– utgitt i Bergen i 1796; Johan Nordahl Brun, forfatteren av diktet/sangene, var fra 1803 til sin bortgang i 1816 biskop over Bergens Stift og etterfulgte dr. Ole Irgens. På det tidspunkt dette betydelige diktverk ble utgitt var han «Sognepræst til Korskirken» i Bergen, samtidig som han var «Stifts-Provst over Bergens Stift, Provst over Nordhordlehns (Nordhordlands) og Wosse (Voss) Provstie»;
– les diktet «Jonathan»s 10 sanger her : – fortsettelsen er under skriving pr. april 2025;
Den, som nu lever, adspredt over Jordens Kreds; Du, hvis Gud er min Gud, hvis Religions Bogs Guddommelighed jeg agter ligesaa høit, som nogen af Dit heele Folk; Dig være dette Digt tilegnet.
Du nedstammer fra Digtets Helte. Dine nu levende Lærde kunne best bedømme, om Tidernes Aand, i hvilken Jonathan blomstrede, har lidt for meget under den omskabende Friehed, hvormed Digteren har
– ## –
søgt at gjøre sin Sang underholdende for Læsere af ganske andre Sæder. —
Uden personligt Bekiendskab med en Eeneste af dit Folk, har jeg fra første Ungdom bevaret en Samvittighedsfuld Afskye for den frække Latter, lætsindige Christne have tilladt sig over Levningerne af Guds Pagtes Folk.
At Forsynet bevarer dem indtil denne Dag, ubeblandede med andre Folkeslag, er mig en dyrebar Besegling paa den Religions Sandhed, som de endnu ikke erkjende. Uden at opoffre mine Grundsætninger, men meget meere paa Grund af dem, agter jeg Dig ! o, Israel ! og elsker Dig med broderlig Samfunds Aand.
En stor Mand af dit Folk, som gik over til vor Kirke, indgav mig dette Sind. Han sagde mig disse Ord :
– ## –
«Men ere nogle Greene blevne afbrudte, og er Du, den vilde Ollie-Qvist,
bleven indpodet i deres Sted, og er nu saaledes deeltagen med i Ollie-Træets Rod og Fedme;
saa pral dog ikke mod Grenen; thi gjør du det, da viid, at det ikke er dig, som bærer Roden,
men Roden som bærer dig. Paulus i Brev til de Romere 11 C. (kapittel/red.)»
Ingen Frygt for Ulæmpe, intet Haab om Fordeel, ingen Captatio benevolentiæ kan gjøre denne Forfatterens Tilegnelse mistænkt for Smiger eller Egennytte.
Kun hilser han her paa det Folk, blandt hvis Oldtids herlige Forfædre hans Indbildnings-Kraft samlede Texter til disse Sange.
Skrev han endskiønt ikke for Ebræernes (hebreernes/red.) Synagoger, vilde det dog være ham fyldestgjørende, om blot en eeneste oplyst
– ## –
og retskaffen Rabbiner fandt denne Sang sit Biefald værdig. Fred være med Eder, I Mænd, Brødre af Israels Huus !
Vor Afkom tør opleve en Tid, naar der skal være een Hiord og een Hyrde. Det haaber, det ønsker
Forfatteren.
Først et Ord til dem af Smag og Dyrkelse, hvis Biefald jeg helst ønsker, og hvoraf jeg i sær vilde være stolt : Jeg bør anmælde dem min Plan og nogle af de Regler, jeg har sat mig i Hovedet, hvorefter at udføre den :
Planen var, at besynge det mærkværdigste Venskab, Historien kan opviise, og altsaa at karakterisere, ei allene de tvende Venner og i sær min Helt, men og de øvrige Hoved-Personer, som virkede med eller mod dem.
Jeg søgte allevegne meere at mahle Hjerters Følelser og Karakterers Udvikling, end mægtige Tildragelser.
Jeg vilde viise i Saul en god Konge, fordærvet, ikke saa meget ved en ond Aands umiddelbare Virkning, som ved Doegs List og mørke Politik; I Abner den kolde og kloge, men troefaste Minister; I Zelek Davids Medbeiler til Jonathans Venskab; I Ahinoam den troefaste Ægtefælle og ømme Moder.
I det Heele har jeg lagt Vind paa Eenhed, den jeg ansaae for alle Vittigheds Arbeiders største Skiønhed. Dette var min Plan; hvorvidt jeg er bleven den troe, og med hvad Lykke, derom kan jeg ikke selv, derom skulle Læsere af Smag og Oplysning dømme; og denne Dom, bygd paa Grunde, skal enten opmuntre og belønne eller rette og ydmyge mig.
— Hvad Reglerne angaaer, da havde jeg gjort mig Sandsynlighed til en Grundlov, om aldrig Texten havde
– ## –
tagen af den hellige Skrift.
