– ført i pennen av professor Fries (her er altså professor Fries anmelder eller (nøytral) gjengiver av professor Rühs’ avhandling); denne anmeldelse er inntatt i bergens-tidsskriftet «Den Norske Tilskuer» for «23de October 1817» – No. 43-44; dette gjalt som svar på den skrivelse den bergenske Kjøbmand Heinrich Martin (H.M.) Glogau i samme nummer av tidsskriftet hadde inngitt i anledning «Jødesagen»; H. M. Glogau var en innvandret jøde til Bergen, bare 26 år gammel i 1812, og som hadde latt seg døpe i Mariakirken i november året etter – i 1813; han gikk i en artikkel bestemt imot Amtmand Chr. M. Falsen og hans syn i spørsmålet om «jøde-paragrafens» berettigelse – les den her;
– umiddelbart etter ovennevnte innlegg i «Den Norske Tilskuer» følger det som redaktørene Rein (Jonas R.), Falsen (Christian Magnus F.) og Foss (Herman F.) valgte som tidsskriftets svar på Glogaus neden for fra sidene 339 – 349 og som må sies å representere et tankegods det i tilbakeblikk synes naturlig å forkaste, men les selv :
I Anledning af denne Hr. Glogaus Skrivelse, meddele Udgiverne (Rein, Foss, Falsen/red.) følgende Udtog af Professor Fries’s Recension over en Afhandling af Professor Rühs :
Om Jødernes Fordring paa Borgerret.
I omtrent 40 Aar have adskillige, især preussiske Lærde, højlig begyndt at være
– 340 –
Jødernes Talsmænd imod den Afsky, som forfølger dem blandt Folket.
Nogle tilskyndedes af Venskab for enkelte ædle Mænd af denne Nation; andre af Iver for Oplysningen og mod indskrænket Hengivenhed til enkelte positive Religionsformer, atter andre derved, at de vare blevne afhængige af enkelte jødiske Rigmænd.
Dog var Aanden i hele denne Tvist en kosmopolitisk Aand af den almene Menneskekierlighed, som i ethvert Menneske skuer sin lignende Broder. Men just for denne sidste saa ophøiede Drift, er her stedse blot blevet kæmpet ved Misforstaaelser, hvoraf vi maae omtale to.
Den første beroer paa den Fordom, at Jøderne i Middelalderen og ligeledes siden skulle hos os være blevne forfulgte med blindt Raseri og uretfærdig Religionsiver.
Dette har Herr Rühs uimodsigeligen giendrevet.
Ifølge forrige Tiders raaere Sæder har man vistnok i sin Fremfærd imod Jøderne afvexlet med uoverlagte overtroiske Begunstigelser og med Grusomhed. Forskerne have næsten altid vist dem for stor Gunst, Grusomheden kom fra Almuen, men foranledigedes, i sin dybeste Grund, ikke af Had til de Ikke Kristne, men af Had til de lumske Høkere og Folke-Ransmænd som levede af Snyderi.
– 341 –
– Fra denne Fordom skrev sig da den Mening, at Jøderne var hos os borgerligen for meget undertrykte, og at dersom man gav dem flere Borger-Rettigheder, vilde de forædle sig.
Rühs viser af Historien soleklart det Modsatte. I og udenfor Tydskland havde de Fristeder, hvor de nøde alle Rettigheder, ja Lande, hvor de herskede, – men deres Ureenlighed, deres Ulyst til Arbeide, deres Lyst til Snyderi var og blev stedse eens. De trak sig tilbage fra hver vindskibelig Haandtering, ikke fordi man hindrede dem i at vælge den, men fordi de ikke vilde vælge den.
Den anden Fordom er af et Slags, hvorved den menneskelige Forstand lettelig skuffes i de vigtigste Ting. Man forbytter et abstrakt almeent Udtryk med det Enkeltes Virkelighed. Saaledes ere her Jøderne blevne forvexlede med Jødevæsenet, Jødedommen.
Ikke Jøderne, vore Brødre, men Jødevæsenet erklære vi Krig. Hvo der holder af den Pestsyge, maa han ikke ønske, at han befries for Pesten ? Og haaner man den Pestsyge, fordi man klager over Pestens Rædsler og giver Raad imod den ?
