen betræffer, da er Indsenderen forlidet Theolog til at kunne afgjøre, hvorvidt dens Forskrifter i denne Henseende kunne paabyde nogen Forandring i Grundloven; men selv en Profan maa det dog være tilladt at bemærke, at, efter hvad den christelige Religion lærer, ere Jøderne blevne ødelagte for deres Gjenstridigheds og Halstarigheds Skyld, og at de saaledes vel neppe kunne vente at tages til Naade, saalænge de fremture i denne Gjenstridighed og Halstarighed.
Saafremt imidlertid intet andet Tilflugtssted stod Jøderne aabent, eller, saafremt de paa deres nuværende Opholdssteder vare udsatte for Mishandling og Forfølgelse, bød vistnok christelig Barmhjertighed Normændene at aabne dem et Asyl; men, efter hvad Hr. Wergeland i hans Indlæg har oplyst, er Jødernes Stilling i flere Lande nu lige med de øvrige Indvaaneres, og de kunne saaledes ikke betragtes som Lidende, der have Krav paa Christnes Barmhjertighed.
Det turde derhos være tvivlsomt, om det kan bestaae selv med den meest liberale Christendom, der vistnok ikke bør forstøde anderledes Troende, at aabne Armene for svorne Fiender af dens Tro,– Fiender i den Grad, at de end ikke erkjende den vigtigste af dens Grundpiller : Naadens og Forsoningens Værk gjennem den himmelske Frelser (mon ikke ogsaa Religionens Forskrifter tale ligesaa stærkt for, at Jesuiter og Munkeordener bør taales, som for, at Jøderne bør tillades at opholde sig i Norge ?)
Hvad de moralske Hensyn angaaer, hvorpaa Propositionen er støttet, da kunne de formeentlig, efter det ovenfor Udviklede, ikke komme i nogen Betragtning; thi, hvor stor Agtelse Man end nærer for Jøderne, saa kan det dog ikke paastaaes, at de, efter det Standpunct, hvorpaa de befinde sig i moralsk Henseende, skulde kunne virke gavnligt paa Folkets Moralitet.
Men hertil kommer den væsentlige Betragtning, at det i Grunden er daarlig bevendt med Beskaffenheden af disse moralske Argumenter. Der er nemlig ved Grundlovens § 2 ingensomhelst Uretfærdighed begaaet mod Jøderne; thi deres Stilling med Hensyn til Norge er, efter Grundlovens Emanation (oppståen/red.), netop den samme som forhen; men selv i modsat Fald havde Jøderne ingen grundet Anledning til at beklage sig over at være udelukkede fra Norge.
Enhver Stat maa nemlig, som enhver Huusfader i det Mindre, være berettiget til at indrette sig saaledes, som han finder det for godt. Nu vilde Ingen forundre sig over, at en Familiefader, af Grunde, der vare egne for hans Stilling og Tænkemaade, negtede en Mand, han være nok saa klog og dygtig, Adgang til sin Familiekreds, og ingen klog og dydig Mand kan prætendere (hevde/kreve/red.) Ret til at faae Adgang i alle Familiekredse.
Ligesaalidt kan den øvrige Verden undres eller bør den oplyste Jøde fortørnes over, at Norge, i Betragtning af dets sociale og commercielle Forholde, ikke ønsker at tilstede Jøderne Adgang inden dets Enemærker.
Det turde vel ogsaa være et Spørgsmaal, om den oplyste og, som Følge heraf, ogsaa meest selvfølende Deel af Israels Folk ønskede at indtvinges i et Land, hvor deres Nærværelse igjennem Secler har været betragtet med den høieste Ugunst, og om vel denne Deel af den jødiske Nation nogenstnde vilde beqvemme sig til at benytte den Tilladelse, de maatte erholde til at komme her ind.
Men saavel heraf, som af den liden Fordeel, der for Jøderne ere at høste i det fattige Norge, er det klart, at ikke Jødefolkets Kjerne, men dets Bærme vilde søge til vort Land, – et er afgjort, at det største Udskud blandt Jøderne, de saakaldte Skakkrejøder, vilde strømme herind, forulempe vore Detailhandlere og ruinere vore troskyldige Bønder (den frygtelige Ildsvaade, der i disse Dage har hjemsøgt det med Jøder opfyldte Hamburg, gjør denne Udsigt saameget sikkrere; thi det er sandsynligt, at Skakkrejøderne i den allernærmeste Fremtid ikke i Hamburg ville finde saa fordeelagtigt Marked, som forhen, for deres Geschäfte, og at de derfor med Glade ville forsøge deres Lykke i det nye «Asyl»).