Nok veed jeg, man tillader Digtere at sværme i Paradiiser og Helveder, at plyndre græske og nordiske Mythologier, at sætte Najader ved hver Kilde, Nympher i hver Dahl, og at vandre igiennem evige Rader af halve og hele Guder og Gudinder; men deels ansaae jeg dette Indbildnings Kraftens Leegetøi forslidt, og deels saa heldig brugt af faa store Forgiængere, at der kun paa denne Agerbund var mig levnet en alt for mislig Efterhøst.
Jeg foretrak altsaa det, som jeg troede, at kunde byde den sunde Fornuft. Ved de sammenbindende historiske Omstændigheder turde man savne hos mig det ophøiede i Udtrykket, som man ønskede at finde.
Der har jeg i dets Sted lagt Vind paa mueligste Korthed og Tydelighed. Jeg troede, man i et stort Mahlerie ikke ængstelig burde søge at pryde saadanne Steder med Høitydelighed.
En Dame af Smag anbringer, om hun har dem, Juveeler, men kun i sit Haar, eller paa et Bryst-Smykke. Anbragte hun en Juveel paa hvert Hoved af hver Knappenaal, skulde hun glimre meere, men som en udgiøglet Bondebrud. Saaledes seer jeg ret godt, at der ikke er en Smule Skiønhed i disse 4 Vers i den 8de Sang :
Den skiønne Zelek just var sendt fra Jonathan;
Knap Kongens Trudsel her mod Nobe hørde han,
Før rask han forud fløi, fik Abjathar advaret;
Og saa til Prinsen strax med hvad der var erfaret.
Jeg kunde have beskrevet Zeleks Følelser ved Sauls morderiske Befalninger til Doeg mod Præstestaden Nobe; Zeleks Ankomst til Nobe; hans Beskrivelse for Abjathar over den truende Fare; Abjathars Fortælling til Zelek om David, Zelek om det heele til
– ## –
Jonathan. Men jeg maatte haste hen over saadanne Optrin, for at komme til de vigtigere, og i denne Flugt elskede jeg meere Korthed end Skiønhed, som dog immer (alltid/red.) der skulde have fordret Udførlighed og tilsidst bleven kiedsommelig.
I det Heele turde man savne Sprogets Cothurne og Pindariske Udtrykke. Finder man i dets Sted Klarhed og Styrke i Tanken, saa var det, hvad jeg heller vilde man skulde finde. Mig selv fandt jeg bedraget, naar man med et høitideligt Sprog satte mig Blaar for Øinene og gav mig kun en høist mat og undetiden falsk Tanke.
Disse vare Reglerne.
Have jeg syndet imod dem, fortiener jeg Kritik; men Reglerne selv maae man skiænke mig : Materien er Leeret; jeg er Pottemageren; men saadanne Regler ere kun Formerne.
Om jeg danner en Urne av den Dei (deig/red.), hvoraf andre vilde haft en Pyramide, ere disse andre ubeføiede til at laste mit Arbeide, med mindre Urnen, som Urne, er en Vanskabning.
Dernæst et Ord til den læge (ulærde/red.), men agtværdige Læser, som turde studse ved at see Digt indblandet i den hellige Skriftes Sandhed : Jeg vilde før mishage 10 Humanister, end forarge en eeneste saadan (ulærd/red.) med min tagne Friehed. Tidernes Lætsindighed skal aldrig frietage mig for den Pligt, at retfærdiggjøre mit Forhold for den Hæders Mand, der er øm for Skriftens Ære.
At jeg har store Forgjængere, at saadant længe og overalt ansees tilladt i den lærde Værden, er ikke Svar, hvormed at affærdige (avfeie/red.) den læge, men tænkende Mand. Han indvender med Grund : Man tillader sig saa meget, det er vel ikke derfor alt ret.
Nei oplysende bør mit Svar være, og her er det : Skriften vilde give os Guds Folkes, men ingen enkelt Mands fuldstændige Historie : Jonathan nævnes først, 1. Sam. 13,3, og da allerede, som moeden Hærfører; dertil maae han af nogen være dannet; derom at sige det
– ## –
Rimelige, maae være enhver tilladt. Da Goliat utfordrede til Tvekamp, hvor var, hvad tænkte, hvad vilde, hvad gjorde da Jonathan, denne saa tappre Kongesøn ?
Disse Spørgsmaale kunde man fordre af Skriftfortolkeren, end sige taale besvarede af Digteren. Naar altsaa det Digteren fortæller som Sandhed, kun er rimeligt, kun sandsynligt, kun ikke mod Skriften stridende, saa er han retfærdiggjort, og saadant vil jeg haabe man skal finde alt, hvad jeg har digtet.
