– inntatt i Drammensavisen «Tiden» for «Torsdag den 23de Marts 1837» – etter at grosserer Peder von Cappelen gikk bort i sitt hjem på Eidsfoss herregård 12 dager tidligere – den 11. mars; 
Grosserer, Ridder Peder v. Cappelen.
En ædel Olding, træt af Livets Møie, til Hvile gik i Jordens tause Skjød,
men til Alfader i det Evighøie sig svang hans Aand, der Støvets Lænker brød.
Ei mere færdes skal den gode Gamle imellem os, der skatter høit hans Værd;
dog af hans Flid kan Efterslægten samle et daadfuldt Liv, som vidner om hans Færd.
Hans Daad ham selv har reist et herligt Minde, der ei før det af Hjertet kan forsvinde
#
Saa sluktes Livets Lampe sagte ud, og Dødens Vugge aabnede sit Leie,
i salig Slummer, paa Algodheds Bud, Du Aanderigets Skatte tog i Eie.
#
Almoders Grav, som tog Dig i sin Favn, har bredet over dig sit hvide Lagen,
o, hvil sød der, mens vi Dit kjære Navn vil mindes signende ved Nat og Dagen
#
O, hvil sødt der, Du kjære gamle Mand, her var Dig stedse rastløs Stræben Glæde,
naar Morg’nens Straaler brød fra Himlens Rand, de fandt Dig altid ved Dit Dagværk rede.
#
Dens Lod er skjøn, der leve kan som Du, som Du en Sæd for Efterslægten sprede,
en Sæd, hvis underskjønne Frugter nu det den blev givet signende at frede.
#
Dens Lod er skjøn, der salig kan, som Du, i Søvnens Arme slumrende indtræde
til Evigheds, Algodheds store Gud i høi og hellig navnløs Himmelglæde.
#
Og Tidens Strøm ustandset ruller hen, dens Vover skyller over Dine Bene;
men vid, Dig mindes mangen ædel Ven, der Hædersnavnet maa, som Du, fortjene.
#
Og hende, som Dig var saa god og kjær, den Hulde som Dit Fjed da Banen ledte,
hun, som for Koner, Koners Mønster er, o Himmel, lad din Fred om hende brede !
#
Farvel, Du gjæve hedenfarne Ven ! Fred med Dit Støv i Gravens Gjemme være !
Fred med Din lyse Aand i Lysets Hjem Fred med Dit elskte Minde, gamle Kjære !
#
Gamle Nor, dit mørke Blik jeg seer, seer Du ryster sølverhvide Lokker,
hører Klagen, «han er ikke meer», hører, ak, hvor sørgeligt Du sukker.
Men han gik til Fredens stille Havn, og han var Din elskede Udkaarne,
han har levet, virket, stiftet Gavn, høster derfor Løn blandt Himmelbaarne.
Hans Hassing.