Jødedommen er en Levning af en udannet Fortid, som man ikke skal indskrænke, men aldeles udrydde. At forbedre Jødernes
– 342 –
Stilling, er netop at udrydde Jødedommen, at ødelægge et Samfund af snyderagtige Høkere og Skakrere. Jødedom er en Folkesmitte, som avles i Mængde og vinder i Magt ved Penge, saasnart Despotismus eller Trang avler trykkende Skatte – Forfatninger, saasnart mange og trykkende offentlige Leverancer blive fornødne; saasnart Borgernes Velfærd svæver saaledes i Fare, at Plukgielden griber mere og mere om sig; endelig ogsaa der, hvor der gives mange ørkesløse Rigmænd, som begynde at ødsle.
Disses dødliggende Kapitaler ædes af Jøderne ligesom det Forraadnende af Orme, hvorfor de i en Würtembergsk Forordning ogsaa saare rigtigen kaldes fortærende og ædende Orme eller Utøi.–-
Jødernes Selskab indbefatter fire meget forskjellige Elementer. Jøderne ere nemlig
1) en egen Nation,
2) et politisk Samfund,
3) et Religions-Parti,
4) en Mægler- og Høker -Bande.
– Ethvert af disse Elementer kræver sin egen Bedømmelse; men Foreningen af alle bør betragtes ganske særdeles.
Deres Nationalitet i sig selv betegner blot i deres physiske Udspring fra et eget Folk. Her maa den gunstigste Dom fældes for dem.
Ingen retfærdselskende Mand vil dvæle ved den gamle Sætning, at den sorte Farve er Slavefarve, eller ved nogen lignende. I enhver kultiveret Stat bør enhver Indfødt, enten han er Sachser, Vender eller Jøde, tilstaaes eens Rettigheder som fri Mand, eens Beskiermelse og eens Borgerret, at sige naar han er rede til at yde Staten alle den fri Mands og Borgerens Pligter.
– 343 –
Her møder os nu allerede, – Religion, Stat og Haandtering fraregnet, men ifølge det blotte Udspring, – den første store Fejl ved Jødedommen. Siden Aartusinde existere Jøderne imellem alle andre Jordens Nationer, som blot have saamegen Kultur, at man ved Skakren kan blive rig hos dem, og existere ene derved, at de gifte sig imellem dem selv, og paa denne Maade holde deres Race reen.
Tør nu vel overhovedet en dannet og forsigtig Regiering indlade sig i at optage en saadan Klasse af Metoiker (dette var en gruppe mennesker, færre eller mange, som i oldtidens Hellas levde i en form for utenfor-borgerskap – med plikter, men uten ordinære rettigheter/red.), der har den Nykke, at giøre denne physiske Afsondring fra de virkelig Indfødte til Grundsætning ?
Recensenten (prof. Fries/red.) drager højlig i Tvivl, om dette nogensinde lader sig forene med sunde politiske Grundsætninger, og mener, at enhver Regiering bør bære Omsorg for, efter muligste Evne at hæmme denne Uorden, hvor den engang har faaet Indpas.
Vi tale hernæst om Jøderne som Religions-Partie. Jøderne ville helst hedde (hete/red.) Borgere af den mosaiske Troes-Bekjendelse, denne Religionssag gjøre de til Hovedsag, og støtte sig nu paa Tolerence og Samvittigheds-Frihed, for at gjøre deres Fordringer paa eens Borger-Rettigheder med andre Religions-Partiet gjeldende.
Men vi sige med den ypperlige Krug : vi ønske almeen Tolerance i Kristenheden for enhver positiv Religionsform , som blot kan enes med det borgerlige Samfunds retvise Øiemed – og, føje vi endnu til : med Folkets sædelige Uddannelse.
Kan nu den jødiske Religion, efter denne eneste Grundsætning af en dannet Politik, taales eller ej ? Vi (Rein,Falsen, Foss/red.) maae svare : den burde ikke taales, af tre Grunde :
1) fordi allerede, efter ægte mosaisk Lære, Jehovah er en blot jødisk Nationalgud.
– 344 –
Jøderne ere ene Guds Folkeslag, alle andre Nationer ere blot Goins (Gojim = ikke-jøder/red.) og ikke deres Lige.
2) fordi Jøderne slet ikke lære og leve efter den mosaiske Lære; men efter Talmud;
3) fordi deres foregivne Religion aldeles ikke er blot positiv Religionsform, men uadskillelig sammengroet med en theokratisk Stats-Forfatning;
Allerede den Fordom, ene at være Guds Folk, gjør det umuligt, at forene en saadan afsindig Religions-Lære med Statens sande retvise Øiemed, da slige Daarer, hvor ærlige de end anstille sig, i Hjertet dog aldrig kunne erkjende nogen Goin (Gojim/red.)(derunder indbefatte de Hedninger og Slaver i eet Begreb) for deres Broder.
