– i boken «Olaf Ryes Saga. Optegnelser, Dagbøger og Breve». København. Det nordiske Forlag. 1899.
– fra s. 7 – 8 :
Olaf Rye havde i sin Ungdoms første Tid allerede oplevet store Omvæltninger i Landets Tilstand.
I Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede havde de politiske Begivenheder ude i den store Verden foranlediget, at det norske Folk ved en blomstrende Handel havde erhvervet sig Velstand og Velvære, og de Forhold, som havde bevirket dette – Revolutionen og Napoleons Krige – blev derfor seet i et andet Lys her, end de fleste andre Steder.
Senere blev Norge selv draget ind i den politiske Hvirvel, Krigen kom, Adgangen til havet blev lukket, Forbindelsen med Broderlandet blev vanskelig, undertiden umulig, og Landet, som ikke kunde brødføde sig selv, maatte holde en Hær paa Benene for at hævde sin Selvstændighed, som dets gamle Arvefjende, Sverrig, mere og mere truede med at krænke.
Der var Fattigdom og Pinagtighed overalt. Aaret 1812 fyldte Bægeret til Randen, bragte Misvæxt og Hungersnød, og man kan forstaa, at de unge Officerer længtes efter at komme bort for at se andre Steder, andre Lande, hvor der muligvis ikke var saa trykkende snævert som derhjemme.