Overhovedet synes det dog bedst, at Man her i Landet oppebiede (avventet/red.) et Andragende fra Jøderne om Tilladelse til at komme herind, medens Man paa de øvrige Steder, hvor de have Adgang, blot ønsker, at de vare vel borte (at de hadde det bra/red.).
Normændene kjende Lidet eller Intet til Jøderne; de have intet Begreb om deres Handel og Vandel; Man maa have seet et Jødeqvarteer paa fremmede Steder, for at kunne gjøre sig Idee om de Individers Egenskaber, for hvilke Man nu ønsker at aabne Landets Porte.
Det bør heller ikke tabes af Sigte, at det, for den personlige Interesses Vedkommende, kan være den største Deel af Nationen ligegyldigt, hvad enten Jøderne have Adgang til Riget eller ikke; men samtlige de i Spørgsmaalets Afgjørelse Interesserede have eenstemmigen erklæret sig derimod.
Alle Landets Børscommitteers Betænkninger (blandt hvilke Hovedstadens (betenkning/red.) udmærker sig ved dens sancta simplicitas) gaae ud paa at fra raade Grundlovens Forandring; og det maa nøie mærkes, at disse Corporationer i et Anliggende, som nærværende, maae ansees som de meest kyndige, hvilken Betragtning bør tjene til at svække den Mistanke om deres Sinceritet, som Gjenstanden frembyder, og som forskjellige Aviser naturligviis ikke have undladt at fremhæve.
Heller ikke vil Storthinget tabe af Sigte den særegne Beskaffenhed af den heromhandlede Proposition, idet nemlig ialmindelighed enhver Beslutning, som Storthinget fatter, naar og forsaavidt den senere viser sig som uhensigtsmæssig, igjen af Storthinget kan forandres; – men, er dette Forslag først engang antaget, ere Jøderne først slupne herind, vil det ialfald være uretfærdigt, om det end ikke kan siges umuligt, atter at faae dem bort igjen.
Naar Hr. Wergeland derhos i sin Proposition og fornemmelig i sit Indlæg for Jøderne vidtløftigen har udviklet, hvorledes alle øvrige Lande (der gives dog Undtagelser) have optaget Jøderne i deres Midte, da beviser dette Intet med Hensyn til, hvorvidt en lignende Foranstaltning bør træffes i Norge, hvor Forholdene ere ganske og aldeles forskjellige.
De vise blot, hvorledes Man i dette (som i saa mange andre) Tilfælde, ønsker at efterligne Udlandets Exempel, forglemmende, at vort Fædreneland ikke i sit Skjød gjemmer den Spire til Velstand, der er nedlagt i de fleste andre Lande.
Christiania vilde ikke blive noget Paris eller London, om saa end hundrede af de rigeste Jøder der fæstede Bopæl, ligesaalidt som vore Modeherrer kunne tilegne sig Franskmændenes Lethed og Behagelighed, om deres Antræk end fra Top til Taa er parisisk, eller Statsrevisor Daa blive nogen engelsk Statsmand, fordi han til en forbausende Grad har forstaaet at iføre sig engelsk Plumphed (en grov eller ubehøvlet væremåte/red.).
Men, om end Alt, hvad her er anført, skulde forholde sig urigtigt, om det end, fra hvilketsomhelst Synspunct betragtet, skul de være tilraadeligt, at Jøder kom ind i Norge, saa er dog i denne Henseende ingen Grundlovsforandring fornøden.
Det maa nemlig bemærkes, at Grundlovens § 2 ikkun bestemmer, at Jøderne «fremdeles» ere udelukkede fra Adgang til Riget, og at saaledes ikke de Jøder, hvem det forhen undtagelsesviis var tilladt at op holde sig i Landet, derved ere udelukkede.
