Klokker Ole Vollan.
‘Vestlandsposten’s Redaktør, Klokker i Bergen Ole Vollan, er ifølge Telefonmeddelelse fra Morgenbladets Korrespondent i Bergen inat Kl. 12 afgaaet ved Døden.
Klokker Vollan, som om Aftenen havde følt sig ganske frisk og deltaget i et Selskab hos Sogneprest Meyer, rammedes efter at have kommet hjem af et Slaganfall, der endte hans Liv. Det har i længere Tid været kjendt at Vollan led af en Aareforkalkning, og han var selv beredt paa, at Døden naarsomhelst kunde ramme ham.
Med Klokker Vollan er gaaet bort en Mand, som i et langt Tidsrum har indtaget en fremskudt Stilling i Vestlandets Kirkeliv og Politik, og hvis Virke har været af en eiendommelig og sjelden Art.
Ole Vollan var født paa Gaarden Vollan i Austad Sogn, Lyngdals Prestegjæld, den 27de Juli 1837, blev Student fra Stavanger lærde Skole med Præ ceteris 1856 og Theologisk Kandidat med Laud 1861.
Allerede i Studenterdagene slog Vollan ind Paa Lærergjerningen, for hvilken han eiede ganske særlige Forudsætninger. Saaledes var han først i 3 Aar Huslærer hos Godseier Ingier paa Ljan og derefter i 2 1/2 Aar Lærer ved Christiania Borgerskole.
Vollan blev dog ikke længe knyttet til Hovedstaden. Fra Marts 1862 til Juli 1864 var han Bestyrer af Hammerfest Borgerskole og saa i halvandet Aar Leder af Ringerikes Realskole. Denne Stilling ombyttede han den 1ste januar 1867 med Klokkerposten ved Nykirken i Bergen, hvorfra han tre Aar senere overflyttedes til Domkirken i Bergen.
Ved Siden heraf arbeidede han som Lærer, specielt i Regning, ved forskjellige Skoler i Bergen, hvor han ogsaa havde været konstitueret som Skoleinspektør og gjentagne Gange som Skoledirektør i Bergens Stift, senest i 1904. I disse Konstitutioner henledede han ved sin fremragende Dygtighed, sine udprægede pædagogiske Anlæg, sin Kraft og Beslutsomhed Opmærksomheden saaledes paa sig, at det liberale Bergensblad «Morgenavisen» i sin Omtale af Vollan, da han i 1903 var valgt til fjerde Storthingssuppleant fra Bergen, med Henblik paa hans Skolegjerning, kunde skrive, at man, trods Vollans ledende Virksomhed inden det vestlandske Moderate, «ængstes for, at hos denne Mand har der været kræfter og Evner, som ikke er helt udnyttede».
Og «Norsk Skoletidende» ydede ham ved hans Fratræden den mest uforbeholdne Anerkjendelse for den Maade, hvorpaa han havde udført sine Embedspligter som Skoledirektør og det, uagtet der i hans Konstitutionstid havde været Konflikter af den allervanskeligste Slags, ligesom han havde at løse Spørgsmaal, som ingen Skoledirektør tidligere havde været ført op i.
Men Skoledirektør Vollan gik kun «Sandhedens og Retfærdighedens Ærind. Netop derfor er han høiagtet og afholdt af Lærerne» udtalte det citerede Blad ved nævnte Anledning.
Hans Evner paa dette Felt var da ogsaa forlængst erkjendt. Han opnævntes saaledes til Medlem af den store Skolelovskommission af 1885 og nedlagde her et betydningsfuldt Arbeide. I nær Forbindelse med dette staar hans meget benyttede Fortolkning af Folkeskolelovene, der udkom i flere Oplag. Han udgav ogsaa i 1890 Regnebog for Folkeskolen.
Men endnu større Indflydelse havde hans Virksomhed paa det kirkelige Omraade. For disse Spørgsmaal nærede han fra sin tidligste Ungdom varm Sympathi. Endnu kun Student indtraadte han i 1859 i Redaktionen for «Norsk Kirketidende», og dermed indlededes en omfattende literær Produktion i Presse og Tidsskrifter.
Sammen med afdøde Statsraad Jakob Sverdrup Udgav Vollan i Aarene 1877—1881 «Ny Luthersk Kirketidende», hvis Opgave var at hævde de kirkelige reformkrav i skarp Modsætning til det af F. W. Bugge og J. C. Heuch fra 1877 udgivne «Luthersk Ugeskrift».
Megen Opsigt vakte en Artikel af Vollan, om Hans Nielsen Hauge og Lars Oftedal, «et Stykke Kirkehistorie».
Man tillægger ogsaa Vollan en stor Del af Æren for Jakob Sverdrups bekjendte Forslag om Menighedsraad.
Men Vollan indskrænkede sig ikke til de kirkelige Organer. I 1861 møder vi ham i «Morgenbladet» med en Artikel, «Nepotisme», og fra 1867 af skrev han meget i bergenske Aviser om Skole- og Kirkepolitik og traadte Høsten 1875 ind som Medarbeider i «Bergensposten», men gik i 1881 over til «Vestlandsposten», hvis Chefredaktør han har været siden November 1891. En Masse af hans Artikler er udgivne i Særtryk.
Af hans literære Arbeider kan desuden nævnes hans i 50,000 Exemplarer trykte «Norges Grundlov, Text og Forklaring».
I det Hele var det vistnok offentlige Gjøremaal, som virkede mest dragende paa Ole Vollan, og han kom efterhvert til at tage en mere fremskudt end i det Ydre netop bemærket Del i det politiske Liv.
I Bergens Kommune blev han stærkt benyttet og havde i flere Perioder Sæde i Bergens Kommunestyre. Dermed vanskeliggjorde Forholdene hans Valg til Storthinget og han opnaaede kun Suppleantpladse, nemlig som første Suppleant for Bergen ved Valget i 1882 og som fjerde ved Valget i 1903.
Vaaren 1906 mødte Vollan paa Storthinget og viste sig da som et virkelystent Medlem. I det vestlandske Moderate Parti havde han, lige siden han i 1885 skilte sig ud fra Venstre, været den drivende Kraft, og da Partiet i 1895 dannede sit Hovedstyre, blev han dets Formand, hvad han til Partiets Tilfredshed vedblev at være til sin Død.
Hans Ledelse Var præget af en beregnende Forsigtighed, som i norsk Politik gav Gruppen en Indflydelse, der var langt større og mere indgribende, end den rent kvantitativt kunde have Krav paa. Men saa havde han jo ogsaa til sin Raadighed et Blad som ‘Vestlandsposten’, hvis Position han efter dens vanskelige Periode efter Oftedals Tilbagetræden visste at befæste og udvide. Hans politiske Artikler i dette Blad er af mangen erfaren Redaktør holdt op som efterfølgelsesværdige Forbilleder.
En betydelig Intelligens og store politiske, historiske og pædagogiske Kundskaber kunde givet Vollan en endmere ledende Stilling, end dem han indtog, hvis han ikke ved Siden deraf havde eiet en Tilsætning af Naivetet, der stundom virkede suspenderende paa hans sunde Omdømme.