Videre : Hvo iblandt os erkiender ikke den ophøjede Reenhed i den ægte mosaiske, for saamange falske Billeder blottede, Monotheismus ? hvo finder ikke, hvorlunde Religions-Lære og Moral ved de hebraiske Propheter og andre Lærere have vundet i skiøn Uddannelse ?
Men tilligemed dette Gode er og den for vore Tider aldeles fordærvelige Overtro : at være Guds eeneste udkaarne Folk, gaaet i Arv, og den for vore Tider ligeledes ganske upassende Ceremoni-Tieneste, som endnu ovenikiøbet for de nærværende Jøder blot holdes i Hævd under de gyseligste Vanzirelser ved Talmud-Lovens overtroiske Narrestreger og Infamier.
Saalænge Jøderne følgelig ikke befrie deres Religions-Lære for den Overtro og Ceremoni-Tieneste, der er en Følge af deres Fordom, at være Guds udkaarne Folk, saa er en varig, aaben og ærlig Tolerance af deres Religion umulig; thi naar dette Væsen er deres Alvor, kunne de ikke ved
– 345 –
Giftermaal forbinde sig med andre, kunne de ikke leve i nogen vindskibelig Haandtering med de Mennesker, med hvilke de ikke tør spise og drikke, og kunne heller ikke for Alvor indrømme andre Mennesker de dem tilkommende Rettigheder.
Saaledes forholde Sagerne sig allerede, om vi endog slet ikke tage i Betragtning, at denne Religion nu egentlig kun er en Tilgift til et særegent, sig selv regjerende Stats-Samfund, hvis Øiemed hører til de allerskadeligste.
Ifølge sin Form er dette Samfund underkastet Rabbinernes strengeste aristokratiske Despotisme. Disse ere paa eengang Lærde, Præster og Adel, og deres Herredømme er følgelig ægte Aands-Despotisme.
Men paa samme Tid er deres hele Lærdom aandløs Urimelighed, saaledes at deres Udygtighed til bedre Underviisning forbindes med deres Interesse for stedse at vedligeholde Folket i dets Smudsighed og Dumhed. Dette Rabbiner-Herredømme er den nærmeste Aarsag til det hele Samfunds Grundfordærvelse og Uforbederlighed, og uden dettes Ødelæggelse ville de aldrig kunne blive værdige til at træde i Rang med frie Mænd.
Hermed vilde det jødiske Samfund imidlertid blot holde sig selv i vedvarende Elendigped og Raahed, dersom ikke dette politiske Samfund tillige var en over den hele Jord udbredt Mægler- Cræmmer- og Skakrer-Kaste.
Ville vi dømme om Jødedommens Indflydelse og Skadelighed, saa er dette Hovedsagen. Jøderne ere en, ved theokratisk Despotisme nøje forbunden, og ved en særegen Religion sammensvoren Kræmmer- og Skakrer-Kaste.
Hvoledes maa denne virke paa et Folks Velstand og Dannelse, hvor man lader den faae Indpas ?
– 346 –
Ved. de gamle Præste-Lovgivninger, som bestod før Grækenland blomstrede, var arvelig Stands-Forskiel, ifølge Enhvers Haandetering, det borgerlige Livs almene Grundform.
Disse Kaster maae have medført store Fordele for et vist Dannelses-Trin hos det menneskelige Kiøn; men for de senere Tider er det blandt alle dannede Politikere erkiendt, hvor skadeligen de virke paa Folkets Velfærd og Aand. I Befrielsen for denne Klasse-Aand finde vi et Hoved-Moment for den ædlere græske og den ny–europæiske Uddannelse.
Blandt vore Folkeslag er nu Jødedommen, som Kræmmer- og Skakrer-Kaste, den eneste Levning af hine gamle Stands-Grader. Vi have beholdt denne Levning som en Folke-Sygdom, just fordi denne Kaste er den skadeligste af alle.
Havde en af de producerende Haandteringer vedligeholdt sig arvelig iblandt os, saa var dette en uskyldig Vane, hvilken man gierne kunde overlade til sin egen Skjebne. Men ved Sysler, der koste Anstrengelse og Møje, maatte slige Adskillelser snart hæves. Jøde-Kastens Haandværk beriger derimod uden Flid og Anstrengelse paa en let Maade, saasnart den er i et sluttet Selskabs Vold. Deres Interesse sammenholder altsaa bestandig dette, og udbreder det til alle Sider.