Jaa maaskee vil den Skriftkloge finde hist og her, hvad han ikke venter i et Digt, Tanker til høiere Eftertanke over vanskelige Steder. Om 1 Sam. 15, 55 og 58 v. siger den lærde Michaelis, at han forstaaer det ikke, og Schmidius den klassiske Auctor, jeg fornemmelig har raadført mig med til dette Værk, fyldestgiør mig heller ikke her; Man læse herom 6te Sangs 223 Vers til 232 og 321 til 332.
Og hvo som forkaster min Meening der, er skyldig til at give en meere rimelig.
Saaledes, ved den Deel jeg giver Doeg i Tildragelsen med Agag, formoder jeg at have giort Sauls Forbrydelse sandsynligere, og ved den samme Doeg i det mindste givet en rimelig Formodning om Hensigten af hvad den opmanede Samuel siger, 1 Sam. 28, 16-19 v.
Antoge vi med de ældre Fortolkere en Diævel i Samuels Skikkelse, skulde da vel en ond Aand holde Poenitenses (bots-/red.) Prædiken for Saul ? Eller var den tienstagtig nok til at sige, hvad Pythonissen vilde, hvorfor vilde da hun have det sagt, som Aanden sagde ?
Antage vi med de nyere, som synes rimeligst, at det Heele var Qvindens Kunstgreb og Taskenspillerie, bliver endnu dette Spørgsmaal ubesvaret : Hvorfor skulde Qvinden ville forskrække Saul ? Hvorfor ikke heller lade sin Samuel roese hans Mod ? opmuntre ham til Slag ? love ham Seier og fortiene sig en kongelig Belønning ?
Smiger betaler sig godt. For ubehagelig Sandhed fik Michæas Ørefigen, 1 Kong. 22. Men naar jeg giør Doeg mistænkt for
– ## –
Deeltagelse i disse Giøglerier, bliver det Heele hensigts-mæssigt. Jeg lod Saul fortælle, hvad han saae; derved bliver det sandsynligt, at en ængstet og overtroisk Mand saae mere, end hvad der var at see.
Dette er alt hvad jeg forud har at erindre. Jeg er vis paa, mit Arbeide skal hverken skade eller fornærme. Jeg haaber det skal gavne. Jeg ønsker det maatte behage.
Jeg veed nok, at det ikke træder frem i saadanne Arbeiders lykkeligste Periode; Alles Øine vogte nu paa Krig og Staters Rystelse; alle brugbare Penne ere ligesom satte i Reqvisition (bestilling/red.) til Striid.
En fredelig Digter befinder sig i denne Tummel, som en Fløitenist mellem fleere buldrende Gongonger. Men det maae da blive min Skiæbne.
Non, si male nunc, & (et/red.) olim sic erit. (fra Horace, romersk poet (65 f. Kr. til 8 f. Kr.) fra «Ode 2.10» : «om ting nå går dårlig, vil det ikke alltid forbli slik»/red.)
Forfatteren.
– ## –
E. Skr. (etterskrift/red.)
At man ikke skulde tiltroe mig, af tosset (tosket/red.) Beskeedenhed at ville skye den Ærens Bane, hvor Tvilling-Rigets samtidige Digtere vare indbudne til ædel Kappen (konkurranse/red.), og endnu mindre af ubetimelig Stolthed at kunne ringeagte et Selskabs Opfordringer, der saa længe og saa kraftig virkede ved Kritik og Belønning til de skiønne Videnskabers Fremvext hos os; skylder jeg mig selv følgende Anmeldelse :
Indbydelsen fra S.T. Hr. Professor Baden i lærde Tidenders No. 47 for 1788, fastsatte 1te Januarii 1793, som den Tiid, efter hvilken enhver mældte sig for silde (sent/red.).
Hr. Professorens seenere Anmældelse af ovenmeldte Tids Udsættelse, dateret Kiøbenhavn den 19de November, er første Gang indført i Kiøbenhavnske Tidenders No. 95 den 27de November 1795.
Min, i Bergen trykte Indbydelse til Subscription paa det, da allerede færdige Digt Jonathan er dateret Bergen den 11te November 1795.
Endelig skylder jeg Læseren megen Undskyldning for de grove Trykfeil. De fleeste ere vel rettede paa sidste Blad, og hvilke var ønskeligt, hver Læser vilde behage først i sit Exemplar at anmærke, da ellers, paa nogle Steder i sær, Meeningen vanskabes; men enda tør jeg ikke indestaae for Retskrivningen allevegne.
Med Bludsel tilstaaer jeg, selv at have været Korrektør, og fraraader hver Forfatter, i sær hver Digter, at være det : Han veed (kjenner/red.) Texten alt for vel og næsten udenad, og derfor løber det flygtige Øie alt for rask hen over ethvert Ord, og Sætteren har Ret til at stole paa Korrekturens Rigtighed.
– ## –
– les diktet «Jonathan»s 10 sanger her : – fortsettelsen er under skriving pr. april 2025;