“ny luthersk kirketidende”s oppstart i januar 1877 presentert i “bergensposten”

– for “Onsdag 3die Januar 1877” – denne avis’ 24. årgang :

Af «Ny Luthersk Kirketidende» er No. 1 idag udkommet øg indeholder : Bladets Program. Frit Skriftemaal af Provst Andr. Hansen. Hvad vil de kirkelige Reformvenner ? Nogle Ord om Konfirmationen as Sognepræst Joh. von der Lippe.

Af Bladets Program tillader vi os at indtage den Del, hvori Udgiverne taler om Bladets Forhold til Bestræbelserne for at erholde fuld Religions frihed i Landet og Kirkefrihed inden Statskirken.

Det heder derom :

«Det vil være et Organ for de Krav paa Reformer inden den norske Statskirke, som de sidste 30 Aaas religiøse og kirkelige Liv har baaret frem. Vi vil paa Guds Ords og den lutherske Bekjendelses Grund søge at belyse disse Krav, og idet vi stedse gaar tilbage til Ordets Lære om Troens og Menighedens Væsen og om dennes Opgave i Frelsens Husholdning, vil vi søge at fremholde de Grundsætninger, der altid maa gjenfindes i enhver ægte evangelisk Kirkeforfatning.

Det er ikke et voldsomt Brud med det bestaaende, vi hermed tilsigter; vi vil ikke arbeide for at evangelisklutherske Kristne i vort Land træder ud af Statskirken og danner Frikirker. Statskirken har vistnok baade mange og store Skrøbeligheder, men den har, om end ikke altid i den samme Skikkelse som nu, været den eneste Form, hvorunder Kirken har bestaaet i vort Land, og ingen vil turde negte, at Herren har bekjendt sig til og fremdeles bekjender sig til vor Kirke og dens Gjerning.

Dette, mener vi, gjør, at denne Kirkens Forfatning bør søges opretholdt, saalænge der endnu er nogen Udsigt til, at den er modtagelig for friere, mere evangeliske Former.

Vi tror, at denne Udsigt endnu ikke er fudstændig spærret, at det endnu ikke er tilstrækkelig godtgjort, at den norske Statskirke ikke har Rum for Reformer i evangelisk Aand, og at der derfor, indtil videre ialfald, bør arbeides for at foretage saadanne Reformer i den, hvorved den i mindst mulig Grad bliver til Hinder for Kirkens Væxt og Virksomhed.

Det er derfor ikke for Frikirken, men for en fri Kirke, for Kirkens Frigjørelse, at vi efter Evne vil arbeide.

At søge at bidrage til, at de Baand, som virkelig hæmmer Kirkens Virksomhed iblandt os, efterhaanden løsnes og løses, det skal være Hovedformaalet for vort Blads Virksomhed.

– Skal dette Arbeide kunne lykkes og lykkes til Velsignelse for vor Kirke og vort Folk, da maa det blive klart for vort Kirkefolk, læge og lærde, at der her foreligger en Opgave, der netop i vore Dage med særligt Eftertryk er lagt Kirken paa Hjerte af dens Herre, og hvis heldige Løsning kræver alvorligt og trofast Arbeide med forenede Kræfter.

Det vil derfor blive vor første Bestræbelse at oplyse om Nødvendigheden og Berettigelsen af denne Gjerning og saa pege paa de Midler og den Vei, hvorigjennem de fornødne Reformer praktisk naaes.

Disse er nu først og fremst og som nødvendig Betingelse for al videre Udvikling fuld Religionsfrihed, eller med andre Ord, hos os Ophævelsen af Grundlovsbestemmelsen om Embedsmændenes Troesbekjendelse og af de andre Lovbestemmelser, som i mere eller mindre Grad ved udvortes Midler tvinger Folk i vort Land til at bekjende sig til Statskirkens Lære.

Men dernæst kommer, at det bliver det væsentlige i vort Arbeide, Bestræbellen for at skaffe vore Menigheder den Plads i det kirkelige Samfundsliv, der tilkommer dem ifølge Guds Ord og vor lutherske Bekjendelse, at skaffe dem nogen Andel i den kirkelige Styrelse.

Det første Skridt hertil er imidlertid, at Menighederne organiseres eller erholder Organer, hvorigjennem de kan udøve sine Rettigheder. Men her ønsker vi, at der maa gaaes frem med Sindighed og Varsomhed.

Den gamle Ordning, ifølge hvilken Menighederne er aldeles myndige, medens deres Rettigheder udøves af Stat, Kommune og Geistlighed, er saaledes sammenvoxet med alle vore Forhold og saa indgroet i vort Folks Bevidsthed som det naturlige og rimelige, at et voldsomt Brud hermed hverken er tilraadeligt eller øn skeligt.

Skjønt vi saaledes i Principet hylder Menighedernes fulde Selvstyrelse gjennem dertil valgte kirkelige Organer, tror vi dog, at Forholdene kræver, at man i vort Land gaar varsomt frem i saa Henseende og kun lidt efter lidt løsner Baandene.

Derfor tror vi, at man bør lade sig nøie med det af Storthingets Kirkekomite i 1869 fremsatte Forslag til Menighedsraad, dog saa, at der i dette bør indtages en Bestemmelse, hvorved Menighederne faar nogen Indflydelse paa Præstevalget.

Det bliver da en fjernere Fremtids Sag at arbeide videre i denne Ret ning.

Det har været en Eiendommelighed ved det norske Kirkelivs Udvikling i det sidste Aarhundrede, at de læge Kræfter i Menigheden har taget væsentlig Del i dennes Opbyggelse.

Vi tror, at denne Virksomhed baade er gavnlig for Kirkelivets sunde Trivsel og i fuld Overensstemmelse med Guds Ord og vor Kirkes ret fortolkede Bekjendelse samt særlig skikket til at forene Lægfolket og Geistligheden.

Hertil kommer, at en mere udstrakt Anvendelse af de læge Kræfter, end vor nuværende statskirkelige Ordning tillader, hører med til Kirkens friere Stilling. Vi vil derfor søge at belyse en saadan Virksomheds Berettigelse og arbeide for dens kraftige og sunde Udvikling”.

Skriv inn søkeord..