Men for det øvrige Folk er nu denne Kaste den skadeligste af alle; thi den lever uden egen Umage af Andres Arbejde, yder hverken i materiel eller aandelig Henseende noget frembringende Værk, klynger sig altsaa blot som Snylte-Plante eller Blodsuer (blodsuger/red.) fast ved et fremmed Liv og afkræfter dette.
– 347 –
Et sluttet Samfund, som paa denne Maade lever uafladelig uden egen Kraft-Anvendelse og sand Selvvirksomhed, blot af at speide og lure, maa blive aandeligen fordærvet, blot agte Vindet i sine Bedragerier, og bortgive Tapperhed for Feighed, Ærefølelse for Nederdrægtighed.
Deraf flyder den naturlige Følge i Historien, at hvad enten Jøderne, hvilket under nogle vise tydske Regieringer var Tilfældet, maatte leve yderst indskrænkede, eller de herskede, som i Spanien og Peru, – saa var og blev de dog de samme smudsige og raae Skakrere.
Paa en hæderlig Maade udmærkede de sig kun hist og her som Læger; ellers forekomme de i det offentlige Liv ene og alene som de af hele Folket hadede og forbandede Finants-Bestyrere.
Man bebreide os ikke, at disse Fordringer stride imod billig Tolerance og Samvittigheds-Frihedens Ret. Dette Væsen vedkommer aldeles ikke Religions-Meningernes Frihed, men Rettens og den moralske Folke-Dannelses hellige Anliggender.
Vi ville anstille en Sammenligning. Fornogle hundrede Aar siden var Stratenrøveri (landeveis-røveri/red.), hvormed en Deel af Landadelen befattede sig, blandt os en mere anseet Haandtering, end Konster og Videnskaber, Haandværk eller Handel. Regieringerne lærte at indsee, at dette var uretviis Raahed; de forbød denne Syssel, og hvor man ikke lystrede, droge Førsterne med væbnet Haand ud, ødelagde Røver-Borgene, straffede de Gjenstridige og gjorde en Ende paa det hele Uvæsen.
Hvad, om denne Røver-Adel nu dengang havde havt det Indfald at bekjende sig til en anden Religion, at sige, at Samvittigheden tillod den ikke at spise og drikke med andre Folk, og at øve anden Haandtering end Stratenrøveri : skulde Førsterne derved have ladet sig afholde fra
– 348 –
at raade Bod paa dette Uvæsen ? Eller burde de ikke snarere have grebet til endnu skarpere Forholdsregler derimod ?
Aldeles lignende forholder det sig med den jødiske Handel og dens Kaste-Afsondring.
Rov (røveri/red.) kan i en raa Tidsalder endda anstaae en Mand af Charakteer, fordi Kampen er aabenbar og æsker Tapperhed; Snyderi derimod er lumskt og feigt, og desaarsag selv den raaeste Mand af Kraft foragteligt.
Vor Tidsalder indseer det hele jødiske Samfunds-Væsens Uretmæssighed og Skadelighed : vore Regieringer ville altsaa føle sig opfordrede til at raade Bod paa dette Uvæsen, at udstæde Forordninger derimod og forfølge de Ulydige med de tilbørlig Straffe.
Vel har man til Jødennes Forsvar gjort den Indvending, at der ogsaa iblandt de Kristne gives snyderagtige Kræmmere, Skakrere og Leverandeurer; men denne Indvending rammer ikke; thi deels er dette Faktum urigtigt; hiin Landalmuens Fordærvelse og den rige Ungdoms Forgieldelse er næsten ene og alene Jødeværk; deels, hvilket er det vigtigste, ere de enkelt staaende Forbrydelser af det Slags ikke hundrededelen saa ødelæggende, som slig vedvarende Syssel af et sluttet Selskab.
Det er desværre meget sandt, at ogsaa mange af de Kristnes Rigdomme ere blevne sammenpugede ved Jødehandel; men enhver Kristen, der handler saaledes, gjør det dog imod sin Samvittighed, eller som et jødisk fordærvet Udskud af det kristelige Samfund.
Jøden derimod tillader ikke alene hans Religion disse Skændigheder, men den roser ham endog, naar de lykkes ham. Deres Selskab er følgelig en sand Beskytterinde af denne Svig, som førend deres Ødelæggelse aldrig kan fortrænges af det borgerlige Liv.
– 349 –
Selv deres aandrigeste og meest udmærkede Lærer Moses Maimonides siger; Folk af anden Religion skal man flittig kræve, thi det er en fortjenstsfuld Handling at flaae dem.