Som Følge heraf maa det antages, at fremdeles Jøder af den portugisiske Nation, der fra umindelige Tider (see aabent Brev af 19de Jan. 1657 og 14de Decbr. 1670) have havt Adgang til Norge, fremdeles have denne i Medhold de dem forundte Privilegier af 30te Juni 1684, sammenholdt med Placaten af 23de Jan. 1750, hvilket ogsaa af Stang i hans Grundlovs-Fortolkning pag. 561 er antaget, og som desuden bestyrkes deels ved den Betragtning, at Privilegierne af 31te Jan. 1738 § 7, ligesom Grundlovens § 2, i Almindelighed omtaler Jøder som udelukkede fra Norge, medens det dog af den citerede Placat af 23de Jan. 1750 er klart, at de portugisiske Jøder herfra vare undtagne, deels derved, at Regjeringen, uanseet den almindelige Bestemmelse i Grundlovens § 2, har formeent sig berettiget til at meddele Jøder det i Lovens 3-22-1 omhandlede Leidebrev.
Vi have saaledes den allerønskeligste Anledning til at profitere af Jødernes gode Egenskaber, om vi fremdeles lade de slette være udelukkede, og forudsat, at en eller anden Omstændighed skulde gjøre det ønskeligt, at Jøder, der ikke ere af den portugisiske Nation, opholde sig her i længere eller kortere Tid, ville de i Kongens Leidebrev kunne søge den fornødne Beskyttelse.
Naar endelig Wergeland med en Iver, der vistnok gjør hans Hjerte stor Ære, har, efter i sit Indlæg formeentlig at have virket paa Nationens Forstand, dernæst søgt at virke paa dens Følelse ved endeel Poesier, der betitles «blomstrende Tornebuske», da maa det bemærkes, at Forstand og Følelse vel ere hinanden modsatte, med Hensyn til de Motiver, hvoraf de lettest paavirkes; men heraf følger dog ingenlunde, at de Motiver, der skulle virke paa Følelsen, kunne være blottede for al Forstand, og, naar saaledes til Exempel Wergeland lader Bølgen støde tilbage en Jøde, der under et Skibbrud har klynget sig fast til en norsk Klippe, maa det bemærkes, at Bølgen upaatvivlelig havde gjort det Samme med Dhrr. Wergeland & Daa; og dog skal – efter Hr. Wergelands egen Forsikkring i den Tale, som han vilde have holdt, om han havde været Medlem af Agershuus Amts Districtsforsamling – Norge ligesaalidt kunne undvære den ene som den anden af disse Mænd.
Til Slutning kan Indsenderen ikke afholde sig fra, til et Beviis for, hvorledes Man i Udlandet endnu den Dag idag dømmer om Jøderne, at citere nogle Yttringer fra en i Hamburg bosat Mand, hvis Interesse for Norge og dets constitutionelle Indretninger staaer ved Siden af, om ikke overgaaer mangen Normands.
Dette Brev, der er dateret 23de s.(samme) M.(Maaned) lyder, blandt Andet, saaledes :
«Mit dem größten Erstaunen habe ich aus den offentlichen Blättern erfahren, das H. Wergeland die Absicht hat das Storthing zu überreden, die Norweger des Segens zu berauben : keine Juden unter sich zu haben.
Ich glaube nicht, daß so lange die Geschichte zurückgeht, eine grossere Sünde gegen das Wohl des Landes betrieben worden ist, als in diesem Plane liegt. Von welcher Seite man es auch betrachten mag, von religieuser, politischer, socialer, des gewöhnlichen Menschenverstandes, oder von welcher Seite man immer will, es ist nicht möglich sich eine Thorheit auszudenken, die größer und für Norwegen in allen Folgen nachtheiliger sein würde, und zwar unmittelbar, als die Zulassung dieser unglücklichen Nation.
Und wenn es sich noch darum handelte, sie nicht auszuweisen; allein ganz muthwilligerweise sich das ganze Heer von unvermeidlichen Conflicten an den Haaren herbei zu ziehen, welche mit der, aus der Aufnahme nothwendig sich er gebenden Einwanderung und Festsetzung der Juden und dem daraus später wieder nothwendig hervorgehenden Ansprüche auf bürgerliche Gleichstellung unvermeidlich verbunden sind, heißt doch wohl gegen die Interesse und das Wohl seines Vaterlandes zu handeln.
Lübeck & Bremen haben s. B. (Beispiel) den Juden die Auf nahme verweigert und haben nie Ursache gehabt dieß zu bereuen; Hamburg hat sich übertölpeln lassen, und hat jetzt das zweifelhafte Glück die Verwaltung einer nicht geringen Zahl seiner wichtigsten Amter und die Redaction der am meisten gelesenen Blätter der Stadt in den Händen judischer Renegaten zu sehen, deren Verstand freilich wenig zu wünschen übrig lassen mag, die aber der Benutzung dieses Verstandes, noch wie vor, nur allzukenntlich judische Lebenanschauung zu Richtschnur geben– und außerdem das grosse Unglück 16 bis 20,000 Fremdlinge unter sich zu haben, die auf Tod und Leben auf bürgerliche Gleichstellung hinarbeiten; Fremdlinge im allerschlimmsten Sinne des Wortes, d. h. fremd unserem Glauben, unserer Sprache, unseren Sitten, unter sich als völlig abgeschloßene Corporation dastehend, und durchaus nicht willens, selbst wenn sie in unsere und wir in ihre Lage versetzt würden, das geringste Requisit judischen Wesens aufzugeben. Ich gestehe, da ich im Interesse Norwegens nichts für so dringend ansehe, als daß dem Storthinge noch zur rechten Zeit uber die wahre Beschaffenheit die Wergelandschen Vorschlages dieses Augen geöffnet werden mögten, denn ich kann mir nicht denken, das das Storthing, wenn es die Sache auch nur einigermaßen kannte, dieselbe nicht zurückweisen sollte». Christianssand den 23de Mai 1842
Dette lyder i oversettelse (også inntatt i avis-utgaven av 26. mai) :
«Med den største Forundring har jeg af de offentlige Blade seet, at H. Wergeland har til Hensigt at overtale Storthinget til at berøve Norge den Velsignelse : at være frie for Jøder.
Jeg troer ikke, at Historien kan opvise en for Landets Vel skadeligere Plan, end den, som indehol
des i dette Forslag. Fra hvilken Side Man end betragter denne Sag, fra den religiøse, politiske, sociale, den almindelige Menneskeforstands, eller fra hvilkensomhelst Side Man end vil, saa er det dog ikke muligt at udfinde en Daarskab, der kunde være enten større eller, endog i dens umiddelbare Følger, skadeligere for Norge, end denne ulykkelige Nations Indladelse.
– Og, saafremt endda Talen var om ikke at vise Jøderne bort; – men saaledes ganske uopfordret at trække til sig ved Haarene den hele Hær af de uundgaaelige Conflicter, der ere uadskilleligt for bundne med Jødernes Indvandring og Nedsættelse i Norge samt med den deraf igjen følgende Paastand paa Lighed i Rettigheder : – det maa dog vel kaldes at handle mod sit Fædrenelands Interesse og Vel.
Lübeck og Bremen have i sin Tid negtet Jøderne Adgang og have aldrig havt Anledning til at angre dette; Hamburg har ladet sig narre og har nu den tvivlsomme Lykke : at see Forvaltningen af et ikke ringe Antal blandt de vigtigste Embeder og Redactionen af de almindeligst læste Blade i Hænderne paa jødiske Renegater, hvis Forstand vistnok efterlader Lidet at ønske, men som dog, nu som forhen, kun altfor kjendeligt lade denne Forstand ledes af jødiske Principer, – og desforuden den store Ulykke : at see i sin Midte 16 til 20,000 Fremmede, der paa Liv og Død kæmpe for at erholde Lighed i borgerlige Rettigheder med Landets egne Børn, – Fremmede i Ordets allerværste Betydning d. e. fremmede for vor Tro, vort Sprog, vore Sæder, der staae isolerede som en aldeles afsondret Corporation, og som desuden, hvis vi vare i deres og de i vor Stilling, ikke vilde give Slip paa det ringeste Gran af deres jødiske Væsen.
Jeg tilstaaer, at jeg for Øieblikket Intet veed, der kunde være mere magtpaaliggende for Norge, end at Storthingets Øine i rette Tid blive aabnede med Hensyn til den sande Beskaffenhed af denne Wergelandske Plan, og jeg kan ikke antage Andet, end at Storthinget, naar det blot havde et nogenlunde tilstrækkeligt Kjendskab til Sagen, vilde forkaste Forslaget».